ISRAEL-LIBANON // ANALYSE – Drabet på Hamas-chefen Ismail Haniyeh natten til onsdag bringer hele regionen tættere på åben krig. I den aktuelle situation ser Libanon ud til at være i overhængende fare, og derfor har lørdagens eksplosion på fodboldbanen i Majdal Shams en særlig interesse.
TEL AVIV – De libanesiske myndigheder har i denne uge bedt befolkningen om at forberede sig på det værste. Sundhedsministeriet i Beirut har givet landets hospitaler besked om at være forberedt på at modtage et stort antal patienter, men erkender også, at udtrykket ”fuldt beredskab” er temmelig stort i en situation, hvor landets økonomi er i dyb krise, og der netop på sundhedsområdet er mangel på en lang række vigtige fornødenheder.
Derfor er hvert hospital fra centralt hold blevet tildelt udstyr til at behandle 120 sårede og med besked om kun at tage det i brug, hvis det bliver strengt nødvendigt – hvilket betyder en krigssituation.
Dette er en del af det scenarie, der i ugens løb er rykket tættere på, efter at 12 børn og unge lørdag blev dræbt af en eksplosion på en fodboldbane i landsbyen Majdal Shams. Og siden er krigsfaren blevet endnu mere overhængende, efter at israelerne tirsdag angreb en bygning i det sydlige Beirut for at ramme Fuad Shukr – og så det nok helt afgørende med drabet natten til onsdag på Hamas-lederen Ismail Haniyeh.
Der er naturligvis en tæt sammenhæng. Fuad Shukr regnedes som nummer to i Hizbollah-hierarkiet, og han var hovedansvarlig for bevægelsens militære aktiviteter. Det var således ham, der gav grønt lys for den seneste tids optrappede raketbeskydning af Israel, hvor tragedien i Majdal Shams blev en del af billedet, så det israelske angreb på de shiamuslimske kvarterer i det sydlige Beirut kan ses som en gengældelse.
At israelerne så besluttede at ramme Ismail Haniyeh, ligger i direkte forlængelse. Hamas og Hizbollah har begge tætte forbindelser til Teheran, og mens Hamas har været i åben krig med Israel siden bevægelsens terrorangreb på 22 israelske samfund omkring Gazastriben den 7. oktober sidste år, har Hizbollah sideløbende været i lavintensiv konflikt med israelerne hen over den israelsk-libanesiske grænse.
Haniyeh blev dræbt, da et missil, sandsynligvis affyret fra et andet land, ramte hans soveværelse i Teheran. Han havde gennem de seneste år resideret i Qatar og var i den iranske hovedstad for at deltage i den officielle indsættelse af den nye præsident, Masoud Pezeshkian. At et angreb af denne karakter overhovedet kunne finde sted, forudsætter overmåde præcise efterretningsoplysninger, og det forventes, at Iran vil svare igen med meget stærke midler.
Hizbollahs selvmål
I april rettede iranerne et massivt angreb på Israel med 300 droner og raketter som gengældelse for det israelske drab på det højtstående medlem af den iranske Revolutionsgarde, Muhammed Reza Zahedi, mens denne opholdt sig på det iranske konsulat i Teheran. I den aktuelle situation går tankerne i en lignende retning.
Masoud Pezeshkian fremstår som relativt moderat sammenlignet med sin forgænger på posten, Ebrahim Raisi, der omkom ved et helikopterstyrt den 19. maj. Det kan derfor tænkes, at han vil foretrække at holde Iran ude af en direkte konfrontation mod Israel, men vil handle gennem en af de iranske proxyer i regionen, nemlig Hamas eller Hizbollah.
Hamas på Gazastriben står trængt efter ni måneders krig, så de har næppe kapacitet til at reagere stort. Men den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse står et helt andet sted rent militært. Den har godt nok et stærkt bekymret libanesisk bagland at tage hensyn til, men vil på den anden side have svært ved ikke at foretage sig noget, så derfor har begivenheden i Majdal Shams i sidste weekend måske fået endnu større betydning.
Da politikere fra Benyamin Netanyahus regerende Likud-parti mødte op i Majdal Shams for at deltage i begravelsen af ofrene, blev de mødt af vrede tilråb og måtte forlade stedet i hast
Det er dér, hele den sidste uges dramatiske udviklinger tilsyneladende er blevet sat i gang, og derfor kan Majdal Shams komme til at stå som et selvmål for Hizbollah.
Spørgsmålet om skyld
Majdal Shams ligger i den nordlige ende af Golanhøjderne og dermed i den zone langs den israelsk-libanesiske grænse, der lige siden oktober sidste år har været præget af hyppige skudvekslinger mellem det israelske forsvar og Hizbollah. Dette er sket med varierende intensitet, men allerede for et par uger siden var der tegn på en eskalering.
Torsdag i sidste uge skød Hizbollah 35 raketter ind over det nordlige Israel, og fredag og lørdag fortsatte dette, omend i mindre omfang. En meget stor del af raketterne havde retning mod israelske samfund, som ligger i dalen for foden af Golanhøjderne, altså få kilometer fra Majdal Shams. Hizbollah tog ansvaret for denne beskydning, men da det kom til Majdal Shams, lød det fra bevægelsen, at det måtte skyldes israelsk beskydning.
Dette sendte udviklingen hen til et sted, som er blevet set gentagne gange i forbindelse med Gazakrigen.
Det er eksempelvis blevet fremført, at israelerne kan udnytte tragedien i Majdal Shams til at optrappe situationen, og det er blevet antydet, at israelerne ramte landsbyens fodboldbane med fuldt overlæg. Her lyder argumentet, at Majdal Shams ligger i Golanhøjderne, som Israel erobrede fra Syrien under seksdageskrigen i 1967 og siden har holdt besat.
Befolkningen i landsbyen er derfor en besat befolkning på linje med palæstinenserne på Vestbredden og Gazastriben. Det er også en ufravigelig kendsgerning, at da politikere fra Benyamin Netanyahus regerende Likud-parti mødte op i Majdal Shams for at deltage i begravelsen af ofrene, blev de mødt af vrede tilråb og måtte forlade stedet i hast.
Imidlertid er dette dog nok primært et udtryk for vrede over Netanyahu-regeringens krigsførelse. Det er den samme vrede, som man ser i store dele af den israelske befolkning, en vrede over den kurs Israel har taget gennem de seneste ni måneder. Men man skal nok være forsigtig med at fortolke vreden i Majdal Shams som nogen form for solidaritet med Hizbollah.
Denne episode kan for Netanyahu være en kærkommen anledning til at optrappe konflikten, og det er nok hovedanledningen til Walid Jumblatts store vrede og den almindelige libanesers dybe angst
Befolkningen i Majdal Shams er drusere, hvilket er vigtigt for en forståelse af forholdenes kompleksitet. Druserne skal meget have sig frabedt at blive betegnet som palæstinensere, og de betragter heller ikke sig selv som muslimer. Som gruppe brød de med shiaislam for omkring 700 år siden, og i dag betegner de sig selv som en selvstændig religion og som et selvstændigt folk.
De lever alle i grænselandet mellem det nordlige Israel, det sydlige Libanon og det sydvestlige Syrien. I regionen lever der omkring en million drusere, og en lille gruppe på 21.000 har deres hjem i fire landsbyer i den nordlige del af Golanhøjderne. Det er en klemt og kompliceret situation.
Et spørgsmål om loyalitet
Druserne som folk har ingen nationale aspirationer, men deres religion dikterer, at de skal forholde sig loyalt til det styre, de lever under. Dette har sat den lille drusiske befolkning i Golanhøjderne i et helt særligt dilemma.
I 1981 annekterede Israel Golanhøjderne unilateralt, og i den forbindelse blev druserne tilbudt fuldt statsborgerskab. Som forventet tog ingen imod tilbuddet, for hvis nogen modtog dette, ville det stille vedkommende i en stærkt problematisk situation, hvis Golanhøjderne blev leveret tilbage i forbindelse med en israelsk-syrisk fredsaftale, som dengang endnu stod som en mulighed.
Men i forbindelse med den syriske borgerkrig indså en del drusere, at denne fredsaftale nok aldrig kommer, så i dag er op mod en tredjedel af befolkningen i Majdal Shams rent faktisk israelske statsborgere. Det gælder også for nogle af de børn, som blev dræbt i sidste weekend.
Når lederen af de libanesiske drusere, Walid Jumblatt, fordømmer angrebet på Majdal Shams, er det derfor ikke nødvendigvis fordi han taler landsbyens sag, men fordi han først og fremmest betragter sig som libanesisk nationalist. For han ved godt, at de israelske drusere, som primært lever på Carmelbjerget og i Galilæa, er israelske nationalister. Rent politisk er de hans fjender, selv om de som folk er brødre.
Det ligner altså en situation, hvor Hizbollah er klar over, at nogle uskrevne regler, som bevægelsen kender til hudløshed, er blevet overskredet, og i den forbindelse er det ligegyldigt, om det er sket af vanvare. Konsekvenserne truer med at falde, og det er nok Hizbollahs største frygt
Ved det seneste Knesset-valg i 2022 stemte næsten halvdelen af befolkningen i Daliyat el Carmel, den største drusiske landsby i Israel, på Benny Gantz og hans zionistiske centrumparti, mens 31 pct. satte deres lid til Likud eller den nationalkonservative højrefløj. Alle israelske drusere aftjener militær værnepligt, og adskillige er faldet under kampene i Gaza.
Kortene er omfordelt
Alt dette skal tages i betragtning, når man vurderer betydningen af Majdal Shams i den aktuelle situation. Det israelske forsvar kan ikke have nogen fordel i at bombe byens fodboldbane, velvidende at man derved ville risikere at ramme israelske statsborgere. Det libanesiske dagblad An-Nahar gik da heller ikke ind i den slags spekulationer, men nøjedes med at skrive, at Hizbollah fralagde sig ansvaret.
Sandsynligheden taler derfor for, at det drejer sig om en Hizbollah-raket, der har haft kurs mod en af de israelske militærbaser i Golanhøjderne. Den kan være blevet ramt af tekniske problemer, eller den kan være blevet skudt ned af det effektive israelske missilforsvar, hvorpå de drusiske børn er blevet ramt af vragdele.
Uanset hvad der er sket, ser det altså ud til, at Hizbollah har en meget stor del af ansvaret, og det forklarer, hvorfor det var magtpåliggende at benægte dette med stort eftertryk. For, som An-Nahar skriver, netop denne episode kan for Netanyahu være en kærkommen anledning til at optrappe konflikten, og det er nok hovedanledningen til Walid Jumblatts store vrede og den almindelige libanesers dybe angst.
Det ligner altså en situation, hvor Hizbollah er klar over, at nogle uskrevne regler, som bevægelsen kender til hudløshed, er blevet overskredet, og i den forbindelse er det ligegyldigt, om det er sket af vanvare. Konsekvenserne truer med at falde, og det er nok Hizbollahs største frygt.
Der er ikke meget, der tyder på, at Hizbollah har appetit på en ny ødelæggende krig. Selv om bevægelsen menes at besidde et arsenal på 200.000 raketter, vil resultatet af en krig i Libanon få svære konsekvenser, og det synes man også at forstå i Iran, som er Hizbollahs hovedsponsor. Hele vejen igennem har det tjent bevægelsen at opretholde konflikten med Israel på det hidtidige niveau, fordi det har vist en vis støtte til Hamas i Gaza, uden at det har kostet for dyrt.
Men lige nu synes kortene at være omfordelt på dramatisk vis, og hele regionen holder vejret i ængstelse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
