EUROPA // ESSAY – “I den liberale ordens ruiner synes der at genopstå et mere klassisk stormagtssystem, der privilegerer magt over ret, idet territorium og indflydelse fastlægges gennem styrkeforhold snarere end fælles regler,” skriver Frederik Thomsen. “I en sådan verden må Europa enten acceptere en rolle som geopolitisk randzone mellem større magter eller udvikle sig til en selvstændig geostrategisk aktør med evne til at beskytte egne interesser.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I hollandske Ilja Leonard Pfeijffers roman Grand Hotel Europa (2018) fremstilles Europa som et smukt og let forfaldent hotel, der som et åbent frilandsmuseum lever af sin fortid og kulturelle kapital. Et hotel, der er fyldt med historie, kunst og civilisation, men som ikke længere er verdenshistoriens drivkraft, men derimod et museum, der har mistet evnen til at forme fremtiden.
Pfeijffers kulturpessimistiske roman kan derfor læses som en rammende metafor for Europas position i vores nye geopolitiske virkelighed, hvor den liberale ordens politiske, økonomiske og sikkerhedspolitiske strukturer efterhånden er eroderet til fordel for en ny multipolær verden præget af stormagtsrivalisering og geopolitisk ustabilitet.
En ny verden, hvor Europa ikke blot er truet af et revanchistisk Rusland i øst, men ligeledes fra USA i vest, som under Trump har opgivet sin transatlantiske alliancepolitik og truet Europas territoriale integritet samt økonomiske og værdipolitiske interesser.
For Europa betyder denne udvikling, at kontinentet ikke længere kan tage sin sikkerhed, stabilitet og indflydelse på egen fremtid for givet. En fremtid, som i stigende grad vil blive formet af beslutninger truffet i fx Washington, Moskva og Beijing, medmindre, at kontinentet formår at manifestere sig som en geopolitisk aktør, der kan hævde egne interesser.
Europa må grundlæggende erkende, at enhver orden hviler på magt, og at normative principper er en tom skal, når de ikke understøttes af politisk vilje samt økonomisk og militær styrke
For som hos Pfeijffer er Europa nok fortsat rigt, sofistikeret og selvbevidst, men det spiller i stigende grad en passiv rolle i de store globale magtspørgsmål, som ikke afgøres af fortidens storhed, men af nutidens handlekraft.
Men hvad er bagtæppet for Europas geostrategiske udfordringer, og hvordan kan kontinentet blive en formgivende aktør i den nye verdensorden?
Interessesfærernes genkomst
I et multipolært system er indflydelsessfærer et centralt kendetegn ved den geopolitiske magtbalance. I vores stadigt mere multipolære verdensorden har ideen om indflydelsessfærer derfor også vundet frem, og med Ukrainekrigen vendte kampen herom for alvor tilbage i verdenspolitikken.
Ruslands krav på indflydelse i det tidligere sovjetiske område, Kinas ambitioner i Østasien og USA’s fokus på egne strategiske nærområder vidner således om en ny verden, hvor magt og geografi kobles tæt sammen, idet stormagter egenrådigt forsøger at dominere geografisk afgrænsede områders politiske og økonomiske udvikling.
Flere analytikere har i forlængelse heraf påpeget, at Trump-administrationens geopolitiske sikkerhedsstrategier ikke omhandler traditionel stormagtskonkurrence, men i stedet sigter mod at omfavne en verdensorden, hvor stærke nationer dominerer deres respektive interessesfærer (Trumps fredsforhandlinger i Ukraine kan udlægges som et eksempel herpå). En tilsvarende ambition kan identificeres i både Rusland og Kinas udenrigspolitiske visioner.
Wienerkongressen tur-retur
I udenrigsmagasinet Foreign Affairs har blandt andre den amerikanske politolog Stacie E. Goddard samt Harvard-professoren Stephen M. Walt da også draget grovkornede historiske paralleller imellem vore dage og Wienerkongressen i 1814-15, hvor Europas stormagter ville genoprette stabilitet gennem en magtbalance baseret på netop indflydelsessfærer.
Efter årtiers revolution og krig stod Europas stormagter dengang over for spørgsmålet om, hvordan stabilitet kunne genoprettes i et internationalt system uden en dominerende hegemon. Svaret blev en orden baseret på magtbalance, gensidig anerkendelse af indflydelsessfærer og en fælles interesse i at forhindre systemomvæltende konflikter. En orden, hvor status quo blev beskyttet af de stærkeste magter, som ligeledes dikterede de mindre nationers skæbne.
Men hvad enten tidens geopolitiske opbrud udmønter sig i et nyt globalt kongressystem, hvor stormagterne opdeler verden imellem sig, eller en klassisk stormagtrivalisering om indflydelse, ressourcer og dominans, er ideen om indflydelsessfærer dog en trussel mod liberale principper om national selvbestemmelse, demokrati og suveræne staters uafhængighed.
For hvor langt strækker Kinas interessesfære sig i forhold til fx Sydøstasien? Omfatter den Korea og Japan? I forlængelse heraf har Ruslands interessesfære historisk set omfattet de baltiske lande, ligesom Putin flere gange har ydret ønske om at gendanne Den Kolde Krigs sovjetiske imperium.
Europa som geopolitisk aktør
På den liberale ordens ruiner synes der altså at genopstå et mere klassisk stormagtssystem, der privilegerer magt over ret, idet territorium og indflydelse fastlægges gennem styrkeforhold snarere end fælles regler. I en sådan verden må Europa enten acceptere en rolle som geopolitisk randzone mellem større magter eller udvikle sig til en selvstændig geostrategisk aktør med evne til at beskytte egne interesser.
For som den canadiske premierminister Mark Carney, med henvisning til verdens mellemstore magter, sagde i sin tale på det nyligt afviklede Davos-møde: ”Hvis vi ikke sidder med ved bordet, er vi på menuen”. Europa har dog, i modsætning til Canada, som en geopolitisk enhed potentiale til at blive en magtfaktor i egen ret.
Dette kræver imidlertid en mere sammenhængende europæisk strategi på tværs af forsvar, økonomi og diplomati.
Forsvar og sikkerhed
I kølvandet på Anden Verdenskrig blev Europa genstand for en geopolitisk umyndiggørelse, idet Sovjetunionen kontrollerede Østeuropa og Vesteuropa sideløbende underkastede sig USA’s sikkerhedspolitiske regimente – kun udfordret af franskmændenes vedvarende kamp for strategisk autonomi.
Fra igennem århundreder at have været martret af krige drevet af magtbalance, religiøse stridigheder, nationalisme og ideologiske kampe blev Europa nu – med få undtagelser – et ”fredens kontinent” med fokus på genopbygning, økonomisk integration og diverse indenrigspolitiske problemstillinger.
I en verden, hvor økonomisk integration i stigende grad bruges som politisk våben, bliver forsyningskæder til sårbarheder og strategisk autonomi en nødvendighed
Dette var bestemt en positiv udvikling, men i processen mistede Europa også sin sikkerheds- og geopolitiske uafhængighed, hvorfor det i dag er afgørende, at europæerne formår at tage ansvar for egen forsvarsevne frem for at være en passiv modtager af eksterne sikkerhedsgarantier.
Dette forudsætter en massiv oprustning, ligesom kontinentets øgede forsvarsudgifter bør omsættes i langt flere fælleseuropæiske indkøb af nye militære kapaciteter, så Europa kan strømline sin notorisk fragmenterede forsvarsindustri til fordel for en større koordinering og dermed øget militær afskrækkelse.
Nye økonomiske principper
I en verden, hvor økonomisk integration i stigende grad bruges som politisk våben, bliver forsyningskæder til sårbarheder og strategisk autonomi en nødvendighed. I dette lys må Europa også reducere sine kritiske afhængigheder inden for særligt energi (Rusland), råstoffer (Kina) og kritisk teknologi i form af blandt andet kunstig intelligens og sociale digitale platforme (USA/Kina).
Dette indebærer dels en diversificering af forsyningskilder og handelspartnerskaber og dels udviklingen af en målrettet europæisk industripolitik, som kan styrke kontinentets industrielle og teknologiske kapacitet gennem investeringer i blandt andet grøn omstilling, forsvarsteknologi og digital innovation.
Derfor er handelsaftalerne med Mercosur og Indien også betydningsfulde, da de ikke blot vedrører vigtige eksportmarkeder og geopolitisk positionering, men ligeledes er centrale i Europas bestræbelse på at opnå større kontrol over de værdikæder, der driver den grønne og digitale økonomi, herunder de råstoffer og sjældne jordarter, som er afgørende for kontinentets grønne omstilling og militære oprustning.
Uafhængighed af kinesiske forarbejdningsled forudsætter dog stadig en kollektiv industripolitik, som bliver vanskelig at realisere på tværs af 27 EU-lande med forskellige nationale interesser, økonomier og politiske traditioner.
Men ved at sprede Europas afhængigheder og dermed reducere chancen for geopolitisk afpresning, samt skabe nye erhvervsfaglige styrkepositioner via strategiske subsidier og investeringer styrkes kontinentets forsyningssikkerhed, økonomiske formåen og globale indflydelse, og dermed det økonomiske og magtmæssige fundament, som gør Europa til herre over egen skæbne.
Værdibaseret realisme
Europa må desuden grundlæggende erkende, at enhver orden hviler på magt, og at normative principper er en tom skal, når de ikke understøttes af politisk vilje samt økonomisk og militær styrke.
I en multipolær verden præget af pluralisme i værdier og politiske systemer må Europa derfor også føre en udenrigspolitik, der forener værdier og realisme – en såkaldt ”værdibaseret realisme”, som blandt andre den finske præsident Alexander Stubb har argumenteret for.
Ved at moralisere mindre samt anlægge et mere pragmatisk fokus på fælles interesser, nødvendige kompromiser og dialog frem for isolation, kan Europa bedre navigere i en tid, hvor den gamle verdensorden baseret på økonomisk integration, multilaterale institutioner og amerikanske sikkerhedsgarantier er i opbrud og nye magtcentre kræver indflydelse.
I en multipolær verdensorden må Europa altså supplere sin rolle som global normgiver med en stærkere rolle som strategisk partnerskabsmagt baseret på fælles interesser inden for sikkerhed, teknologi, råstoffer og handel.
Europa skal derfor ikke opgive sine værdier, kontinentets moralske kompas, men anlægge en strategi, der sikrer magten til at beskytte og omsætte dem i en ny verdensorden.
Europæisk enhed som magtforudsætning
Ovenstående projekt forudsætter dog en høj grad af politisk enhed. For nok har EU med succes samlet handelspolitikken på europæisk niveau, men i forhold til industri-, sikkerheds- og udenrigspolitik er kontinentet stadig en løs forsamling af små og mellemstore stater, der i varierende grad koordinerer deres politik. Derfor er EU’s fragmentering og opsplitning i nationale særinteresser også en latent trussel, som foruden politisk træghed kan svække unionens mulighed for at blive en handlekraftig aktør med en større teknologisk, militær og økonomisk slagkraft.
Intern splittelse og parallelle udenrigs- og sikkerhedspolitikker er således en strategisk svaghed, som kan udnyttes af systemiske rivaler samt underminere kontinentets mulighed for at omsætte sin økonomiske og institutionelle tyngde til politisk handlekraft i en verden, hvor magt igen er blevet det organiserende princip.
Europas evige splittelse
Omdrejningspunktet for Europas historie er da også fortællingen om et territorium opdelt i talrige stater i konstant krig og konflikt med hinanden. Og selvom mange herskere i tidens løb har forsøgt at skabe et europæisk imperium, har drømmen om at forene Europa og genetablere storhedstiden fra Romerriget altid været særdeles vanskelig at omsætte til en praktisk politisk virkelighed.
I sin bog Hvorfor blev Europa ikke et imperium (2017) forklarer professor Jørgen Møller dette med henvisning til det såkaldte magtbalanceprincip, som gik ud på, at mindre stater dannede koalitioner for at skabe en modvægt til den enhver tid dominerende magt – og dermed danne balance i systemet.
På denne baggrund blev Europas skæbne også forskellighed inden for rammerne af adskilte nationalstater uden en fælles institutionel, kulturel og sproglig overbygning.
Der er da heller ikke meget som tyder på, at de europæiske demokratier er villige til at deponere deres udenrigspolitiske handlefrihed i Bruxelles til fordel for en mere konsekvent fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor nationale hensyn underordnes et fælleseuropæisk perspektiv.
Ukrainekrigen har også tydeliggjort udfordringerne hermed, da de europæiske staters syn på krigen i høj grad afhænger af deres geografiske placering samt historiske erfaringer med sovjetisk/russisk dominans.
I dette lys er chancen for, at Europa ender som i Ilja Leonard Pfeijffers roman bestemt reel – en smuk om end falmende kulisse, der nok rummer en rig intellektuel, kulturel og civilisatorisk arv, men som er bundet til fortiden og i stigende grad mister evnen til at forme fremtiden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og