Alaa al-Aswany: Det vigtigste er at bevare sin selvrespekt

Træerne vandrer i Alexandria — Alaa al-Aswany er en af de mest læste forfattere i Mellemøsten. Men forfatteren selv er ikke velkommen. Foto: Hossam el-Hamalawy via Wikimedia Commons

Lone Kühlmann 19.09.2025

BØGER // INTERVIEW – Den verdensberømte egyptiske forfatter Alaa al-Aswany er uønsket i sit hjemland, men det er ikke vigtigt, hvor man bor, siger han i samtalen med Lone Kühlmann.

Alaa al-Aswany er en charmerende egyptisk, kæderygende gentleman. Han er i Danmark for at promovere sin nye roman Træerne vandrer i Alexandria og kommer lidt for sent til vores aftale fra et møde med studerende fra KUA. Han skal lige have en smøg, inden vi begynder, men så er han også afslappet og imødekommende.

Jeg ser tingene klarere på afstand. Der er jo masser af eksempler på forfattere, der har forladt deres hjem, tvunget eller frivilligt, og har skrevet fremragende om deres folk

Som i hans øvrige bøger er der i den nyeste et stort og broget persongalleri. Handlingen foregår under Nasser i starten af 1960’erne. Og det grundlæggende tema er som altid kampen for frihed og mod undertrykkelse. Hans bøger er forbudt i Egypten, men de læses alligevel. Han har siden 2019 boet i New York.

”Min fætter gik ind hos en boghandler i Cairo, og spurgte om han kunne købe min nye roman”, fortæller Alaa al-Aswany med et smil. ”Boghandleren rullede med øjnene, og sagde, at det kunne han sandelig ikke, den var jo forbudt. Men han lænede sig mod min fætter og sagde konspiratorisk, ”jeg kan godt skaffe dig den. Men det koster ekstra!” I øvrigt kan alle og enhver jo skaffe alt på nettet. Men den egyptiske regering lever i fortiden. Den tror, at den kan begrænse folks adgang til viden.”

Alaa al-Aswany: Det er karaktererne, der taler

Jeg bemærkede i Træerne vandrer i Alexandria, at en af dine hovedpersoner, den franskfødte boghandler Chantal, siger om egypterne, at de er verdens nemmeste at undertrykke, fordi de er vant til at bøje hovedet og leve i et diktatur. Og faktisk er der i din gennembrudsroman ‘Yacoubians hus’ en korrupt politiker, der siger præcis det samme. Er det sådan, du ser på egypterne?

“Nej, overhovedet ikke. Det er ikke mig, der taler. Det er karaktererne. Det vigtigste for mig er at skabe troværdige karakterer, og så lade dem tale for sig selv. Og der er faktisk mange, der har den opfattelse af egyptere. Beklageligvis også i Egypten. Da Morsi blev valgt i 2012, sagde alle, at han var den første demokratisk valgte præsident i Egypten. Men vi havde en demokratisk valgt præsident i 1924 efter selvstændigheden. Selv om han måtte gå af på grund af englænderne. Egypten har en stolt historie. Men det glemmer folk.”

En af personerne i din nye bog er den berømte advokat Abbas, som fører sager for forfulgte. Din far var også en berømt advokat, som i øvrigt også var en flittig kommentator, og jeg har lige opdaget, at han også hed Abbas. Det er nærliggende at tro, at det er et portræt af din far?

”Ja, det må det jo være. Jeg opdagede en dag, mens jeg skrev, at han lignede min far. Han døde, da jeg var 19 år. Jeg tror, at jeg har skrevet det for at holde ham nær ved mig.”

Må jeg lige citere kunstneren Anas som hen mod slutningen af romanen reflekterer over diktaturets væsen? Han siger:

”I et diktatur har man ingen værdi. Man er ingenting. Man kan forsøge at ignorere virkeligheden eller skabe sin egen lille verden for at isolere sig fra de ydre begivenheder. Man kan flygte ind i kunsten, alkoholen, hashen eller de hyggelige aftener med vennerne. Men alt dette er blot selvbedrag, der udsætter det øjeblik, hvor man må stå ansigt til ansigt med virkeligheden. På et tidspunkt vil man erkende sin totale ydmygelse og sit skammelige nederlag.”

Er det også et selvportræt, der løber afsted med dig?

”Det foregår jo under Naser, og Naser var meget karismatisk. Diktatorer er ofte meget karismatiske. Det er meget få, der kan se igennem dem. Dem der kan, har ingen magt, og dem, der har magt, fatter ingenting. Jeg skriver med følelserne og hjertet. Og så får mine karakterer deres eget liv uanset, hvad jeg havde tænkt mig.”

Du er jo uddannet tandlæge, og første gang, du boede i USA, arbejdede du som tandlæge i Chicago. Og skrev en roman om det. Selv efter du blev en berømt forfatter arbejdede du nogle dage om ugen i Cairo. Overvejer du at genoptage det i New York?

”Jeg elskede at være tandlæge. Næsten alle patienterne blev mine venner. Man lærer meget om mennesker ved at se dem i munden. Og vi havde sådan nogle gode samtaler.

Hvis der kom en, og sagde, at han ikke havde lyst til at blive behandlet den dag, sagde jeg bare, sæt dig ned og få en kop kaffe. Og så sad vi og talte om livet. Men jeg kan ikke være tandlæge i New York. Jeg ville aldrig få skrevet noget. Selv om jeg savner det. Og mine patienter.”

Du har skrevet to romaner siden du måtte forlade Egypten og flytte til New York i 2019. Men jeg har fundet et citat fra, da du stadig boede i Cairo, hvor du siger, at man ikke kan skrive om sit eget folk, hvis man ikke bor iblandt dem. Det bliver alt for nemt til det rene nostalgi?

”Sagde jeg det? Jamen så er jeg blevet klogere. Jeg synes nærmere, at det er blevet omvendt. Jeg ser tingene klarere på afstand. Der er jo masser af eksempler på forfattere, der har forladt deres hjem, tvunget eller frivilligt, og har skrevet fremragende om deres folk. Se bare på Gabriel García Márquez, som forlod Colombia som 20-årig og siden skrev vidunderlige romaner om sit land hele livet.

Jeg kan ikke længere bo og skrive i Egypten. De generede mig konstant. Jeg måtte ikke skrive og ikke udgive. Og de var efter min familie hele tiden. De fabrikerede en sag mod min datter, hun stod til fængsel, men der var så meget international opmærksomhed, at vi vandt en appelsag. Nu er det kun min søn, der bor i Egypten. Men selv om han er professionel skuespiller og filmmand, vil de ikke lade ham optræde. Han var ligesom jeg aktiv i revolutionen i 2011. Flere af hans venner blev fængslet. Heldigvis er han også uddannet ingeniør, så han kan forsørge sig på den måde. Han holder lav profil. Han har jo sin egen familie i Egypten.”

Tror du i dag på muligheden for at indføre demokrati i Egypten?

Al-Aswany sukker dybt og ser sig omkring efter sine cigaretter. Men han ved jo godt, at man ikke må ryge indendørs, så han tager en slurk sort kaffe i stedet for.

”Jeg tror ikke, at der bliver oprør. Undertrykkelsen er total. Men situationen er så forfærdelig. For næsten alle. Det er svært at se, hvordan det kan fortsætte. Det er så grufuldt. Det må simpelthen ændre sig.”

Hvordan ser du på situationen i USA i dag?

Alaa al-Aswany smiler bredt.

”Hvordan tror du, at jeg ser på den?”

Han ryster på hovedet.

”Trump taler om at gøre USA stort. Men han forstår overhovedet ikke, hvad der gør USA stort. Det er de demokratiske institutioner, der gør USA stort. Det er de fabelagtige læreanstalter, der gør USA stort. Han vil bestemme, hvem Harvard skal hyre som professorer, og hvem, der må studere. Det er jo blandt andet de klogeste hoveder fra hele verden, der har studeret og forsket på de store universiteter, der har gjort USA stort.

USA bliver ikke stort af at fange folk og sende dem i fængsel i El Salvador uden rettergang. Og landet bliver ikke stort af at lægge pres på domstolene.”

Du er jo selv gæsteprofessor på Princeton. Har du været ude for ubehageligheder?

”Jeg har ikke personligt været ude for ubehageligheder eller overgreb på mine rettigheder. Det er Princeton selv, der har bedt mig om at undervise, og de er glade for min undervisning og beder mig om at komme igen.”

Men Trump interesserer sig jo nok mere for din politik end for dine evner?

”Jeg er ikke bekymret. Jeg har masser af erfaring med at leve i et diktatur. Det betyder ikke noget for mig, om jeg skal flytte et andet sted hen. Det, der betyder noget for mig, er mine principper. Jeg må citere Che Guevara: Det vigtigste er altid at sige, hvad man tænker, og at gøre hvad man siger.

Sådan bevarer man sin selvrespekt. Der er vigtigere, end hvor man bor.”

Lone Kühlmanns anmeldelse af Træerne vandrer i Alexandria finder du her.