MIGRATION I KUNST & FLYGTNINGEPOLITIK // KOMMENTAR – Jacob A. Riis’ fotos fra New Yorks slum i 1880’erne har fået en musisk fortolkning i symfonien om flugt og migration, håb og drømme af komponist Anders Koppel, og musiker Benjamin Koppel, som netop har modtaget Gelsted-Kirk-Scherfig-prisen for sin aktivisme for dansk anstændighed, har opført symfonien. Vi skal gøre alt for at holde drømmen om en ny og bedre verden – og et bedre Danmark – i live, skriver Knud Vilby, der overrakte prisen og har oplevet musikken.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Millioner og atter millioner af mennesker har gennem historien gjort sig selv til migranter i håb om at finde fodfæste i en ny verden, der måske var bedre end den, de forlod.
Danskeren Jacob A. Riis fotograferede i slutningen af 1800-tallet nogle af migranterne i New Yorks slumkvarterer. Der var mennesker med håb, men også børn, der sov på gaden i Mulberry Street. Mennesker, der gik til i kampen for at finde den fagre nye verden, og nogle, der måske fandt den.
For et par uger siden blev Anders Koppels nye symfoni Mulberry Street opført for første gang i København. Den er komponeret over syv af Jacob Riis’ fotografier fra New York omkring 1880’erne og skrevet for jazz-trio og symfoniorkester, men her opført af jazztrio og bigband med saxofonisten Benjamin Koppel sammen med Scott Colley og Brian Blade som triosolisterne.
Den to timer lange Mulberry Street-symfoni er voldsom og til tider kakofonisk og udstråler i nogle passager næsten desperation. Men den er også præget af hastige skift, den rummer poesi og stor skønhed. Og den er i nogle billeder fyldt med håb, man kan hvile i.
Håbet
Undervejs kom jeg til at trække paralleller til Dvoraks ”Brave new World”. Dvoraks situation var anderledes og præget af langt større overskud. Hans musik er mildere, og han havde et helt andet udgangspunkt end migranterne for straks at se mulighederne og storheden i den ”fagre nye amerikanske verden”.
Men fælles for de to symfonier er, at man kan høre håbet og drømmen.
Og et eller andet sted kan vi genkende os selv i den drøm.
Vi vokser alle op med drømme om en verden af muligheder. Her i landet har de fleste af os haft mulighed for at finde den verden tæt på, hvor vi er født og er vokset op. Men for millioner af mennesker er det ikke muligt, og de forfølger så drømmen ved at søge den fagre nye verden et andet sted.
I Mulberry Street var det europæere, det var her, bydelen Little Italy voksede op. I Danmark og det øvrige Vesteuropa er det i dag især migranter og flygtninge fra Mellemøsten og Afrika. Nogle af dem har vi med vores krigsindsatser selv været med til at gøre til flygtninge, andre flygter fra fattigdom arbejdsløshed, klimaændringer og almindelig håbløshed. Ansvaret kan fordeles, men ofte skal en stor del af det placeres i Europa.
Millioner af mennesker tvinges til at følge en drøm om den fagre nye verden et andet sted, end hvor de er født.
Hvis vi gider, kan vi alle sammen godt forstå dem.
Anders Koppel introducerede koncerten ved at fortælle om flugt i Koppel-familien. Fra Polen til Danmark for adskillige generationer tilbage. Fra Danmark til Sverige under besættelsen.
Der er er både flugt og migration i dagens verden, og der er en kæmpemæssig gråzone mellem de to. Flere og flere mennesker i verden er tvunget til at flygte uden at være individuelt forfulgte i konventionernes forstand. Krig eller klimakatastrofe gør, at de ikke har andre muligheder.
Amerika gav et håb og nogle muligheder trods nød og elendighed. I dag giver vores regering ikke meget håb om, at der kan være en ny verden med muligheder for de udstødte.
I dag tager regeringer som den danske aktivt håbet og mulighederne fra både migranter og flygtninge. De siger nej til drømmen om den fagre nye verden.
Demonstrerer for humanisme og retssikkerhed
Komponist og musiker Benjamin Koppel har talt og spillet mod regeringens fremmedfjendtlige politik og de udsattes manglende rettigheder.
Han har stået i demonstration på Rådhuspladsen og med stor styrke talt om, at det ikke er i vores navn, at regeringen afviser humanisme, menneskelighed og tolerance. Ikke i vores navn hed det igen og igen. Ikke i vores navn er i dag et selvstændigt meget aktivt begreb på Facebook. Og det er en sang skrevet af Niels Brunse med musik af Benjamin Koppel.
Benjamin Koppels aktioner har ikke været engangsaktioner. Han har stillet sig op igen og igen både med ord og musik. Således også ved demonstration på Christiansborg slotsplads, hvor Koppel-familien løftede niveauet musikalsk og skabte den vi-tror-på-det-kan-nytte stemning, der er så vigtig ved en demonstration.
Kan det så nytte?
I brev efter brev efter brev efter brev skrev Benjamin Koppel hver eneste dag i omkring to måneder til Mattias Tesfaye og dermed til regeringen. Breve med kritik af det skred, der er sket i Danmarks politik, når det gælder humanisme og retssikkerhed og med appeller om at finde tilbage til den anstændighed, der engang karakteriserede Danmark.
Det endte i et langt, langt møde mellem Koppel og Tesfaye. Tesfaye lyttede men ændrede ingenting. Regeringen står fast på den manglende menneskelighed og har siden taget flere uhyrlige initiativer. Målet er, at enhver mulighed for at søge asyl i Danmark skal fjernes. Og selv hvis flygtninge rent faktisk får asyl på regeringens fantasicenter i Rwanda, skal de ikke få lov til at komme til Danmark.
Som eneste vesteuropæiske land ønsker Danmark fortsat at udvise syrere til Syrien. Da de ikke kan udvises, må de i stedet leve håbløst og udsigtsløst i udrejsecentre.
Der er ikke kommet noget ud af Benjamin Koppels og andres protester.
Er det så lige meget?
Det kan man ind imellem spørge sig selv. Hvad nytter det? Overfor kynismen og magtens statsræson. Og man kan godt føle håbløshed.
Men som Benjamin Koppel har sagt: ”Beskidt retorik, mellemmenneskelig skepsis og spirende had skal altid bekæmpes, ikke blot for de udsattes skyld, men også for demokratiets skyld.”
Så naturligvis er det vigtigt, at regeringens politik fortsat udfordres. At umenneskeligheden synliggøres og konkretiseres og udfordres af mennesker, der fortsat tror på nogle af de principper, der er indfældet så mange steder i danske grundtekster. I øvrigt også langt hen ad vejen i Socialdemokratiets eget principprogram.
Tolerance og solidaritet
For godt et år siden i november 2020 indrykkede en række danskere en appel om tolerance i Politiken. Initiativet kom fra Bedsteforældre for Asyl. Appellen gennemgik dele af regeringens – og tidligere regeringers – synderegister og beskrev Danmarks deroute internationalt både med hensyn til retssikkerhed og humanisme og solidaritet. En af underskriverne var Benjamin Koppel, og i det arbejde omkring appellen, der omfattede kontakten med bekymrede danskere fra alle samfundsgrupper og dele af landet, var Benjamin Koppel en af dem, der hurtigt svarede tilbage og spurgte, om han kunne gøre mere end blot at levere en underskrift.
Det gjorde han i den grad. Og det var vigtigt.
Man kan ikke forlange noget særligt af kunstnere. De har hver deres dagsorden, og de bestemmer selv, hvordan de håndterer samvittighed og moralske, etiske og politiske spørgsmål. Så man kan ikke stille krav, men det er ikke desto mindre særlig vigtigt, når kunstnere, der respekteres og er afholdte, for det de giver os kulturelt og kreativt, også kaster sig selv ind i kampen for et rimeligere samfund. Deres appeller høres længere ud. De giver anledning til mere refleksion og i bedste fald indsigt.
Det er med til at holde håbet i live. Og det har vi ved Gud brug for.
”Lad os give plads til anstændighed og humanisme i dansk flygtningepolitik”, har Benjamin Koppel sagt igen og igen.
Drømmen om en ny og bedre verden og et bedre Danmark vil altid eksistere. Og vi skal gøre alt for at holde den i live.
Dette er en redigeret version af motiveringen, da Benjamin Koppel den 21. november modtog Gelsted-Kirk-Scherfig fondens pris for 2021 ved et arrangement i Krudttønden i København.
Mulberry Street symfonien blev i København opført på Bremen Teater af trioen nævnt i teksten sammen med ”The Orchestra” dirigeret af Søren Møller.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
