Donald Trump vandt overlegent og Bernie Sanders maste Hillary Clinton ved tirsdagens primærvalg i New Hampshire.Begge dele som forventet men det store spørgsmål er: hvad sker der nu for Hillary, der omlægger sin kampagne. Og hvad er vejen fremad for det fortsat mere kaotiske GOP? I kulissen lurer New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg
Det var rebellernes aften natten til onsdag, da det første rigtige primærvalg sluttede i staten New Hampshire. Som alle der læser med vil vide, vandt Donald Trump stort hos republikanerne, mens Senator Bernie Sanders kvaste Hillary Clinton med et 60 procent vinderresultat.
På den demokratiske side er spørgsmålet herefter:
Vil Team Clinton slå tilbage?
Det er hvad langt de fleste mainstream-kommentatorer forventer – og ja, nu I spørger, er det også det, jeg forventer og også at hun får succes med det, hvilket ikke skal forveksles med, hvad jeg håber vil ske. Som visse af mine læsere af og til misforstår, når jeg angiver, at jeg er skeptisk over for Bernie Sanders’ chancer. Også selv om Bernie-drengen fik så stor tilslutning fra ellevilde smådonorer lige efter sejren, at hans website gik ned.
Men hvorfor tror jeg så at Clinton vinder? Svaret er enkelt:
Meningsmålinger, dear Watson. Og det faktum, at valget nu rykker sydpå til South Carolina og derefter Nevada, Clintons hjemmebane, hvor ikke-hvide vælgere i overvældende tal foretrækker den tidligere udenrigsminister. Clinton-kampagnen vil da også nu genfokusere på minoritetsvælgere hed det natten til onsdag.
Og hvad med Bernie Sanders?
Ja han vil bygge på det ubestridelige momentum han nu har efter en imponerende sejr på 60 procent over for Clintons 39 procent? Der er ingen tvivl om, at humøret er højt hos den socialistiske senator, hvis jublende tilhængere elsker forestillingen om, at USA er på vej mod noget radikalt nyt, og noget som landet aldrig nogensinde har været blot tæt på: en socialdemokratisk politisk revolution, der med et slag ville anbringe en mand i Det Hvide Hus, hvis hedeste drøm er at omforme Amerika til en større version af de skandinaviske velfærdsstater, som vi kender så godt i det danske. Om end det ville være en variant, der alligevel ville se noget anderledes ud end den, vi kender – f.eks. med ret til at bære våben, med klodens mest frygtindgydende militær og med en antipati over for handelsaftaler. Alt sammen træk, der ikke lige passer inde i billedet, når man ser på de åbne, nordiske forhandlingsøkonomier. En supermagt er en supermagt og det er svært at forestille sig, hvordan USA’s vej ”getting to Denmark” ville se ud. Massiv beskatning af millionærer og Wall Street gør det ikke alene; det vil kræve en omkalfatring af hele samfundsmodellen, synet på statsmagten og den kulturelle forestilling om den amerikanske drøm, som USA historisk bygger på.
Derudover overser hans tilhængere bekvemt også, som jeg selv skrev i en analyse tilbage i december, at republikanerne pt. sidder på et overordentligt komfortabelt flertal af guvernørposter, nemlig 32 ud af 50 stater (Washington DC har ikke en guvernør, hovedstaden er som distrikt heller ikke er repræsenteret i Kongressen men har en borgmester, der er demokrat.). I 31 stater kontrollerer republikanerne i dag derudover begge kamre i den lokale lovgivende forsamling, et forspring, partiet har øget med 900 folkevalgte siden valget af Barack Obama i 2008. Partiet vandt den totale kontrol over den føderale kongres ved midtvejsvalget i 2014 og har alt i alt vundet samtlige midtvejsvalg siden ”jordskredsmidtvejsvalget” i 2010.
Republikanernes lokale magtbase er enorm
Hvilket med andre ord vil sige, at Bernie Sanders’ ”socialistiske revolution” ville løbe panden mod en meget høj og en meget solid mur under alle omstændigheder. Det ville Hillary Clinton naturligvis også, hvilket blot peger på, at demokraterne står overfor ganske betydelige problemer selv efter en sejr ved præsidentvalget til november. Lige som hun selv i øvrigt gør nu, hvor rygterne taler om, at hendes indflydelsesrige mand, ex-præsident Bill Clinton angiveligt er stærkt utilfreds med sin hustrus kampagne, som han anklager for at mange ”passion og fremtidsorientering.” Flere medier skrev således natten til onsdag om, at Brooklyn (hvor Planet Clinton har sit HQ) står over for en reorganisering af kampagneledelsen.
Republikanerne derimod, ville stå uhørt stærkt. Som Washington Posts Chefkorrespondent Dan Balz skrev tilbage i november 2015, så er risikoen ved et tab af Det Hvide Hus intet mindre end enorm for partiet:
”Hvis republikanerne vinder præsidentposten i 2016, vil de komme til at sidde på næsten alt: Det Hvide Hus, Repræsentanternes Hus og sandsynligvis Senatet. Samt helt sikkert et flertal af guvernørposter. Hvis demokraterne erobrer det Hvide Hus, kan de også vinde Senatet, men sandsynligvis ikke Repræsentanternes Hus. De vil også være i markant mindretal i staterne. Hvis de mister det Hvide Hus, vil de med andre ord blive udslettet fra magtens overflade.”
Så lad os gå over til den republikanske fløj
I lyset af gårsdagens resultat er det ikke nogen overdrivelse at slå fast, at det bestemt ikke står muntert til, hvis man er moderat. Som det meste af hovedstadens republikanske ledelse og base er. ’Gravkammerstemning’ er umiddelbart den mest rammende term.
POV Internationals korrespondent i Washington DC – det er mig, hvis nogen skulle være i tvivl – ringede i aftenens anledning til en højtstående republikansk ven, der har beklædt stillingen som direktør for et internationalt finansagentur under George W. Bush. Nu er han tilbage som partner i et af Washingtons mange store advokatfirmaer. Han vil ikke citeres med navn, men er interessant, fordi hans familie, der kommer fra staten Vermont går mange årtier tilbage og tilhører det ”gamle” republikanske aristokrati, der føler sig særdeles trængt af det nye, mere højtråbende og langt mere yderliggående GOP.
Han siger til POV International: ”Jeg ser kun to kandidater, der kan repræsentere en realistisk republikansk politik, der fokuserer på vækst, jobskabelse og en skattereform. De samme to kandidater er også de eneste, der ville kunne bære en immigrationsreform og tale med vægt i og med Kongressen. Og det er John Kasich, der er min foretrukne eller Jeb Bush, som jeg imidlertid har særdeles svært ved at se for mig i en vinderrolle på nuværende tidspunkt. Marco Rubio er en illusion. Han har ikke den nødvendige erfaring eller tyngde til at gå op imod Hillary Clinton.”
Panik, panik, panik – og så kaos
Med andre ord På den republikanske side er panikken i partiledelsen ikke blevet den mindste smule mindre, efter at det var den næste rebels tur til at vinde. Cruz er – som jeg skrev i sidste uge efter Iowa– uspiselig og forhadt. Men ikke desto mindre vandt den religiøse kandidat lige akkurat en overraskende tredjeplads i New Hampshire, selv med en demografi og vælgersammensætning, der på ingen måde minder om Iowa.
Der er ingen tvivl om, at humøret på den republikanske midte ville være steget lidt, hvis det var lykkedes Jeb Bush – der langt om længe har fundet sin debatform og hvis angreb på Trump synes at være mere effektive end tidligere – havde endt på tredjepladsen i stedet for Cruz. Nu som før forsøger de ledende kræfter i partiet fortsat at lade at lade som om senator Cruz ikke eksisterer, selv om vinderen fra Iowa faktisk blev nummer tre på listen, hvor han slog Jeb Bush med bare omkring 100o stemmer.
Og hvad så? Ja, de moderate kandidater tøver nu med at samle sig om Marco Rubio, der blev skadet af en elendig præstation i sidste uges kandidatdebat lørdag og som endte på en skuffende femteplads. Flere analytikere taler om, at hans kampagne simpelt hen er kollapset og at donorerne, der er afgørende i denne tidlige – og meget dyre – fase i primærvalget simpelt hen ikke vil sende penge til Camp Rubio. Han tog selv ansvaret i sin tale i går nat: “Our disappointment tonight is not on you, it’s on me,” Rubio said. “I did not do well on Saturday night. Listen to this: That will never happen again,” lød det.
Hvor efterlader alt dette republikanerne? I kaos lød det kort og godt fra netmediet The Hill. Netmediet Politico konkluderede ligeledes og brugte termen ”mareridt”:
”It as a nightmarish New Hampshire night for pragmatic-minded Republicans.”
John Kasich – den moderate partiledelses håbløse drøm
Men noget skal der jo ske. Man kunne overveje om donorerne ville satse pengene på den mest moderate hane i kurven: Ohios guvernør John Kasich? Især nu, hvor alt tyder på, at den mand, der faktisk var skyld i at Rubio gjorde det så dårligt lørdag New Jerseys verbalt hårdtslående men politisk moderate guvernør, Chris Christie, efter alt at dømme trækker sig senere i dag eller i morgen.
Men det er meget lidt sandsynligt, alene af den grund, at Kasichs traditionelle, stille og rolige konservatisme med et menneskeligt ansigt, simpelt hen ikke er der de vrede græsrødder befinder sig anno 2016.
Og sådan kan vi vel konkludere, at det er sjovt med virkeligheden. Selv om man godt nogenlunde ved, hvad der vil ske, er det alligevel noget ganske andet, når de barske realiteter står og griner en ind i fjæset.
Men kynisk set er der simpelt hen alt for mange mennesker i det republikanske telt. Hvis det meget omtale Establishment skal gøre sig håb om at slippe af med Donald Trump og Ted Cruz er det nødvendigt, at nogen af de tungere kandidater trækker sig. Det første skrift sker, når Chris Christie trækker sig. Snart vil vi formentlig høre samme svanesang fra Ben Carson og Carly Fiorina. Men der er ikke plads til tre moderate haner i kurven længe endnu.
Michael Bloomberg to the rescue?
Og i kulissen lurer New Yorks populære og stenrige ex-borgmester Michael Bloomberg, der for første gang selv har udtalt til Financial Times, at han overvejer at stille op. Avisen formulerer det således:
He said he was “looking at all the options” when asked whether he was considering putting his name forward.
“I find the level of discourse and discussion distressingly banal and an outrage and an insult to the voters,” Mr Bloomberg said in an interview, before adding that the US public deserved “a lot better.
Forventningen er nu som før, at Bloomberg kun vil slå til, hvis en af populisterne (læs: Trump eller Sanders) vinder kandidaturet. Og så kan alt ske. ”Let’s cross that bridge when we get there,” siger et ordsprog, der er ofte brugt i DC. Det gælder også i denne analyse. Vi ser senere, hvis det bliver relevant, på den stenrige mediemand, der gerne vil forbyde overdreven indtagelse af sodvand og junkfood og stramme våbenkontrollen, men går ind for lave skatter og frihandel på et andet tidspunkt. Lige nu rækker det at slå fast, at primærvalget fortsat er uafklaret, rodet og fyldt med mulige veje til Det Hvide Hus.
Elsker du mine analyser fra USA – eller bare mit virke som journalist? Så kan du betale for at læse med via Mobile Pay. Doner, hvad du selv synes en artikel skal koste. Eller lad være, hvis du ikke har råd. Alle skal have lov at læse med. Min Mobile Pay er: 93 85 05 85
Foto: Democratic presidential candidate Bernie Sanders speaks during a “Canvass Launch” event in the Memorial Union on Jan 31, Max Goldberg, flickr/Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her