
H.K.H. Prins Henrik af Danmark 11.06.1934-13.02.2018
Der blev så langtfra sunget ved Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezats vugge i Talance i det sydvestlige Frankrig, at han mæt af dage skulle sove ind i et lille køligt land langt mod nord som en af nøglepersonerne i et mere end 1000-årigt monarki, der hører til de mest rodfæstede og populære i verden.
I den lange række af danske monarkers ægtefæller var han en fremmed fugl, langt fra født til den tilværelse, der blev hans. I modsætning til sin svigermor, dronning Ingrid, hendes svigermor før hende, svigermorens svigermor tidligere osv. osv., som alle stort set uden undtagelser var børn af nordeuropæiske fyrstefamilier og fra barnsben opdraget til den dynastiske position, de kom til at indtage, så forholdt det sig ganske anderledes med dronning Margrethe II’s ægtefælle.
I den lange række af danske monarkers ægtefæller var han en fremmed fugl, langt fra født til den tilværelse, der blev hans
Han var født ind i en fransk ”greve”-familie, hvis adelskab og mulige historiske bedrifter fortabte sig i historiens dunkle tåger, og hans bestemmelse lå vel egentlig i en videreførelse af familiens ret omfattende besiddelser af plantager, industrivirksomheder, avisdrift m.m. i Fransk Indokina (i det nuværende Vietnam), hvor han tilbragte en del af sin barndom og tidlige ungdom.
Det franske styre i Indokina hang imidlertid i en gradvist tyndere tråd, og sluttede endegyldigt med kommunisternes sejr ved Dien Bien Phu i 1954, hvorefter det også var slut med Monpezat-familiens virksomhed i området.
Herefter ernærede de sig primært ved vinproduktion i Cahors, hvor familien ejede ejendommen Le Cayrou, basalt set en større villa midt i vinmarkerne. Forældrene udtalte engang til et dansk ugeblad, at de lo, hver gang nogen omtalte deres hjem som ”et slot”, og det gjorde de nok ret i.
Som en af otte søskende i denne pæne og relativt velstående, men ikke synderligt fornemme, familie var det op til Henri selv at vælge sin vej i livet, og det var gennem hans spirende karriere i diplomatiet, at han tilfældigt lærte den danske tronfølger, prinsesse Margrethe, at kende i London i midten af 60’erne.
Danskerne nærede en indgroet skepsis overfor fremmede fugle, der ikke talte det hjemlige mål og stak lidt for meget ud fra normalen
Deres stormende forelskelse kom tilsyneladende lige så meget bag på dem selv som den kom på danskerne, der pludselig så en helt ny side af deres konges langlemmede, generte datter.
Henrik, som Henri snart efter kom til at hedde, vandt fra begyndelsen befolkningens sympati, fordi de så og følte hans hustrus kærlighed, og fordi han gjorde sig umage for at leve op til den danske skæbne, der med ægteskabet så udpræget var blevet hans. ”Jeg ved det er en ære, Dannebrog at bære”, parafraserede han Peter Faber i sin tale på dansk til brylluppet for at vise, at det netop var sådan, det nu måtte og skulle være for ham.
https://www.instagram.com/p/BVJYXlXnwAh/?taken-by=detdanskekongehus
Sproget sad dog langtfra på rygmarven, men var lært udenad til lejligheden, og det blev en udfordring for ham, for danskerne nærede en indgroet skepsis overfor fremmede fugle, der ikke talte det hjemlige mål og stak lidt for meget ud fra normalen. Og det var netop, hvad Henrik gjorde med sin gebrokne dansk og sin galliske smag.
Livsopgaven
Hans opgave var som udgangspunkt simpel; stå loyalt og belevent ved sin hustrus side, sikre en arving til Danmarks trone og være med til at berede sine børn på deres kongelige livsopgave. Intet andet kunne man med rimelighed forlange, hvis man stod udenfor familiens snævre kreds. Henrik gjorde, hvad han skulle, og gjorde det ganske upåklageligt. Men var det i det lange løb tilstrækkeligt for et moderne, internationalt orienteret, poetisk, kunstnerisk og grundlæggende meget begavet menneske at fungere inden for de relative snævre rammer, som monarkiet udstikker?
Han støttede sin hustru og gav hende mulighed for at blomstre i den position som monark, som hun gradvist indtog med større og større naturlighed og selvsikkerhed
Hans historie blev i stort omfang historien om, hvordan det var muligt at leve og virke inden for rammerne, og samtidig holde fast i sig selv på en meget overbevisende måde. Hverken hans poesi, hans billedhuggerkunst eller hans sans for gastronomi var vel sublime talenter, men at han fik mulighed for at leve dem ud, og ofte i et meget tæt samspil med sin ligeledes meget kunstnerisk interesserede – og begavede – hustru var en lykke både for ham, hende og for dem. Netop de tre parter, som dronningen ofte har understreget, at et ægteskab består af.
Han støttede sin hustru og gav hende mulighed for at blomstre i den position som monark, som hun gradvist indtog med større og større naturlighed og selvsikkerhed.
Danskerne lærte ham vel aldrig helt at kende, selvom han i grunden var en åben og interesseret person i alt, hvad han deltog i. Men læser man nogen af de tekster, han efterlod sig, først og fremmest erindringsbogen Skæbne forpligter fra 1996, så møder man et interessant vidnesbyrd om et berigende klogt og humoristisk menneske, der tilførte masser af farve og nye dimensioner til det danske kongehus. Var det ikke nødvendigvis kendt og påskønnet alt sammen, så stod dog det centrale tilbage; det fungerede. Og det fungerede godt.
Prins Henrik delte i stort omfang skæbne med sin nære ”kollega”, prins Philip af Edinburgh, der som glücksborger ganske vist selv hørte til den snævre kreds af europæiske fyrsteætlinge, men hvis nære families omtumlede tilværelse absolut ikke havde gjort det indlysende, at han skulle blive den engelske dronning Elizabeths livsledsager.
Begge prinser valgte sønnernes opdragelse og uddannelse som det område, hvor de selv ville sætte sig igennem med deres idealer og ønsker, vel vidende at en stor del af deres øvrige tilværelse var lagt i faste rammer og med ægtefællen som den absolutte og ubestridte hovedperson.
Disciplin og medier i en ny tid
I lysekronen på Le Cayrou havde der hængt en krabask, med et vietnamesisk ord en ”ca-dui”, som hurtigt kunne overføre faderens opdragelsesprincipper fra det abstrakte til det meget konkrete, og heller ikke på det franske gymnasium i Hanoi eller på jesuitterkostskolen i Bordeaux havde der været meget fokus på fri opdragelse eller rundkredspædagogik.
Opdragelsen af sønnerne Frederik og Joachim bar præg af de idealer, prins Henrik var vokset op med, ligesåvel som en mindre del af deres uddannelse efter hans ønsker foregik på kostskolen École des Roches i Normandiet.
Efter alt at dømme var hans opdragelse og påvirkning af sønnerne med til at give dem en solid ballast i en tilværelse, der blev stadig mere præget af en meget aggressiv presse og en folkelig opinion, der hele tiden balancerede mellem en enorm interesse for og sympati for kongefamilien, men samtidig tillod færre og færre svinkeærinder og potentielle udfald af rollen.
Var der kommet nok ud af det, havde han fået den anerkendelse, han vitterligt fortjente for at have påtaget sig den uhyre vanskelige rolle, der nu engang blev hans?
Det ramte også Henrik selv, da han efterhånden som han følte alderen trykke og livsvalgene snævredes ind begyndte at tvivle lidt på det hele. Var der kommet nok ud af det, havde han fået den anerkendelse, han vitterligt fortjente for at have påtaget sig den uhyre vanskelige rolle, der nu engang blev hans? Var det rimeligt, at han skulle stå i anden række bag sin hustru eller sågar i tredje bag sin søn kronprinsen?
Et ikke ukendt mønster for et ældre menneske, der gradvist begynder at miste overblikket, men i dette tilfælde forstørret langt ud over det rimelige, sammenlignet med den anerkendelse for at have været med til at styrke og udvikle det danske monarki gennem en menneskealder, som han retteligt fortjente.

Vi skylder ham meget
Omkring Frederik IX’s død i januar 1972 blev skuespilleren og forfatteren Peter Ronild interviewet af DR på Amalienborg Slotsplads om det forventede dødsfald. Den i dag afdøde og ganske glemte Ronild fortalte frejdigt, at han var mødt frem, fordi han mente, det nok blev sidste gang i Danmarkshistorien, at vi kom til at opleve et kongedødsfald.
Meningsmålinger viste markant og stigende tilslutning til republik i begyndelsen af 70’erne, selvom Frederik IX havde været en populær og folkelig konge, og mon ikke institutionen lige så stille ville blive henvist til historiens mødding?
Indenfor og udenfor. Dansk og international. Trofast ægtemand og enspænder. Kærlig opdrager og uimodsigelig autoritet. Vi skylder ham meget
I dag ved vi, at Peter Ronild tog fejl. Det danske monarki var stærkt og levedygtigt, og har navnlig i dronning Margrethe II’s snart 50 år på tronen vist sin styrke og holdbarhed.
Trods de enorme kultur- og samfundsforandringer, som i sidste halvdel af det 20. århundrede gjorde Danmark til et af verdens mest lige samfund med en dybt indgroet skepsis overfor det meste af, hvad der smagte af fornemhed og nedarvede privilegier, formåede kongehuset alligevel at holde balancen mellem at udvikle sig med samfundet og samtidig bevare institutionens tryllestøv, den helt nødvendige aura af tradition og fornemhed, som er forudsætningen for at opnå accept af nedarvede privilegier i et samfund, der ellers på så at sige alle (andre) punkter hylder det egalitære.
I skabelsen af den meget delikate blanding af bestandighed og transformation, som var forudsætningen for dette, der finder vi prins Henrik som en af nøglepersonerne. Indenfor og udenfor. Dansk og international. Trofast ægtemand og enspænder. Kærlig opdrager og uimodsigelig autoritet. Vi skylder ham meget…
Hovedfoto: Kongehuset/Torben Eskerod.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her