ELEFANTER // REPORTAGE – Den for de fleste danskere ukendte Kasungu Nationalpark i Malawi er blevet centrum i en blodig menneskeskabt konflikt mellem de lokale indbyggere og dyreretsorganisationen IFAW og deres elefanter. En konflikt, som resulterer i omfattende lidelse blandt både mennesker og elefanter.
MALAWI – Elphina Joseph (23) og hendes treårige søn Success har kørt mere end 170 km bag på en motorcykel gennem den brændende hede malawiske bush kun for at møde mig og fortælle historien om Elphinas mand, Joseph Kampamula, som blev dræbt af en elefant, der kom ud af Kasungu Nationalpark den 12. juli 2022. Den 26-årige Joseph var helt uforberedt, da elefanterne angreb ham og sårede ham så voldsomt, at han døde af sine kvæstelser, inden han kunne nå frem til et hospital.
Ulykken skete langt fra parken, og Elphina, som var gravid med deres søn, mistede både sit livs kærlighed og familiens primære forsørger. Ingen har efterfølgende tilbudt hende hjælp af nogen art, og hun forsørger nu sig selv og sin faderløse søn som landarbejder i Malawi. Pengene rækker knap til mad og slet ikke til at købe de simple skoleredskaber, der kræves for at gå i skole i Malawi.
Få kan stå for billeder af en forhutlet elefantunge, og når man samtidig får at vide, at man med sit bidrag kan være med til at ”redde” elefanterne fra udryddelse, er der ikke så langt til at donere 50 dollar og falde i søvn med et smil på læberne
Fremtiden tegner derfor alt andet end lys for den hårdt ramte lille familie. Alligevel formår Elphina at bevare fatningen, mens hun deler sin tragiske historie. Hun siger, at hun først og fremmest er drevet af et brændende ønske om at opnå retfærdighed for sin afdøde mand, sig selv og deres lille søn, som klatrer rundt på sin mor under vores samtale.
Joseph blev dræbt, men ikke på grund af en uforudsigelig eller uundgåelig ulykke. Elefanten, som dræbte ham, var få dage forinden blevet flyttet fra Liwonde Nationalpark i det sydlige Malawi og derefter sat ud i den nærliggende nationalpark Kasungu.
Projektet var en af de største flytninger af elefanter i verdenshistorien, og det blev præsenteret som en vigtig del af den vestlige dyrerettighedsorganisation IFAW’s ”Room to Roam”-plan. Denne plan går ud på at åbne det afrikanske landskab for store flokke af omvandrende elefanter.
Men IFAW, som sammen med organisationen African Parks og Malawis parkmyndigheder flyttede elefanterne, havde ignoreret alle advarsler om den store sandsynlighed for farlige sammenstød med lokalbefolkningen. De havde ikke forberedt området på den massive udsætning ved at indhegne området, ligesom de ikke konsulterede de lokale bønder uden for parken eller for den sags skyld advarede dem.
Godt på papiret. Blodigt i virkeligheden
I skarp kontrast til den unge enke Elphinas ulykkelige situation rejser IFAW enorme summer hvert år i de vestlige lande. Forretningsmodellen er enkel. Man kører store kampagner målrettet godhjertede mennesker og opfordrer dem til at donere penge til at hjælpe dyr i nød.
Elefanterne i det sydlige Afrika er reelt ikke det mindste truede. Bestanden tæller hundredtusindvis af dyr
Få kan stå for billeder af en forhutlet elefantunge, og når man samtidig får at vide, at man med sit bidrag kan være med til at ”redde” elefanterne fra udryddelse, er der ikke så langt til at donere 50 dollar og falde i søvn med et smil på læberne over at have gjort noget godt for dyrene. Men forretningsmodellen hviler tungt på et falsk narrativ.
Elefanterne i det sydlige Afrika er reelt ikke det mindste truede. Bestanden tæller hundredtusindvis af dyr, og den har været i støt vækst gennem årtier. De landområder, som kan rumme elefantbestande, er de fleste steder overfyldte.
De store bestande af stadigt mere sultne elefanter resulterer i stigende grad i voldsomme konflikter med den fattige lokalbefolkning, ligesom den tætte elefantbestand har vidtrækkende negative konsekvenser for de naturlige leveområder og for de andre arter af vilde dyr og planter i disse områder.
Udsigten til store donationer i kølvandet på den storstilede ”redningsaktion” trumfede åbenbart ethvert hensyn til de lokale samfund
Da IFAW besluttede sig for at flytte elefanter fra Liwonde, som havde en alt for stor bestand, til Kasungu, som havde en langt mindre bestand og en begrænset naturlig kapacitet, var det altså på ingen måde nødvendigt i forhold til at beskytte elefanten som art.
Men det var et prestigeprojekt, som var et ideelt grundlag for fundraising. Her kunne IFAW demonstrere, at man som organisation var god imod de elefanter, som de vestlige donorer elsker højt. Det var på den baggrund, at IFAW valgte at gennemføre elefantflytningsprojektet til Kasungu på trods af alle de røde lamper.
Man vidste, at elefanterne relativt hurtigt ville forlade den uhegnede park og skabe problemer i de omgivende landbrugsområder. Men udsigten til store donationer i kølvandet på den storstilede ”redningsaktion” trumfede åbenbart ethvert hensyn til de lokale samfund.
Nu – knap tre år efter flytningen af elefanter til Kasungu – ser situationen særdeles dyster ud.
Indtil nu er 12 mennesker dræbt. Mindst lige så mange er blevet såret. Dusinvis af børn har mistet en forælder, og tusinder af børn er forhindrede i at gå i skole. Det anslås, at mere end 12.000 ludfattige mennesker fordelt på 167 landsbyer har mistet store dele af deres livsgrundlag, fordi afgrøderne er blevet trampet ned og ødelagt af elefanter, der har forladt nationalparken i jagt på føde.
Inden for de første 24 timer efter at de fire første elefanter blev flyttet, havde de dræbt to lokale bønder
Antallet af ofre for konflikten er baseret på data indsamlet af den lokale græsrodsbevægelse Warm Heart Initiative – en NGO, som er opstået lokalt med det hovedformål at bistå befolkningen i den eskalerende konflikt. Frivillige fra både Zambia og Malawi kører området omkring Kasungu tyndt for at dokumentere og registrere alle skader, som de bliver opmærksomme på. I hvert eneste tilfælde bliver både skadernes omfang og de berørte familiers overhoveder registreret med deres kontaktoplysninger.
Indtil videre rummer databasen mere end 1.600 navne, og da en gennemsnitsfamilie tæller godt syv personer, havner tallet på mere end 12.000 berørte. Ifølge Warm Heart Initiative er det dog kun toppen af isbjerget. Mange i lokalområdet er bange for at kontakte organisationen af frygt for repressalier.
Dette er alt sammen direkte resultater af den mislykkede flytning af 263 elefanter i 2022. Projektet tredoblede antallet af elefanter i Kasungu. IFAW blev fra flere sider advaret på forhånd imod at gennemføre flytningen uden at forberede parken med elektriske hegn og rådføre sig med den omgivende lokalbefolkning, men organisationen valgte som sagt at ignorere de mange advarsler.
IFAW har i kølvandet på de mange problemer fralagt sig ansvaret og peger på de malawiske myndigheder som eneansvarlige. Således udtalte en talsmand for organisationen til The Guardian, at ”IFAW (blot) bidrog med teknisk og finansiel support i forbindelse med flytningen i henhold til best practise på området”.
I realiteten præsenterede IFAW i sin tid projektet som deres eget. De fik lavet de videnskabelige forarbejder og indsamlede de fleste af de nødvendige midler til flytningen selv. De udarbejdede planerne for projektet, og de er fortsat særdeles aktive i forvaltningen af Kasungu. Uden IFAW og organisationens ”Room to Roam”-projekt var elefanterne aldrig blevet flyttet.
I Afrika er selv relativt begrænsede skader et fortvivlende tab af mad og indtægter. Konsekvenserne kan nemt blive sult og manglende skolegang for børnene
Inden for de første 24 timer efter at de fire første elefanter blev flyttet, havde de dræbt to lokale bønder, som intetanende om den massive elefantflytning var stødt på de store dyr på deres farme langt uden for parken. Men ikke engang denne voldsomme hændelse fik IFAW til at genoverveje projektet eller til at tage de nødvendige forholdsregler for at beskytte lokalbefolkningen, og de mange elefanter blev under stor mediebevågenhed flyttet og udsat i løbet af den efterfølgende måned.
Et landskab af frygt
I marts 2025 tilbragte jeg fire dage i det zambiske landbrugsland på vestsiden af Kasungu Nationalparken i Malawi. Det var i slutningen af regntiden, og landskabet var grønt og frodigt. Vi kørte mere end 900 km i firehjulstrækker og på motorcykler på jordveje, der er så dårlige, at almindelige biler ikke har en chance for at komme frem.
Vi stoppede 21 gange for at interviewe nogle af de mange ofre for konflikten imellem mennesker og elefanter, som hærger området for tredje år i træk. I alt mødte jeg mere end 200 mennesker. Børn, unge, voksne og gamle, der alle kæmper for tilværelsen fra dag til dag som småbønder. De dyrker majs, soja, solsikker og tobak på farme, der ofte blot strækker sig over to til ti hektar, og som typisk dyrkes udelukkende med håndkraft.
Under et af turens mange stop mødte jeg farmeren Abuld Mumba (56) på hans marker i Kasindila. Han er overhoved for en familie på i alt 32 mennesker, som lever af udbyttet af nogle få hektar landbrugsjord, som de alle – unge som gamle – er sammen om at dyrke med hakker og spader.
Natten forinden havde en større flok elefanter fra den nærliggende Kasungu Nationalpark været på uønsket besøg. Landsbyboerne var trætte efter en lang nats forsøg på at skræmme elefanterne væk fra de næsten høstmodne afgrøder. De var også nedslåede over, at det ikke lykkedes dem at drive elefanterne ud med højlydt trommen på tomme spande og gryder, som er det eneste middel, de har til at forsvare deres levebrød.
”Ville mennesker i Europa finde sig i, hvis IFAW satte 263 elefanter ud i deres område uden at spørge dem?”
De fortalte samstemmende, at de lever i en tilstand af evig frygt og mangel på søvn. Elefanterne i området har for længst vænnet sig til støjende farmere og deres familier, og resultatet fremgår tydeligt af den nedtrampede mark. Der er intet tilbage at høste. Intet. Elefanterne har ødelagt det hele, og det er tredje år i træk, at elefanterne fra Kasungu ødelægger en stor del af afgrøderne på farmen.
Alvoren i dette fattige hjørne af Afrika er af en helt anden karakter end konsekvenserne af vildtskader på marker i Europa. I Afrika er selv relativt begrænsede skader et fortvivlende tab af mad og indtægter. Konsekvenserne kan nemt blive sult og manglende skolegang for børnene, for når sulten rammer, er der ikke penge til skoleudstyr. Der er ikke råd til fejlslagne år her – og slet ikke til flere fejlslagne år i træk.
Bønderne har ingen lovlige muligheder for at forsvare sig selv eller deres afgrøder med skydevåben. At skade en elefant koster fem år i fængsel i Zambia og 20 år i Malawi. Det er nogenlunde på linje med den straf, man får, hvis man myrder sin nabo. I Europa kan landmændene selv bekæmpe skadevoldende vildt, de kan tjene penge på jagten i forbindelse med bestandsforvaltning, og ingen behøver at frygte sult eller at være ude af stand til at betale for børnenes skolegang.
Har afrikanske liv ingen værdi for vestlige dyreretsorganisationer?
Abuld er både rasende og fortvivlet. Familien har dyrket dette stykke land siden 1970’erne, og ingen havde tidligere set en elefant i området, før dyrene pludselig dukkede talrigt op på markerne i forbindelse med IFAW’s store elefantflytningsprojekt i 2022.
”Ville mennesker i Europa finde sig i, hvis IFAW satte 263 elefanter ud i deres område uden at spørge dem?” spørger han retorisk. Jeg fortæller ham, at mange mennesker i Europa ikke engang kan tolerere at dele deres land med langt mere fredelige arter såsom vildsvin eller ulve.
Familien – og utallige andre familier i området – har appelleret både til myndighederne og IFAW om hjælp. Hjælp i form af et elektrificeret hegn til at holde elefanterne inde i nationalparken suppleret med et passende beredskab af rangere til at drive elefanterne tilbage i parken, når de bryder ud.
Ingen ønsker at leve i evigt alarmberedskab og frygt for, at deres familier bliver angrebet på markerne af elefanter, eller at dyrene bryder ind i deres forråd i tørketiden
Naturligvis forlanger de også passende erstatninger for de skader, som dyrene forvolder i landbrugslandet. Men de er ikke blevet hørt. IFAW benægter problemerne og fralægger sig ethvert ansvar. Det samme gør myndighederne i Zambia og Malawi.
Under vores tur rundt i området fik vi besked fra nogle af de farmere, vi besøgte, om at IFAW-repræsentanter kørte rundt i området og stillede de lokale spørgsmål om, hvad det er for en mzungu (hvid mand), som interviewer de lokale. Situationen i området er anspændt.
Man kunne måske som dyreven håbe på, at de flyttede elefanter i det mindste trivedes i deres nye område. Men det er desværre ikke tilfældet
Jeg talte med mindst 20 forskellige familier på min tur rundt i området. Deres budskab var det samme overalt. Ingen ønsker at dele deres afgrøder med elefanter fra Kasungu. Ingen ønsker at leve i evigt alarmberedskab og frygt for, at deres familier bliver angrebet på markerne af elefanter, eller at dyrene bryder ind i deres forråd i tørketiden. Og nok så væsentligt: Ingen er blevet tilbudt den mindste hjælp – hverken praktisk eller økonomisk – til at håndtere situationen.
Elefanterne lider også
Man kunne måske som dyreven håbe på, at de flyttede elefanter i det mindste trivedes i deres nye område. Men det er desværre ikke tilfældet.
Som en ganske forventelig reaktion på de omfattende skader har den berørte landbefolkning grebet til selvtægt trods risikoen for lange fængselsstraffe. Indtil videre er over 40 af de flyttede elefanter blevet dræbt med gift og hjemmelavede skydevåben. Yderligere omkring 40 af de store dyr har forladt området og er gået dybt ind i nabolandet Zambia. Elefanterne er usædvanligt stressede og har i flere tilfælde forladt døende elefantunger i landsbyerne uden for parken.
Befolkningen lider på tredje år i træk, og elefanterne dræbes på pinefuld vis med gift og ineffektive hjemmelavede skydevåben
Shira Zilase Phiri (38) har to gange haft besøg af elefanter på sin farm. Den ene gang ødelagde dyrene familiens hus for at komme til deres forråd af majs. Den anden gang var det en tydeligt syg og svækket elefant, som lagde sig nogle meter fra huset til stor fare for beboerne. Hun fortæller uden omsvøb, hvordan befolkningens desperation resulterer i tanker om selvtægt:
”Mennesker i området er begyndt at få idéer om at slå elefanterne ihjel en efter en, for vi er så trætte. Vi har tryglet om hjælp til forskellige myndigheder, men ingen er kommet til undsætning. Så nu er vi begyndt at tænke, at det nok er bedre at begynde at forgifte dem. Du kan spørge hvem som helst i Chipangali – ingen bryder sig om elefanterne.”
Befolkningen lider på tredje år i træk, og elefanterne dræbes på pinefuld vis med gift og ineffektive hjemmelavede skydevåben. Den eneste vinder i den tragiske sag er tilsyneladende IFAW, som har rejst masser af penge i de vestlige lande på baggrund af elefantflytningen, som organisationen selv præsenterer for sine donorer som en stor succeshistorie. IFAW indsamlede året efter flytningen af elefanterne mere end 120 millioner USD – næsten en milliard danske kroner.
En retssag på vej
Måske er lykken nu også ved at vende for IFAW? I hvert fald løftede en artikel i The Guardian den 26. marts sløret for, at en gruppe af de berørte mennesker i Zambia og Malawi nu indleder et gruppesøgsmål i Storbritannien imod IFAW med krav om erstatninger til de berørte og sikring af parken imod fremtidige udbrud af elefanter til det omgivende landbrugsland.
Det engelske advokatfirma Leigh Day repræsenterer sagsøgerne i sagen. De forventer, at antallet af mennesker bag søgsmålet vil blive mangedoblet i løbet af de kommende måneder. Sagsøgerne anslår, at de materielle skader, som elefanterne har påført lokalområdet i 2022-2024, løber op i godt fire millioner USD. Dertil kommer skaderne i denne sæson og erstatninger til de familier, der er blevet fysisk angrebet af elefanterne.
IFAW’s præsident Azzedine Downes præsenterer sig selv på LinkedIn som en ”forkæmper for lokalsamfund, som lever sammen med vilde dyr”. Igennem de seneste tre år er der ingen af de mange lokale, jeg netop har interviewet omkring Kasungu nationalparken, som sætter pris på, hvad IFAW har gjort i deres nærområde.
Lige nu ser det ganske sort ud for både elefanter og lokalbefolkning
Organisationen Warm Heart Initiative, der er opstået for at hjælpe de berørte lokale i den brændende konflikt, undersøger mulighederne for at rejse tiltale imod ledende personer i IFAW. Warm Heart Initiative mener, at IFAW har gjort sig skyldig i bl.a. manddrab på fattige mennesker i Zambia og Malawi ved at gennemtvinge en elefantflytning, som IFAW var blevet kraftigt advaret imod, og som de kunne have afbrudt efter de første tragiske dødsfald. Tiden vil vise, om retfærdigheden sker fyldest.
Lige nu ser det ganske sort ud for både elefanter og lokalbefolkning. Der bør meget hurtigt investeres millioner af dollar i at holde elefanterne inde i Kasungu Nationalpark og ude af de lokales marker. Sker det ikke, er det sandsynligt, at elefanterne i sidste ende forsvinder fra området. I så fald har hele projektet kun afstedkommet lidelse og død for mennesker og elefanter … og så naturligvis enorme indtægter for dyreretsorganisationen IFAW.
Jeg fremsendte en kopi af denne artikel til IFAW og bad om deres kommentarer. Lindsey Raczka – som er ansvarlig for relationerne til organisationens amerikanske donorer – svarede hurtigt, at hun havde videresendt forespørgslen om kommentarer til IFAW’s juridiske hold, som var ”aktivt involveret i sagen”. De vendte dog ikke tilbage med nogen kommentarer.
Læs også: “Eu støtter Sydafrikas grønne omstilling, men holder samtidig hånden under kulindustrien”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og