OMAN // REJSEBREV – “Vi vidste intet om Oman, landet længst mod øst på Den Arabiske Halvø, og alligevel sagde vi ja til at tage på en tur med to gode venner. Mødet med dette arabiske land blev et smukt bekendtskab, som jeg ikke tøver med at anbefale dig, der vil opleve noget andet end det, du kender,” skriver Monica Krog-Meyer, der dog har kritiske ord til overs for kvindesynet, som hun observerede på sin rejse.
Lad os få det på det rene fra starten: Oman er et sultanat. Det er altså en sultan, der leder landet – en arabisk konge med absolut magt: Han udpeger, hvem der skal sidde i regeringen. Demokrati må man lede i vejviseren efter, for sultanen bestemmer, og olien er den helt store indtægtskilde.
Nu kunne man tro, at omanerne derfor fremtræder som underkuede borgere, når de ligesom i Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater er underlagt herskernes luner – og ja, det er mine antagelser eller fordomme, jeg fremfører. Jeg ved ikke ret meget om regionen. Men umiddelbart virker omanerne som et tilfreds folkefærd set udefra.
Omanerne er rare mennesker, var vores indtryk. Og stemningen er afslappet, overalt bliver man budt på kaffe og dadler
Der er portrætter af den tidligere sultan Qaboos, som man kalder ‘far’ og savner, siden han døde i 2019, og af den nuværende, hans fætter Haitham bin Tariq Al-Said overalt.
Menneskerettighederne i Oman er ikke ideelle, selvom man ikke umiddelbart kan se det som turist. Interesserede kan læse Human Rights Watch seneste rapport om landet for 2021 her.
Når man rejser i landet som turister, som vi gjorde, må jeg starte med at sige, at aldrig har vi mødt så stor venlighed og hjælpsomhed for slet ikke at tale om interesse for, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Omanerne er rare mennesker, var vores indtryk. Og stemningen er afslappet, overalt bliver man budt på kaffe og dadler.
Badedragter i helfigur
Turisterne kan klæde sig, som de vil, så længe man ikke er alt for afklædt, og der er ikke noget krav om, at kvinder skal gå med tørklæde, som der fx er i Iran. Dog er hverken bikini eller vores type badedragt tilladt på offentlige badesteder, hvor badeantrækket skal være mere tækkeligt, end vi er vant til: lange ærmer og stof ned over knæene.
Et enkelt sted var vi nødt til at bade med tøjet på for at være tækkelige nok. Ellers er det meget afslappet.
Sultan Qaboos er den store helt
Hvad mon den afslappede stemning eller store tilfredshed skyldes? Er det mon, fordi det store flertal af omanerne er ibadi-muslimer og derfor ikke er en del af kontroverserne mellem sunni- og shiamuslimer? Eller er det, fordi den tidligere sultan Qaboos bin Said al Bu Saidi var en sjældent fremsynet mand, der i sin regeringsperiode på mange måder fik ledt sit folk ud af middelalderen og ind i det 21. århundrede?
Jeg tror det sidste.
Kvinderne er kun sjældent i arbejde
Sultan Qaboos må have været en speciel mand, født i 1940 og uddannet i både Indien og England som meget ung. Oman blev dengang holdt i et jernhårdt greb af hans far uden megen fremdrift, så vidt jeg kan læse mig til.
I 1970 blev sultanen væltet af tronen. Efter sigende skulle det være ved et blodigt kup, så man fik en vagt til at skyde faren i foden, hvorefter han blev sendt til England for at blive behandlet: Exit.
Ind på scenen kommer en 20-årig mand, der i løbet af de næste 49 år får Oman moderniseret. Første skridt på vejen var uafhængighed fra Storbritannien i 1971.
I dag er alle omanere, kvinder som mænd, garanteret retten til uddannelse med adskillige universiteter, og der er skoler alle vegne, også i de øde egne, vi besøgte, inklusive skolebusser.
Et moderne hospitalsvæsen, garanteret sundhedspleje og et misundelsesværdigt vej- og motorvejsnet gennem hele landet i virkelig god stand. Og helt ufattelig meget nybyggeri.
Omanerne ser ikke ud til at mangle noget, og vi så kun ganske få, der tiggede.
Et lagdelt land
MEN – for der er et stort men – ikke særlig mange omanere arbejder, og jo højere på strå man er, jo mindre erhvervsaktiv er man også. Og kvinderne er kun sjældent i arbejde, men det kommer jeg tilbage til.
Man finder hurtigt ud af, at alle hoteller, restauranter og ganske mange forretninger er ejet af, eller i hvert fald bestyret af andre: indere, bangladeshere, pakistanere, ægyptere, tyrkere, libanesere osv. Det er det arbejdende folk i Oman.
Oman er nemlig, finder man ud af, et lagdelt samfund, og for alle andre end omanere gælder det, at man kun med stort besvær kan få statsborgerskab – opholdstilladelse formentlig, men altså ikke blive medborger.
Mad fra alle andre steder end Oman
I de 14 dage, vi var i landet, spiste vi ikke én eneste gang omansk mad. Det forlyder, at der i operaen i hovedstaden Muscat er en fin omansk restaurant, men det nåede vi ikke. Til gengæld har vi kunnet boltre os i det indiske køkken, det tyrkiske køkken og alle mulige varianter af fastfood. Ris eller pommes frites er der rigeligt af, oksekød og kamelkød. Fisk også, men det er lidt dyrere.
Oman er en stolt søfartsnation og har en flere hundrede år gammel fiskeritradition, som vi oplevede på nogle fiskeauktioner.
Den sydlige del i provinsen Dhofar med hovedbyen Salalah er efter sigende den smukkeste del af landet
Et kig på kortet forklarer hvorfor: Kystlinjen er lang. Mod nord ligger Iran på den anden side af havet, fra Hormuzstrædet gennem Omanbugten ud til det Indiske Ocean. Mod øst den lange kystlinje ud til det Arabiske Hav hele vejen ned til Yemen.
Skibsbyggere
Omanerne har derfor en lang tradition for skibsbyggeri, bl.a. de smukke Dhows, små og store træskibe. Vi besøgte et skibsbyggeri i byen Sur på nordkysten øst for hovedstaden Muscat. Her holdes det gamle håndværk i hævd med detaljeret træskærerarbejde og folk, der med håndkraft og skarpe mejsler flækker plankerne lige, så de danner den imponerende køl under skibet.
Fra Burma kom den kolossale træstamme, der er skibets fundament, over 30 meter lang. I dag er nitterne i metal, før i tiden var de lavet af træ.
Skibsbyggeren lever i dag af at lave skibe til turistture, hvor man sejler ud under den imponerende stjernehimmel, eller dagture i den varme sol på den blå, blå himmel.
En guide er en god ide
Man kan sagtens selv rejse rundt i Oman. Leje en bil og køre fra by til by. Det føles trygt at være i det kæmpestore land med lige så mange indbyggere som Danmark, men 7 gange større. Man taler ofte engelsk, og hjælpsomheden er stor.
Vi havde valgt en færdig pakket tur med guide i 8-9 dage og lagt nogle dages afslappende badeferie til sidst.
I lufthavnen blev vi budt velkommen af vores chauffør, der var vores rejsefører rundt i den nordlige del af landet, som vi valgte at besøge.
Den sydlige del af provinsen Dhofar med hovedbyen Salalah er efter sigende den smukkeste del af landet. Det må blive ‘næste gang’. Vi fik kørt rigeligt, som det var.
4 personer og en guide, der kunne lave mad
Bilen med guide er en god måde at komme rundt på og meget effektiv: 4 personer i bilen og chaufføren Mahir. På de gode brede motorveje kunne vi spørge ham om landets love, om uddannelse, familieforhold, om arbejdsmarkedet.
Grillbålet blev lavet i en ‘wadi’, et flodleje, hvor der ikke er vand i om vinteren. Resterne af måltidet blev lagt ud til fugle og geder
Og han viste sig også som en behændig kok, da vi spontant spurgte om muligheden for en picnic med fisk på menuen. Vi købte fisken på fiskeauktionen, som vi besøgte, og hvor de også rensede den, men han sørgede for alt, hvad der skulle bruges, samt tilberedte den: krydret lækker og med indkøbte saucer og salat til.
Grillbålet blev lavet i en ‘wadi’, et flodleje, hvor der ikke er vand i om vinteren. Resterne af måltidet blev lagt ud til fugle og geder. Mahir havde endda sørget for sæbe, så vi kunne vaske fingre efter maden, i den lille sø af vand, der var.
Normalt er Mahir iklædt den smukke hvide ‘Dishdasha’, som langt de fleste mænd i Oman bærer. Det er en fodlang kjortel i lækker kvalitet, der får mændene til at se elegante ud i gadebilledet. Men den er ikke forenelig med at være picnic-kok, med fisk, olie og krydderier med mere på menuen. Så Mahir skiftede behændigt tøj til bermudashorts og t-shirt, så han var klar til at grille.
Ruten i korte træk
Hvis du følger med på et kort, så var vores rute som følger: Hovedstaden Muscat med Den Store Moske, den eneste, som ikke-muslimer må besøge i Oman, og her er der krav om lange ærmer og benklæder, samt at kvinder skal bære tørklæde. Alle andre moskeer er lukket land for ikke-muslimer. Sultanens palads ligger lige i nærheden.
Ørkenen var en utrolig smuk oplevelse. Bildækkene fik ændret lufttrykket fra 37 ned til 18, der er bedst til kørsel i sand. Det var fascinerende at ‘sejle’ rundt i sandet i en firhjulstrækker, der kan klatre op ad sandbankerne, nærmest lodret
Barka, ved kysten, dernæst ind i landet og op i Hajar-bjergene med overnatning i Jebel Shams på det højeste sted i landet. Her er køligere om aftenen, ellers er der solskin hver dag og omkring 30 grader – om vinteren vel at mærke. Om sommeren kryber temperaturen over 50 grader.
Næste stop var Nizwa, Omans tidligere hovedstad.
Herefter begyndte eventyret for alvor. Vi skulle ind i ørkenen, som var en utrolig smuk oplevelse. Bildækkene fik ændret lufttrykket fra 37 ned til 18, der er bedst til kørsel i sand. Det var fascinerende at ‘sejle’ rundt i sandet i en firhjulstrækker, der kan klatre op ad sandbankerne, nærmest lodret, og så i øvrigt tænke på, at det ville den almindelige bil derhjemme slet ikke kunne klare. Vi overnattede i murstenshuse med badeværelse ude i sandet.
Næste overnatning var ren ‘1001 nat’: Vi var længere inde i ørkenen med overnatning i eget rummeligt telt med senge og elektrisk lys samt eget toilet/bad-telt og egen kok.
Ud over os var der kun stjernerne og stilheden – det var sublimt! Chaufføren var kørt tilbage.
Vi blev afhentet igen næste dag og dermed var det farvel til ørkenen, mere luft i dækkene og op til den nordlige kyst til Sur, ud til havet, der viste sig at være vidunderligt varmt at bade i.
Vi var heldige at se en skildpadde gyde æg ved Ras al Jinz. Og så kørte vi tilbage til hovedstaden Muscat, der er en kæmpestor by med store afstande, høje bjerge, som man skal rundt om via motorveje for at komme fra den ene bydel til den anden. Her var vi uden chauffør og måtte bruge taxa.
De omanske kvinder
Jeg blev så glad over at få fortalt, at dengang sultan Qaboos reformerede Oman, indførte han også formel ligestilling i en vis grad for kvinderne. Modsat mine billeder af Saudi-Arabien, Emiraterne og mange andre lande er det muligt for kvinderne i Oman at tage en uddannelse og påtage sig et arbejde.
Men det sker så bare ikke! Ikke for ret mange i hvert fald. Det bliver ved uddannelsen. En enkelt kvinde bag rattet et sted, en kvindelig politibetjent, en kvinde ved kassen i et supermarked, men ellers: Nej.
De fleste kvinder bliver derfor fortsat hjemmegående, når de får børn, også dem, der har længere uddannelser. De er ikke på arbejdsmarkedet
Jeg spurgte en ung guide, Zak, om ikke det var rigtigt, at der er ligestilling i Oman. Jo. Men hvorfor benytter kvinderne sig så ikke af det? Hans svar er sørgeligt og træls: De hænger fast i traditionerne. Der er dog betydelige reelle forhindringer, når det gælder kvinder på arbejdsmarkedet – både i kulturen, lovsystemet og i religionen, som man kan læse mere om her.
De fleste kvinder bliver derfor fortsat hjemmegående, når de får børn, også dem, der har længere uddannelser. De er ikke på arbejdsmarkedet. Det er mænd, der sidder på caféerne. Det er mænd, der sidder på restaurant. Det mest overraskende for mig var, at det også er mændene, der køber ind i souq’en (det lokale marked) og i supermarkedet, der sjovt nok hedder Mekka eller Lulu.
Kvinderne går stort set aldrig alene, men er altid ledsaget af deres mand eller en mand i familien, iklædt deres abaya, den smukke sorte klædedragt, hvor alt er dækket, mens ansigtet er frit. Ganske mange er tilsløret med sort klæde foran munden og næsen, så kun øjnene er fri.
Det er fuldstændig grotesk at sidde ved hotellets swimmingpool og se manden og børnene lege muntre og glade i vandet, mens moren sidder på en stol ved poolkanten, dækket fuldstændig til, passiv og kun med mulighed for at ‘se på’ gennem den tynde sprække til øjnene, og ganske uden for den glade stemning
Hvis du spekulerer på, hvordan en kvinde får spist med slør for ansigtet, så kan jeg oplyse, at de simpelthen løfter stoffet foran ansigtet og fører gaflen eller skeen ind i munden. Det er svært at forstå, at det skal være nødvendigt – ikke meget ligestilling der.
Det var for mig også fuldstændig grotesk at sidde ved hotellets swimmingpool og se manden og børnene lege muntre og glade i vandet, mens moren sidder på en stol ved poolkanten dækket fuldstændig til, passiv og kun med mulighed for at ‘se på’ gennem den tynde sprække til øjnene – ganske uden for den glade stemning.
Det er kun to generationer siden, at omanerne fik åbnet døren fra middelalderen ind til den moderne verden, og den udvikling tager åbenbart tid. Det varer noget, før situationen ændrer sig, og der er også en betydelig både lovmæssig og kulturel modstand mod at øge ligestilingen i landet.
En standup-chauffør
Da vi skulle til lufthavnen for at flyve hjem, fik vi den sidste utrolige oplevelse: Chaufføren viste sig at være en storyteller om sit eget liv, og der fik vi indblik i nogle uventede sider af kvindernes forhold.
Denne omanske mand var i hopla, for samme morgen var han blevet far til en lille pige. Vi ønskede tillykke og råbte hurra for ham. Vi spurgte, hvordan konen havde det, og om han var med til fødslen. Ja absolut, sagde han, men han måtte gå, da konen begyndte at skrige. Det var for meget. Han forlod stedet og regnede med, at konen selv kunne klare det.
Og så viste det sig, at det er hans tredje kone. Hvabehar? Jo han var skilt, endda to gange.
Han gik så langt som til at beskrive, hvordan situationen forløb, når han havde lyst til ægteskabeligt samvær
Vi blev nysgerrige, og han fortalte beredvilligt. Hans første kone, som han har en datter og en søn med, var ifølge ham en forfærdelig Moster Skrap. Nysgerrigt spurgte vi hvorfor. Jo, hun kunne ikke lide hans mor og hans far og gav højlydt udtryk for det. I det hele taget fik man indtryk af, at der var meget lidt kærlighed indblandet i det forhold.
Han gik så langt som til at beskrive, hvordan situationen forløb, når han havde lyst til ægteskabeligt samvær. Så sagde hun: Nå, har du købt den iPhone til mig, som jeg har sagt, jeg vil have? Nej, det havde han ikke. Nå, men så kunne han godt glemme alt om sex med hende, hvorefter hun forlod lokalet og lukkede døren.
Hans beskrivelse af, hvor højt hun talte, og hvor meget hun skældte ud, blev illustreret af hans beskrivelse af, at hendes tunge ikke bare var kolossal, den var også så lang, at den nåede fra hendes mund ned til albuen.
Det var trods den triste og groteske fortælling stærkt underholdende.
Det endte med en skilsmisse.
Men han forsøgte sig igen og fik kontakt til en kvinde, han gerne ville gifte sig med. En smuk ung lyshåret kvinde. Det koster 7000 omanske rialer, der svarer til 130.000 kr, fortalte han, og det kan sagtens være dyrere.
Og så skulle der være bryllup. Bruden er jo hyllet i gevandter og slør ved sådan en fest, men da han undervejs fik et glimt af hende, undrede han sig. Han fik set lidt nærmere på hende og måtte spørge: Hvem er det? For han kunne ikke genkende den ældre kvinde, der var bag sløret.
Han var blevet snydt! Og pengene var spildt. Hans reaktion var ikke til at misforstå, og han sagde det direkte: Han skulle aldrig mere have noget med omanske kvinder at gøre!
Det er din kone! var svaret. Nej, sagde han, det her er ikke den kvinde, jeg skulle giftes med.
Men de var blevet gift, og eftersom der netop havde været et dødsfald i brudens familie, skulle de leve som ægtefolk i 90 dage, før han overhovedet kunne komme til at lave om på noget.
Stakkels mand. Han tolererede de 90 dage, og så blev han skilt for anden gang. Han var blevet snydt! Og pengene var spildt. Hans reaktion var ikke til at misforstå, og han sagde det direkte: Han skulle aldrig mere have noget med omanske kvinder at gøre.
Via en bekendt fik han kontakt til en syrisk kvinde, som han blev gift med, og som netop har født hans barn. Hun er sød og kærlig, sagde han. Og klog kunne man tilføje.
Da vi spurgte, hvad datteren skal hedde, fortalte han, at hun skal hedde det samme som hans mor. Og at det var hans kone, der havde foreslået, at datteren bliver opkaldt efter svigermor.
Datteren får statsborgerskab efter 7 dage, men hvad med moderen? Ja, når de har været gift i 7 år, så kan han søge for hende. Men bliver de skilt, ryger hun ud igen.
Vi burde nok trække lidt fra og nok også have hørt den anden side for at være tættere på virkeligheden
På det tidspunkt i fortællingen var vi nået til lufthavnen og måtte sige farvel til den vidunderlige fortæller, mens vi tænkte på, at vi nok burde trække lidt fra og nok også have hørt den anden side for at være tættere på virkeligheden.
—–
Rejsefakta: Vi rejste med Panorama Tours. Vi betalte selv, så det er helt frivilligt, at vi siger: Tak for godt arrangement og for indsatsen. Vi havde både et hotelskift undervejs og en aflyst returrejse, men vi blev holdt virkelig godt i hånden.
Mad og indkøb er billigt i Oman. Og man sparer en hel del på, at hverken øl, vin eller spiritus er på menukortet. En flaske vand koster 2 kr.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
