FACEBOOK & YTRINGSFRIHED // DEBAT – I Facebook-gruppen Fri Debat, hvis medlemmer er fra hele det politiske spektrum, diskuteres ytringsfrihed. Men kommer medlemmerne til at bruge “forbudte ord”, deaktiverer Facebook gruppen, og hvis gruppens administratorer af en eller anden grund sanktioneres, bringer det også gruppen i fare for deaktivering. Hidtil er det lykkedes for Fri Debat at få gruppen genaktiveret ved at klage, men der er ingen gennemsigtighed og tilsyneladende heller ingen logik i de afgørelser, Facebook træffer, siger Jens-Martin Eriksen, hvis digt “Det ultimative anti-Trump fix” (gengivet herunder) udløste en runde af deaktivering og sanktioner. Skribenten sammenligner Facebook med et dilettantteater, hvis makværk er usundt for ytringsfriheden.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Debatgruppen Fri Debat på Facebook blev torsdag den 15. april ”deaktiveret”, som det hedder i korporations-lingo. Det betyder, at dette debatforum for 2500 personer blev gjort usynligt for brugerne. Det var stadig synligt for administratorerne, men lagt dødt så man ikke længere kunne poste noget på det.
Gruppen har eksisteret siden 2014 og består af en række publicister og akademikere, og diskussionen koncentrerer sig om ytringsfrihed og dens betingelser i Danmark og verden samt nærliggende emner som menneskerettigheder, demokrati og kampen mod islamisme og etno-radikal terror. Det en alsidig gruppe, der spænder fra medlemmer hos Nye Borgerlige til Enhedslisten. Som sådan er det noget af et særsyn på Facebook, der er kendetegnet af forhærdede menighedshuse og ekkokamre, hvor man giver sig selv og sine gode kammerater ret.
Fri Debat er tidligere blevet deaktiveret, men det er hidtil lykkedes at få forummet åbnet igen ved at klage.
Derfor fristes man til at sige farvel og fuck til Facebook, da livet er for kort og vidunderligt til ligefrem at opsøge ærgrelser
Forrige gang Facebook skred ind, skete det på grund af et digt, som kan læses nedenfor. I vores indsigelse mod deaktiveringen påpegede vi, at de såkaldt ”forbudte ord” udelukkende var taget i anvendelse for at skabe den litterære karakter ”Trump” i teksten og for dels let og muntert at karikere den utrolige besættelse af denne figur i virkeligheden to år inde i hans præsidentperiode. Men først og fremmest var det dog for at fremstille og spotte ham og andre, der trives i denne vulgære og hadefulde terminologi, som udfoldes i digtet.
Denne forklaring købte Facebook tilsyneladende i anden ombæring. Enten medgav Facebook klagen, eller også ræsonnerede de sig frem til deres beslutning med andre begrundelser.
Det får vi aldrig at vide, da der med deres tilgivelse ikke fulgte nogen forklaring eller argumentation. Der var således tale om en ganske lakonisk domsafsigelse, der denne gang faldt ud til Fri Debats fordel.
Forbudte ord
Det var ikke tilfældet torsdag den 15. april. Nogle af mine linjer var blevet fjernet, og det bragte gruppen til ophør, fordi jeg er en af administratorerne. En overskridelse fra en administrator bringer en gruppe i fare for at blive deaktiveret.
Det drejede sig om en replik i et opslag – jeg citerer: ”Abebrun/grisehvid/risgnasker/jødesmovs – har du lyst til at cherrypicke det bedste ord?”
Der er i sanktionen fra Facebook til mig og de andre administratorer – journalisten Niels Ivar Larsen fra Information, lektor Torben Dyrberg, RUC og antropolog Katja Kvaale fra WA – ikke angivet nogen sammenhæng, hvor replikken er faldet.
Men jeg husker, at det var min sarkastiske kommentar til den lette omgang med racistisk terminologi, der kolporteres, når skribenter tror sig accepteret blandt indforståede politiske medløbere. Det var en brug af den nedgørende term for hvide, som jeg reagerede på. Og da gardinprædikener ikke er en del af mit repertoire, så gav jeg i stedet sarkastisk tre andre racistiske muligheder som sammenligning og en anledning til at vælge det bedste og forklare sig – for at byde brugeren af racistisk terminologi ud i lyset. Facebook skred ind til trods for min forklaring.
Og nu kan man så spørge sig selv, om det ikke er patetisk at græde over endnu en lukket gruppe og censur af artikler og opslag? Den religiøse del af de liberale spinatfugle og ideologer vil igen-igen fortælle om, at Facebook er en privat virksomhed og bla-bla-bla og Guds fred med dem.
Efter flere klager var man tilsyneladende nået frem til, at man godt måtte læse de forbudte skældsord i kontekst. Eller også var vinden bare vendt i redaktionslokalet på Facebook.dk?
Men tænk i stedet på den amerikanske højesteretsdommer Clarence Thomas, der for et par uger siden i The New York Times gjorde opmærksom på nødvendigheden af en lovgivning omkring de store monopolplatforme, bl.a. Facebook, der er helt grundlæggende for deling af viden, information og nyheder. Artiklen blev karakteristisk nok delt på Fri Debat. En hemmelig organisation som Facebook – hemmelig som Frimurerlogen – træffer beslutninger, de ikke begrunder, og det er uvist, om de er infiltreret af ens politiske modstandere eller bare af folk, der vil ens ytringsfrihed til livs? Eller også kan de selv være hildede og se en mening i en renset kommunikation og udveksling af meninger, nyheder, kunst og kultur? Vi ved det ikke.
Man kan ganske vist klage videre til det berømte Tilsynsråd og sende en erklæring afsted med en forklaring om, hvad der måtte være ment med den tekst, der er kriminaliseret i forhold til de såkaldte ”Fællesskabsregler”, som det hedder på det kælne pseudo-joviale reklamesprog.
Det er da også gjort, men indtil videre er flere af indsigelserne fra undertegnede som administrator for Fri Debat dog blevet afvist til behandling. Det forekommer også forståeligt, da det er absurd at forestille sig, at et råd skal behandle millioner af brugeres klager. Mest af alt forekommer dette råd mere at være et dilettantisk alibi for at imødekomme den demokratiske kritik af Facebooks måde at kreere og administrere egne private straffelove og sanktionsreglementer.
Derfor fristes man til at sige farvel og fuck til Facebook, da livet er for kort og vidunderligt til ligefrem at opsøge ærgrelser.
Skødesløse afgørelser
Fri Debat blev frikendt efter en indsigelse og igen aktiveret. Men et par dage efter blev jeg selv sat i karantæne, da jeg havde postet den gamle tekst på min egen væg. Det klagede jeg så over, men klagen blev afvist, selvom klagen jo blev taget til følge på Fri Debat for samme tekst. Det udstiller en komisk form for lemfældighed i Facebooks afgørelse.
Tidligere var jeg også dømt ude i perioder for brugen af kritiske kommentarer til den britiske højrefløjsaktivist Tommy Robinsons gøren og laden – og senest til hans destruktive demonstrationer foran en retsbygning, hvor man behandlede retssagen mod en række pakistanske pædofile. Det greb man også ind overfor, da navnet Tommy Robinsen var blevet kriminaliseret et år efter mine kommentarer, og nu så man sig så nødsaget til at håndhæve forbuddet med tilbagevirkende kraft.
Facebook.dk fremstår som dilettanternes vagtparade med hemmelige afgørelser, ubegrundede beslutninger, retshåndhævelse med tilbagevirkende kraft – samt total lemfældighed i afgørelser. Samtidigt er Facebook – med den amerikanske højesteretsdommer Clarence Thomas ord – et monopollignende foretagende. Alt i alt en ret usund kombination for ytringsfriheden i Danmark.
Komedien uden ende fortsatte, da Fri Debat igen blev aktiveret den 19. april. Det skete med en beklagelse fra Facebook over, at de havde grebet ind på grund af linjerne: “Abebrun/grisehvid/risgnasker/jødesmovs – har du lyst til at cherrypicke det bedste ord?” Efter flere klager var man tilsyneladende nået frem til, at man godt måtte læse de forbudte skældsord i kontekst. Eller også var vinden bare vendt i redaktionslokalet på Facebook.dk?
Teksten, der udløste den første deaktivering på Fri Debat, og som blev trukket tilbage, men hvor man nåede frem til en anden afgørelse for samme tekst på min egen væg, kommer her. Som illustration brugte jeg dette foto af kunstneren Maurizio Cattelan, der foreviger værket med titlen ”America”. Et museum tilbød Trump at låne værket som en hån, men det blev dog ikke til noget.
Det ultimative anti-Trump fix
Han ser billeder for sit indre blik
Mens han skider
Og nyder en cheeseburger
På sit guldtoilet 18 karat
”En lynchning” af Van Gogh
”Scene fra et amerikansk gaskammer” af Rembrandt
”Massakre i Kongo” af Matisse
”Martin Luther King brændt til ukendelighed” af Paul Klee
Præsident Trumps soveværelse er tapetseret
med Hatecrime plakater
karikaturer af
Niggere
Jødesmovse
Katolske bøsseklubber
Kinesiske risgnaskere
Handicappede og blinde
Spastikere og numismatikere
Torterede journalister og hængte katte
Der er også kasser fyldt med
Naziarmbind
Og Voodoodukker
Der ligner
Hillary Clinton
Tossepaven Frands den Første
Og Martin Luther Fucking-King
Præsident Trump tager af og til på besøg
Hos en luder i Moskva
Og snupper sig en niogtresser med bæstet
Under fire øjne
Han spilder ikke tiden med snak
Hverken før eller efter
Så spankulerer han rundt i hotelgangene
Og tweeter frenetisk
mod fake news på internettet
Som om han bevæger sig på fedtede pandekager
hele vejen ned til McDonald’s
for at bestille en Happy Meal
og komme på ret køl igen
På en søndag morgen går han gerne ud i haven
Bag ved det hvide hus
Og sigter på et egern med nødder i kæberne
Der ligner John McCain
med sin Luger
Og plaffer det ned
Det er som om gnaveren bare fordamper
Og Præsident Trump skyder patronhylstret ud
og griber det i luften
Han er besat af tanken om
At hvide mænd har små pikke
Og sorte mænd har store pikke
Selv anser han sig
for at tilhøre pikstørrelsens diaspora
Og på denne måde kan han nu definere verdenshistorien
Han er overbevist om
at jødiske læger spreder falske rygter om ham
at kineserne har opfundet klimakrisen
at Hillary Clinton er bollet tyk af en sort mand
og driver børneporno fra Ping Pong Pizzeria
i Washington D.C. og er satanist
at Fedtmule i virkeligheden er neger
at Mubarack Obama i virkeligheden er Mickey Mouse
og at Vladimir Putin
i virkeligheden hedder Clark Kent
Præsident Trump er kendt for verdens værste jukeboks
Kun fyldt med country & western
Han har kneppet talløse kvinder
Ivana Trump gav ham syfilis i tredje stadie
Indtil han pissede blod
Og blev angrebet af byldepest
Men ind imellem sine kraniebrud
Havde Donald Trump alligevel tid til at være taknemmelig
Overfor sin apoteker
der kurerede det hele i en håndevending
Til jul er det slut
Knapt to år inde i sin præsidentperiode
kradser han af
Kighosten tar ham
Fremsig denne tekst
Ti gange om dagen
Undgå direkte sollys
Imens du snakker med dig selv
Teksten kan ikke anbefales
Sammen med alkohol
Men sørg gerne for at indtage
Et lille måltid inden
Eventuelt et glas kefir
Og sørg tillige for
At varmen i det rum
Hvor du befinder dig med teksten
Ikke overstiger 24 grader celsius
Teksten har begrænset holdbarhed
(Se gerne udløbsdatoen på emballagen)
Efter blot to dage
Vil du ikke længere have behov
For at læse flere informationer
Eller fremsætte flere nedrigheder
Om Præsident Trump
Eller nogen der hører hans stab til
folk eller fæ
Denne tekst kan ikke anbefales
Til gravide
Nationalkonservative og andre
Med stærk pietetsfølelse
Samt folk der tager blodfortyndende medicin
Oplever du bivirkninger
Efter gennemlæsninger af teksten
Så som opkastfornemmelser
Tynd mave
Køresyge kløe ualmindelig tørst
Eller madlede
Samt almindeligt ubehag
Bedes du kontakte din læge.
Hvem er Fri Debat?
Fri Debat er et netværk af forfattere, kunstnere, journalister, politikere og publicister med det formål at styrke bevidstheden om ytringsfriheden og forsvaret af den i medier og offentlig debat. Netværket består af folk på tværs af det politiske spektrum. Fællesnævneren er en uforbeholden støtte til den universelle ytringsfrihed. Fri Debat blev grundlagt i januar 2010 af Jacob Mchangama, Frederik Stjernfelt, Jens-Martin Eriksen, Troels Heeger og Søren K. Villemoes. Fri Debat organiserer seminarer og konferencer om emner, der har relevans for fri udveksling af ideer, synspunkter, viden og kunst er et privat debatselskab, og står bag en Facebook-gruppe af samme navn.
Facebook-gruppen Fri Debat er åben for medlemmer, der inviteres til at skrive og lægge artikler op om ytringsfrihed og tilliggende emner, der har en relevans for betingelserne og mulighederne for fri udveksling af information og synspunkter. De aktuelle administratorer for Fri Debat Facebook er talsmand, journalist Niels Ivar Larsen, antropolog Katja Kvaale, lektor Torben Dyrberg og forfatter Jens-Martin Eriksen.
LÆS MERE I POV OM YTRINGSFRIHED HER
Topillustration: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her