MODERATERNE // ANALYSE – I sagen om sexchikane og mobning i Moderaternes sekretariat på Christiansborg fastholder partiets digitaliseringsordfører, Jeppe Søe, at der er brug for en advokatundersøgelse, som afdækker, hvem der har gjort hvad. Lars Løkke Rasmussen har fortsat ikke svaret på, hvad han vidste hvornår.
Det er svært ikke at få tanken, at Jeppe Søes meget frembrusende og bastante fremfærd i forbindelse med Moderaternes nyeste skandale ikke også handler om, at han føler sig vraget i forbindelse med udnævnelsen af Caroline Stage Olsen til ny digitaliseringsminister.
Jeppe Søe har været med lige fra etableringen af online-forummet ”Det Politiske Mødested”, der gik forud for dannelsen af Moderaterne, han arbejdede i mindst et år gratis for Lars Løkke, bl.a. som ansvarlig for kommunikation og PR, og han sætter ikke sit lys under en skæppe i den forbindelse. På sin egen hjemmeside, www.jeppe.dk, skriver han bl.a. om sig selv, at han er ”… medlem af Folketinget for Moderaterne – som jeg har skabt sammen med Lars Løkke Rasmussen.”
I Folketinget er han partiets digitaliserings- og it-ordfører, og han er næstformand for Folketingets Digitaliseringsudvalg. Set udefra virker han derfor som det oplagte valg, da Moderaterne fik mulighed for at udpege en ny minister for digitalisering. Men Lars Løkke valgte at udnævne sin spindoktor, Caroline Stage Olsen, til posten.
Partiet er Løkkes ejendom
Det skete torsdag i sidste uge, og fredag kunne B.T. så fortælle om de store problemer med sexchikane, mobning og ”holden hof” i partiets sekretariat på Christiansborg, der havde ført til en henvendelse til Arbejdstilsynet. Det skete bl.a. ved at citere fra en omfattende mail, Jeppe Søe havde sendt til en række medlemmer af partiets hovedbestyrelse, og som meget bekvemt blev lækket til B.T.
Forholdet mellem Jeppe Søe og Lars Løkke er nu så belastet, at flere kommentatorer regner med, at Jeppe Søe på et tidspunkt i nær fremtid må forlade partiet
Hvis Jeppe Søe føler sig desavoueret af Lars Løkke, selv om han på mange parametre havde forudsætningerne for at blive digitaliseringsminister, og er forbitret over at blive forbigået efter at have arbejdet så hårdt for partiet, er det forståeligt.
Han måtte torsdag indse, at han formodentlig aldrig bliver minister, og at Lars Løkke ikke føler, han skylder Søe noget, men opfatter partiet som sin personlige ejendom, han kan skalte og valte med. I alle andre partier ville det i praksis være umuligt at hente mere end en enkelt minister ind, der ikke er medlem af Folketinget, for det ville skabe alt for stor uro. Men Løkke må have følt sig overbevist om, at han kunne gøre det. Igen.
Netfisse.dk belaster Søe
Med i Lars Løkkes overvejelser om, hvem der skulle være minister, har formodentlig også været, at Jeppe Søe selv har været en del af den ”sexistiske klovnebus”, som Moderaterne er blevet kaldt.
Under valgkampen i 2022 kom det frem, at han ejede de to domæner netfisse.dk og cybersafter.dk, som han brugte i sin egen valgkamp. Søe påstod, at siderne var blevet oprettet i forbindelse med et projekt, han skulle have lavet sammen med ngo’en Sex & Samfund, men som ikke blev til noget. Det var dog en forklaring, Sex & Samfund ikke umiddelbart kunne genkende.
Jeppe Søe har bl.a. også omtalt sin søster, journalist og forfatter Synnøve Søe, som en ”medieliderlig løgner med store patter”. Synnøve Søe, der begik selvmord for et par år siden, havde i bogen Fars beskyldt deres fælles far for at have begået seksuelle overgreb mod hende.
Sexchikane er strafbart
Forholdet mellem Jeppe Søe og Lars Løkke er nu så belastet, at flere kommentatorer regner med, at Jeppe Søe på et tidspunkt i nær fremtid må forlade partiet. Enten ved at gå selv i protest eller ved at blive frosset ud.
Tirsdag fastholdt Jeppe Søe, at der er brug for en advokatundersøgelse eller noget lignende, der afdækker, hvem der har gjort hvad, så det kan besluttes, om sagen skal føre til fyringer af en eller flere medarbejdere. Det føler han sig overbevist om, fremgår det af en udtalelse til TV Midtvest. Den kom samtidig med, at man på et møde mellem partiets ansatte og folketingsgruppen blev enige om at nøjes med at hyre en erhvervspsykolog, der primært skal tage sig af det fremadrettede – altså hvordan man får skabt en bedre arbejdspladskultur.
Løkke har snakket sort og været irritabel, hver gang han har fået spørgsmålet. Det tyder på, at der er mere at komme efter
Her har Jeppe Søe en vigtig pointe, som også Berlingskes erhvervskommentator Thomas Bernt Henriksen gør opmærksom på i dagens avis: ”Sagen hos Moderaterne handler om helt konkrete forhold og helt konkrete situationer, som er dækket og omfattet af flere love, ikke mindst Arbejdsmiljøloven … Det står klokkeklart i Arbejdsmiljøloven, at alvorlige overtrædelser af reglerne om det psykiske arbejdsmiljø er strafbare. Det psykiske arbejdsmiljø omfatter lige præcis nogle af de forhold, som i de seneste år er blevet omtalt i medierne, herunder mobning, seksuel chikane og anden krænkende adfærd.”
Og nu, hvor Arbejdstilsynet er involveret, er Søe og Løkke nødt til at lade tilsynet udføre sit arbejde og nå frem til en konklusion. De politiske partier er også arbejdsgivere, der ikke bare selv kan beslutte hverken at feje tingene ind under gulvtæppet eller at nøjes med en advokatundersøgelse, hvis der er foregået ulovligheder.
Den pointe er blevet glemt i de sidste dages opstandelse.
Hvad vidste Løkke hvornår?
Så fortsættelse følger garanteret. Klovnebussen kommer ikke i garage foreløbig. Vi savner blandt andet at få svar på, præcis hvad Lars Løkke vidste hvornår. Om han fx var blevet informeret om anklagerne mod Caroline Stage Olsen for i andres påhør at have gjort grin med visse medarbejderes manglende evne til at forhandle løn. Det vil i sig selv være et brud på GDPR-reglerne.
Løkke har snakket sort og været irritabel, hver gang han har fået spørgsmålet. Det tyder på, at der er mere at komme efter.
Læs mere af Bjarke Larsen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her