USA2024 // ESSAY – Vi har stadig ikke forstået trumpismen som politisk og social bevægelse, skriver Rasmus Haarkær Ankersen. Et selvopgør er nødvendigt. Ellers risikerer vi igen om fire år at skulle stå op til spørgsmålet: Hvad gik galt? Måske kan Todd Phillips’ film om superskurken The Joker hjælpe os.
Da Donald Trump i 2016 vandt det amerikanske præsidentvalg, så jeg, som de fleste andre danskere, Trump som en form for skurk. Måske endda en superskurk. Det var chokerende, at manden som vi havde grint og gjort nar af så længe, nu besad verdens mest magtfulde embede. Vi anså både ham, og hans støtter, som rablende vanvittige.
Nu står vi her igen. Onsdag morgen stod Danmark op til nyheden om, at Trump igen er blevet valgt til præsidentembedet af den amerikanske vælgerbefolkning. Men hvor meget har egentlig ændret sig på de otte år?
På mange måder bliver Trump stadig beskrevet med karaktertræk, som lige så vel kunne passe på den klassiske version af den fiktive skurkekarakter The Joker
Efter valget i 2016 stod det for de fleste klart, at de etablerede medier og mainstream intellektuelle ikke havde forstået fænomenet Trump og den trumpistiske bevægelse. Men nu er Trump tilbage i Det Hvide Hus, og meget tyder på, at vi stadig ikke for alvor har forstået de tendenser og bevægelser, som har ført ham til magten.
På mange måder bliver Trump stadig beskrevet med karaktertræk, som lige så vel kunne passe på den klassiske version af den fiktive skurkekarakter The Joker. En manipulerende, skamløs og anarkistisk karakter, som står i stærk opposition til gængs borgerlig moral, og benytter sig af en strategi (eller mangel på samme) som bedst kan beskrives som kaos.
Desuden er de begge besat af deres fjender. For Joker er den ultimative fjende selvfølgelig Batman. For Trump er det den politiske elite. Først personificeret ved Hillary Clinton, så Joe Biden, og senest Kamala Harris.
Trumps vælgere: Affald eller svigtet
Efter valget i 2016 blev den politiske analyse af Donald Trump og trumpismen mere nuanceret. Måske var Trumps vælgere ikke så irrationelle som de var blevet gjort til?
Økonomer som Dani Rodrik og Branko Milanovic beskrev, hvordan globalisering og afindustrialisering var med til at smadre den amerikanske middelklasse. Politiske tænkere som Ivan Krastev argumenterede for, at immigration og mistillid til den politiske havde skabt en fornemmelse af fremmedgjorthed i store dele af vælgerbefolkningen. Især de, som var bosat uden for de store byer, følte sig talt ned til.
Hillary Clinton gik som bekendt så langt, som til at kalde Trumps tilhængere for ”a basket of deplorables”. Forleden gentog en forvirret Joe Biden det budskab, da han kaldte dem for ”trash”.
Måske handlede det mest af alt om, at en stor gruppe vælgere var blevet svigtet, overhørt og hægtet af? Måske var det vores egen skyld. Viså dem ikke, og vi tog ikke deres bekymringer alvorligt. Måske var det faktisk den politiske elite, og den neoliberale globaliserings doktrin, som havde skabt den populisme som vi nu blev konfronteret med. Populismen kunne så at sige forstås som et produkt af den uretfærdige samfundsmodel, som vi havde skabt, og var i virkeligheden et tegn på, at demokratiet fungerede.
Det var en analyse, som Rune Lykkeberg, Kasper Støvring og Christian Bennike fremførte herhjemme, og som blandt andre Michael Sandel, Pankaj Mishra, Martin Wolff, Michael Ignatieff og Pierre Rosanvallon udbredte i resten af vesten. Med den analyse var Trump-tilhængerne ikke længere nogen vi grinte af, men nogen vi prøvede at forstå.
Frontfigur for et populistisk oprør
På lignende vis blev Joker-karakteren anskuet fra et anderledes nuanceret perspektiv i filmen Joker fra 2019 med Joaquin Phoenix i hovedrollen. Det er en socialrealistisk fortælling, stærkt inspireret af Martin Scorseses Taxi Driver.
Vi følger her den ensomme og mentalt udfordrede mand, Arthur Fleck, som lever i fattigdom, og konstant bliver afvist og latterliggjort af sine omgivelser. Fleck fremstår som en sympatisk karakter, men gentagne svigt og en stærk ligegyldighed overfor hans sårbare person, radikaliserer ham. I en tilstand af total afmagt forvandles Arthur Fleck til en morderisk skurk, The Joker.
The Joker bliver – ligesom Trump – frontfigur for et populistisk oprør mod den korrupte og fordækte elite
The Joker bliver – ligesom Trump – frontfigur for et populistisk oprør mod den korrupte og fordækte elite. I denne fortælling er The Joker ikke længere bare en manipulerende og ondskabsfuld karakter. Han er et produkt af et sygt samfund. Det er en usympatisk og løgnagtig elite, som har skabt The Joker og hans bevægelse, lige så vel som den vestlige elites ignorance har skabt trumpismen.
Dette analytiske perspektiv åbner op for en forståelse af trumpismens årsager og udviser i nogen grad sympati for Trumps tilhængere. Men når man reducerer sine politiske modstandere til et ærgerligt produkt af ens egen politiske doktrins blinde vinkler, stiller man ikke blot sig selv i centrum på en måde som minder påfaldende meget om eurocentrisme.
Man objektliggør også sine politiske modstandere, som var de kulisseelementer i et teaterstykke. Når disse mennesker fratages deres agens, bliver de på sin vis også umenneskeliggjorte. Her opstår altså et analytisk dilemma: Kan vi forstå trumpismen uden at reducere dens tilhængere til enten stupide idioter, eller objekter uden autonomi, som handler i afmagt?
En kompleksitet, vi har svært ved at rumme
Det er netop dette dilemma som efterfølgeren Joker: Folie à Deux behandler. Arthur Fleck er blevet fængslet og pacificeres i et fængselssystem, hvis disciplineringsregime ligner det, man kender fra film som Gøgereden eller Foucaults bog Overvågning og straf.
Filmens handling drejer sig om den retssag, der skal fælde dom over de fem mord, som Fleck, eller Joker, begik i første film. Statsanklageren vil have Arthur Fleck dømt til døden, mens forsvarsadvokaten argumenterer for en mildere straf.
Hele filmens spørgsmål synes at være følgende: Kan Arthur Fleck stilles til ansvar for Jokers handlinger, eller er Fleck så tilpas sindsforstyrret, at man må betragte Joker adskilt fra Arthur Flecks egen person?
Altså, er Arthur Fleck en skruppelløs og amoralsk morder, eller et passivt subjekt som er determineret af sine ubarmhjertige omgivelser?
Når Flecks forsvarsadvokat forsøger at overbevise ham om, at han ikke er Jokeren, men at Jokeren er et produkt af hans skrøbelige sindstilstand, er det et udtryk for godhjertet omsorg. Men omsorgen er også paternalistisk og nedværdigende, da den fratager Arthur Fleck sin menneskelige autonomi.
Kun ved at omfavne Joker, med alle de moralske kvaler der følger med, kan Fleck bryde fri af den umenneskeliggørelse, som systemet vil pådutte ham.
Heri ligger en kompleksitet, som et samfund med hang til dogmatik og entydige narrativer, har svært ved at rumme.
Og det er nøjagtig hvad Fleck vælger at gøre. Han stiller sig i direkte opposition til det etablerede samfund og forsøger derved at etablere sig som et selvstændigt handlende subjekt. Jokeren bliver Arthur Flecks vej til frihed, men herved afskrives også muligheden for forsoning mellem etablissementet og Fleck.
Jokeren er ikke længere et symbol på de marginaliserede borgeres råb på hjælp. Han bliver en revolutionær figur.
Men frigørelsesprojektet mislykkes, for Arthur Flecks transformation gør ham ikke fri. I stedet bliver han en anarkistisk frontfigur for en gruppe revolutionære rebeller. Flecks menneskelighed marginaliseres igen, nu i et system som reducerer ham til et politisk symbol, uden de nuancer som nødvendigvis er definerende for et menneske.
Filmens budskab synes at være, at Arthur Fleck hverken kan reduceres til kun at være Jokeren, eller adskilles fra ham fuldstændig. Jokeren er en del af Arthur Flecks sammensatte person, på en måde som gør umuligt at sætte lighedstegn – eller det modsatte – mellem de to. Og heri ligger en kompleksitet, som et samfund med hang til dogmatik og entydige narrativer, har svært ved at rumme.
Et selvopgør er nødvendigt
Og så er vi tilbage ved trumpismen. For med Trumps overvældende sejr i det amerikanske præsidentvalg er det måske vigtigere end nogensinde før, at vi diskuterer og forsøger at forstå trumpismens karakter og årsager. Men faren er at forfalde til fjendefortællinger eller deterministiske kausalanalyser.
Vi må insistere på at beskrive og analysere trumpismen som den faktisk er, i alle dens nuancer og inkohærens, uden at råbe ”FACIST!” eller reducere problemet til økonomi og arbejdspladser.
‘Hillbilly Elegy‘ er stadig det hidtil bedste forsøg på at forstå og forklare Trumpismen
Det var præcis den type fortælling, som den kommende vicepræsident J.D. Vance fremførte i sin bog fra 2016, Hillbilly Elegy. Det er en fortælling om den hvide amerikanske middelklasses forfald, industrisamfundenes krakelering.
Den historie kender vi. Men det, som gør Hillbilly Elegy så eminent, er, at den også tilskriver arbejderklassen et ansvar for det selvsamme forfald. Vance beskriver på en og samme tid afindustrialiseringens barske realiteter og arbejderklassens problematiske ansvarsfralæggelse.
Ja, først pissede eliten på jer, så sagde de, at I lugtede. Men hvad vil I gøre ved det?
Herved genintroducerer Vance arbejderklassens frie vilje og autonomi, samtidig med at han udviser sympati og solidaritet. Vance har som bekendt forladt den position, som bogen var et udtryk for, men ikke desto mindre er Hillbilly Elegy måske stadig det hidtil bedste forsøg på at forstå og forklare Trumpismen.
Vi må bestræbe os på at forstå trumpismen som en kompleks social bevægelse, og fremlægge et optimistisk program, som møder de sociale og økonomiske udfordringer med empati og åbenhed.
Det bliver ikke nemt, men et selvopgør er nødvendigt. Ellers risikerer vi igen om fire år at skulle stå op til spørgsmålet: Hvad gik galt?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
