TEATER // ANMELDELSE – Blandt julelys og duften af gløgg i Nyhavn kan man træde ned i Bådteaterets intime blackbox-scene og forsvinde fra julens stress og jag i små to timer ved at se Enter Copy. Her stilles vi overfor dybe filosofiske spørgsmål, som i sidste ende kan koges ned til: Blå pille eller rød pille?
Tanja Mastilos nyskrevne, intense kammerspil, Enter Copy, skriver sig ind i en række af kunstprojekter om tidens rivende udvikling af kunstige intelligenser og deres indvirkning på den menneskelige psyke.
Historien føles ubekvemt velkendt. Hvis man er velbevandret i sci-fi-genren, minder Enter Copy om et scenekunstnerisk afsnit af TV-serien Black Mirror (i særdeleshed afsnittet ”Be Right Back”), blandet med The Matrix-filmene, hvor menneskeheden lever i en simuleret virkelighed.
Enter Copys handling foregår i et militærlaboratorie, hvor tre testpersoner er indskrevet på værelse sammen. De har sagt ja til at afprøve en ny AI-baseret teknologi, der ved hjælp af deres minder, kan lade dem træde ind i en skræddersyet virkelighed, hvor alt er som de ønsker det.
Den dramatiske fremdrift i Enter Copy er samspillet mellem de tre roller
I rollen som den pensionerede arkitekt, Alice, taler Sue Hansen Styles med en velkendt fortrolighed til AI-stemmen, der agerer eksperimentets doktor. Man kan nemt forestille sig, AI-generede minder er næste trin i den teknologiske udvikling, eller måske løsningen på den vestlige verdens mentale helbredskrise.
Enter Copy er en nutidig kritik
I Enter Copy er omdrejningspunktet således ikke en fremtidsdystopi, men en nutidig kritik af, hvordan vi favner den menneskelige psyke blandt maskiner. Det er tungt stof. Alice flygter fra sorgen over tabet af sin mand og søn og møder i laboratoriet to mænd, som ligeledes kæmper med indre dæmoner og weltschmerz.
Den dramatiske fremdrift i Enter Copy er samspillet mellem de tre roller. Sue Hansen Styles er overbevisende som den overbærende Alice, der forsøger at tage sig af den unge, fysisk handicappede soldat, Simon, i skikkelse af den især kropsligt velspillende Daniel Niel Ash, som substitut for sin døde søn. Bennet Thorpe fremstår herligt røvhulsagtig som Kendall – en stakkels rigmand, som betragter eksperimentet som et nyt af en række af stoffer, der kan fjerne ham fra virkeligheden.
Enter Copy skal bæres af et stærkt hold, for det er en tung og intellektuel ambitiøs tekst. Det lykkes for så vidt, da alle tre skuespillere, samtidig med at være arketypiske figurer, præsenterer nerve og menneskelighed. Ikke desto mindre er der få udsving i energien på scenen.
Alice og Kendals verdenssyn er i konflikt og deres skænderier er det, der skaber fremdrift i fortællingen. Det gør også, at vi langsomt får afsløret hvad det er, de umage værelseskammerater forsøger at flygte fra. Simon fungerer som den indadvendte, kærlighedshungrende mægler, som samtidig bærer på de største hemmeligheder.
Vi får serveret disse hemmeligheder ved at være med ved AI-sessionerne ledet af ”The Doktor”, hvor skuespillerne spiller sammen med en stemme og projektioner på bagscenen og sceneelementerne. Disse sessioner fremstår en smule klodsede, måske især på grund af den projekterede scenograf i en fortælling, der ellers mest er båret af forestillingens kraft.
Brikker og laboratorierotter
Værelset, hvor Alice, Kendal og Simon befinder sig det meste af tiden, fremstår statisk og klaustrofobisk. Bagtæppet er hvidt og understreger, at vi befinder os i et sterilt forsøgsmiljø. Det sætter scenen, og der er en fin detalje i, at gulvet er dækket af sort/hvidternet vinyl, som fremhæver karakterne blot er brikker i et større spil.
Hvide kasser kan rykkes rundt og skabe en smule dynamik i det ellers meget statiske rum. Kasserne bruges blandt andet som senge – men man kan undres over, at de er gjort så korte, at skuespillernes hoveder hænger og dingler over siderne, så de liggende skal give dybfølte monologer. Det er klart, at scenografien skal skabe et ubehageligt, liminalt rum. Det lykkes, men mindre (eller rettere større kasser) kunne måske have gjort det.
Der er dog en flot pointe i, at disse mennesker, der af eget valg indgår i dette eksperiment, spejler hele menneskeheden nu: Vi tager piller for at have det godt, bruger AI til alt fra arbejde til kunst, forbrugerindhold kurateret direkte til os af algoritmer… vi er alle forsøgsrotter. Tanja Mastilos stiller spørgsmålet: er der plads til vores menneskelighed i dette forsøg?
Man kunne have skrevet et længere essay om teknologi overfor menneskelighed på baggrund af denne teateroplevelse – der er virkelig stof til eftertanke hos WhyNotTheatre denne jul.
På den ene side bliver man som publikum stillet over for relevante, elegante filosofiske spørgsmål om det at være menneske i en tid defineret af maskiner, på den anden side føles stykket lidt som at læse en eksistentialistisk roman, som burde have været indtaget i mindre bidder.
Klik dig videre til meget mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og