BØGER // ANMELDELSE – Provokationerne fyger om ørerne, når man er i selskab med Douglas Murray. Han er elegant og velformuleret, så det næsten gør ondt, og der er ingen tvivl om, at han har en politisk dagsorden – Vesten ligger under for et kompleks af dårlig samvittighed og skyldfølelse overfor resten af verden. En af hans pointer er, at den moderne verden har mistet evnen til refleksion og åbenhed, til at være mindre kategorisk i sin fordømmelse, skriver Hans Henrik Fafner.
I 2012 forlød det, at nogle koraner var blevet bortskaffet på uordentlig vis fra en amerikansk luftbase nord for Kabul. Det stod ikke helt klart, hvad der var sket, men det kunne være, at nogen havde brændt bøgerne. General John Allen stod straks frem og rettede en appel til ”det ædle afghanske folk”, hvor han lovede at den pinlige sag ville blive tilbundsgående undersøgt.
Den engelske journalist og kommentator Douglas Murray refererer sagen i sin seneste bog, der nu er udkommet på dansk. Han beskriver, hvordan den firestjernede general, i hans øjne, nærmest krøb af ydmyghed i sit forsøg på at gyde olie på vandene, for han var klar over, at bogbrændingen ville blive opfattet som en alvorlig fornærmelse mod islamiske værdier.
Derpå skifter Murray scene til byen Portland i Oregon, hvor afbrændingen af en bibel – muligvis flere – blev filmet i 2020. De amerikanske medier besluttede efterfølgende at betragte sagen som en ikkebegivenhed, og da den alligevel havde ulmet lidt, blev den beskrevet som et eksempel på russisk disinformation.
Murrays anliggende er at beskrive forskellen mellem de to sager som et billede på den tid, vi lever i. Som han ser det, ligger Vesten under for et kompleks af dårlig samvittighed og skyldfølelse overfor resten af verden.
Det bunder i postkolonialismen, som har ført til at alt vestligt betragtes med negative briller, mens resten af verden, uden skelen til nuancerne, ophøjes. ”Murray har påtaget sig at skrive om den kulturkrig, der udkæmpes nådesløst mod alle den vestlige traditions rødder og mod ethvert gode, som den vestlige tradition har skabt,” står der i bogens bagsidetekst.
Det er der kommet en interessant bog ud af. Det er forlaget Ellekær, der står for den danske udgave, og de har tidligere udgivet hans lille bog Islamofili – en særlig storbylidelse, hvilket nok giver et fingerpeg om bogens retning. Bogen er også rundet af den samme tradition som Oswald Spenglers klassiker Vesterlandets undergang, der udkom i to bind i 1918 og 1922, ligesom man uvægerlig kommer til at tænke på Allan Blooms Historien om Vestens intellektuelle forfald (1987).
Det er borgerlig samfundskritik, og selv om Douglas Murray nok er kontroversiel, falder han ind i en tradition, som man ikke bør sidde overhørig.
Humes berømte fodnote
Han tager udgangspunkt i et fænomen, der blandt andet udspiller sig ved, at en hel række af oplysningstidens store navne er blevet sat i antiracismens skammekrog. Forfatteren blev selv klar over det, da han for nogle år siden deltog i en debat på et amerikansk universitet. Han havde refereret til Immanuel Kant, og efterfølgende spurgte en studerende, om han var klar over, at filosoffen fra 1700-tallets Königsberg brugte N-ordet?
Det specifikke udtryk blev ikke brugt dengang, men Kant havde da muligvis brugt ordet ’neger’ eller en tysk variant deraf. Faktisk brugte han en hel del formuleringer, som ikke ville gå an på et progressivt universitet i det 21. århundrede, og en forsker ved University of Warwick skrev i 2020, at Kant ”i adskillige af hans essays om naturhistorie gør … nogle chokerende racistiske bemærkninger og synes at billige tekster, der er for slaveri.”
Eksempler som disse virker absurde og grinagtige, og forfatteren har i høj grad flair for det farverige
Det klassiske eksempel er i denne sammenhæng oplysningsfilosoffen David Hume, der er faldet voldsomt i unåde, fordi han i en enkelt fodnote fik skrevet, at alle de øvrige arter af mennesker fra naturens side er inferiøre i forhold til de hvide. Dette er en bemærkning, som på alle måder er forkastelig, og den er da også berygtet blandt Hume-forskere. Men at bruge den til at slette præstationerne og landvindingerne hos en af det 18. århundredes vigtigste tænkere virker temmelig besynderligt.
Murray underbygger dette med eksemplet fra Edinburgh University, hvor de studerende i sommeren 2020 iværksatte en underskriftindsamling. Ad den vej fik de gennemført, at David Hume Tower på campus skiftede navn, og begrundelsen var filosoffens kommentarer om raceforhold.
Eksempler som disse virker absurde og grinagtige, og forfatteren har i høj grad flair for det farverige. Men han har en mening med det hele. Lige efter beretter han om Karl Marx’ gravmæle på Highgate kirkegården i London. Det er skam blevet besudlet med rød maling, og den slags hærværk er under alle omstændigheder usmageligt. Men der har ikke været en eneste online-underskriftindsamling, eller menneskemængder, der forsøgte at rive monumentet ned og sparke det i den nærmeste flod. Og det til trods for, at Marx’ omfattende produktion ikke mangler politiske ukorrektheder, som da han i et brev til Friedrich Engels omtalte ”den jødiske nigger Lasalle”.
Den verificerbare sandhed
Douglas Murray byder også på en forklaring. Der kan være politiske årsager til, at Karl Marx går ram forbi, men han er så også senere end oplysningstidens filosoffer, som er hovedmålet for den moderne vrede. Den europæiske oplysning fostrede det største spring fremad for ideen om objektiv sandhed. Hume og de andre arbejdede med at lægge grundlaget for en forståelse af verden som en verificerbar sandhed. Det vil sige, at ideen om mirakler og lignende fænomener, som tidligere havde været en integreret del af idéverdenen, pludselig mistede den faste jord under fødderne.
Her kommer så en af Murrays pointer. Han hævder, at den verificerbare sandhed i nyere tid er blevet fortrængt. Han betegner det som den store Oprah-isme, som kan koges ned til ”min sandhed”. Han ser det som et fremherskende fænomen, at noget bliver således, fordi jeg føler, at det er således, eller siger, at det er således.
Følger man denne tankegang, gør det selve ideen om objektiv sandhed overflødig, og i sin ekstremeste udgave er det på sin vis en tilbagevenden til en form for magisk tænkning. Altså netop den tænkning, som oplysningsfilosofferne fordrev.
Oven i købet levede oplysningsfilosofferne på en tid, hvor den europæiske ekspansion og kolonialisme var på sit højeste, og for nogle er dette i sig selv nok til at smide hele banden på møddingen. Den fremtrædende anti-racistiske aktivist, professor Ibram X. Kendi har på samme måde afskrevet Thomas Jefferson. Han har set sig sur på manden, der var blandt hovedforfatterne bag den amerikanske uafhængighedserklæring, fordi han aldrig afgav den antiracistiske erklæring, at alle racemæssige grupper er lige.
det vil også være ualmindelig arrogant blot at afvise det hele som borgerlig populisme
Et af venstrefløjens store ikoner, historikeren Eric Hobsbawn, advarede allerede i 1994 mod denne tolkning af oplysningen som ”en konspiration af døde hvide mænd med parykker med det formål at skabe det intellektuelle grundlag for vestlig imperialisme.” Men det lyttede man ikke til, og Hobsbawm endte selv i skammekrogen. Som Murray tilføjer et sted, vidste Kant og Hume en masse, men det vidste ikke alt det, man ved i dag.
Elegant og velformuleret
Douglas Murray skriver let og underholdende, og det er en bog, som er svær at slippe – hvad enten man bryder sig om budskabet eller ej. For det er en kras omgang, og denne anmelder læser da også teksten med et meget stort gran salt. Men det vil også være ualmindelig arrogant blot at afvise det hele som borgerlig populisme.
Bogen sætter fingeren på et fænomen, som fylder en del og som derfor burde give stof til eftertanke. Den kategoriske underkendelse af oplysningstidens filosoffer i visse kredse kan ses som en direkte udløber at en tendens, der for alvor fik vind i sejlene i den akademiske verden i 1970’erne. Man taler om kritisk raceteori, der er et forsøg på at tolke næsten alt i verden gennem en racepolitik.
Flere af de amerikanske initiativtagere var vokset op under de sidste år med segregation, og de arbejdede på Ivy League-universiteter, hvor der stort set ikke var sorte forskningsansatte, så det hele er forståeligt nok. De arbejdede ud fra ideen om, at racismen ikke var død og borte, og det er den så sandelig heller ikke i 2024. Drabet på George Floyd i 2020 var nok heller ikke noget, der bare skete, fordi en politimand handlede uordentligt.
Den kritiske raceteori bygger på en lang udvikling, der ikke mindst hænger sammen med den post-koloniale tidsalder. Den franske tænker Jean-Paul Sartre talte om mennesker ”som er alt for vestliggjorte”, og han fik selskab af det antikolonialistiske ikon Frantz Fanon.
Han mener, at det i moderne tid er blevet fashionabelt at anvende ikke-vestlige indfødte som et middel til at kritisere Vesten
Deres tanker blev til i en tid, hvor kolonialismens store tilbagetog for alvor tog fart, og der er stadig god grund til alvorlig selvransagelse på den baggrund. Europa og den vestlige kulturkreds har mange forbrydelser på samvittigheden. Douglas Murray opponerer ikke mod dette, og han mener ikke, at noget skal fejes ind under gulvtæppet. Hans ærinde er, at selvransagelsen har taget et omfang, så alt vestligt nærmest per definition er ondt, mens det gode er altomfattende blandt kolonialismens ofre.
Han mener, at det i moderne tid er blevet fashionabelt at anvende ikke-vestlige indfødte som et middel til at kritisere Vesten. Som eksempel bruger han den populære tv-serie White Lotus (2021), hvor alle de rige vesterlændinge ”er ulykkelige og tomme, mens verden af indfødte hawaiianere fremstilles som en vision af edensk sandhed, som vesterlændinge kun kan drømme om at opnå.”
Provokationerne fyger om ørerne, når man er i selskab med Douglas Murray. Han er elegant og velformuleret så det næsten gør ondt, og der er ingen tvivl om at han har en politisk dagsorden.
Men når det er sagt, så skal det også understreges, at dette på mange måder er en vigtig bog. En af hans pointer er netop, at den moderne verden har mistet evnen til refleksion og åbenhed, til at være mindre kategorisk i sin fordømmelse, hvilket er en af grundene til, at man diskvalificerer Kant og Hume på grund af en fodnote. Man gør derfor sig selv en tjeneste ved at læse denne bog, fordi den faktisk peger på nogle ting i vores tid, som er værd at tænke over.
Du kan læse mange flere boganmeldelser lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her