UKRAINE // REPORTAGE – ”Med flodens udtømning så vi vand brugt som et krigsvåben, at geografi udnyttes vildt og farligt,” fortæller forfatter og soldat Yevhen Lyr til Peter Hyll-Larsen. ”At bygge dæmningen var en katastrofe, men at sprænge den i luften var endnu værre. Sjældent ser man så stor en ændring af jordens overflade på en enkelt formiddag, en uge. Men ryger atomværket i luften, så er flodens ændringer for intet at regne. Og kæmper russerne sig længere op ad floden til de store byer, så kommer flere dæmninger til at blive sprængt, og forbrydelsen mod naturen vil fortsætte.”
KYIV – Der er mange ofre i en krig. Ikke mindst i Ukraine. Lige nu står jeg oven på et af dem: På broen til den vinterklædte Truhaniv-ø kigger jeg ned på den grågrumsede Dniproflod. Der er isflager; snart kan der skøjtes, og ukrainske vinterbadere kan med masochistisk glæde lade sig nedsænke i det kolde vand. Lige nu strømmer den dog frit i sydlig retning.
Men selvom jeg har stået her en hel time, ser jeg ingen både. Det gjorde jeg heller ikke i sommer eller på noget tidspunkt i de foregående snart fire år, hvor krigen har raset, og jeg har været i Ukraine.
Putins invasion har stoppet al flodtrafik – der er ingen pramme eller slæbebåde tilbage, ingen udflugtsskibe med frokostgæster, ingen turister på cruise i Katarina den Stores slipstrøm.
Dette tusind år gamle kosmos af handel og nydelse er væk. Bådene er lagt op på industritomter nord for Kyiv og ned langs Dnipros løb. På Google Earth kan man se dem – som skrog efter græsk skrog på Trojas strande i Illiaden. Det måske vigtigste forbindelsesled i Ukraines geografi har mistet liv, betydning og karakter og er en skygge af sig selv.
Europas største A-kraftværk mangler vand
Og langt værre: For selve dens løb er ændret efter sprængning af dæmninger og broer, oversvømmelser og udtørring, ikke mindst lige der, hvor Europas største atomkraftværk, med seks store reaktorer, ligger i dvale. Et sprængfarligt russisk krigsbytte med vedvarende behov for netop frit flydende flodvand til fortsat at nedkøle plutoniummet. Stopper flowet, ryger skidtet i luften, og Tjernobyl overgås flerfoldigt.
Zaporizjzja-værket tårner op på sydsiden af Dniprofloden og er blevet et problem, man skal træde meget varsomt med. For selvom fem af de seks reaktorer formelt er lukkede lige nu, har de stadigvæk brug for elektricitet og vand til nedkøling.
Hvor tæt vi var på en Tjernobyl-ulykke, vides ikke helt. Men Dniprofloden, der før krigen holdt anlægget afkølet, er nu en skygge af sig selv, udtørret og omdirigeret af generaler
Russerne har foretaget dramatiske udrensninger i det ukrainske personale med brug af henrettelser og deportationer til Sibirien og har indsat deres egne folk. Nu pågår der et kaotisk og risikabelt tilsyn, for desværre er de nye folk under pres fra Putins generaler, der ikke forstår sig på atomkraftværker, men vil bruge værket som et lille, sikkert helle på fronten. Et sted fjenden ikke tør bombe, og hvor man derfor kan have specialtropper, lytteudstyr og torturkældre i fred.
Ironien er, at nødelektriciteten til det hele kommer fra Ukraine og en ledning over floddalen. Men i oktober gik også den i stykker – måske bevidst fra russernes side? FN’s atomagentur råbte vagt i gevær, og Ukraine fik travlt, for vinden blæser deres vej, mod nord, ganske som i 1986. Hvor tæt vi var på en Tjernobyl-ulykke, vides ikke helt.
Men Dniprofloden, der før krigen holdt anlægget afkølet, er nu en skygge af sig selv, udtørret og omdirigeret af generaler.
Ecocide – mordet på naturen
Dnipro er i de sidste fire år gang på gang blevet forurenet, enten som bevidst krigsforbrydelse eller indirekte, fordi store mængder af kemikalier fra sprængte missiler og udbrændte fabrikker langsomt løber af markerne. Og så er der de små, lette landminer i yoghurtbægerstørrelse, som russerne har spredt ud over mark og skov, og som nu med regnen også ender i floden. Der venter de så under overfladen som gaver til fremtidige generationer, à la Vietnam.
Dniprofloden er central i det pågående ecocide, et relativt nyt begreb i moderne krig, som beskriver en systematisk og overlagt ødelæggelse af naturen. På samme vis som folkemord er udryddelse af en befolkningsgruppe, sådan som Ukraine oplevede det i 30’erne under den Stalin-skabte hungersnød, Holodomor.
Ukrainske anklagemyndigheder og jurister indhenter da også bevismateriale nu, så der en dag kan føres en sag mod Rusland på baggrund af en anklage om netop ecocide.
Denne forbrydelse er dog ikke forbeholdt floden, der jo på grund af gennemstrømningen måske kan hele sig selv over tid.
Se blot de gennemskudte skove og landskaber i øst og syd, grundvandet som et spejl under fødderne, der modtager, hvad end der siver ned, luften, som hver dag fyldes af giftig røg fra brændende raffinaderier, samt utallige truede dyrearter – eller måske allerede helt borte, for vi ved det ikke med sikkerhed.
Meget af det pågår i det sydlige Ukraine, og her vader ingen bekymrede russiske ornitologer rundt i røjser og tæller mudderklirer. Disse områder er besat af en militærmagt, der synes at spekulere aktivt i naturens død og derved i umuligheden af en tilbagevenden til livet.
At være forfatter i en krigstid
Alt dette foregår mest længere nede ad floden. I Kyiv er det fraværet af både.
Jeg står på broen efter i går at have læst den ukrainske forfatter Yevhen Lyrs nye bog The Flood og her til morgen at have interviewet ham. Lyr er i hæren, og han er på min skærm iført uniform foran et stort whiteboard og spidsen af et ret potent maskingevær.
Han er i en droneenhed, som så mange andre, efter at krigen nu har ændret karakter med de nye masseproducerede og stadigt mere avancerede droner – disse flyvende rotter, der med stor præcision har gjort kampvogne og F-16-fly til gårsdagens arsenal.
Han fortæller ikke, hvor han er udstationeret, men jeg gætter på det nordøstlige hjørne, tættest på Moskva og den sårbare olieindustri. Så er også han med til at lukke mængder af røg ud i atmosfæren og vise den almindelige russer, at krigen har konsekvenser.
”Da krigen brød ud, så jeg ingen moralsk ret i at være forfatter, specielt ikke til mine fantasy- og ungdomsbøger. Siden har jeg ændret mening og forstår nu det skrevne ords vigtighed i krig. Dengang organiserede vi indsamlinger, kørte biler og droner til fronten. Jeg var i et frivilligregiment og arbejdede bag fronten med forsyninger og bidrog som alle andre i Ukraine. Først i 2024 blev jeg officielt hvervet. Hæren kunne bruge mig – til droner og til at skrive – så på den måde blev det alligevel godt at være forfatter.”
Yevhen Lyrs bog ”The Flood” er en halv-fiktionaliseret fortælling om, hvad der skete, da dæmningen sprang, og floden oversvømmede gader og kældre
”Fortæl mig om dæmningen,” siger jeg utålmodigt og vifter med hans bog, der udkom tidligere i år, skrevet på engelsk. ”Hvordan med den?”
”Jeg var heldig,” siger Lyr, ”at være i Kherson, da den hydroelektriske Kakhovka-dæmning blev sprængt i luften. Tilfældigvis den morgen, de efterfølgende dage, i måneder derefter. Og sammen med andre organiserede vi nødhjælp til de pludseligt hjemløse. Alt var kaos og afhang af almindelige folks initiativ og omsorg. Der gik dagevis, før hjælp eller koordinering kom fra Kyiv – og det ret sløve FN.”
Oversvømmelsens historie
”Husker du Katrina i New Orleans i 2004? Den stemning af håbløshed og foretagsomhed må have været den samme. Det føles derfor rigtigt at skrive Khersons historie, så verden kan forstå, hvad der skete – bogen er således både litteratur og kunst, oplysning og opråb.”
Og han fortæller om sin mor, der er lektor i engelsk, og at det derfor er helt naturligt for ham at skrive på engelsk. En af hans helte er, meget passende, Joseph Conrad, der i Mørkets hjerte også skrev om en mægtig flod – Congofloden i 1890’erne.
Yevhen Lyrs bog The Flood er en halv-fiktionaliseret fortælling om, hvad der skete, da dæmningen sprang, og floden oversvømmede gader og kældre.
”Bogen er narrativ non-fiktion, hvor en urmager ankommer måneder senere og langsomt, via vidneberetninger – eller oral history, som englænderne kalder det – begynder at stykke historien sammen. Disse stemmer er ægte: frivillige, soldater, folk på restauranter (den forførende tjenerinde Nattergalen, som min helt forelskes i), kustoder på Khersons kunstmuseum. Måske er urmageren mit alter ego, en litterær avatar, der bevæger sig igennem den først ødelagte og så langsomt genopbyggede by.”
Denne blanding af virkelighed og fiktion underordner det reelle en fiktiv logik og gør det således mere spiseligt, mere alment. Jeg har ikke før set det helt på denne måde, og mon ikke Yevhen Lyr har måttet døje med kritiske hug fra mere konservative læsere – litterater og faghistorikere. Ikke desto mindre er det en fin og nyskabende bog, udkommet på den kendte intellektuelle og rejsende Bogdan Logvynenkos forlag The Ukrainer.
Logvynenko, som i øvrigt selv lige har udgivet De-occupied, der dokumenterer de modstandsbevægelser, der opstod under russernes brutale belejring af byer som Bucha, Irpin, Izium, Kupiansk og Kherson. Logvynenko er nu også taget til fronten som soldat, ligesom Lyr.
Ødelæggelse på begge sider af dæmningen
Kakhovkas beton var fra 1950’erne og opdæmmede en enorm sø bag sig, 150 km lang og op til 30 km bred. Så da russerne sprang den i luften tidligt om morgenen den 6. juni – dagen vi kalder D-dag – blev store dele af det sydvestlige Ukraine og den nyligt befriede provinshovedstad Kherson oversvømmet sammen med hundredvis af landsbyer på begge sider af floden, som her udgør fronten.
På nordsiden kender man tabstallene, men intet tal findes for byerne på den russiske side. Men der har været mange, for ingen blev advaret om planerne, ikke engang de russiske tropper langs flodens bred, som led store tab af liv og forsyninger. Ikke just en rationel indsats fra generalerne.
Nu, 70 år senere, er det det selvsamme Kreml, der med samme menneske- og naturfjendskhed igen beordrer ødelæggelse
Naturreservaterne med deres unikke fugleliv og flokke af vilde heste og store dyr blev dækket af giftigt mudder og slam, og deltaet omkring flodens udmunding i Sortehavet forsvandt næsten overnight. Milliarder af kubikmeter ferskvand mødte det salte vand og lagde sommerens ynglepladser for tusindvis af havdyr øde.
Og bagved dæmningen? Det var en økologisk katastrofe, da Sovjet opførte den for i socialismens navn at fodre koldkrigens hungren efter energi. Men det blev tiet ihjel, for hvem turde protestere i 50’erne? Og naturen tilpassede sig hurtigt.
Nu, 70 år senere, er det det selvsamme Kreml, der med samme menneske- og naturfjendskhed igen beordrer ødelæggelse.
Og således er Dniprofloden nu ikke bredere end den er heroppe ved Kyiv, og i flodløbet er der skudt birketræer og andre unyttige planter op af den rige sorte jord. Fiskerne er alle gået i land, og de omkringliggende landbrug har drejet nøglen om, fordi der ikke længere er noget reservoir.
Den ferskvandskanal, som forsynede Krim, er også tørlagt. Et gigantisk selvmål for russerne, der med annekteringen i 2014 lovede guld og grønne skove.
Vand som våben
”Jeg er fra syd,” fortæller Yevhen Lyr.
”Opvokset i Melitopol, der nu er russisk belejret. Vi er unikke hernede, fra det, som var et ferielandskab, et magisk sted, hvor sommeren var længere, frodigheden utæmmet – en kontrast til det alvorlige nord. Vi har en slags mikro-identitet og har altid været underrepræsenteret i Kyiv.
Men for Putin var vi vigtige i hans ambition om at afskære Ukraines adgang til havet. Krim, Melitopol, Mariupol og Kherson tog således en lussing på Kyivs vegne, og Kyiv bestod heldigvis, imens de sydlige byer faldt.
Mariupol kender vi fra filmen 20 dage i Mariupol, der fik en Oscar. Og Kherson-belejringens brutale tortur var ikke mindre grusom. Kherson blev dog tilbageerobret i november 2022, efter ni lange måneder, og russerne kom aldrig til Odesa – omend de håber på det engang. Om jeg kommer tilbage til Melitopol, mit eget lille paradis, hvor jeg ved invasionen stod på en dødsliste på grund af mine bøger, tvivler jeg på.”
”Som unge levede vi imellem Kakhovka-reservoiret nord for os og Azovhavet mod syd. Nu er reservoiret borte, og Azov måske tabt for altid,” siger Lyr på et trist engelsk.
”Med flodens udtømning så vi vand som et krigsvåben, at geografi udnyttes vildt og farligt. At bygge dæmningen var en katastrofe, men at sprænge den i luften var endnu værre. Sjældent ser man så stor en ændring af jordens overflade på en enkelt formiddag, en uge. Men ryger atomværket i luften, så er flodens ændringer for intet at regne. Og kæmper russerne sig længere op ad floden til de store byer, så kommer flere dæmninger til at blive sprængt, og forbrydelsen mod naturen vil fortsætte.”
Da Katarina den Store i 1787 sejlede ned ad Dniprofloden, en route til sine perler ved Sortehavet, Krim og Odesa, lod hendes elsker opføre meterhøje glansbilleder, så hun kun så bukoliske landsbyer og glade bønder på sin vej.
I dag er fløjlshandsken kommet af, og vor tids tsar er i sin paranoia ikke blot ligeglad med Potemkin-kulisser, men forhippet på, at naturen skal ødelægges, Ukraine fornægtes, Europa brændes af. Så alt er nu transparent, intet helligt, og russerne er tilbage med deres velafprøvede brændt-jord-taktik.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og