MIGRATION // EUROPA-KLUMME – Den hviderussiske leder Lukasjenko bruger flygtningene til at ramme EU, hvor unionen er mest sårbar, og Det Europæiske Råd har ikke været i stand til at sikre et flertal bag en ny fælles asyl- og migrationspagt. Situationen har udviklet sig til en sprængfarlig diplomatisk krise, der imidlertid rummer nogle langt større perspektiver.
Den 9. november, på 32 års dagen for Berlin-murens fald, holdt formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, en stor Europatale på en konference arrangeret af Konrad Adenauer Stiftung i Berlin. Det var en festens dag, og Michel sagde, at han var ”dybt rørt”.
Efter den obligatoriske hyldest til de mange generationer, der har arbejdet hårdt for at forsone europæerne og forene nationerne efter 2. verdenskrigs tragedie, proklamerede han, at ”Europas skæbne er at blive det 21. århundredes store fredsmagt”.
Strategisk autonomi, en radikal transformation i kampen mod klimaændringerne, et europæisk forsvar som supplement til NATO og et EU, der står sammen mod de autoritære magter. Der var masser af schwung i talen, og Michel understregede betydningen af, at ”vi holder fast i vores værdier og idealer.” Men hvad betyder det egentlig?
For pludselig i talen blev Michel meget konkret. ”Vi står overfor et brutalt, hybridt angreb på vores EU-grænser,” sagde han med henvisning til den aktuelle krise i Belarus, hvor diktatoren Lukasjenko her i efteråret har søgt at afpresse EU ved at flyve tusindvis af migranter ind fra Irak, Tyrkiet, Afghanistan, Libanon og andre lande for at skubbe dem over grænsen til Polen og Litauen.
New York Times har også kunnet rapportere, at fake news-grupper har brugt Facebook til at mobilisere arabere og kurdere til at drage ud på den farlige rejse til Europa via Minsk. Omkring 30.000 menes at have forsøgt at krydse grænsen i år, og det er endt som en højpolitisk sag i Bruxelles.
Den store syndebuk
EU har udpeget Lukasjenko som den store syndebuk. Charles Michel mindede i sin Berlin-tale om, at Det Europæiske Råd på topmødet i oktober klart fordømte den hybride krigsførelse – disse ”angreb”, som han sagde. Ordene var ikke tilfældigt valgt. I stedet for at beskrive det som en humanitær krise eller en geopolitisk diplomatisk konflikt, tilførte han konflikten en militær klang, om end i den hybride form. Men dog et angreb.
Det ene ord greb det andet, og så kom det: ”Vi har indledt debatten om EU-finansiering af fysisk grænseinfrastruktur. Dette skal løses hurtigt, for de polske og baltiske grænser er EU-grænser. Én for alle, alle for en,” fastslog han og gled straks over til at tale om vigtigheden af et europæisk forsvar. Konflikten kan instrumentaliseres til også at slå til lyd for et stærkere europæisk forsvar.
32 år efter, at europæerne jublede over Berlin-murens fald, var det skæbnens ironi at se rådsformanden benytte sin Berlin-tale til at plædere for noget, der kan blive en mangefold større og længere mur
32 år efter, at europæerne jublede over Berlin-murens fald, var det skæbnens ironi at se rådsformanden benytte sin Berlin-tale til at plædere for noget, der kan blive en mangefold større og længere mur. Han kalder det en fysisk grænseinfrastruktur ved ”vores EU-grænser”. Læg mærke til ordet ”vores”. En gryende europæiske patriotisme ligger gemt bag solidaritetserklæringen for det edsvorne broderskab: ”Én for alle, alle for én.”
Det sidste lød dog ret hult, for det var ikke EU, men Polen, der havde opmarcheret op imod 20.000 soldater ved grænsen til Belarus. Hverken EU’s grænseværn i Frontex, Europa-Kommissionen eller europæiske menneskeretsaktivister fik lov til at træde ind i den lukkede grænsezone, dette ingenmandsland, som Polen nidkært vogtede over. Den polske regering frabad sig endda indblanding fra Frontex, selv om det europæiske grænseværn har hovedsæde i Warszawa.
Hykleri eller pragmatisme?
EU blev udstillet som ganske hjælpeløs i konflikten, mens Polen brugte hårdhændet magt og uden at rødme lavede voldelige pushbacks af migranter og flygtninge. Forhutlede flygtninge og irregulære migranter har i ugevis søgt at overleve i skovene, uden basale fødevarer og truet af vinterkuldens komme, og nogle mennesker har mistet livet undervejs. Enkelte grufulde billeder fra grænsezonen er sluppet ud til verdensoffentligheden.
Til tider har det lignet en dystopisk film fra en mørk og ond virkelighed hinsides almindelig humanitær medfølelse, men det er Europa anno 2021. Scenerne fra dette ingenmandsland i Belarus er en ny og barskere version af de voldelige pushbacks i Grækenland, i Bulgarien og på Balkan, som menneskeretsorganisationer tidligere har fordømt.
Lukasjenkos mål synes klart: At ramme EU, hvor unionen er allermest sårbar
Men hvordan reagerer de politiske ledere? De gør ikke noget effektivt for at forsvare den internationale retsorden og flygtningekonventionerne, men lader medlemslandene føre deres egen praksis. Grundlæggende europæiske værdier krænkes ved de ydre grænser, og dehumaniseringen erobrer nyt terræn. Men Charles Michel føler tilsyneladende ingen skam ved at holde en højstemt tale i Berlin om vigtigheden af at forsvare de europæiske værdier. Nogle vil kalde det moralsk hykleri for åbent tæppe, andre vil betragte ham som en pragmatisk magtpolitiker, der tager bestik af den nye virkelighed.
Polsk værdiskred
Den polske PiS-regering har med henvisning til konflikten vedtaget en særlov, der overtrumfer Genevekonventionens bestemmelse om, at man skal give humanitær hjælp til folk på flugt. Polen bryder de internationale konventioner og er i strid med EU’s charter for de grundlæggende rettigheder i artikel 18 (ret til asyl i medfør af Genevekonventionen) og artikel 19 (forbud mod kollektive udvisninger). EU har endnu ikke grebet ind overfor dette værdiskred væk fra de fundamentale værdier.
Den polske PiS-regering, der ellers længe har været under hårdt pres fra Kommissionens side, fordi den ikke overholder EU’s retsstatsprincipper for uafhængige domstole, har brugt konflikten mod Lukasjenko-regimet til at mobilisere hjemnationen og udstille unionens moralske hykleri.
Nok forlanger Kommissionen og Rådets flertal, at de grundlæggende værdier overholdes i forhold til unionens egne borgere, men fremmede, irregulære migranter og flygtninge er åbenbart ikke omfattet heraf. Der er i de seneste uger indløbet solidaritetserklæringer fra flere EU-lande til Polen i grænsestriden. Selv Tysklands socialdemokratiske udenrigsminister Heiko Maas har udtalt, at ”problemet er Lukasjenko, Belarus og regimet, der har magten. Polen fortjener vores europæiske solidaritet.”
Den store onde, diktatoren Lukasjenko – som EU har lavet hårde sanktioner imod på grund af valgsvindel og krænkelser af demokrati og menneskerettigheder – har med sin ageren fjernet opmærksomheden fra det andet onde: nemlig at den polske regering ikke respekterer EU-traktaten og retsstatsprincipperne, men tværtimod åbent udfordrer EU-retten.
”Det gamle system virker ikke”, som Kommissionens præsident, Ursula von der Leyen, har sagt. De seneste ugers armlægning med Lukasjenko har til fulde demonstreret det
EU-landenes stats- og regeringschefer har på det skarpeste fordømt Belarus-regimet for kynisk at bruge mennesker på flugt som bønder i et geopolitisk magtspil imod EU. Og Lukasjenkos mål synes klart: At ramme EU, hvor unionen er allermest sårbar. Frygten for at genopleve den traumatiske migrationskrise fra 2015, hvor over en million flygtninge og irregulære migranter krydsede Middelhavet og vandrede op gennem EU-landene, sidder dybt indlejret i mange EU-landes regeringer.
Det vil man for alt i verden undgå en gentagelse af. Siden 2015 har man godt nok fået ganske godt styr på de ydre grænser ved Middelhavet, men Kommissionen har ikke været i stand til at sikre et flertal i Rådet bag en ny fælles asyl- og migrationspagt, der kan give EU flere muskler til at håndtere pludselige kriser og lave en solidarisk fordelingsnøgle. ”Det gamle system virker ikke”, som Kommissionens præsident, Ursula von der Leyen, har sagt. De seneste ugers armlægning med Lukasjenko har til fulde demonstreret det.
Med Putin i ryggen
Krisen har også en større geopolitisk dimension, fordi Lukasjenko opererer med Rusland og præsident Putin i ryggen. Sideløbende er der skruet ned for eksporten af russisk gas, hvilket har forstærket energikrisen og truet med at sætte ild til de folkelige frustrationer i EU-landene.
Det er næppe tilfældigheder, for det ligner noget, der er en del af en større game plan. Desuden har Putin i den seneste tid opmarcheret store troppekontingenter ved Ukraines østlige grænser, hvilket får alarmlamperne til at blinke rødt, ikke bare i Ukraine, men også i de baltiske lande og i Polen. De vil gerne have, at NATO og USA stiller op, for de føler ikke, at EU kan levere den hårde beskyttelse, som de har brug for.
NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, har udtrykt dyb bekymring og sendt en kraftig opfordring til Putin om at nedtrappe den russiske troppeopbygning og at reducere spændingerne. Risikoen for, at den ene krise vikler sig ind i hinanden og detonerer en større konflikt, bør ikke undervurderes. Det er før sket i Europas historie. Og det kan ske igen.
I stedet for at bøje helt af overfor Lukasjenko-regimet har EU vedtaget hårdere sanktioner, og samtidig har EU efter hårdt diplomatisk pres fået Irak til at indsætte fly for at flyve nogle af migranterne tilbage
I de seneste dage ser det dog ud til, at der er sket fremskridt. I stedet for at bøje helt af overfor Lukasjenko-regimet har EU vedtaget hårdere sanktioner, og samtidig har EU efter hårdt diplomatisk pres fået Irak til at indsætte fly for at flyve nogle af migranterne tilbage fra Belarus. Dubai har forbudt bl.a. syrere og irakiske passagerer at flyve til Minsk. Presset på grænsen er aftaget noget, og Lukasjenko er klar til at sende nogle af migranterne retur til Mellemøsten, hvor de kommer fra.
Ingen ved endnu, hvordan det hele lander, eller om det bare er et juleforspil, før en ny storm rammer. Konflikten har dog med al tydelighed understreget, at EU er meget sårbar og ikke har et robust beredskab, når de autoritære nabolande forsøger at afpresse unionen ved at sende migranter og flygtninge ind over de ydre grænser. Manglen på politisk enighed om fremtidens asyl- og migrationspolitik er et alvorligt problem, og det er en af de meget varme kartofler, som lander på det franske EU-formandsskabs bord i det nye år.
Delte meninger om grænsehegn
Nogle regeringer har benyttet Belarus-konflikten til at stille krav om, at unionen også betaler for at sætte pigtrådshegn op og beskytte de ydre grænser. På EU-topmødet i oktober var der 12 lande – bl.a. Danmark, Polen, Ungarn, Grækenland og de baltiske lande – der slog til lyd for, at EU bør medfinansiere de grænsehegn, som medlemslande stiller op ved de ydre grænser.
Men der er ikke flertal i Europa-Parlamentet, og et flertal i Rådet – herunder Frankrig, Tyskland og Italien – er også imod ideen. Eller som den franske Europaminister, Clément Beaune, har sagt til tv-stationen, France 2: “Jeg er tilhænger af et Europa, der beskytter sine grænser, men ikke et Europa, der sætter pigtråd og mure op.”
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har i ly af Belarus-krisen advaret om faren for en ”massiv tilstrømning af irregulære migranter”, og regeringen har sendt 15 kilometer barberblads skarpt pigtråd til Litauen. Samtidig mener Tesfaye, at det var forkert i 2015 at kritisere Viktor Orbán for at bygge et pigtrådshegn. ”Grænsehegn er en del af svaret på at undgå en massiv bølge af irregulære migranter,” har Tesfaye sagt til Netavisen Pio. Han kalder mure en del af løsningen.
Spanien har længe haft et 6 meter højt pigtrådshegn rundt om sine enklaver i Nordafrika, Ceuta og Melilla, men det var i mange år undtagelsen i EU. Ungarn har i de sidste seks år bygget et 4 meter højt pigtrådshegn, der er over 500 km langt, og som ikke alene skal beskytte grænsen til Serbien, men også grænsen til Kroatien.
I dag er der ikke mange, der forsøger på irregulær vis at trænge ind i Ungarn. Men det skyldes ikke så meget hegnet, men mere at EU, anført af Angela Merkel, i 2016 indgik en aftale med Tyrkiet, der sammen med styrket grænsekontrol i Grækenland såvel som på Vestbalkan effektivt har reduceret strømmen af irregulære migranter og flygtninge i det sydøstlige Europa. Ikke desto mindre sendte Orbán i begyndelsen af november et brev til Kommissionen, hvor han bad om at få refunderet sine udgifter til hegnet på op til 1,9 mia. euro.
Det vil blive kostbart, hvis EU-landene skal betale regningen for alle de grænsehegn, som skyder op i Europa i disse år. Schengen-landenes ydre grænser strækker sig over 7721 km landjord og over 42000 km til havs, og det er et enormt område at holde øje med. Nogle tilhængere af et Fort Europa forsøger at overbevise borgerne om, at de høje pigtrådsmure kan give os fuld kontrol og sikkerhed ved de ydre grænser, men det ligner en sikkerhedsillusion. I realiteten er det en næsten umulig mission. Der vil altid være nogen, der vil klippe sig vej gennem hegnene eller finde andre veje ind i unionen.
Men Grækenlands konservative regering har bygget et 40 kilometer langt pigtrådshegn ved grænsen til Tyrkiet, fordi man ikke stoler på Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. Bulgarien har opstillet et 260 km pigtrådshegn for at beskytte grænsen til Tyrkiet, men dette hegn mangler flere steder vedligeholdelse, og der slipper stadig nogle migranter og flygtninge gennem.
Det er alt for simpelt at reducere debatten til et for eller imod Fort Europa forstået som høje mure med pigtråd
Polens regering vil nu bruge 353 mio. euro på at bygge et 5,5 meter højt pigtrådshegn på foreløbig 200 kilometer langs grænsen til Belarus, og Litauens regering har afsat 152 mio. euro til at bygge et omkring 500 kilometers pigtrådshegn ved grænsen til Belarus. Men hvis EU beslutter sig for at betale en del af regningen for Polens eller Litauens nye pigtrådshegn, kan man næppe stoppe der.
Vil EU så også skulle betale for bygning af mure og grænsehegn ved Finlands over 1300 km lange grænse til Rusland, eller Polens og Rumæniens grænser til Ukraine, der er næsten 1200 km? Hvornår stopper det, og er det en intelligent måde at sikre de ydre grænser på?
Det er alt for simpelt at reducere debatten til et for eller imod Fort Europa forstået som høje mure med pigtråd. EU har i de senere år styrket den ydre grænsekontrol markant. Der er bevilget millioner af euro til at udvikle et intelligent overvågningssystem i Middelhavet, hvor man med droner, rekognosceringsfly, offshore sensorer og satellitovervågning kan varsle medlemslandene, hvis større grupper af irregulære migranter er på vej.
Flere EU-lande har deltaget i fredsbevarende operationer i Afrika for at hjælpe lokale regeringer med at bevogte grænserne, fange menneskesmuglere og bekæmpe terrorister. EU er også i gang med at udvide Frontex fra omkring 1700 ansatte til 10.000 personer frem mod 2027.
Man har opbygget store EU-databaser, der registrerer visumansøgninger, fingeraftryk og ansigtsgenkendelse, der samkøres med Schengens databaser. Og næste år indfases EU’s nye Entry/Exit-system, der vil udvide kontrollen med de rejsende, som krydser unionens ydre grænser. Samtidig har EU indgået en stribe hjemsendelsesaftaler med tredjelande, og i de sidste 10 år har Frontex og medlemslandene hjemsendt over 1,4 mio. afviste asylansøgere.
Effektiv kontrol uden militarisering
I den offentlige debat høres kun sjældent om disse konkrete tiltag fra unionens side, og ofte ender man i det gamle Fort Europa-spor, hvor tilhængere af en mere hårdhændet grænsekontrol søger at udskamme dem, der ikke går ind for høje mure og pigtrådshegn. I min bog, Håbets politik, har jeg selv advaret mod at plastre Europas ydre grænser til med betonmure, pigtrådsmure og skydeklare grænsebetjente, for på den måde EU kommer til at spilde store ressourcer og vil ende med at ligne et fængsel.
Ja, i et retssamfund skal man kunne forsvare sine grænser, men det kan gøres på en mere civiliseret måde. Vi har stadig brug for hængebroer og åbne vinduer til omverden, så det europæiske samfund ikke ender med at stivne i angsten for mødet med de fremmede.
I stedet for at bruge mange milliarder euro på at bygge og bevogte flere tusinde kilometer lange pigtrådsmure, kunne vi udvide Frontex til 50.000 mand og kvinder ved at flytte næsten halvdelen af de nuværende 115.000 nationale toldere og grænsebetjente over til den ydre europæiske grænse- og kystvagt. Et markant styrket Frontex kan hjælpe medlemslandene, når opstår kritiske spidsbelastninger, som vi har set ved grænsen til Belarus.
Sammen med de teknologiske hjælpemidler, droner, satellitovervågning og datasystemer kan man lave en ganske effektiv kontrol ved de ydre grænser uden at militarisere dem. Og hvor de nationale myndigheder i Polen, Bulgarien, Grækenland og Ungarn har lavet voldelige pushbacks og til tider har kriminaliseret asylansøgere og frataget dem alle rettigheder, kunne EU føre en fælles asylpolitik, som sikrer en mere human og civiliseret sagsbehandling ved de ydre grænser.
I Europa har vi råd til at tage en større del af den globale flygtningebyrde, hvor over 26,4 mio. mennesker er på flugt. 6,7 mio. af dem er på flugt fra borgerkrigen i Syrien og 2,6 mio. fra vores tyve år lange krige i Afghanistan. Tilhængerne af en hård udlændingepolitik siger ofte, at flere flygtninge skal holdes i nærområderne og have deres sager behandlet i lejre der.
Men i dag opholder 73 pct. af verdens flygtninge sig i nærområderne, og her kunne vi i Europa godt tage et større medansvar – evt. med flere kvoteflygtninge fra FN’s flygtningelejre. I år har Danmark ikke taget imod kvoteflygtninge, og antallet af asylansøgere er rekordlavt med under 1000. Det er under en sjettedel af antallet i 2016, og det lave antal afspejler også, at der er ret godt styr på de ydre europæiske grænser.
Ingen massiv tilstrømning
Selv om Mattias Tesfaye siger, at vi er vidner til en ”massiv tilstrømning af irregulære migranter”, er det ikke noget, der er dokumentation for i tallene. Hvorfor EU-landene går i panik over 30.000 mennesker, der forsøger at komme ind i unionen via de hviderussiske skove? Kan vi ikke klare det? I år er der foreløbig kun kommet 108.000 ind i EU over Middelhavet, og det er blot en tiendedel af, hvor mange der nåede til EU under flygtninge- og migrationskrisen i 2015.
Man skal mange år tilbage for at finde så lave tal, og der derfor ikke grundlag for at tale om massiv tilstrømning. Ingen ved nøjagtigt, hvordan det vil gå i fremtiden, og der kan opstå nye globale kriser. I den seneste armlægning med Lukasjenko endte EU-landene med at overlade det beskidte grænsearbejde til Polen, mens man i udtalelser fordømte Lukasjenko for at instrumentalisere konflikten. Men konsekvensen blev, at man solgte ud af de europæiske kerneværdier – herunder respekten for retsstaten, menneskerettighederne og Geneve flygtningekonventionen.
Imens forholdt man sig passivt til den dehumanisering, som fik løbepas i det kolde ingenmandsland mellem Polen og Belarus. Det tjener ikke EU til ære. Og man efterlod et indtryk til andre autoritære magthavere om, at EU er ganske sårbar overfor flygtninge- og migrantpres udefra. Der er også brug for et tydeligt og klart lederskab overfor de autoritære naboer, samtidig med at man står fast på sine egne værdier.
Det var godt, at EU indførte hårde økonomiske sanktioner imod Belarus og lagde pres på flyselskaber, der hjælper med migrantsmugling til Minsk. Men man kunne samtidig have klargjort, at EU under ingen omstændigheder vil acceptere afpresning udefra. Tænk hvis EU havde taget konsekvensen af det og sagt, at unionen tager imod alle de 30.000 flygtninge og irregulære migranter?
EU kunne behandle deres sager i respekt for Genevekonventionen, mens man samtidig forbeholder sig retten til bagefter at hjemsende alle, der ikke har krav på asyl, eller som ikke kan gøre sig fortjent til en midlertidig arbejdstilladelse. I lyset af hvor få, der rent faktisk er kommet ind i unionen i løbet af 2021, er det en løsning, som man godt kunne have overvejet.
Men det gjorde man ikke. I stedet skruede man endnu mere op for fordømmelserne af Lukasjenko, samtidig med at man så igennem fingre med Polens krænkelser af retsstaten. Det var ikke en langsigtet opskrift på en fremsynet asyl- og migrationspagt for unionen. Det gamle system er brudt sammen, som Von der Leyen sagde sidste år, men svaret bør ikke være, at man håndterer kriserne på en så kaotisk måde.
Ved ikke at vise politisk lederskab og lade tusindvis af flygtninge og irregulære migranter sejle deres egen sø, fremstod EU svagt og usikkert overfor Lukasjenkos afpresning, og man åbnede en ladeport for de kræfter i EU, der presser hårdt på for at bygge flere og flere pigtrådsmure, så unionen kan forvandles til et Fort Europa.
Den patriotiske folkeånd
Det er ikke kun Lukasjenko, der forsøger at instrumentalisere migranterne. De nationale regeringer i EU bruger også de konkrete migrationskonflikter og grænsedragninger til at styrke deres egen autoritet. Det er Polen en fin illustration af. Hvis sagen handler om en reel frygt for indvandring, kunne man kritisk spørge, hvorfor 30.000 migranter og flygtninge ved grænsen til Belarus fik den polske regering til at sætte hæren ind, for alene i 2018 tog Polen imod 1,1 million sæsonarbejdere fra Ukraine. Så hvorfor var de 30.000 så farlige for nationens sikkerhed?
Den polske økonomi boomer i disse år, og der er mangel på arbejdskraft, så man kunne i stedet have budt dem velkommen og sagt Wir schaffen das. På polsk naturligvis. Men det gjorde man ikke, for PiS skulle bruge konflikten til at mobilisere den patriotiske folkeånd og nationalismen imod den ydre fjende. Nogle gange handler det om noget helt andet end de stakkels mennesker, der står ved grænsen, og som er ved at fryse ihjel i skovene, for migranterne bruges som instrumenter i et nationalt magtspil.
Der er mange argumenter for, at det vil være i vores egen bedste interesse at fremme mere indvandring i de kommende år, men den erkendelse kan ikke bryde igennem, så længe den offentlige debat lukkes inde i et klaustrofobisk Fort Europa med flere meter høje pigtrådshegn
Polen er ikke alene om at mangle arbejdskraft. Faktisk kunne vi i Europa også godt bruge noget mere arbejdskraft udefra. Siden 2010 er den arbejdsdygtige befolkning i alderen 20-64 år begyndt at falde i EU, og i 2020 var der 12 mio. færre arbejdere til rådighed for Europas virksomheder sammenlignet med ti år tidligere. Dette demografiske problem vil vokse i de kommende år, og i 2035 vil der være 50 millioner færre i den arbejdsdygtige alder, hvis den nuværende udvikling fortsætter.
De politikere, der vil forskanse Europa mod migration og flygtninge udefra, så der stort set ikke slipper nogen ind, har sat kurs mod en fremtid, hvor vore samfund i de kommende år vil opleve stagnerende velstand, fordi erhvervslivet ikke kan få den nødvendige arbejdskraft. Det vil være en sikker opskrift på mindre velfærd, men ikke noget, der vil beskytte velfærdssamfundet.
Der er mange argumenter for, at det vil være i vores egen bedste interesse at fremme mere indvandring i de kommende år, men den erkendelse kan ikke bryde igennem, så længe den offentlige debat lukkes inde i et klaustrofobisk Fort Europa med flere meter høje pigtrådshegn.
Bjarke Møller er journalist og forfatter til bogen, Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt. (2021)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her