FILM // MINDEORD – Donald Sutherland døde torsdag d. 20. juni, 88 år gammel. POV’s filmredaktør Mikkel Stolt var bare 14 år, da den store skuespiller fra Canada gjorde et uudsletteligt indtryk på ham.
Min mors allerældste veninde emigrerede som ung kvinde til Ontario med sin engelske mand, og de fik senere to børn på min egen og min lillebrors alder. De kom tit til Danmark, og vi har besøgt dem dérovre, så vi har altid været meget bevidste om, at canadiere altså var noget helt, helt andet end amerikanere.
Derfor har jeg også altid vidst, at Donald Sutherland var canadier. Ligesom andre tidligere og sene helte som Oscar Peterson, Dan Aykroyd, Michael J. Fox og Diana Krall for bare at nævne nogle få, som de fleste andre antager eller antog var fra det mere dubiøse misk-mask af stater mellem Canada og Mexico. Nuvel, de fleste af dem tog også til USA for karrierens skyld, men lad nu det ligge.
Man følte ganske enkelt tit, at der var mere i rollen, som Donald Sutherland ikke følte, han behøvede at gestalte meget tydeligt. Det ville komme frem alligevel
Donald var fra starten en, som jeg lagde mærke til. Der var noget med det ranglede, det ikke-glatte, det mangetydige i selve fremtoningen. Han emmede ikke af Hollywood, og det kunne jeg lide. Jeg kunne også lide det, der føltes som et intellektuelt overskud, som man ikke altid finder hos – beklager – andre skuespillere.
Man følte ganske enkelt tit, at der var mere i rollen, som Donald Sutherland ikke følte, han behøvede at gestalte meget tydeligt. Det ville komme frem alligevel. Omvendt, så er det jo intet utydeligt i hans reaktion på datterens død i Rødt Chok (Don’t Look Now) fra 1973, og som stadig er den uhyggeligste film, jeg har set. Men senere i samme film – og selvfølgelig godt hjulpet af instruktøren Nicolas Roeg – bliver det anderledes. Og det er det måske også allerede inden den scene, hvor han finder den druknede pige.
Af disse grunde etablerede han sig i mit unge filminteresserede sind, og han blev en, man regnede med kunne være med til at skabe vellykkede film.
M*A*S*H (1970, Robert Altman) så jeg jo først efter, jeg havde set tv-serien, som efterfulgte spillefilmen, men det var tydeligt, at Sutherland med lethed kunne ’leve op til’ en ellers glimrende – og amerikansk – Alan Alda i rollen som Hawkeye. Alda repræsenterede i øvrigt også den mandetype, som viste, at fysisk magt ikke er for noget at regne i forhold til ironisk-satirisk overlegenhed.
Donald Sutherland dukkede også op hos nogle af mine italienske instruktør-favoritter, Federico Fellini og Bernardo Bertolucci, i henholdsvis Fellini’s Casanova og 1900 (begge fra 1976), og det gjorde mig jo ikke mindre begejstret for ham. Og det på trods af det, der var svært at opfatte som andet end temmelig klodsede eftersynkroniseringer af stemmerne. Men sådan gjorde man jo på de kanter, så det levede vi med.
Uforglemmelige filmoplevelser med Donald Sutherland
Senere i karrieren husker jeg ham personligt især fra Sydafrika/apartheid-dramaet A Dry White Season (1989, Euzhan Palcy) og Fred Schepisi’s Six Degrees of Separation (1993), og det var sgu en stor ting for os danske film-tosser nogle år tidligere, at vi pludselig hørte, at han skulle medvirke i Henning Carlsen film Oviri 1986) i rollen som maleren Paul Gauguin. Nogle anmeldere mente, at han fyldte for meget, nogle at han var den perfekte Gauguin, andre at han overstrålede filmen som sådan. Jeg kan faktisk ikke huske, hvad jeg selv tænkte, og jeg har af en eller grund heller ikke set filmen siden premieren.
Jeg har heller ikke set ham i Hunger Games og den slags film og serier, som har for vane at give ældre, mandlige skuespillere med naturlig patina og autoritet en vis popularitet hos et yngre publikum, men hvad jeg har set, var den herlige røverhistorie The First Great Train Robbery (1978, Michael Chrichton).
Engang i 1979 havde vi nemlig besøg af vores canadiske venner, og mens de voksne snakkede, fik jeg og jævnaldrende Camila og vores to mindre brødre lov til at tage bussen ind til Palads Teatret i København for at se netop dén film. Der var jo en canadier med!
Og selvom jeg som 14-årig skal være ærlig at sige, at jeg nok lagde mest mærke til henholdsvis Camilas sweater og Lesley-Anne Down i den kvindelige hovedrolle, så husker jeg stadig det herligt gavtyveagtige ved Donald Sutherlands karakter, og jeg måtte faktisk lige nu slå op, hvem der spillede den anden mand.
Det var jo bare Sean Connery – ja-ja, dét husker jeg da godt nu – men Donald Sutherland fik allerede da en fortjent plads i min bevidsthed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og