Det var fars dag i Thailand i går. Måske for sidste gang. Far er nemlig død, og der er ingen anden far i Thailand. Sådan har det altid været. Og det er just problemet, skriver Mikkel Tofte Jørgensen fra et land, der fortsat er i sorg.
Far hænger esom portræt i stort set hvert et thailandsk hjem. Han kan ses i byrummet, hvor gigantiske bannere er rullet ud over lokale regeringsbygninger, mens far stirrer alvorligt ud på sine børn. Far er også i biografen. Hver og en af Thailands godt 1.000 biografer. Her troner han frem på storskærmen, inden forestillingen går i gang.
Så rejser vi os alle for far, fordi det gør man bare, og fordi man risikerer at komme i fængsel, hvis ikke man rejser sig sammen med alle de andre biografgængere. Det forårsager en musikalsk knirken og et unisont ekko af ærbødige stolesæder, der på en gang svinger tilbage mod ryglænet. Alt sammen for fars skyld.
Men nu er far død. Det har han været i næsten to måneder, og i dag ville han være blevet 89 år. Han har fået en stedfortræder til at indtage rollen som far, men er jo ikke den samme, selv om han egentlig burde minde meget om far. Han er trods alt fars søn. Så der er vel en pæn portion gener og far i Thailands mest kendte søn.
Nogen tvivler, men det siger de ikke højt. Far og søn er nemlig beskyttet mod kommentarer, der kan udvide forståelsen af, hvordan alle Thailands børn har det med far og søn. De har det godt med dem begge, eller, de har det godt med far, for det har fars venner igennem 70 år fortalt dem, at de har.
Så rejser vi os alle for far, fordi det gør man bare, og fordi man risikerer at komme i fængsel, hvis ikke man rejser sig sammen med alle de andre biografgængere. Det forårsager en musikalsk knirken og et unisont ekko af ærbødige stolesæder, der på en gang svinger tilbage mod ryglænet. Alt sammen for fars skyld.
Og far har sandt for dyden også været en far for Thailands børn. Han har sørget for at hilse på dem, når han kom forbi i sin kortege, hvor han selv styrede en af bilerne. Han har set alvorlig ud, som en far skal gøre, når hans børn kravler rundt i næsegrus beundring foran ham. De fleste børn har nemlig underkastet sig far og hans position. Bogstavelig talt. Altså sikret sig, at fars hoved altid var højere end deres. At fars ophøjethed aldrig kunne betvivles.
Og far har gjort meget for at forstå, hvad børnenes udfordringer har været. Han har lyttet til dem; i hvert fald hvis det var udfordringer, han selv var stødt på: En fejlslåen høst, manglen på vand, hullede veje og afgrøder, der skaber mere sorg end glæde, fordi de ender som kemikalier i kroppen hos narkomaner verden over. Så længe børnenes problemer var udviklingsproblemer, så har far været lydhør og ofte også gennemslagskraftig, som en patriark skal være det.
Far har sat sig igennem mere end 3.000 gange for at hjælpe børnene på ret kurs i udviklingen; med mindre, selvfølgelig, at børnene var uden for pædagogisk rækkevidde og havde besluttet sig for at omfavne en selvstændighedsbevægelse eller en politisk ideologi med hammer og segl. De børn var far nødt til at overlade til landets vogtere, som derfor blev udstyret med alle tænkelige beføjelser for at komme de grimme tanker til livs.
Nogen tvivler, men det siger de ikke højt. Far og søn er nemlig beskyttet mod kommentarer, der kan udvide forståelsen af, hvordan alle Thailands børn har det med far og søn. De har det godt med dem begge, eller, de har det godt med far, for det har fars venner igennem 70 år fortalt dem, at de har.
I sidste ende var det jo ikke fars skyld, at de uregerlige børn havde valgt at gøre oprør som en anden teenagesøn. Det var vist en blanding af dårlig karma og forbudte tanker, som far bedst kunne tackle ved at bakke op om dem, der ikke skabte sig unødvendigt i et løssluppent teenageoprør.
Sådan var det også med fars søn. Han blev sendt til udlandet for at blive helbredt for sit teenageoprør. Og fars søn tog gladeligt i mod invitationen til at komme væk hjemmefra.
Sådan er det jo somme tider i et dysfunktionelt hjem. Der får alle det bedre af, at den, der skaber problemerne, også er den, der bliver sendt væk. Så holder man problemerne på afstand, og måske går de så væk over tid.
Det gjorde de bare ikke for søns vedkommende. Han havde fået smag for en verden uden for fars meget rigide samfundsorden, selv om søn jo godt nok ikke undlod at fortælle omverden, at fars verden var noget, de kunne glæde sig til, når søn skulle være far. Men fars søn var nu engang en oprører. Måske fordi far var som han var, eller også fordi en fars søn er fars største og værste spejlbillede. Ja, det kunne der egentlig kun spekuleres om.
Det var, som sagt, en fornærmelse og en fængselsstraf værdig, hvis man begyndte at spekulere højt om fars opdragelsesmetoder eller om søns foragt for ligeværdige relationer. Nuvel, mor gik en gang i USA så langt, som til at kalde søn for en Don Juan, men, som hun sagde, så var han blot endnu mere glad for pigerne, end pigerne var for ham.
Siden blev søn gift både en, to og tre gange. Desværre forliste alle ægteskaberne, og fars søn så helst at koner og børn blev sendt langt bort, så de ikke stod i vejen for livet, man kan leve, når far sidder på toppen af en af verdens største pengetanke.
Men før eller siden skulle fars søn indstille sig på, at hans tid som far blev indvarslet. Det blev den for snart mange år siden, fordi far har været indlagt på hospitalet i hen ved ti år. Det er længe, når man har forpligtelser uden for hospitalssengen.
Spørgsmålet er, om fars dag i Thailand nogensinde bliver den samme igen? For far gør ikke.
Når man har næsten 70 millioner forpligtelser, eller 70 millioner børn, så er det svært foreneligt med et liv, der er løbet tør for kræfter. Måske havde fars søn derfor håbet på, at far ville gøre søn klar til opgaven som far. Far kunne jo med god grund ønske, at søn ville gøre som far. Sådan har fædre det oftest inderst inde. Om du bare gør som jeg, så kan det ikke gå helt galt.
Det kunne far godt have sagt til søn, men det gjorde han tilsyneladende ikke. Far nævnte i hvert fald aldrig, at han havde gjort søn klar til at være far. Det kunne far måske ikke, fordi søn var så svær at komme i kontakt med 8.000 kilometer væk. Eller også ville far ikke, fordi søn ikke havde udvist tilstrækkelig interesse for opgaven som far. Eller også ville søn ikke, fordi far ikke virkede oprigtigt interesseret i at lade søn overtage rollen som far.
Men det skal søn nu alligevel, være far, Thailands far endda. Det havde far pudsigt nok bestemt sig for, selv om søn altså ikke havde udvist den store interesse for at videreføre familiedynastiet.
Det var, som sagt, en fornærmelse og en fængselsstraf værdig, hvis man begyndte at spekulere højt om fars opdragelsesmetoder eller om søns foragt for ligeværdige relationer. Nuvel, mor gik en gang i USA så langt, som til at kalde søn for en Don Juan, men, som hun sagde, så var han blot endnu mere glad for pigerne, end pigerne var for ham.
Og derfor kan det måske være lidt svært at kigge ud over Thailands bør, mens de fejrer fars dag på trods af, at far er død.
De fejrer ikke søns dag, og har aldrig rigtig gjort det. Men måske, når søn nu er blevet far, kan fars dag i stedet blive den 28. juli, hvor søn næste år bliver 65. Det ville jo være rart for søn, om overgangen til rollen som familiens overhoved blev gjort så nem som mulig. Når nu søn ikke har kunnet øve sig så meget på rollen som far, eller ikke har villet.
Men det går nok ikke. Ikke lige med det samme, for far hænger stadig på plakater i hjemmene hos alle Thailands børn. Desuden er far slet ikke kremeret endnu. Det sker først i slutningen af 2017. Så der er udsigt til en meget lang ventetid, før søn for alvor bliver far.
Spørgsmålet er, om fars dag i Thailand nogensinde bliver den samme igen? For far gør ikke.
Fotos: Mikkel Tofte Jørgensen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
