Vi europæere har to fædrelande

Qalaát Samaan var engang et af den kristne verdens vigtigste valfartssteder. Foto: Kirsten Jørgensen.

Kirsten Jørgensen 10.07.2024

MIN USÆDVANLIGE REJSE #4 // ESSAY – Kirsten Jørgensen besøgte Syrien, før borgerkrigen begyndte, og helvede brød løs. Det historiske Syrien er en central del af regionen, hvor de vigtigste skridt til vores egen civilisation blev taget.

Sommer er rejsetid, men man kan se verden og få nye oplevelser på mange måder.

I løbet af sommeren inviterer POV læserne med på usædvanlige og tankevækkende rejser.

DAMASKUS – Det er Eid ul-Fitr, afslutning på fastemåneden Ramadan. Sammen med en dansk veninde vil jeg besøge Umayyade-moskéen i Damaskus, hvor vi er på ferie. Iført de meget uklædelige og temmelig ildelugtende grå kapper, der skal sikre vores ærbarhed, går vi rundt på det blanke marmorgulv i moskéens indre gård.

Smukke byzantinsk-inspirerede mosaikker blinker fra endevæggen. Glade syrere nyder festen. Jeg ved, at under de neutrale gevandter skjuler det fine tøj sig, fundet frem fra skabet eller særlig indkøbt til lejligheden.

Vi møder tre piger, der hænger ud sammen. De er nok 12-13 år gamle og vil meget gerne snakke med os med de få engelske ord, de har lært. De er både indtagende og nysgerrige.

Så er det, jeg gør fejlen. Ligesom vi i Danmark gerne komplimenterer både børn og voksne for deres smukke tøj, så kommer jeg til at komplimentere den ene pige for den fine halskæde, hun bærer.

Præcis da ordene har forladt min mund, ved jeg, at jeg har dummet mig. For jeg kender nok til de kulturelle koder i Syrien til at vide, at hvis man komplimenterer en syrer for noget, hun bærer eller ejer, så vil hun straks gerne give dig det.

Menneskene i Syrien er generøse og venlige — Tre piger hænger ud sammen i Umayyade-moskéen i Damaskus. Foto: Kirsten Jørgensen

De tre piger løber væk, og jeg tænker: ”Gudskelov – den her pige er heldigvis nok ikke helt velopdragen.” Men så kommer de tilbage, og pigen har halskæden i hånden og insisterer på at give mig den. Jeg kan selvfølgelig ikke nægte at tage imod gaven.

Jeg har den stadig, og den er suverænt det bedste minde, jeg har med hjem fra Syrien, ja, fra alle mine rejser overhovedet, om end det blot er en enkel kæde af plastikperler. Den er blevet billedet på den generøsitet, jeg har mødt så meget af i Syrien, og selvom gavmildheden er en del af en konvention, så peger den stadig på en kultur, som jeg lærte at kende som uhyre gæstfri, imødekommende og ja, generøs.

Syriens kulturelle og religiøse mangfoldighed

Denne oplevelse havde jeg i 2007, da jeg for anden gang besøgte Syrien. I 2006 og igen i 2009 var jeg så heldig at få to længere ophold på Det Danske Institut i Damaskus. Det var, før borgerkrigen begyndte, og helvede brød løs. Derfor kunne jeg møde et Syrien, der bød sig til med en menneskelig og kulturel rigdom og en generøsitet, som gør mine besøg til noget ganske specielt.

Det særligt betagende ved landet er, at det – ud over at være fyldt med generøse mennesker – også er fyldt med mængder af historiske, kulturelle og religiøse markeringer i landskabet. Samtidig er landet helt fri for masseturisme.

Det betyder, at man kan være bogstaveligt talt ganske alene på de vildeste historiske steder, der ville have været belagt med os turister, hvis de havde ligget i Rom, Athen, Istanbul eller Jerusalem.

Det siges, at vi europæere har to fædrelande: vores eget og Syrien. Har man hjemme i Mellemøsten eller i Europa, så er de vigtigste skridt til vores egen civilisation taget i det historiske Syrien, der svarer til det nuværende Syrien, Jordan, Libanon, Irak og Palæstina.

Her skabes de første agerbrugssamfund i vores del af verden, de første bystater, og de tre monoteistiske verdensreligioner vokser sig store her. De første bysamfund opstår omkring år 3000 f.Kr., fx Mari i Eufrat-Tigris lavlandet. Her har man fundet omkring 20.000 beskrevne lertavler med alt fra handelskontrakter til ægteskabsløfter.

Bystaterne afløses af imperier, og der har været mange, der har gjort krav på området: ægyptere, assyrere, fønikere, aramæere, israelitter, babylonere, persere, grækere, romere, byzantinere, arabere, franskmænd. Alle er de skyllet hen over landet og har efterladt deres markeringer.

En dag står jeg ved Eufrats bred i ruinerne af Duro Europos. Vi er to gæster. En ung fyr kommer fræsende på en motorcykel og en stak slidte postkort. Men ingen souvenirbutikker; ingen guider, der byder sig til; ingen kamelridning; ingen isboder, ingen andre turister – bare den varme, gule jord, den store forladte by og historiens brise.

Ruinerne af store idéer

Her herskede engang grækerne og siden partherne, romerne og sassaniderne. Syrien var i årtusinder et karavaneland, hvor varer og idéer mødtes, og Duro Europos var en karavaneby, grundlagt i 303 f.Kr. og præget af kulturel og religiøs mangfoldighed. Her fandt arkæologer en velbevaret totaludsmykning af en synagoge fra 244/45 e.Kr. med masser af figurmaleri. Det jødiske billedforbud var ikke totalt.

Lige ved siden af lå en kristen husmenighedskirke fra 200-tallet med et dåbskapel, udsmykket med fresker, hvoraf en lille del er bevaret og skildrer en for os usædvanlig dåbsteologi. Freskerne fra synagogen kan man i dag finde på nationalmuseet i Damaskus og på Yale University Art Gallery i USA.

Overalt i Syrien findes ruinerne af store idéer, store tanker, store ambitioner: det gigantiske romerske amfiteater i Bosra; Palmyra, et enestående kompromis mellem orientalske og romerske traditioner; karavanebyen Apamea, der på højdepunktet i de første århundreder af vores tidsregning var hjem for en halv million mennesker; Krak de Chevalier, et af verdens største mesterværker inden for militær arkitektur; noriaerne (store vandhjul) i Hama, bygget i 1300-tallet.

Jeg kunne blive ved, men vil slutte lidt nordøst for Aleppo, i Qalaát Samaan, som engang var et af den kristne verdens vigtigste valfartssteder.

Her sad Simon Søjlehelgen på sin 18 meter høje søjle i 36 år. I sandhed én af den tidlige kristendoms mest excentriske kristne. Nu er der kun ruiner tilbage af den basilika og det dåbskapel, der blev bygget rundt om søjlen. Men sikke smukke ruiner. Igen: Ingen mennesker.

Vi sidder og kigger ind over Tyrkiet mod Antakya, spiser ramadankager, og aldrig har jeg før eller siden været på et så storslået, pragtfuldt, spirituelt, vemodigt og vildt sted. Jeg bryder mig ikke om at gå i Jesus’ fodspor i Palæstina og røres ikke særligt hverken i Fødsels- eller Gravkirken. Det er alt sammen ved at drukne i billige souvenirs og religiøst hysteri.

Men selvom jeg synes, Simon var temmelig tosset, så er hans sted i Syrien suverænt det helligsted i verden, hvor jeg har været tættest på at føle mig ægte religiøst beåndet.

Syrien er fyldt med kulturskatte og arkitektur-oplevelser — Udsigt over tagene til Umayyade-moskéen i Damaskus. Man ser tydeligt, at det tidligere har været en kirke. Foto: Kirsten Jørgensen

Er jeg romantiker? Måske. Jeg er helt klar over, at den generøsitet og gæstfrihed, jeg mødte, levede side om side med stor korruption, regimets undertrykkelse og fattigdom. Jeg ved, at syrerne ikke fortalte mig alt, og jeg ved, at jeg blev skygget af deres Mukhabarat, sikkerhedstjenesten, fordi jeg havde palæstinensiske forbindelser i Damaskus.

Jeg kunne se på syrerne, at der gemte sig stor tristesse derinde, og da jeg engang spurgte en syrisk bekendt, hvorfor så mange syrere havde et vemodigt træk, sagde han: ”Vi har lidt meget.”

Det er siden gået fra slemt til meget, meget værre. Syrerne har vist sig i stand til at begå de frygteligste handlinger mod hinanden, og nogle af de kulturelle arvestykker, jeg badede mig i, er ødelagte.

Hvordan kan et så imødekommende og venligt folk ende i et så voldeligt opgør? Det er indlysende, at mange årtiers massiv undertrykkelse af Assad-regimet er eksploderet i en kolossal frustration, og når først oprøret er begyndt, er der ingen vej tilbage for dem, der tager del i det.

Syrien er nu et politisk kaos, og al lidelsen har ikke resulteret i andet end en tilbagevenden til Assads despoti. Der er nok at være vemodig over.

På trods af alt lever stadig erindringen om en særlig mild, næsten naiv venlighed og en hengiven generøsitet hos mig. Jeg bevarer troen på, at den kan overleve helvede, og håber, at jeg igen en dag kan besøge mit andet fædreland, der har givet så meget til vores historie og kultur.

Kirsten Jørgensen

Kirsten Jørgensen er cand.teol. fra Århus Universitet og har arbejdet som præst siden 1993, de fleste år på Fyn. I 2014 flyttede hun til hovedstaden til et job som provst for kirkerne på Frederiksberg og præst i Godthaabskirken. I 2010 resulterede en mangeårig passion for det mellemøstlige i en kandidatuddannelse fra Center for Mellemøststudier ved SDU. Hendes interesse for teologi, filosofi, historie og politik har altid gået hånd i hånd og hun er sikker på, at det er bedst at lade være med at trække skellene mellem videnskaberne alt for hårdt op. Verden er relationer; mellem mennesker, ting og tanker. Kirsten Jørgensen har udgivet bøgerne ”Mellemværende” og ”Længsel efter engel” og er redaktør og medforfatter på en række andre bøger. Hun er vild med sprog og det, ord gør. Hun skriver om Gud og enhver, om sjæl og samfund, om ånd og fod, og hun er sikker på, at der altid er mere at sige om det, vi troede, vi var færdige med.