Europæisk selvforsvar – del 2

i Forsvars- og sikkerhedspolitik/Internationalt af

FORSVARSPOLITIK // KRONIKSERIE – Den amerikanske præsident har gjort det klart for europæerne, at de ikke bare skal bidrage mere til NATO, men burde være i stand til at forsvare sig selv. Men hvad er kravene til et nyt og effektivt europæisk territorialforsvar? Det ser brigadegeneral og forsvarspolitiske kommentator i POV, Michael Clemmesen, nærmere på i en dobbeltkronik bragt i dagene for NATO’s 70 års fødselsdagstopmøde den 3.-4. december i London. En af forudsætningerne vil være en udvidelse af de franske styrker til at blive en fransk-tysk organisation, der åbent erklærer, at den også dækker resten af EU’s territoriale område.

Hjælpen til grænsestaterne vil være en uomgængelig del af fremtidens effektive europæisk territorialforsvar. Det vil være nødvendigt at give materielhjælp til frontlinjestaternes uddannelses- og mobiliseringsstyrker.

Baglandsstaterne skal også opstille de kampflystyrker og krævende luftforsvarssystemer, som frontlinjestaterne ikke kan klare økonomisk, ligesom der skal leveres supplerende og tungere hærstyrker samt ammunition, der skal forstærke frontlinjestaterne og sikre deres lokale styrkers evne til fortsat kamp.

Kun ved igen at stille brutale videns- og færdighedsmæssige samt fysiske krav med langvarig og stressende arbejdsindsats med minimal hvile, kan de europæiske hærstyrker blive andet end personellets selvtjenende spild af penge

Forstærkningsstyrkers evne til at blive klar i tide kan sikres gennem forhåndsoplægning af materiel- og ammunition, ligesom USA gjorde under Den Kolde Krig.

Hjælp og forstærkning må afhænge af frontlinjestatens egen evne og vilje til at etablere en værnepligtsbaseret forsvarsstruktur, da denne er en forudsætning for at sikre tid og rum til forstærkningernes ankomst og deployering.

Opstillingen af styrker af forsvarsrelevant størrelse (dvs. flere komplette og logistisk robuste brigader fra et baglandsland som Danmark), vil også kræve anvendelse af værnepligten her, men ikke den brede og totale anvendelse, som er nødvendig i frontlinjestaterne.

Ud over disse bemærkninger om den overordnede, nødvendige struktur, er det vigtigt at understrege, at intet kommer til at virke, hvis man ikke “re-booter” hærene, afvikler New Public Management-bureaukratiet og genskaber de professionelt fokuserede aktiviteter med de lange, krævende feltøvelser og krigsspil, der klart eksponerer svagheder hos personer og strukturer, så de kan afløses eller helst fjernes.

Reboot til forsvarsforberedelser

Stabe på alle niveauer skal reduceres gennem fokusering på opgaver i krise og krig, så faste officerer ikke længere kan forfalde til at blive snævre forvaltningsspecialister – kun tekniske officerer må forblive specialister, men disse skal til gengæld sikres en generel indsigt.

Alle problemer skal forstås og øves i alle deres aspekter, eksempelvis den logistiske del og cyberkrigs-aspektet, ligesom strukturerne skal gøres robuste ved, at man til stadighed øver tab af nøglepersonel og materiel, indlægger effektivitetsundergravende kunstig friktion, og uddanner officerer til at kunne virke “ét niveau op” og forstå “to niveauer” op.

Der er reelt kun én mulighed for at opbygge en fælles nuklear afskrækkelse, og det er en udvidelse af de franske styrker til at blive en fransk-tysk organisation, der åbent erklærer, at den også dækker resten af EU’s territoriale område

Kun ved igen at stille brutale videns- og færdighedsmæssige samt fysiske krav med langvarig og stressende arbejdsindsats med minimal hvile, kan de europæiske hærstyrker blive andet end personellets selvtjenende spild af penge.

Stigende kompleksitet (hvis den måtte findes) håndteres ikke effektivt ved større egentlige stabe, men ved at give chefer og primære stabsofficerer indblik i kompleksitetens karakter og rutine i at virke i denne, så de kan refokusere og prioritere stabens virksomhed.

En fransk atomdrevet Triomphant undervandsbåd. Foto: Wikipedia.

Fælles nuklear afskrækkelse

Der er reelt kun én mulighed for at opbygge et fælles nukleart afskrækkelses-”tag” på den territoriale selvforsvarsstruktur, så Unionen og landene ikke ligger åben for nuklear afpresning. Og det er en udvidelse af de franske styrker til at blive en fransk-tysk organisation, der åbent erklærer, at den også dækker resten af EU’s territoriale område.

Et sådant arrangement ville indebære, at Tyskland overtog mindst 50 pct. af finansieringen af omkostningerne ved driften af de franske atomdrevne undervandsbåde af Triomphant-klassen, samt at også Tyskland stillede besætninger eller dele af disse. Endelig skulle antallet af både udvides til nok seks ved afløsningen med næste generation, så antallet af både på konstant patrulje kunne blive øget.

Det centrale problem ved at løse denne del af det fælleseuropæiske forsvarsproblem er ikke teknisk eller økonomisk, men alle andre europæere end franskmændenes evne og vilje til at se behovet i øjnene

Alt dette for at gøre det mere troværdigt, at også andet end et kernevåbenangreb på selve Frankrig kunne udløse et svarangreb, og at også andre dele af Europa var værn mod en evt. nuklear afpresning.

For at dække behovet for afskrækkelse af truslen fra de russiske præcisionsmissiler, som har en såkaldt ‘mellemrækkevidde’ på op til 5.500 km, kunne man satse på krydsermissiler fra torpedo-rør i andre franske, tyske og eventuelt andre EU-landes undervandsbåde. Det kræver til gengæld, at  landet påtog sig rollen og havde de nødvendige franske og tyske officerer ombord, når der var kernevåben i rørene.

Det centrale problem ved at løse denne del af det fælleseuropæiske forsvarsproblem er ikke teknisk eller økonomisk, men alle andre europæere end franskmændenes evne og vilje til at se behovet i øjnene.

Den maritime og arktiske dimension

Som det demonstreres klart i Hormuz-strædet og i Middelhavet i øjeblikket, er der selv i fredstid behov for maritime styrker til at løse krævende opgaver af forskellig karakter. På grund af mange års samarbejde i NATO- og andre rammer, er evnen til at samarbejde høj. På nogle områder vil man derfor have ret få problemer med at få en EU-flådestyrke til at fungere, da det kun er det blå flag, der ændres.

Det vil dog stadig være en udfordring at sikre en rationel bygning af skibe og andre fartøjer, så de har en højere grad af standardisering, end tilfældet er lige nu, og der opnås besparelser gennem bygning af et større antal af samme enheder.

Det kan også være et problem at bevare en afbalanceret styrke, der udover større skibe til opgaver på det åbne hav også har specialiserede enheder til indsats i kystnære farvande, herunder til minekrigsindsats.

Det vil være vanskeligt – reelt nok umuligt – at gøre styrken materielmæssig uafhængig af USA, fordi amerikanerne på mange områder er førende i Vesten på de maritime våben- og anden maritime nøgleteknologiområder.

På den anden side er denne afhængighed et mindre problem, fordi europæerne netop på havet som understreget i indledningen vil kunne og skulle samarbejde med USA i en krig.

Om EU også skal forholde sig til sikkerhedsproblemer i Arktis vil være afhængigt af norske og dansk-grønlandske beslutninger. Også her vil indsatsen blive domineret af USA.

Militær stabiliseringsindsats i nærområdet

Som tingene står nu, vil den indledningsvise hovedindsats i en fremtid med et EU-forsvar blive båret af ikke-frontlinjestater, hvilket efter tabet af Storbritannien først og fremmest vil sige Frankrig.

Andres deltagelse vil, også som nu, i høj grad afhænge af, om FN legitimerer indsatsen og overtager ansvaret for den længerevarende operation.

Læs første del af kronikken om fremtidens europæiske selvforsvar fra den 3. december.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV WeekendDet er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her


Topillustration: Clemme’s blog for critical insight.


 

Michael Hesselholt Clemmesen er, fhv. brigadegeneral og historiker. Han er født 12. december 1944 i Københav. Clemmesen gik ind i Forsvaret i 1964, var på Hærens Officersskole 1965-68 og har været linjeofficer i Hærens kamptropper siden 1968, fra 1979 som generalstabsofficer, og blev pensioneret som brigadegeneral 2004. Han er tillige uddannet historiker fra Københavns Universitet i 1981.
I de sidste ti år af sin tjeneste arbejdede han som udsendt med dansk og international forsvarsstøtte til Baltikum og deltog i opbyggelsen og stod senere for ledelsen af det baltiske forsvarsakademi. I 2005 blev han ansat i Forsvarsakademiets Center for Militærhistorie, hvor han har forsket i og nyskrevet dansk militærhistorie. Han stoppede som seniorforsker i 2016. Michael H. Clemmesen var medlem af Forsvarskommissionen af 1988 og deltager ofte i den offentlige debat om Forsvaret. I marts 2010 udgav han bogen 'Den lange vej mod 9. april' om dansk forsvarspolitik i mellemkrigstiden. I 1999 blev han Kommandør af Dannebrog. Han bærer også Hæderstegnet for god tjeneste ved Hæren, Trestjerneordenen samt en lang række udenlandske medaljer og hædersbevisninger.