OPERA // ANMELDELSE – Ugengældt kærlighed bliver i ny opsætning af Peter Tjajkovskijs Eugen Onegin formidlet med et scenisk greb, der intet udvendigt har ved sig og netop derfor rammer lige lukt i solar plexus.
Tjajkovskijs uopslidelige kærlighedsdrama Eugen Onegin er dybest set en kammeropera, men konciperet og fastholdt i det størst tænkelige forestillingsformat.
Ikke blot gennem værkets længde, men i lige så høj grad med dets store krav om musikalsk intensitet og sublim vokalkunst. Hvor korene rent fysisk løfter operaen op til det store sceniske plan, er de vokale partier reelt alle holdt i det kammermusikalske sceniske format med sjældent mere end to sangere i aktion ad gangen.
At Eugen Onegin alligevel regnes for den russiske komponists måske største opera, skyldes uden tvivl den kompositionelle tekstur, han her skaber sine både storladne og samtidig intime musikalske situationer med.
Man kan med rette betragte netop denne opera som den måske mest symfoniske i 1800-tallets klassiske repertoire, idet Tjajkovskij her på sin vis primært skriver for det store symfoniorkester, men så lader symfoniorkestrets instrumentale solostemmer blive udført af det vokale dramas hovedpersoner.
Talrige steder fanges man af det indtryk, at vi i realiteten er tilhørere til komponistens velkendte symfonier som den første (Vinterdrømme), den fjerde (Skæbnesymfonien) eller den sjette (Pathétique), idet disse symfoniers intensitet i såvel det samlede orkesterbillede som de instrumentale soloindsatser netop beretter om de indre sjæledramaer, som komponisten med disse værker har villet lægge blot for enhver.
Denne opsætning går lige til stålet og formidler en forbilledlig illustration af nogle af de største sjæledramaer, vi i menneskelivet kan komme til at stå over for
I operaens Eugen Onegins kontekst bliver orkester-instrumentpartierne udført som vokale indsatser, men i deres beskaffenhed er disse dybest set symfonisk anlagt i deres naturel.
Det er måske præcist derfor, vi som tilhørere modtager disse bevægende vokalpartier uden filter, fordi de analogt med symfoniorkestrets soloblæserindsatser netop kan formidle det uudsigelige og i operaens sammenhæng omformes vokalt så sikkert til en ren og essentiel musikalsk kommunikation.
Dramaets hovedakse
I Den Kongelige Operas nye opsætning af Eugen Onegin (der synges på russisk) bliver det centrale kodeord netop ”essentiel”, fordi iscenesætteren Laurent Pelly her primært fokuserer på hovedpartiernes indbyrdes relationer – uden at lægge besnærende betydningslag hen over disse i form af regiteatrets ofte alt for vilde påhit.
Med sangerne placeret på en stor plateaufirkant – der samtidig hælder kraftigt til siden og fungerer som en art drejescene, der bevæges rundt af koret – lykkes det instruktøren på et splitsekund at illustrere, hvordan værkets to hovedpar og deres indbyrdes relationer fra starten af befinder sig på et decideret eksistentielt skråplan.
At Tatjana ikke modtager den ønskede respons for sine udtalte følelser for Onegin, er og forbliver dramaets egentlige hovedakse, men den fører også samtidig til tragedien for søsteren Olga og hendes elskede, Onegins ven Lenskij.
Hvis essensen af operakunst er at skabe den tættest mulige samklang mellem en scenisk handlingsgang, de sanglige udfoldelser og det orkestrale samspil gennem brug af færrest mulige midler, så går denne opsætning lige til stålet og formidler en forbilledlig illustration af nogle af de største sjæledramaer, vi i menneskelivet kan komme til at stå over for.
Ugengældt kærlighed, og den alt for sene erkendelse af samme, bliver her formidlet med et scenisk greb, der intet udvendigt har ved sig og netop derfor rammer lige lukt i solar plexus.
Overlegen vokal stemmestyrke
Operaens måske egentlige hovedperson, Tatjana, fremstiller i Sofie Elkjær Jensens fortolkning et scenisk-musikalsk portræt, der såvel vokalt som gestaltmæssigt hører til på verdensscenerne.
Hun står umådelig stærkt ved siden af den famlende, hovmodige og til slut fortrydende Onegin, der for sent indser sin fejltagelse og dennes skæbnesvangre konsekvens. Jens Søndergaard leverer her en formidabel musikalsk figurtegning både fysisk og vokalt.
Hvad der måske samlede opsætningen allerbedst, var den kommende chefdirigent Marie Jacquots sikre klanglige og dynamiske greb
Ikke mindre intens er den overstadige Olga i Astrid Nordstads fremstilling over for hendes følsomme og resignerende elsker, Lenskij, der ligeledes formidler smerten over sin skæbne som den evigt ensomme bejler, der i jalousi udfordrer Onegin og derved fremkalder sit eget endeligt.
Værkets øvrige mindre roller står takket være instruktørens afmålte og aldrig overspillede indsats særdeles prægnante, ja i visse tilfælde decideret vokalt overlegne, som eksempelvis ammen Filipjevna (sunget af Johanne Bock), der leverer en stemmestyrke af sandt operaformat. Også Tatjanas ægtefælle, Fyrst Gremin, der udføres af sangerholdets eneste indforskrevne russer (Artyom Wasnetsov), er formet til en gribende og sandfærdig figur.
Hvad der måske samlede opsætningen allerbedst, var det sikre klanglige og dynamiske greb, som kapellets kommende chefdirigent Marie Jacquot fremviste. På intet tidspunkt blev orkestrets volumen blot en anelse for stort til sangernes ditto.
Sjældent har jeg forladt Eugen Onegin og hans tragedie – som jeg ellers har oplevet på mindst et dusin verdensscener i både øst og vest – i så bevæget og løftet tilstand.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
