KULTUR // ESSAY – Her i den grå januar udkom Édouard Louis’ femte bog på dansk, Forvandlingens metode, som er en selvstændig fortsættelse til den selvbiografiske debutroman Færdig med Eddy Bellegueule. Forfatter Christine Lind Ditlevsen bliver gennem læsningen mindet om sine egne forsøg med forvandlingens metode.
Jeg har tidligere slugt debutbogen Færdig med Eddy Bellegueule, hvor forfatteren fortalte om sin opvækst i en fransk landsby. Ikke alene tilhørte han en familie, der var en af landsbyens fattigste, han var også homoseksuel og blev tævet og hånet for det gennem hele sin barndom. Også af hans egne familiemedlemmer.
I alle sine bøger beskæftiger Louis sig med fattigdommens følger: vold, had og skam. Og i alle sine bøger tager Louis udgangspunkt i sine egne erfaringer, og det gør han rigtig godt. Man skal lige læse ti minutter i toget, men den ene scene tager den anden, og pludselig er man endt i Hillerød.
Borgerlighed forvekslet med frihed
Forvandlingens metode begynder der, hvor Færdig med Eddy Bellegueule slutter. Eddy flytter væk fra landsbyen og begynder på gymnasiet i den nærmeste større by, Amiens. Han har med det allerede taget et voldsomt stort skridt væk fra sin barndoms standarder – fattigdom, ingen uddannelse, vold, udsigtsløshed, homofobi. Og han får venner i Amiens, gennem hvilke han kan rejse endnu et lag op; han smider sit nylonsportstøj ud og køber slips og overfrakke, begynder at lytte til klassisk musik, drikke rødvin, at arbejde på et teater, læse bøger.
Han arbejder sig frem mod en borgerlighed, som han længe forveksler med frihed. En dag møder han forfatteren og filosoffen Didier Eribon og forstår, at han endnu ikke er nået til vejs ende i sin udvikling. Nu handler det ikke om at komme væk fra noget – landsbyen og livet som Eddy Bellegueule – men hen mod noget: Livet i Paris som forfatter.
Jeg er ikke som Louis vokset op i en familie uden penge og muligheder, og mange vil bede mig holde op med at tro, at jeg på nogen måde har været igennem noget, der bare ligner det, Louis har oplevet. Det har jeg ikke. Men jeg forstår behovet for at finde forvandlingens metode
Men selv efter dette mål er nået, vil Louis videre, han vil færdes blandt samfundets spidser, spise kaviar og drikke vin i tusind francs-klassen. Og han gør det. Han er endda tæt på at blive adopteret af borgmesteren i Genève, et stort ønske, for dermed har han valgt alt i livet selv: Sin uddannelse, sin økonomi, den by, han lever i, sit udseende. Sin far.
Behovet for forvandlingens metode
Når jeg læser Édouard Louis, får jeg en akut identifikation med ham. Jeg er ikke som Louis vokset op i en familie uden penge og muligheder, og mange vil bede mig holde op med at tro, at jeg på nogen måde har været igennem noget, der bare ligner skyggen af det, Louis har oplevet. Det har jeg ikke. Men jeg forstår behovet for at finde forvandlingens metode.
Mine forældre kom ikke fra fattige hjem, min farfar havde bageri, min farmor var hjemmegående, min morfar var bankansat og min mormor sygeplejerske. Der var penge – men meget lidt kultur. Arbejdet og familielivet tog det meste af energien. Min far gik i lære som journalist og blev det (han ville have været skuespiller, men det kunne der ikke være tale om), og min mor havde ingen uddannelse, men arbejdede sig frem. Først som arkivassistent på en avis, siden som pressefotograf, journalist og redaktør.
De stræbte begge efter at skabe hjem, der var rig på kultur, og der blev altid i min barndom, som i Eddy Bellegueules’, lagt vægt på, at vi ikke var som de andre, vi var bedre. Man sammenlignede sig med andre, som altid tabte i sammenligningen.
Mine forældre opførte sig som old money for at tage afstand fra deres barndom, hvor ingen læste bøger, så kunstudstillinger, rejste efter kultur eller diskuterede politik
Da vi flyttede til Falster til det, som jeg betragter som mit barndomshjem, satte min far en annonce i avisen: ”Søges: Byens største og billigste lejlighed.” Jeg var fire år og enebarn. Vi fik en otteværelses med tre stuer en suite, hvor knapperne, som man havde tilkaldt tjenestepigen med, endnu ikke var pillet ned.
Mine forældre havde fyldte bogreoler overalt, to chatoller, et flygel og masser af kunst på væggene. De åbnede et galleri og holdt fester for bohemer, landadel og mediefolk. Penge var ikke noget, man snakkede om, det var den kulturelle rigdom, der var vigtig. De opførte sig som old money for at tage afstand fra deres barndom, hvor ingen læste bøger, så kunstudstillinger, rejste efter kultur eller diskuterede politik.
Tør du købe pornoblade i kiosken?
Mine kammerater i Nykøbing: En boede langt ude på landet i et bondehus, der var ved at falde sammen, de forsøgte at varme huset op med små ovne, der lugtede altid af petroleum og var iskoldt. En var polsk tredjegenerationsindvandrer, familien levede i mange år i lokalet bag den butik, de havde. En andens far havde pukkel og var invalidepensionist, de spiste suppe det meste af tiden, fordi der ikke var råd til mere. Mange gik kun i træsko, boede i utætte huse, arvede tøj efter sine søskende, deres forældre måtte købe møbler på afbetaling og havde ikke råd til en bil.
Jeg blev kaldt fin på den, for jeg brugte fremmedord og havde en madkasse fra London. Jeg havde været til fernisering på et museum i weekenden, de andre havde været på Døllefjelde Musse Marked. De seje drenge ville ikke kysse mig i tunnellen, jeg var for fornem. Jeg skulle bevise, at jeg var af den rigtige slags ved købe pornoblade i kiosken til Karinas far. Turde jeg måske det!?
Jeg smed madpakken ud, købte træsko, undgik mærkelige ord, gjorde mit for at passe ind. Jeg skammede mig over, at vi havde rengøringshjælp, og at vi havde ting i vores køleskab, som ingen af mine kammerater anede, hvad var. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle kalde den skam, eller hvad jeg skulle gøre med den.
Efter nogle års hårdt arbejde med at skære mig selv til endte jeg med at blive accepteret.
Angorasweater og Wham-penalhus
Vi havde boet i Nykøbing Falster i ti år, da mine forældre fik arbejde i København og købte et hus i Vanløse. Vi havde videobåndoptager, opvaskemaskine og rejste til Paris, Athen og Istanbul. Min far arbejdede som tekstforfatter på et reklamebureau og min mor i sekretariatet for Det Konservative Folkeparti.
Jeg stank af borgerlighed og klassesvigt. Ikke alene kom jeg med helt forkerte forældre og politisk tilhørsforhold, jeg kom også fra Udkantsdanmark
I min nye klasse var de socialister, og at være et borgerdyr var stadig det værste. Jeg gik i ottende klasse, og mine klassekammerater læste Information, hørte hård musik, gik i sort tøj og drak øl af flasken. Jeg stank af borgerlighed og klassesvigt. Ikke alene kom jeg med helt forkerte forældre og politisk tilhørsforhold, jeg kom også fra Udkantsdanmark. Jeg talte syngende falstersk, gik i lyserød angorasweater og fremdrog stolt mit Wham-penalhus den første dag. På Falster havde jeg været spejder, læst BRAVO om popmusik og havde hjulpet min venindes mor med at gå til hånde på hundevæddeløbsbanen.
Ræverød og autentisk
Kombinationen af provinsen og mine forældres borgerlighed gav mig en udstråling af at være privilegeret og samtidig helt håbløs. Klassen tøvede ikke med at udpege mig som idiot. En person, som aldrig autentisk ville kunne iføre sig et partisantørklæde og drikke med i Ungdomshuset. Jeg var en person, som frit kunne mobbes og holdes udenfor.
Der var ikke noget, jeg hellere ville end at blive som dem. Jeg ville leve som den klassekammerat, som drak af skårede tekopper. Eller som hende, der skrev digte på sine udtrådte gårdsangersko.
Deres forældre hørte Leif Sylvester og havde kolonihave, hvor de dyrkede kål og gulerødder. Jeg ville gå mod parnasset og råbe magthaverne imod. Jeg ville være med i flokken, være en del af fællesskabet. Intet af det, jeg havde lært på Falster, kunne jeg bruge i København.
Jeg blev ræverød, købte mit tøj i genbrugsbutikker (hvilket dengang ikke var et tegn på klimabevidsthed men på solidarisering med arbejderklassen), tog med på Staden og røg hash, selv om jeg var hunderæd for det hele. Jeg skammede mig bare sådan over mine privilegier.
Det lykkedes mig efter nogle år at forvandle mig selv nok en gang: At passe ind i en grad, så man næsten kunne tro, jeg var vokset op i København. Dialekten var erstattet af københavnsk, tøjet var sort, jeg deltog i demonstrationer og læste Michael Strunge. Sådan blev jeg igen en del af dem, jeg var blevet plantet ned i.
De mange slutninger
Édouard Louis’ omplantninger var langt mere radikale end mine. Fra udskammet underhund i landsbyen over stræbsom teenager i provinsen til veluddannet intellektuel i Paris. Alligevel genkender jeg hans drift mod forandringen, forvandlingen, den altoverskyggende trang til at tilpasse sig, få ros og imponere dem, man har kæmpet for at stå iblandt.
Men trods disse mange slutninger er Louis stadig ikke færdig med forvandlingens metode. Man kan mærke det på ham. Han er ikke lykkelig
Forvandlingens metode er et studie i besættelsen af at skille sig af med de dele af ens liv, der gør en ulykkelig. En skildring af den ekstreme forandringsbegærlighed og arbejdsiver, der skal til for at nå målet. Han ændrede alt ved sig selv for at opnå det liv, han ville have.
Forvandlingens metode slutter ad flere omgange. Første gang efter at han har fået venner med penge, så når han åbent kan leve sin seksualitet ud, eller da han har lært at elske kunst (og ikke bare dyrke det som bevis på, at han ikke længere er en landsbyboer) – og den slutter endnu engang, da han endelig får skrevet og udgivet en bog, der bliver succesfuld.
Men trods disse mange slutninger er Louis stadig ikke færdig med forvandlingens metode. Man kan mærke det på ham. Han er ikke lykkelig. Han savner sin barndoms dufte, sine forældres måde at sige tingene på og at stå og drikke billig sprut i busskuret. Ikke at tænke på en skid. Jeg bilder mig ind, at jeg forstår ham.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
