YTRINGSFRIHED // DEBAT – Den danske regering handler forkert med sit forslag om at forhindre koranafbrændinger. Og den fratager kommende generationer følelsen af at leve i et frit samfund, skriver billedkunstner Firoozeh Bazrafkan.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
1. Den danske regering håner millioner af undertrykte og ufrie mennesker
De største kritikere af koranafbrændingerne i Sverige og Danmark er Iran, Irak og Saudi-Arabien. Ingen af disse landes regeringer overholder menneskerettighederne. Ingen af disse landes regeringer tillader kvinder at leve deres liv på lige fod med mænd. Ingen af disse landes regeringer anerkender homoseksualitet.
Tværtimod straffer disse regeringer kvinder, homoseksuelle og enhver borger, der lever et liv uden for regeringens tolkning af Islam. Når Danmark kommer disse regeringer i møde vedrørende islamkritik, vil det være en hån mod de millioner af mennesker, som i disse lande er henvist til en tilværelse som B-menneske, der til enhver tid kan blive straffet og udnyttet af A-mennesker og myndigheder.
Disse menneskers eneste håb om bedre levevilkår er, at Vestens frihedsidealer med tiden vil påvirke deres undertrykkere til at agere mere humant. Den danske regering håner dette håb ved at føje politikere i tyranniske regeringer i stedet for at støtte undertrykte medborgere.
2. Den danske regering øger utrygheden i danskernes hverdag
I områder med høje koncentrationer af islamistisk orienterede borgere er der allerede nu kendte udfordringer med respektløshed over for danske autoriteter og myndigheder. Masser af etniske danskere har oplevet trusler og vold fra islamistisk sindede personer og grupper og oplever, at disse trusler og overfald er rettet mod dem, fordi de er danskere og ikke muslimer.
De næste generationer vil ganske enkelt ikke have erfaring med at leve i et frit samfund, ligesom alle nulevende danskere har det
Når den danske regering viser islamisterne hensyn, tolkes det som en sejr. Dette vil styrke selvtilliden hos islamisterne og gøre de islamistiske boligområder endnu mere utrygge for etniske danskere.
3. Den danske regering svigter unge udsat for social kontrol i Danmark
Tusindvis af drenge, piger, unge mænd og unge kvinder i Danmark er underlagt ekstrem social kontrol af deres forældre og lokalsamfund. Som det er i dag, har de meget svært ved at få hjælp. Myndighederne er berøringsangste, og de unge selv er bange for familiens reaktion, hvis de opsøger hjælp.
Disse unge menneskers selvstændige udvikling holdes nede med baggrund i en islamistisk tankegang. Når den danske regering anerkender islams ukrænkelighed, sender den præcis det signal til disse tusindvis af unge mennesker, som deres formørkede forældre ønsker: Islam har større betydning end den danske lov.
4. Den danske regering fratager de kommende generationer deres frihed
Uanset hvordan man vender og drejer det, er et forbud mod koranafbrænding en begrænsning af den personlige frihed. Dette er helt uvant i Danmark, men for den næste generation vil det være lige så naturligt, som internettet er for alle født efter år 2000.
De næste generationer vil ganske enkelt ikke have erfaring med at leve i et frit samfund, ligesom alle nulevende danskere har det. Den danske regering har således frarøvet de kommende generationer oplevelsen af frihed som en selvfølge og dermed gjort dem langt mere udsatte for at miste eller give afkald på yderligere frihed.
5. Den danske regering bryder Grundloven
Grundlovens § 77 tager klart afstand fra enhver form for censur og enhver form for GENindførelse af censur: “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan INGENSINDE PÅ NY indføres.”
Man kan i øvrigt diskutere, om det i virkeligheden ikke er et brud på Grundloven, hvis islamiske præster (imamer) opfordrer til optøjer i forbindelse med koran-afbrændinger. Grundlovens § 67 siger nemlig sådan her: “Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her