NYHED // POV OVERBLIK – Ungarns premierminister, Viktor Orbán, vil næppe være landets leder efter parlamentsvalget på søndag. Ifølge meningsmålingerne taber han højst sandsynligt til udfordreren Péter Magyar. Valget bliver beskrevet som afgørende og ikke kun for Ungarn, men for hele Europa.
Orbán har stærke internationale allierede. Han anses som den russiske præsident, Vladimir Putins nærmeste partner i EU og har også fået opbakning fra Trump. USA’s vicepræsident JD Vance besøgte endda Budapest i den forløbne uge, hvor han kritiserede EU’s “indblanding” i valgkampen.
Kreml har været ude med noget tilsvarende. Talsmand Dmitrij Peskov har ifølge Reuters sagt, at “mange kræfter i Bruxelles ønsker ikke, at Orbán vinder”.
EU afviser enhver beskyldning om at have blandet sig, og understreger, at valget er op til de ungarske vælgere.
Og alt tyder på, at flertallet er trætte af den 62-årige Orbán. De vil noget andet efter år med økonomisk stagnation, stigende leveomkostninger og utilfredshed med den ultrarige elite. Landets oligarker bruger deres gode forbindelser til landets magthavere til at mele deres egen kage, mens mange almindelige mennesker har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.
Meningsmålingerne tyder også på, at det bliver Péter Magyar, som tidligere var en af Orbáns allierede, bliver ny leder. Politico skriver, at den 45-årige politiker ligger omkring 10 procentpoint foran Orbán, og en analytiker vurderer, at “spørgsmålet udelukkende er, om han får absolut flertal” i parlamentet.
BBC er enig i den analyse og skriver, at ”de fleste meningsmålinger tyder på, at han (Orbán.red) er på vej mod et nederlag.”
Det er ikke kun de ungarske vælgere, som er trætte af Orbán. I årevis har han været EU’s problembarn. Det skyldes dels hans tætte relationer til Moskva, dels han enorme skepsis mod EU.
“Det er et af de mest skelsættende valg i Europa og for Europa i mange år”, siger Gregoire Roos fra den britiske tænketank, Chatham House, til Reuters.
Orbán har siden 2010 opbygget det, han selv kalder et “illiberalt demokrati”. Den beskrivelse er hverken EU eller flere kritikere enige i. Ifølge BBC har for eksempel Europa-Parlamentet betegnet Orbáns Ungarn som et ”elektoralt-autoritært hybridregime” – dvs. et land der formelt afholder valg, som næppe er helt fair, og hvor magten reelt er hos en autoritær leder.
Viktor Orbán er gentagne gange stødt sammen med EU, og især betyder hans gode forhold til Putin, at han er lodret uenig i EU’s linje i forhold til Ukraine. Han har ved flere lejligheder blokeret sanktioner og støtte.
Senest har Orbán afvist et EU-lån på 90 milliarder euro, som de 27 EU-lande ellers blev enige om at give ukrainerne i december sidste år. Orbán lovede på det tidspunkt, at han ville udlade at blokere lånet. Men det skete så alligevel, fordi en ledning, der løber gennem Ukraine og formentlig blev skadet af et russisk angreb, stoppede transporten af billig russisk gas til Ungarn og Slovakiet. EU har overtalt Ukraine til at reparere skaden, men Orbán fastholder, at Ukraine ikke skal have pengene udbetalt, før forsyningerne flyder igen.
Trods Magyars føring er resultatet dog langt fra afgjort. Analytikere peger på, at valgsystemet, sene vælgere og støtte fra etniske ungarere i udlandet kan holde Orbáns Fidesz-parti inde i kampen.
På trods af meningsmålingerne, beskriver POLITICO valget som “meget, meget tæt”, og understreger, at forskellige scenarier er mulige: Fra et stort flertal til oppositionen til endnu en sejr til Orbán. Hvis Orbán vinder igen, kan det føre til en direkte konfrontation med EU, hvor der allerede tales om sanktioner og begrænsning af Ungarns rettigheder.
Læs Politico, BBC, Reuters
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.