KOLONIALISME // KOMMENTAR – “Den koloniale oplevelse er virkelighed for folk i Danmarks tidligere kolonier. En virkelighed, der kræver vores refleksion og behandling – også længe efter den konkrete kolonisering er ophørt,” skriver Kristine Bønlykke Spejlborg, kulturhistorisk konservator fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Konservatorskole. Hun har et bud på, hvordan vi løser problemet med, at bl.a. Statsministeriet er udsmykket med genstande fra gamle, danske kolonier: sæt dem i en historisk kontekst – flyt dem på museum.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mange har set den før, den lyseblå spejlsal med de hvidmalede stukdekorationer kendt fra Statsministerens pressemøder, og Dronningetrappens imponerende opgang med de smukke bemalede gipsornamenter i det hvælvede kassetteloft.
Statsministeriet har siden 1980’erne haft til huse på Christiansborg. Lokalerne blev rigt udsmykket af datidens dygtigste håndværkere, men disse historiske politiske rum er også behængt med interiør fra en helt anden og noget mere fjern verden. Bemalede spejle med eksotiske papegøjemotiver, forgyldte spejlborde med tilhørende polstrede skamler og væghængt belysning. Interiøret i Statsministeriet stammer fra embedsboligerne på de tidligere Dansk Vestindiske Øer.
De vestlige videnssystemer understøtter et europæisk perspektiv, som afviser andre måder at forstå verden på
Daværende Statsminister Lars Løkke Rasmussen omtalte i sin nytårstale ved årsskiftet til 2017 Danmarks slavehandlende fortid således: ”Det er ikke en stolt del af Danmarkshistorien. Det er skamfuldt – og det er heldigvis fortid.”
Opfattelsen af, at Danmarks ansvar som (forhenværende) kolonimagt sluttede ved salget af de vestindiske kolonier i 1917, samt ved tildelingen af kommunestatus til Grønland i 1953, er i reglen et produkt af et eurocentrisk og kolonialistisk verdenssyn, som forsøger at fritage os for det ansvar, vi stadig bærer overfor de lande, som vi har koloniseret.
Mit eget fag – konserveringsvidenskaben – er selv udsprunget af den europæiske imperialisme igennem det 18. og 19. århundrede. Arven fra denne tid lever i vores videnskabsforståelse. Dette er også gældende for andre discipliner såsom antropologi, arkæologi og museologi.
Disse discipliner udspringer af et imperialistisk begær efter at udforske ukendte verdener og nye ressourcerige territorier. De vestlige videnssystemer understøtter et europæisk perspektiv, som afviser andre måder at forstå verden på. Historisk set har karakteriseringen af f.eks. oprindelige folks verdenssyn som ”primitivt” været en strategi til at fremhæve imperialistiske ideologier.
Vores imperialistiske arv lever i vores kulturelle, økonomiske, politiske og sociale relationer til ”de andre”. Vores fortid er central i udformningen af, hvordan vi ser os selv, hvem ”vi” er, og hvordan ”vi” relaterer os til ”de andre”.
Signalværdien er enorm
Danmarks kolonisering af fjerne egne har omstøbt både fysiske- og sociale terræner og ligeledes ændret den folkelige identitet hos de folkegrupper, som Danmark har koloniseret. Den koloniale oplevelse er virkelighed for folk i Danmarks tidligere kolonier. En virkelighed, der kræver vores refleksion og behandling – også længe efter den konkrete kolonisering er ophørt.
Argumentet lyder, at de koloniale skulpturer og mindesmærker, som præger det offentlige rum, er et produkt af fortiden og bør derfor ikke tolkes efter nutidens standarder. Det er ifølge dette argument ikke nødvendigt at lægge afstand til de handlinger, som den dag i dag stadig påvirker menneskeliv i de tidligere koloniserede lande.
Der ligger et stærkt signal i, at Statsministeriet stadig er udsmykket med skatte forbundet med slaveriet
Dette argument er med til at opretholde de magtrelationer, som har rødder i vores fortid som kolonimagt. For mange har tilstedeværelsen af koloniale hædersmærker i det offentlige rum meget lille betydning, men de små ting betyder meget – signalværdien af disse ting er enorm. Der ligger et stærkt signal i, at Statsministeriet stadig er udsmykket med skatte forbundet med slaveriet.
Ved at sige, at vi ikke bør bruge nutidens standarder til at dømme fortiden, reproducerer vi holdningen om, at BIPOC’s (Black, Indigenous, People of Color, red.) krav på frihed og selvbestemmelse ikke er værd at tage til efterretning. Den store misforståelse ligger i at tro, det skulle være farligt at erkende sine fejl og privilegier og lade samtalen centrere sig om, hvordan vi kunne gøre det bedre, og den store fejl ligger i, at vi fortæller den samme uskyldige historie om os selv, som vi altid har gjort.
Det er nemt at finde danskeren i helterollen i den danske historiefortælling. Danskerne som modstandsfolk under besættelsen, og som reddede jøderne over sundet til Sverige. Danmark, der som den første nation forbød slavehandel ved lov. Danmark som human og venligtsindet kolonimagt. Vi dyrker tilmed vores voldelige vikingefortid.
DR har i forbindelse med 100-året for Genforeningen produceret en efterfølger til den populære serie Historien om Danmark. Efterfølgeren hedder Grænseland og fortæller ikke blot om genforeningens glade dage i 1920, men er også en længere fortælling med fokus på den sønderjyske oplevelse, de fysiske grænseændringer, og hvordan de dansksindede sønderjyder gennemgik blodige konflikter og splittelse.
Selvom vi holder fast i, at de historiske mindesmærker, statuer og genstande udelukkende siger noget om en forgangen tid, signalerer de uomtvisteligt det modsatte
Serien har substans og momentum. Man kan diskutere, om nogle historier er mere vigtige at fortælle end andre, men klart er det, at de fortællinger, vi vælger at fremhæve på nationalt public service-underlagt TV, uundgåeligt siger noget om, hvilken historie vi helst ønsker at fortælle om os selv. I første afsnit af Grænseland følger vi den veltalende Laurids Skau og kampen for det danske sprog i det tyskdominerede Sønderjylland i midten af 1800-tallet.
En brav og bestemt vigtig kamp for de dansktalende sønderjyder, som var fanget i et tysksproget system uden mulighed for tolkning eller tysk medforståelse. Det er en sympatisk og menneskelig egenskab at kunne lære af historien og føle empati med de mennesker, som utvivlsomt har lidt større afsavn end os selv, men hvorfor er det så bekvemt for os at tale om dengang, og omvendt så svært for os at tale om nutiden og de mennesker, som den dag i dag stadig lider under de vedholdende magtrelationer, som har rødder i vores kolonihistorie.
Sæt genstandene i en historisk kontekst
I Grønland hvor grønlandsk er det officielle sprog, men hvor dansk er et elitesprog, der tales på højere uddannelsesinstitutioner, i erhvervslivet og i den offentlige administration, findes en parallel til sprogproblematikken berørt i Grænseland.
En grønlænder i sit eget land er stadig underlagt et kolonisprog på linje med sønderjyderne for 150 år siden. At fremstille danskernes kamp om sproget i Sønderjylland er berettiget og en vigtig del af den danske historiefortælling. Det er dog iøjnefaldende, hvor nem den danske offerhistorie er at fortælle. Det er sværere, når vi skal kigge indad og erkende, at vi har skabt store kløfter, der påvirker andre menneskeliv end vore egne, i de lande vi har koloniseret.
Løsningen er at sætte disse genstande i en historisk kontekst. Flyt dem fra Statsministeriet og deres piedestaler i det offentlige rum, og sæt dem på museum
Derfor er Statsministeriet stadig udsmykket med funklende genstande, der forskønner vores slavehandlende fortid. Selvom vi holder fast i, at de historiske mindesmærker, statuer og genstande udelukkende siger noget om en forgangen tid, signalerer de uomtvisteligt det modsatte.
Gang på gang bekræfter vi os selv i, at vi er ”kultiverede og civiliserede” nok til at forholde os kritisk til vores egen historie og forstå den i en bredere nutidig kontekst. Holdningen er, at vi godt kan afkoble den oprindelige betydning fra et givent monument, men denne holdning bekræfter jo netop, at vi befinder os i et selvopretholdende system, der er blindt for, at der findes andre substandsholdige oplevelser, som bærer en vigtig sandhed.
Løsningen er at sætte disse genstande i en historisk kontekst. Flyt dem fra Statsministeriet og deres piedestaler i det offentlige rum, og sæt dem på museum. Det er museernes formål at bidrage til samfundets udvikling ved at indsamle, formidle og udstille materielle vidnesbyrd fra Danmarkshistorien. Vi ødelægger ikke kulturarven ved at fjerne disse koloniale monumenter og sætte dem på museum – vi tager derimod ansvar og formidler historien, som den burde gøres.
Topfoto: Elefantstødtand dekoreret med motiver fra trekantshandlen, slavegjorte i lænker og det danske flag der vejer over Christiansborg og St. Thomas. Fra Nationalmuseet, Danmark
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
