Dysfunktionelt skolesystem og lydighedsregime: Malkenes som budbringer

i Danmark/Featured/Politik & Samfund af

KOMMENTAR – I Norge har en skole rejst en disciplinærsag mod en lærer for i et debatprogram at have læst et digt op, der beskriver et dysfunktionelt skolesystem. At myndigheder på den måde ikke respekterer de offentligt ansattes ytringsfrihed, er ikke kun et norsk problem, skriver Anette Lind i denne kommentar. Også i Danmark har lærere oplevet sanktioner i forbindelse med kritiske udtalelser. “Situationen er tragisk af flere årsager: Alvorligheden i forhold til offentligt ansattes ytringsfrihed generelt, men også, at de, som i deres daglige arbejde kæmper med problemerne på grund af systemisk dysfunktion, bliver dem, som må betale prisen for at gøre os andre opmærksom på det.”

Vi starter oppe i Norge.

Her sidder en lærer i et debatprogram i radioen og læser et digt op for at beskrive hverdagen på hans skole. I et skolesystem, som bl.a. på grund af karakterkrav og taxametertilskud medfører en ophobning af elever med problemer på visse af skolerne – uden ekstra dedikerede ressourcer. Lærerens ærinde er at beskrive et dysfunktionelt skolesystem, og han inddrager sit digt for at anskueliggøre virkeligheden.

Nogle dage efter debatprogrammet trykkes et debatindlæg i Norges største avis Aftenposten, angiveligt fra 30 elever fra lærerens skole. De føler sig ”stigmatiserede” og ”krænkede” over lærerens digt.

Simon Malkenes læser sit digt højt i Dagsnytt Atten. Foto: Skærmbillede

Men der er noget galt. På en Twitter-tråd eskalerer situationen. Ifølge tråden var der ikke tale om 30 elever, og debatindlægget blev skrevet med hjælp fra en lærer. Endda en lærer, som måske tilhører skoleledelsen. Avisens redaktør tweeter med, og efterhånden blander flere og flere sig, herunder journalisten Fredrik Solvang fra Dagsnytt Atten, som havde inviteret læreren til debatprogrammet i radioen.

Avisen, som bragte indlægget, laver en tilføjelse til debatindlægget på nettet, men vil tilsyneladende ikke bore så meget mere i sagen.

Men historien har spredt sig til nationale medier bland andet NRK, hvor ”elevernes indlæg” også bringes. Endda med et citat, angiveligt fra digtet, der blev læst op:

”Dag 1. Vi er i gang her. R kom sju minutter for sent. B kom 08.30. K er borte. P har ikke bok. M har ikke bok. R og M jobber ikke, sitter på telefon. Nå krangler R og S høyt. D synger. S kaller R for tulling og jævla inder. B lager prompelyd. B og R diskuterer om B skal jobbe. S roper at han har jobbet, og at han nå skal begynne. Nå må jeg avslutte timen.”

Det viser sig dog, at citatet ikke er gengivet korrekt i forhold til det, som blev læst op i debatprogrammet. Men dette fremgår ikke af artiklen.

Samtidig kan følgere af Twitter-tråden, se at der pludselig kommer oplysninger om, at der er rejst en ”disiplinærsak” mod den pågældende lærer. Jeg kontakter læreren for at høre, om det er korrekt. Læreren svarer, at han kun kan sige, at ”det pågår en prosess om dette på skolen”.

Sceneskift

Oslos videregående uddannelser forvaltes efter to overordnede principper. Det beskrives politisk som frit skolevalg og indebærer, at skolerne profilerer og markedsfører sig ud fra forskellige temaer. Karakterniveau er adgangsgivende, og der er et taxametertilskud for elever. Dette medfører, at skoler som har ledige pladser, fyldes op af elever, som ikke kan optages på de andre skoler. Disse elever har krav på en uddannelsesplads ifølge lovgivningen.

Til gengæld sker der en ophobning af elever som er sårbare, belastet socioøkonomisk og i faglige vanskeligheder, og tilgangen medfører en stadig øget segregering. En negativ spiral. I klasser på 30 elever kan der være 6-7 elever, som har særlige problematikker af faglig og/eller psykosocial art. Der følger ikke ekstra støtte, som er differentieret i forhold til den enkelte elevs behov.

Hvad har Simon Malkenes gjort, som kan retfærdiggøre en disciplinær sanktion? Er det oplæsningen af digtet – vel nærmest blot en oplistning af trivialiteter – som de fleste lærere kan nikke genkendende til?

Eksempelvis har en lærer en elev, som er analfabet. Han skriver til ledelsen, at det er uforsvarligt, og anbefaler, at eleven får særundervisning, men får besked på at det ikke kan ændres.

Det er ikke usædvanligt med klasser på 30 elever, hvoraf 6-7 kan have særlige problematikker – men ”papirerne er i orden”. Rektor kan vedtage, at man kan fravige anbefalinger fra PPT (pendanten til PPR – Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Selv hvis der sendes ekstra tilskud til skolen, er den ikke hægtet på den enkelte elev, så pengene forsvinder i det samlede budget.

Grov vold på skolerne er et stigende problem. Personalet føler sig svigtet, da al vold ikke anmeldes. Der er også problemer med bandekriminalitet og narkotika.

Skolelederens succeskriterier defineres især af resultater i tests, gennemførselsprocent og at en afvigelse på 0,51% af budgettet ikke overskrides.

Oslos forvaltning planlægger at kunne oprette klasser på op til 50 elever.

Sceneskift

Året 2012: I et klasseværelse sidder en konsulent fra et internationalt konsulentfirma og observerer undervisningen. Konsulenten har et standardiseret skema som udfyldes. Konsulenten har ikke lærer- eller pædagogfaglige kompetencer, men skal vurdere lærerens undervisning. Begreber som klasseledelse, ro, elevers indsats indgår i konsulentens skema, hvor konsulenten sætter krydser ud fra tidsintervaller og laver korte noter.

Kontrakten mellem kommunen og konsulentfirmaet er omfattet af ”forretningshemmeligheder”. Projektet præsenteres som en hjælp til, at dygtige lærere kan blive bedre til at undervise. Men lærere synes, det er ubehageligt at blive mødt af en konsulent med egne nøgler, som skal observere lærerens undervisning.

I det nyeste projekt er sætningen ”Læringstrykk er ferskvare og må håndteres sådan” central.

Første sceneskift

Året 2017: Flere år senere aftaler politikerne i Oslo, at der skal laves en rapport over problemerne i ”Oslo-skolen”. Forvaltningen vælger at hyre et konsulentfirma til at stå for metode, indsamling og kriterier. Også her er forløbet præget af forretningshemmelighed.

Da lokalpolitikere opdager, at forvaltningen bruger midlerne på flere konsulentrapporter, opstår der diskussion – for ud fra en lokalpolitikers synspunkt var meningen ikke, at konsulentfirmaet skulle inddrages – igen. Lærerne fortæller, at de sagtens selv kunne have samlet information og præsentere en rapport selv.

Andet sceneskift

Lad os vende tilbage til læreren, som deltog i debatprogrammet og læste digtet op. Som nu fortæller, at «det pågår en prosess om dette på skolen» om eventuel disciplinær sanktion.

Læreren hedder Simon Malkenes. Han har gennem flere år været en aktiv skoledebattør og afdækket ”Livet bag fasaden i Oslo-skolen” som en Facebook-gruppe også er kaldt. I gruppen lægges nyheder og debatteres i forhold til de nævnte problematikker.

Problematikkerne er ikke kun Oslos. De er en del af en global trend, som blandt andet kaldes for GERM (Global Educational Reform Movement) af den internationale anerkendte professor Pasi Sahlberg.

En hurtig research af nyere dato viser problemer med respekt for offentligt ansattes ytringsfrihed fra eks. Aabenraa og Region Sydjylland. Som Ombudsmanden siger, respekterer de offentlige myndigheder ikke de ansattes rettigheder

Problematikken er også kendt i Danmark. Fokus på testresultater, konkurrence- og markedsgørelse af skolevæsnet (pt. ser vi det indenfor gymnasier, som er selvejende), afmontering af socialpolitik mod øget ansvarliggørelse af skolen og herunder den enkelte lærer (eks. at skolen skal afhjælpe ”negativ social arv”), indførsel af managementteknikker fra forretningsverden i den pædagogiske. Nogle vil kalde det for konkurrencestat, andre en vending mod den neoliberale ideologi. Men der ligger mere i det – mener jeg:

Hvad har Simon Malkenes gjort, som kan retfærdiggøre en disciplinær sanktion? Er det oplæsningen af digtet – vel nærmest blot en oplistning af trivialiteter – som de fleste lærere kan nikke genkendende til?

Lærere anser dette for et angreb på hele lærerstanden, ifølge kommentarer på Facebook og Twitter. Det kaldes blandt andet for et ”et politisk attentat”. Hvorfor gør de det? Fordi Malkenes trues på ytringsfriheden. Når denne problematik lægges oveni de eksisterende, har vi et alvorligt problem, herunder også måden, det håndteres på af ledelsen.

Det alvorlige problem, som angår os alle, vil jeg beskrive på flere niveauer:

Internt

En konkurrenceudsættelse og markedsgørelse bevirker øget konkurrence skolerne imellem. Markedsføring er en vigtig del af skolens drift. Derfor er dårligt nyt ikke godt for forretningen. En person, som gør opmærksom på systemiske problemer oplever dels, at de systemiske problemer konverteres til et spørgsmål om enkelte problematiske elever, men også, nu kommer den farligere del, at personen selv gøres til problemet.

For personen bliver en trussel for skolens mulighed for at optage elever. Kommunikationsstrategien fylder mere (da man henter logikker fra virksomhedsdrift), så man har fokus på en gode historie, ikke den dårlige.

Hvis en skole er hårdt belastet, vil skolen derfor kæmpe en mere og mere desperat kamp i et umuligt (næsten double bind) i forhold til sig selv: Man er smertelig bevidst om, at der er alvorlige problemer og mangel på hjælp, men samtidig må man over for omverden give udtryk for de ”gode historier”, fordi situationen ellers forværres.

Her kommer en person som Malkenes og viser virkeligheden, som en er. Dette kan skabe grobund for interne gruppedynamikker (han truer vores eksistens), både for ansatte, men også for ledelsen og – eleverne selv. Hvem vil være på en taberskole? Dette er i sin grund dysfunktionelt for alle parter. Men i dette tilfælde bliver det Malkenes, som ”nogle” angiveligt har hjulpet eleverne med at udpege som problemet.

Hvis vi skal kunne kalde os et demokrati, er noget helt grundlæggende som ytringsfrihed for alle, også offentligt ansatte, livsnødvendigt. At anse loyalitet som det samme som lydighed er anti-demokratisk

Et andet eksempel – denne gang fra Danmark – kan være sagen om lektoren Thomas Aastrup Rømer, som kritiserede nogle kollegaers arbejde. Dette blev beskrevet som ”tilsvining og mobning” – men interessant nok også som en trussel for kollegaernes og universitetets (indtjeningsmæssige) eksistens.

Dermed blev logikken, at det var Rømer, som var en trussel, og ikke den markedsgørelse som universiteterne er udsat for. Rømer blev indkaldt til en samtale, men sagen skabte så meget furore, så der ikke kom personalemæssige konsekvenser. Men hvad med de menneskelige, og hvad har andre kollegaer tænkt?

Et tredje eksempel – også her fra Danmark – er sagen om læreren Erik Schmidt, som fik en advarsel på grund af ”negative holdninger”, blandt andet på et lærermøde. Odense kommune har brugt over en halv million kroner på at forhindre ham i at få prøvet sagen ved retten. Kendelse fra byretten endte med en dom i Odenses favør. Erik Schmidt og Danmarks Lærerforening har besluttet at anke sagen.

På forvaltningsniveau

Formand for Børne- og Kulturchefforeningen Jan Henriksen i Danmark har udtalt sig om skolelederes ytringsfrihed på en sådan måde, så jeg kontaktede Ombudsmanden, da jeg mente han gav udtryk for begrænsninger i skoleledernes ytringsfrihed. Sagen blev samtidigt fulgt op af Fagbladet Folkeskolen, hvor en juridisk ekspert og vores undervisningsminister gjorde opmærksom på, at hans udtalelser var i strid med reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Jan Henriksen trak i land. Men problematikken består. Stadig. På kommunalt og regionalt niveau.

Ombudsmanden skrev i 2016:

”Der er et problem med offentligt ansattes ytringsfrihed.

Problemet er ikke, at det er uklart, hvad der gælder. Det er nemlig ret klart. Problemet er, at der er myndigheder, som ikke respekterer de ansattes rettigheder”.

En hurtig research af nyere dato viser problemer med respekt for offentligt ansattes ytringsfrihed fra eks. Aabenraa og Region Sydjylland. Som Ombudsmanden siger, respekterer de offentlige myndigheder ikke de ansattes rettigheder.

Tilfældet er det samme i tilfældet Malkenes. Jeg har sammenlignet reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed for Danmark og Norge. Der er ikke enslydende, men har samme budskab. Offentligt ansatte kan sige hvad de vil, så længe de ikke udtaler sig æreskrænkende/injurierende, overskrider deres tavshedspligt eller udtaler sig urigtigt med overlæg. Vi har en grundlov i både Danmark og Norge, som sikrer alle ytringsfrihed, også offentligt ansatte.

Situationen er tragisk af flere årsager: Alvorligheden i forhold til offentligt ansattes ytringsfrihed generelt, men også, at de, som i deres daglige arbejde kæmper med problemerne på grund af systemisk dysfunktion, bliver dem, som må betale prisen for at gøre os andre opmærksom på det

Hvorfor er ytringsfriheden så vigtig? Dette synes jeg er glimrende beskrevet i den norske Jon Wessel-Aas, advokat med møterett for Høyesterett, indlæg, hvor han skriver:

”Offentlig ansatte, herunder kommuneansatte, har hva man kan kalle en dobbel lojalitetsplikt; den alminnelige lojalitetsplikten overfor arbeidsgiver og lojalitetsplikt overfor demokratiet og borgerne i hvis tjeneste de til syvende og sist er ansatt i.

Den offentlige forvaltningen eksisterer ikke for sin egen skyld, den eksisterer for å forvalte de felleskapsinteresser som befolkningen gjennom demokratiske valg har gitt dem tillit til å forvalte. Forvaltningen, også i kommunene, har en folkevalgt, politisk ledelse. Og selv om de administrativt ansatte selvsagt lojalt må følge opp den politiske vedtatte ordningen for sine forvaltningsområder i sitt daglige arbeid, betyr ikke det at de som privatpersoner ikke kan mene noe om den gjeldende politikken i kommunen”.

Wessel-Aas er inde på loyalitetspligten, og dette er Danmarks Ombudsmand også inde på; loyalitetsforpligtelsen anvendes ofte af arbejdsgivere som begrundelse for sanktioner med offentligt ansatte, som ytrer sig kritisk. Disse sanktioner kan være eksplicitte og ude i det åbne (officielle mails, møder, advarsler, sindede opsigelser), men også subtile, hvor man ledelsesmæssigt gør arbejdslivet uudholdeligt for den ansatte.

Er Malkenes-sagen udtryk for en subtil sanktion fra skoleledelsen, over for en offentligt ansat, som er aktiv skoledebattør og kritisk i forhold til skolepolitikken i Oslo?

Loyalitet forvandles til krav om lydighed

Som vores ombudsmand siger, er der myndigheder, der ikke respekterer de offentligt ansattes ytringsfrihed. Denne problematik er ikke kun dansk, men også norsk. Den skolepolitiske situation i Oslo er ikke kun norsk, men også dansk. Vi ser de samme problematikker transnationalt.

Hvis vi skal kunne kalde os et demokrati, er noget helt grundlæggende som ytringsfrihed for alle, også offentligt ansatte, livsnødvendigt. At anse loyalitet som det samme som lydighed er anti-demokratisk.

Vi må stille spørgsmålstegn ved nogle af de strukturer, vi er omgivet af, og være kritiske som borgere. Bliver vi oplyst om tingenes faktiske tilstand? Eller holdes virkeligheden ude og nede, med krav om at offentligt ansatte skal adlyde lederen, men svigte sin loyalitetsforpligtelse i forhold til sin profession og sit samfund?

Med hensyn til Malkenes er journalist Fredrik Solvang fra Dagsnytt Atten (som afholdte debatprogrammet) i gang med at undersøge sagen. Som Fredrik skriver på Twitter:

”God kveld, @Osloskolen. Kan dere for sikkerhets skyld forsikre om at det ikke er eller er i ferd med å bli oprettet personalsak mod min gjest @SimonMalkenes fordi han gjorde som jeg ba ham om, fortalte om en uholdbar læresituasjon ved Ulsrud VGS i #dax18? Beer om rask svar”

Jeg synes, situationen er tragisk af flere årsager: Alvorligheden i forhold til offentligt ansattes ytringsfrihed generelt, men også, at de, som i deres daglige arbejde kæmper med problemerne på grund af systemisk dysfunktion, bliver dem, som må betale prisen for at gøre os andre opmærksom på det.

Det bliver dem, som bliver udpeget som problemet, selvom de som whisteblowers og debattører reelt står vagt om vores fælles demokrati og samfund. Hvis vi værner om vores demokrati, må vi værne om vores offentligt ansatte medborgere og kollegaer.

Topfoto: Pixabay

49 år, merkonom i markedsføring, læreruddannet og kandidat i pædagogisk psykologi. Næstformand i foreningen Folkeskoleforældre. Debattør og forfatter, Creative Director og underviser voksne.

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,