DOKUMENTARFILM // ANMELDELSE – Mel Brooks, den amerikanske filminstruktør, forfatter, sangskriver, producer med mere, er manden bag både filmen og musicalen The Producers og de til stadighed morsomme film som Sheriffen skyder på det hele og Silent Movie. Han portrætteres i en ny todelt dokumentarfilm på streamingtjenesten HBO Max. Mel Brooks: The 99 Year Old Man! anbefales hermed stærkt til folk, der har glemt at grine på grund af verdens fortrædeligheder.
Here I am, I’m Melvin Brooks / I’ve come to stop the show, synger Mel Brooks i en tv-optræden.
Og en showstopper og en performer, der er han, ham der er født som Melvin James Kaminsky i Brooklyn i juni 1926. Det sidste forklarer delvist titlen på den nye dokumentar om ham, idet han i dag er – og under optagelserne var – 99 år gammel. Den anden henvisning i titlen er til det populære comedy act fra de tidlige 1960’ere, som han havde udviklet sammen med sin livslange ven, instruktøren Carl Reiner, The 2000 Year Old Man.
Og som en af de medvirkende i dokumentaren siger om ham i et interview, så troede han, at der blev klappet af ham, da jordemoderen klaskede ham bagi ved fødslen, og den applaus har han higet efter lige siden. Og det han først og fremmest ville, var at få folk til at grine. Og gerne over menneskehedens mest uhyggelige påfund og tildragelser.
Traditionel dokumentar
De to afsnit bevæger sig fremad kronologisk og består udover co-instruktøren Judd Apatows samtaler med Brooks – det ser ud til, at de har haft to sessioner med kamera på – af både gamle og nye interviews med livsvidner, arkivinterviews med Brooks, klip fra film og tv-programmer, private smalfilm og fotografier.
Formmæssigt er alt altså som det plejer i den slags portrætfilm, og det minder for eksempel fuldstændig om udførelsen af en lignende to-afsnits-dokumentar om musikeren Billy Joel, som havde premiere på HBO Max for et halvt års tid siden. Forskellen er selvfølgelig det konkrete indhold.
Og indholdet fordeler sig eksemplarisk, så vi får en retrospektiv droneflyvning over hele hans liv og karriere fra den fattige opvækst, over udstationeringen til Tyskland som soldat i slutningen af 2. verdenskrig, debuten som optrædende i det jødiske underholdningsmiljø i The Catskills lidt nord for New York City og hans indtræden i forfatterholdet på det nymodens medie tv i sketch-showet Your Show of Shows med stjernen Sid Caesar omkring 1950.
Flere af filmene er på min liste over verdens sjoveste (og bedste) film
Brooks selv optræder meget åndsfrisk i interviewene og kommer indimellem med sine vanlige sjove bemærkninger, men også med eftertænksomhed, og det på trods af at han også citeres for, at mindst to tredjedele af alle de interviews han har givet gennem tiderne, var rent skuespil og løjer. Men der er jo det med humor og komedie, at der i det bedste af det kan gemme sig mange sandheder.
Filmene
Brooks får efter tv-erfaringen ambitioner om at lave film, og på en eller anden måde får han skruet sammen, at han kan debutere med den vidunderlige The Producers (Forår for Hitler, 1967), som bekendt handler om en teaterproducer (baseret på en virkelig person, som Brooks havde mødt), der ved hjælp af sin nye revisor finder ud af, at de kan tjene flere penge på et flop end på et hit. Men det vigtigste er, at der gøres tykt grin med alt og alle, hvilket – efter et lidt atypisk og undervurderet afbræk i form af filmen The Twelve Chairs (1970) baseret på en russisk roman – fortsatte med fuld styrke i westernparodien Blazing Saddles (Sheriffen skyder på det hele, 1974).
Brooks blev af filmselskabet på sidstnævnte bedt om at fjerne den ene scene efter den anden, men han gjorde det ikke, for ellers ville den kun have varet omkring atten minutter, som han sagde, og for os andre er det både en af filmhistoriens morsomste film. Den skyder oven i købet med skarpt mod racisme og urimelige magtstrukturer, og den blev en af den længstløbende filmpremierer i Danmark nogensinde.
Brooks bevægede sig med den fantastisk smukt udførte Young Frankenstein (også 1974) yderligere fra den begavede genreparodi over i pastichen, som dog er beslægtede begreber.
Efter min mening udmærkede Brooks filmkunst sig i disse år – med Silent Movie (1976) og High Anxiety (Høj Skræk, 1977) og til dels Spaceballs (Rumnødderne, 1987) – ved at bygge videre på kendte genrer og overføre disse til og parre det med sit eget ’sprog’, hvor den fladpandede falden-på-halen blev eleveret til yderst meningsfuld komik, som man også kender fra Chaplin, Keaton og Marx Brothers, som selvfølgelig alle er Brooks’ erklærede forbilleder. ”Thinking man’s slapstick”, som en kritiker kaldte det, og flere af filmene er da også på min liste over verdens sjoveste (og bedste) film.
I en smuk og morsom scene med Jerry Seinfeld og Carl Reiner – og som jeg tidligere har set i en Seinfeld-special – brokker den da ca. 90-årige Brooks sig over, at han aldrig rigtigt blev anerkendt som filminstruktør eller filmkunstner i sin tid, men at han da nu er kommet på forsiden af et filmtidsskrift.
Man kan mene, at hans karriere som instruktør aldrig nåede samme højder som i 70’erne, selvom der er seværdige ting imellem, men til gengæld gav han som producent chancen til nye navne, der selv ville påvirke filmkunsten betragteligt, især David Lynch (Elefantmanden, 1980) og David Cronenberg (Fluen, 1986).
Humor og alvor
Brooks syntes ikke selv, han rigtigt kunne slippe afsted med at lave alvorlige film – han var med både nogen ret og stolthed kendt som kongen af dårlig smag – og det er også komikken, som denne dokumentar beskæftiger sig mest med. Og som Brooks siger, så er filmkomedie så meget sværere at lave end tragedier. For udover at alle de filmiske aspekter skal fungere, så skal publikum grine. Det er lettere at få den til at græde, siger Brooks, ”… bare træd dem hårdt over tæerne … men i komedien skal du få dem til at give sig selv hen til dig. De skal miste deres værdighed og selvrespekt”.
You will cry in the morning, you will cry at night – but in between you will laugh
Og han mener det: komik har magten til at latterliggøre virkelige magtinstanser og tyrannier, og det er ”sundere og mere ansvarligt at lave vittigheder om Holocaust, end det vil være at gemme det væk og glemme det”. Dokumentaren gør i øvrigt en del ud af, at Brooks virker temmelig optaget af at være af jødisk herkomst, men vi får mærkeligt nok ikke at vide, om han er praktiserende (det er han ikke). Det er selvfølgelig relevant i forhold til den jødisk-amerikanske humortradition og det faktum, at Hitler og nazister – og i øvrigt også jøderne selv – så ofte var genstand for hans komiske angreb.
På privatlivsfronten hører vi om hans første tidlige ægteskab, som resulterede i tre børn, hvoraf to af dem medvirker i de nye interviews, og ikke mindst hans ægteskab med skuespilleren Anne Bancroft, især kendt som Mrs. Robinson i Mike Nichols’ The Graduate (Fagre voksneverden, 1967).
Det første ægteskab led under, at Brooks ikke havde fået karrieren i gang efter det tidlige tv-arbejde og simpelthen var svær at bo sammen med på grund af karrieremæssige frustrationer, men i det andet var Bancroft ifølge både Brooks selv og flere andre så støttende og kærlig, at hun blev hans bedste ven indtil hendes død som 73-årig i 2005. I serien er der et længere uddrag fra DR’s Lørdagshjørnet, som jeg tydeligt husker fra dengang, det blev sendt, og hvor de begge er med. Det er herligt.
Hverken serien, intervieweren Apatow eller Brooks selv forfalder til rørstrømskhed over livets modgang, og det summeres faktisk bedst op i en scene mod slutningen, hvor The Producers skal sættes op som Broadway-musical i 2001. Brooks hyrer sceneinstruktøren Susan Stroman og hendes mand til at stå for opsætningen, men manden dør desværre kort efter, hvorefter Stroman trækker sig. Imidlertid vender Brooks tilbage noget tid senere for at få hende med på projektet igen og siger noget i retning af: ”You will cry in the morning, you will cry at night – but in between you will laugh”. Så hun sagde ja, og indrømmer i filmen, at det passede, og at det hjalp hende gennem sorgen.
Stadig relevant
Og jeg smilede selv – hvis jeg ikke lige frem grinte højt – ved stort set alle de filmklip, som serien genspiller for os, og man får først og fremmest lyst til at gense det meste. Serien er en solid produktion, der ikke får en til at savne ret meget, og prioriteringen af stoffet virker ganske rimelig. Mel Brooks er ganske givet ikke bare en af de store komiske genier, som ikke har sparet sig selv fra at stå i højpandede kritikeres skudlinje ved at turde være både plat og vulgær på et intelligent og velovervejet fundament, men også en filmmand, der stadig er relevant for film- og musicalkomediens udvikling.
Og bare for sjov vil jeg ikke slutte med et citat af Brooks, men derimod et af seriens sjoveste, der kommer fra Anne Bancroft, der også havde et stort komisk talent. I et af seriens mange skønne klip med hende fortæller hun en journalist, at hun forelskede sig i Melvin ved første blik. Men, spørges der – idet ”den lille, grimme jøde og den smukke skuespiller af italiensk herkomst” ikke var et match, ret mange troede på i sin tid – hvorfor forelskede hun sig i ham?
”Fordi han lignede min far og opførte sig ligesom min mor.”
Applaus!
[Citaterne i anmeldelsen er dels omskrivninger efter hukommelsen/oversættelser fra serien selv, dels citater fra bogen The Comic Art of Mel Brooks af Maurice Yacowar (1981).]
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og