NY BOG – Medierne fortrænger den største historie af alle: At den krigsramte og fattige verden stadig er på vej til os og vil fortsætte med at komme
HALLO: FLYGTNINGENE ER DER ENDNU!
Jo, de er – også selvom grænserne er lukket, og pigtråden rullet ud. Selvom sortklædte politisoldater er på plads med meterlange knipler, skydevåben, vandkanoner, håndjern og irisscannere. Men flygtningene og de fattige er der absolut stadig, nu ikke længere som en flodbølge eller en stadig strøm, men som små og store strandede grupper af magtesløse individer: De ligger for alles øjne på gaden i Athen, i forladte fabriksruiner, i slumlejre i storbyers parker – nogle snusende rundt om natten langs hegnene i håb om at finde hullet ind til næste land nordpå. Titusinder er strandet hele vejen ned gennem Europa, i Tyrkiet, Syrien, Afghanistan og i helvedeshuller i Libyen.
Selvom grænserne er lukket, og pigtråden rullet ud. Selvom sortklædte politisoldater er på plads med meterlange knipler, skydevåben, vandkanoner, håndjern og irisscannere er flygtningene og de fattige der absolut stadig, nu ikke længere som en flodbølge eller en stadig strøm, men som små og store strandede grupper af magtesløse individer.
Flygtningene er over alt og mange flere er på vej – forsøger at være på vej – men det er til at forstå, hvis nogen her hos os har fået det indtryk, at menneskestrømmen endelig er tørret ind. At invasionen kun var en forfærdende historisk parentes fra maj 2015 til cirka april 2016. At det med en ny folkevandringstid og et globalt paradigmeskifte bare viser, at nogle trods alt tog munden lidt for fuld og panikkede, mens alt det der stod på. For der har jo kun været 48 asylansøgere i den første uge af denne måned. Problemet er vist nærmest væk.
Lig på stranden
Men her er nyhederne fra langt under radaren, nyheder som de fortsætter med at løbe ind, udviklinger og begivenheder som redaktionerne kunne og burde – men stort set undlod – at dække, mens vi har været på sommerferie:
Der driver døde mennesker i land på stranden ved Sabratha ved den libyske kyst. 120 lig alene de sidste ti dage. Og det fortsætter. Nogle af dem bliver talt med i den statistik, der angiver, at 3123 er druknet i Middelhavet i år. Andre bliver aldrig talt nogen steder og rådner bare op i solen eller bliver smidt i et hul i sandet. Der blev fundet 53 på en enkelt dag, læser jeg på nyhedsbureauerne fra Libyen. Det kunne man sagtens tage ned og lave nogle reportager om.
Der er kommet 90.000 overlevende til Italien i år. 14 procent flere end i samme tidsrum sidste år. De er næsten alle afrikanere. Bag dem venter millioner fra lande og områder, hvor det er tæt på umuligt at leve. Man kunne vel sende nogle journalister til Sicilien og se, hvad der foregår der. Hvor bliver alle de afrikanere egentlig af? Eller man kunne tage til Timbuktu eller Agadez, som de alle skal igennem, før de skal ud på dødsruten gennem Sahara.
Der driver døde mennesker i land på stranden ved Sabratha ved den libyske kyst. 120 lig alene de sidste ti dage .. Der blev fundet 53 på en enkelt dag, læser jeg på nyhedsbureauerne fra Libyen. Det kunne man sagtens tage ned og lave nogle reportager om
Der er stadig masser af flygtninge i Grækenland, selvom Makedonien har lukket grænsen med pigtråd, strømhegn og stormtropper. Masser. Omkring 60.000, 60.000 som ikke kan komme nogen steder. Sorah Rahimi fra Afghanistan f.eks., en 22-årig psykologistuderende, han er i landet med sin syge mor. Han har betalt nogen 2500 Euro for at blive smuglet til Sverige, hvor hele deres familie er nu. Nå, men de blev fanget et par kilometer inde i Makedonien og sendt tilbage. Penge- og håbløse.
En pagt med djævelen
Idomeni-lejren, hvor jeg var i april, hvor 14.000 mennesker kæmpede for overlevelsen i kulden og regnen, er ganske vist ryddet nu. Der vokser solsikker, hvor festivalteltene stod dengang, kan jeg forstå – men der er stadig flygtninge i området. De gemmer sig i kornmarkerne, under broer, oppe i bjergene. Politiet siger, de snupper 50-100 om dagen.
Min fixer i Serbien fortæller, at flygtninge stadig kommer gennem landet fra Bulgarien i massevis, selvom man jo hører, at Balkan-ruten er historie. Mange af dem kryber helt urapporteret rundt langs den ungarske pigtråd og leder hver nat efter en sprække ind til Viktor Orbans helt særlige helvede.
Hvad med syrerne? Vi ved, at alt står i flammer ovre hos dem. At Daesh fortsætter deres dødspsykose. At Assad og russerne hælder raketter, bomber, granater og tønder med sprængstof eller klor ned over folk, der bare vil leve. At alle store drenge tvinges til at dræbe deres landsmænd eller selv at dø
Jeg så også de der afghanske og syriske familier vandre rundt på gaderne omkring marinaen i Cesme i Tyrkiet i foråret. Slæbende på poser og kufferter og småbørn og sække med redningsveste, desperat småløbende afsted med alle deres ting ned mod strande, hvorfra man tydeligt kan se Chios og dermed Europa og dermed EU lige på den anden side af vandet.
Og de der ulykkelige mennesker kom allerede dengang ingen steder, for ved midnat på den dato trådte aftalen til seks milliarder Euro mellem Erdogan og EU i kraft. Aftalen der lukkede for dem og hundredetusinder andre syrere, afrikanere, irakere, palæstinensere, pakistanere, bangladeshere, yemenitter og iranere. Der var en tyk afghansk dreng i en slidt, beskidt, grå træningsdragt, der snublede grædende og svedende af sted i blæsten og det kolde solskin foran mig den eftermiddag, træt af at slæbe på alt det lort, forbandet over, at de andre ikke ville vente på ham.
De skyder med skarpt nu
Man kunne godt sende et hold derned og se, hvad der er blevet af alle de mennesker, for de er der endnu. De er ikke tryllet væk, fordi man har indgået aftaler med den tyrkiske despot og en flok afrikanske eneherskere. Der er allerede et par millioner eller flere flygtninge alene i Tyrkiet, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at hundreder af afghanere og iranere og pakistanere stadig kommer over grænsen hver nat i håb om Europa, selvom der bliver skudt med skarpt mod dem på den iranske side. Måske skyder de på begge sider nu?
Hvad med syrerne? Vi ved, at alt står i flammer ovre hos dem. At Daesh fortsætter deres dødspsykose. At Assad og russerne hælder raketter, bomber, granater og tønder med sprængstof eller klor ned over folk, der bare vil leve. At alle store drenge tvinges til at dræbe deres landsmænd eller selv at dø.
Min fixer i Serbien fortæller, at flygtninge stadig kommer gennem landet fra Bulgarien i massevis, selvom man jo hører, at Balkan-ruten er historie. Mange af dem kryber helt urapporteret rundt langs den ungarske pigtråd og leder hver nat efter en sprække ind til Viktor Orbans helt særlige helvede
Jeg ved, at Sham og Muhammed, som er i Tyskland nu, og som jeg har fulgt på deres flugt fra Damaskus til Allemania, er ved at dø indeni, fordi hendes mor, hans hustru, og de to søstre/døtre stadig er i Damaskus, og at de kun kan søge familiesammenføring ved at gå hen på det nærmeste tyske konsulat. Og det nærmeste tyske konsulat ligger et eller andet sted i Tyrkiet – og det er nu umuligt at krydse fronter og grænser og komme til Tyrkiet og dermed forhåbentlig Allemania. Der skydes med skarpt ved de grænser nu. Man har betalt despoten seks milliarder for at hold den slags mennesker væk fra os.
Shams mor og dybt savnede søstre. Muhammeds elskede hustru og to døtre.
Verdens vigtigste historie
Den ”historie” og nogle tusinder tilsvarende kunne man sådan set godt holde fast i journalistisk, synes jeg, så folk og politikere herhjemme – uanset hvordan de har det med flygtninge, migranter, islam og terrorisme – i det mindste ikke går rundt og forestiller sig, at det er gået over. At man ikke kommer til at tro, at folkevandringstiden ved et eller andet indgreb eller mirakel skulle være gået over eller i sig selv.
For vi og de andre europæere skal jo på et nogenlunde informeret grundlag kunne fortsætte diskussionen om, hvad vi vil ofre for at hjælpe eller redde nødstedte mennesker, der ikke er ”nogen af vore egne”, men bare mennesker. Så vi nogenlunde nøgternt kan se i øjnene og debattere, at verden er i enorm forandring, og at menneskemængder fra hele denne globaliserede klode vil fortsætte med at komme i vores retning.
Man kunne sådan set godt holde fast i disse historier journalistisk, synes jeg, så folk og politikere herhjemme – uanset hvordan de har det med flygtninge, migranter, islam og terrorisme – i det mindste ikke går rundt og forestiller sig, at det der er gået over
Man – vi – kan også helt køligt beslutte, at vi først og fremmest ”må tage os af vore egne”, det vil sige: sikre os selv og alle de andre i vores nærområde, og dermed acceptere, at de andre derude stort set må sejle deres egen sø eller drukne i Middelhavet, fordi de er nogen andre end vore egne. Vi bør i det mindste vide, at de andre stadig findes og vil blive ved med at findes.
Der ligger en journalistisk opgave, der egentlig er meget let at løse – historierne udspiller sig lige for vore øjne lige fra det lokale asylcenter til Raqqa og længere endnu – så det er bare at komme i gang.
Det her med flygtningene, de 65 millioner krigsflygtninge og bag dem måske milliarder, der bare er fattige og uden håb, det er ikke slut og slutter måske aldrig. Det forsætter, folkevandringen fortsætter, uanset om vi dækker den eller ej, og vi er nødt til at få de nyheder, så vi kan se det i øjnene og forholde os til det. Send journalisterne af sted. Fortæl hvad der sker. Lad os ikke blive blinde og døve for den vigtigste af alle historier.
Thomas Ubbesen udgiver mandag den 22. august bogen ”Good Luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen” på Gyldendal. På baggrund af utallige reportagerejser fortæller Ubbesen om en række skæbner i flygtningestrømmen under de lange rejser fra krigen i Syrien til slutmålene i Nordeuropa. Thomas Ubbesen rejser i de såkaldte nærområder og ved de ydre grænser og følger bl.a. helt tæt en ældre syrisk far og hans voksne datter, der forlader sult og terror derhjemme og begiver sig ud på den lange vandring mod nord sammen med hundredetusinder af andre i en verden, hvor krigsherrer og menneskesmuglere hersker over liv og død. I samme anledning giver Thomas Ubbesen også sine personlige bud på, hvilke paradigmeskifter vi som samfund står overfor og hvordan vi håndterer flygtningesituationen.
Topfoto: Thomas Ubbesen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
