DAGENS POV // KØN & KUNST – Halvdelen af unge kvinder mellem 18 og 34 år kæmper med psykiske problemer, og hver fjerde kvinde mellem 26 og 34 år slås med psykiatriske diagnoser eller tegn på angst og depression, skriver journalist og forfatter Hanne Dam. De unge er ofre for konkurrencesamfundets ulidelige krav om større og bedre på kortest tid. Er det virkelig de livsvilkår, vi har overskud til at byde?
Jeg er trist
Jeg har den følelse, at fremtiden er uden håb, og at det ikke bliver bedre
Jeg keder mig og er utilfreds med alt
Jeg er en absolut fiasko som menneske
Jeg er skyldig, jeg bliver straffet
Jeg vil tage mit liv
Engang kunne jeg græde, nu er jeg hinsides tårer
Jeg har tabt interessen for andre mennesker
Jeg kan ikke træffe beslutninger
Jeg kan ikke spise
Jeg kan ikke sove
Jeg kan ikke tænke
Jeg kan ikke komme over min ensomhed, min angst, min væmmelse
Sådan – intens, desperat og med en dyb følelse af meningsløshed – er stemningen i den engelske dramatiker Sarah Kanes tekst 4.48 Psychose uropført i London i år 2000, halvandet år efter, at Kane tog sit eget liv som 28-årig.
Jeg har lige slukket for P1, der på denne frodige maj-morgen fokuserer på psykiatriens behov for flere ressourcer. En ung dansk kvinde fortæller, at hun bliver drevet rundt i systemet. Ingen vil have hende. Hun begynder at skære i sig selv som indlagt for at blive set og hørt og udvikler et smerteligt selvhad: Føler sig værdiløs og uværdig til at få hjælp.
Océane gav allerede op som 19-årig
Faktisk er det lige meget, hvor man kigger hen for øjeblikket, så møder man både i kunsten og i virkeligheden mennesker pumpet for livskraft. Det rammer hårdt, når man som jeg blot behøver møde en grim, men levende og hoppende frø i min have for at fryde mig over stadig at være på jorden.
Franske Océane gav op allerede som 19-årig, hvor hun den 10. maj 2016 kl. 16.29 kastede sig ud foran et tog og livestreamede sit eget selvmord, mens mere end tusind mennesker så på.
Halvdelen af unge kvinder mellem 18 og 34 år kæmper med psykiske problemer, og hver fjerde kvinde mellem 26 og 34 år slås med psykiatriske diagnoser eller tegn på angst og depression
Som hun tørt forklarer i den omfortolkning til doku-drama, Betty Nansen Teatret viser på Edison med titlen 16:29 i præcis disse dage: ”Heromkring foretager man sig altså noget, når man fylder 19.”
Océane bor i en forstad til Paris i en etværelses lejlighed med tulipaner i vindueskarmene. Hun arbejder på et plejehjem 20 timer om ugen, har over 3000 følgere på Instagram og har haft den samme kæreste i 4 år. Han er mekaniker og ikke kriminel.
Océane drømmer om familie. Men pludselig sker der noget imellem dem, som ændrer den virkelighed, hun lever i.
Forestillingen spørger, om Océane med sine rødder i den fattigste del af Frankrig og sin desperate handling i virkeligheden repræsenterer en hel europæisk ungdomsgenerations identitetskrise med dødsdrift og oprørstanker? Trætte som de er af i årevis at have hørt for meget romantisk popmusik.
At slukke den sidste livsgnist
Mit blik for den sørgmodigt voksende meningsløshed er interessant nok udsprunget af mødet med en teaterklassiker, Henrik Ibsens Hedda Gabler opdateret til nutid på Schaubühne i Berlin. Og derfor ved jeg, at Hedda i instruktøren Thomas Ostermeiers nyfortolkning er præcis lige så nihilistisk opgivende som Kane og Océane, selvom Ibsen skrev sit drama i 1890.
Behandling og forebyggelse er der ikke meget af, for samfundet ved ikke, hvad det skal stille op
Det taler ikke desto mindre lige ind i vores tid. Ibsens Nora i Et dukkehjem knalder stadig døren i rundt om på verdensscenerne og forlader sin Helmer og deres tre børn for modigt at tage skæbnen i egen hånd.
Men det er karakteren Hedda Gabler, der fascinerer de samfundsoptagede teatre lige nu med sin forkælede, mopsede, ugidelige attitude, der lukker hende ude af fællesskabet, udvikler sig til manipulation og destruktivitet og ender med at slukke den sidste livsgnist, efter at hun har forurenet livet for så mange andre med sin fri-for-ansvar-eksperimentelle livsførelse.
Ofre for konkurrencesamfundets krav
Giver det mening at se en klassiker om kvinder fra ‘gamle dage’, spurgte jeg mig selv hjemmefra. Hedda Gabler var indiskutabelt relevant i 1890, hvor tonsvis af livfulde kvinder kedede sig i deres mænds huse og længtes efter at blive sluppet fri af traditionelle moder- og hustruforpligtelser, fordi livet er så meget mere.
Men hvorfor strømmer berlinerne i dag lige så entusiastisk til Schaubühne som i Ibsens tid for at se en gammel hest blive luftet for 117. gang? Når der i hvert fald herhjemme er adskillige moderne bud på scenisk fortolkning af den samme problemstilling: sjælesorg, følelsen af meningsløshed og kredsen om selvmord som udgang.
Svaret er, at Ibsens skuespil holder i nutid – som brændende intenst og vedkommende teater. For selvom enhver i dag teoretisk set kan tage en uddannelse og på den måde skaffe sig en mening med det hele, orker stadig flere ikke. Har ikke lyst, eller kan ikke.
De unge, sårbare kvinder er for raske til psykiatrisk behandling, men ifølge eksperter ikke raske og stærke nok til at klare at uddanne sig i en tid med skyhøje krav til præstation og perfektion. Er det virkelig de livsvilkår, vi har overskud til at byde vores unge?
Schaubühnes væsentligste greb er at bytte Ibsens romantiske Hedda med de store drømme ud med en mere renlivet nihilistisk type. Sådan som mennesker typisk bliver, hvis muligheder er en by i Rusland og fremtiden udsigtsløs. Eller hvis de bare oplever virkeligheden sådan.
Selvom mange unge i dag tager ansvar for både klima og deres eget ambitiøse CV, møder vi ude i virkeligheden konstant unge som ofre for konkurrencesamfundets ulidelige krav om større og bedre; helst uden tænketid. Og som politiske gidsler for magtens stræbere, der uden at tænke menneskelig konsekvens jonglerer med fremtidsreformer og uddannelseslofter. Alt for mange unge går ned på strenge, rigide krav. Skærer i sig selv eller kæmper med spiseforstyrrelser.
Halvdelen af unge kvinder mellem 18 og 34 år kæmper med psykiske problemer, og hver fjerde kvinde mellem 26 og 34 år slås med psykiatriske diagnoser eller tegn på angst og depression (Psykiatrifonden, 2016).
Men behandling og forebyggelse er der ikke meget af, for samfundet ved ikke, hvad det skal stille op. De unge, sårbare kvinder er for raske til psykiatrisk behandling, men ifølge eksperter ikke raske og stærke nok til at klare at uddanne sig i en tid med skyhøje krav til præstation og perfektion. Er det virkelig de livsvilkår, vi har overskud til at byde vores unge?
Drømme om et ekstraordinært liv
Hedda Gabler ender med at skyde sig en kugle for panden, så det røde blod flyder ned ad væggen, mens ægtemanden i værelset ved siden af spøger med, at hun nu nok skudt sig – ”forestil jer lige, at hun havde”, siger han til vennerne uden at rejse sig for at kigge efter.
Og ja, Hedda Gabler vælger selvmord, ikke bare fordi det banale foster, hun har i maven, ikke opfylder hendes drømme om et ekstraordinært liv, men for omsider at udrette noget lige så storslået konsekvent som hendes gamle flamme, Ejlert Løvborg, som hun manipulatorisk lige har ekspederet samme vej. Ved først at lokke den charmerende alkoholiker til at drikke igen, og dernæst række ham pistolen med opfordring til at gøre det “stort”, når han om lidt destruerer sin smerte og skyld.
Lidenskabelige og intellektuelt skarpe Løvborg er den eneste, der kan tænde Hedda. Men undervejs i frasorteringen røg også han, som med sin fordrukne profil var et umuligt livsvalg. ”Behøvede du sælge dig selv så billigt”, lyder hans kommentar til ægteskabet med tørvetriller-kollegaen, kulturhistorikeren Jørgen Tesman.
I erkendelse af at være færdig som dansemus som 29-årig, har Hedda ikke set andre muligheder end at søge materiel ly hos den godmodige Tesman, der spiller sine kort i forventning om en professorstilling.
Han vil gerne lege, men får på intet tidspunkt den tanke at anstrenge sig for at begribe sin unge hustru. Dertil er han for begejstret for sine antikke potteskår og for bekymret for sin tante Julles velbefindende.
Et skrigende hulrum i en tom hjerne
Publikum præsenteres for en anorektisk, ondskabsfulde ung kvinde forklædt som udfordrende poptøs i gennemsigtig bluse, bar mave og meget lavtaljede joggingbukser just hjemkommet fra bryllupsrejse med sin tørvetriller-mand, som hun har giftet sig med uden gran af tiltrækning. Til gengæld flirter hun med alle andre mænd i sin nærhed. Narcissistisk lyst til at blive begæret og bekræftet af andre synes at holde den sidste livsgnist i ave.
Som en aktuel opdatering har Schaubühnes suppleret Heddas flirt med flere seksuelt betonede voldelige scener og en egentlig #MeToo-scene, hvor Hedda efter selv at have lagt op, slås og kæmper sig fri af et voldtægtsforsøg
Dette misbrug af flirt og seksualitet, som både Hedda 1890 og Hedda 2019 udøver, trives også i andre kunstformer. Så sent som i går læste jeg på vej hjem fra tandlægen en anmeldelse af den mørke komedieserie Fleabag (Amazon Prime Video) i BT/Metro, hvor hovedpersonen fnysende forklarer, hvorfor hendes far har givet hende et gavekort til en psykolog i fødselsdagsgave:
”Jeg tror, det er fordi min mor døde, og min far ikke kan tale om det. Fordi min søster og jeg ikke har talt sammen i et år, fordi hun tror, jeg prøvede at komme i seng med hendes mand, og fordi jeg har tilbragt det meste af mit voksne liv med at bruge sex som afledning fra det skrigende hulrum i min tomme hjerne.”
Som en aktuel opdatering har Schaubühnes suppleret Heddas flirt med flere seksuelt betonede voldelige scener og en egentlig #MeToo-scene, hvor Hedda efter selv at have lagt op, slås og kæmper sig fri af et voldtægtsforsøg.
Engager dig i mere end dig selv
Der er ikke megen forståelse for Hedda at hente i Schaubühnes version af Ibsens drama med stjerneskuespilleren Lars Eidinger som Tesman og Katharina Schlüttler som Hedda. Teatrets dom er benhård: Nej, Hedda Gabler. Den ny tid har ikke plads til ulykkelige kvinder, der keder sig, ikke forpligter sig, ikke engagerer sig og ikke vil tage ansvar – end ikke for sig selv.
De karakterer, som forestillingen viser som repræsentanter for det gode liv, er dem, der brænder for noget. Som fru Elvstedt, der kaster sig ud i Ejlerts Løvborgs bogprojekt om vor civilisations historie eller Tesman, der lykkeligt og ustandseligt henter stabler af læsestof til parcellen. Mens Hedda brokker sig over møblementet.
Schaubühnes tolkning er klar: Skab dig et liv. Tag ansvar. Find noget at leve for – engager dig i mere end dig selv. Et kunstnerisk, provokerende bud, men også et bud med indbygget appel.
Virkelighedens politikere synes at kæmpe om magten uden oprigtigt blik for samfundsudviklingens tabere, som for os andre ellers er lette at få øje på for ikke at sige er svære at få øjnene fra, fordi lidelserne er så åbenbare. Så der er vitterlig brug for, at kunsten går ind og kommenterer lavmælt og intenst, før revolveren eksploderer, og rødt blod flyder ned ad hvide vægge. Det var så det liv.
Med mig selv i mine egne arme
Alene den teatersæson, vi er inde i, har herhjemme serveret sjælekrise på flere niveauer. Mest tankevækkende på Teater Republique, der i Selvmordets anatomi kredser om, hvorvidt trangen til selvmord kan nedarves?
Tre selvmordspåvirkede kvinder fra tre generationer, 1973, 2003 og 2033, kæmper for at falde på plads i livet. To af tre prøver sig frem med at få et barn – mens den yngste siger nej til stort set al normalitet i den alternative frigørelseshistorie, Alice Birchs historie måske også af den grund er blevet kaldt.
Nej´et kan føres videre til Christina Hagen, vor tids vel mest utilpassede, aparte og ulydige kunstner, der kan opleves som et positivt modstykke til den opgivende Hedda Gabler.
I monologen på Teater Republique med den skønne titel Med mig selv i mine egne arme spidder hun i tråd med Gabler fra første scene forestillingen om, at moderskab stadig er meningen med en kvindes liv.
Iført fake fur, pink og glimmer spræller hun rundt i en sjov supermarkedssceneografi og spejler som kæmpe individualist Hedda, men tager i modsætning til Gabler samtidig ansvar for sig selv på en ironisk og livfuld måde. Parat som hun er til at dø – bare ikke lige nu ”Med mig selv i mine egne arme.”
Hagens karakter er på sin egen skøre måde mere charmerende og indtagende end Hedda, fordi der er styr på prioriteringerne.
Om den generation af unge, som de voksnes forstørrede præstationskrav rammer, og som vi samtidig beskylder for overfladiskhed, også en kommentar:
Da Bo Burnham, der har skrevet og instrueret comedy-dramaet Eighth-grader om generationen, vi elsker at skælde ud, for nylig modtog en award for bedste debuterende instruktør, sagde han meget rammende:
”Vi er så hurtige til at spørge, hvorfor disse unger hele tiden kigger på deres telefon, fremfor at spørge os selv, hvad det er for en verden, vi har skabt, og som vi nu vil have dem til at hæve blikket for at se? De er alle serviceret med en kultur, der tilsyneladende giver dem alt, men intet af det, de virkelig ønsker…”
Rettelse: Artiklens kategorisering er blevet rettet fra PSYKIATRI til KØN & KUNST, red. 23/6 2019.
Topfoto: Gianmarco Bresadola, Schaubühne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
