HJERNERYSTELSER // INTERVIEW – Flere end 25.000 danskere får hvert år hjernerystelse, og mens de fleste kommer sig spontant inden for nogle få uger eller måneder, oplever omkring 7.000 at få langvarige følger af det. Danske læger kritiseres for at være bagud på viden og behandling, mens politikerne taler om tværfaglige ambulatorier for hjernerystelsesramte, og det er faldet læge og forsker Line Amalie Hellemose for brystet, fortæller hun.
De seneste uger har medierne haft fokus på to hjernerystelsesramte, som er blevet behandlet i USA med en tilsyneladende markant anderledes tilgang til senfølger end den danske.
Et tværfagligt behandlerteam, hård træning og ignorering af symptomer bliver nævnt som noget af det, der har virket, og danske læger kritiseres for at være bagud på viden og behandling, mens politikerne taler om tværfaglige ambulatorier for hjernerystelsesramte.
Internationalt er vi dem, som er tættest på at kunne rulle et tværfagligt tilbud til hjernerystelsesramte ud
Noget, som er faldet læge og forsker Line Amalie Hellemose for brystet. Hun er en af de læger i Danmark, som nok har set flest danskere med senfølger efter hjernerystelse, og hun er også ph.d. studerende på forskningsprojektet GAIN 2.0 på Hammel Neurocenter, som har testet et 8-ugers netop tværfagligt behandlingsforløb på 310 mennesker i alderen 18-60 år med senfølger efter hjernerystelse.
Vi anerkender hjernerystelse, som det er
GAIN 2.0 bygger oven på GAIN 1.0 (ledet af neuropsykolog og ph.d. Mille Møller Thastum på Hammel Neurocenter), hvor man testede yngre mennesker, og som blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Lancet Neurology.
Denne gang har de også forsket i, hvordan de kan implementere behandlingen hurtigt i et samarbejde mellem hospitaler, praktiserende læger og kommuner, så det kan rulles ud til hele landet – uden at vi skal vente i over et årti med at bygge bro mellem forskning og praksis.
Det fortæller Line Amalie Hellemose til POV, som har spurgt hende om både den aktuelle forskning, behandling og kritikken af Danmarks viden om rystede hjerner.
– Er vores viden om og behandling af hjernerystelse i Danmark forældet?
“Sundhedsstyrelsen har lavet kliniske retningslinjer for, hvordan behandlingen skal se ud, men det viser sig i mange tilfælde, at patienterne ikke får den hjælp, de bør have. Så vi er bestemt ikke førende i forhold til behandlingsmuligheder, hvilket også er budskabet i den nye konsensusrapport fra Dansk Center for Hjernerystelse (Vidensrapporter om let hovedtraume. Men det er ikke det samme som, at vores viden om hjernerystelse er forældet eller utilstrækkelig.”
“Med forskningsprojektet GAIN 2.0 har vi fået ny værdifuld viden om tværfaglig behandling af senfølger efter hjernerystelse, om enkeltsymptomer på hjernerystelse, om patienternes oplevelse af at få en hjernerystelse, samt om samarbejdet om behandlingen mellem både hospitaler, praktiserende læger og kommuner – det tager tid at omsætte til konkrete tilbud, fordi der skal være evidens for alt, før vi kan rulle det ud.”
“Men jeg vil gå så langt som at sige, at vi internationalt er dem, som er tættest på at kunne rulle et tværfagligt tilbud til hjernerystelsesramte ud. Vi forsker nemlig også i, hvordan man kan implementere denne behandling i praksis, så patienterne kan blive grebet af et samlet tilbud.”
– Hvilke former for behandling indgår i sådan et tværfagligt tilbud?
“Vi følger de gældende kliniske retningslinjer fra WHO, som er de mest anerkendte til at stille diagnosen hjernerystelse, både klinisk og i forskningen, og så har vi ydermere arbejdet med et kriterie for, at der også skal have været et direkte hovedtraume – i overensstemmelse med de nye retningslinjer fra det amerikanske forskningsmiljø.”
Svimmelhed, træthed og hovedpine, for eksempel, er symptomer på lige fod med, hvor svært det kan være at få familien til at hænge sammen, kæmpe mod jobcenteret og den øgede risiko for depression, som også kan opstå med senfølger efter hjernerystelse
“Der har været noget kritik på sociale medier af, at GAIN 1.0 er udviklet i samarbejde med Afdeling for Funktionelle Lidelser. Det har fået nogen til at tro, at vi i GAIN 2.0 ser på hjernerystelse som en psykisk lidelse, og at vi ikke tager dem alvorligt. Jeg kan godt forstå frustrationerne, hvis man ikke føler sig taget alvorligt, men GAIN 2.0 hører til Hammel Neurocenter, er designet og udført af neurologiske specialister og har intet med psykiatrien at gøre.”
“Jeg vil derfor gerne understrege, at vi anerkender hjernerystelse som det, det er – nemlig en hjernerystelse. Ingen får hverken en funktionel eller psykiatrisk diagnose i vores projekt.”
“Deltagerne har set neurologer, fysioterapeuter, læger, ergoterapeuter og neuropsykologer, fordi vi anerkender både de biologiske, psykologiske og sociale symptomer, som der er fuld konsensus om internationalt. Svimmelhed, træthed og hovedpine, for eksempel, er symptomer på lige fod med, hvor svært det kan være at få familien til at hænge sammen, kæmpe mod jobcenteret og den øgede risiko for depression, som også kan opstå med senfølger efter hjernerystelse.”
– Hvorfor er der ikke et tværfagligt tilbud til hjernerystelsesramte i Danmark?
“Fra man har god, klinisk forskning med brugbare resultater, går der i snit op til 17 år, før det kommer patienterne til gavn i klinikken. Det gælder ikke kun hjernerystelse, men alle sygdomme. Det tager lang tid at implementere, og vi har derfor også forsket i, hvordan interventionen i praksis kan implementeres, og hvordan vi uddanner terapeuter over hele landet – i håbet om at kunne speede processen op. Så lige nu ligger bolden i høj grad hos politikerne, og vi gør vores bedste for at presse på.”
– Men kan det virkelig passe, at hjernerystelsesramte må finde penge og overskud til at rejse helt til USA, hvor behandlingen skulle være meget længere fremme?
“Nej, selvfølgelig kan det ikke passe, at man som hjernerystelsesramt i Danmark skal rejse ud af landet for at få den rette hjælp. Det er netop det, vi med GAIN 2.0 arbejder på at kunne give dem.”
“Dog vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, at USA skulle være længere fremme end Danmark. Den behandling, der er oppe i de danske medier lige nu, er den, som klinisk neuropsykolog med speciale i sportsskader, Michael Collins, tilbyder i Pittsburgh.”
“Den er primært lavet på unge, raske sportsfolk i den akutte fase, og her er vi helt enige internationalt i forskningen om, at de skal behandles så tidligt som muligt, fordi det giver bedre resultater. Der er fine elementer i Collins’ forskning om fysisk aktivitet som behandling til hjernerystelsesramte, men målgruppen i hans forskning kan ikke sammenlignes med den generelle befolkning, som oplever senfølger. Det er to meget forskellige og svært sammenlignelige grupper.”
“Den hurtige behandling kan også være med til at mudre resultaterne af behandlingen, fordi 80 procent vil komme sig spontant uden behandling. Så der er formentlig et sweet spot mellem, at vi starter behandlingen så tidligt, at vi undgår lange, kroniske forløb, men ikke så tidligt, at vi risikerer at sygeliggøre en stor gruppe patienter, der ellers ville komme sig spontant.”
Hvorfor forskellen i behandling?
– Men det har jo virket for nogle at tage til USA og følge et hårdt program for bl.a. fysisk træning?
“Sådan er det med al behandling. Der vil være nogle, der reagerer godt på det, andre, der ikke gør, men i forskning er det vigtigt at afdække andre årsager til, at man enten kommer sig eller ikke kommer sig i forsøgsbehandlingen. Det findes der efter min viden ikke gode behandlingsstudier på i forhold til behandlingen i USA.”
“I forhold til hård fysisk træning, så har jeg set det italesat i den seneste mediedækning som en mirakelkur – men så sort og hvidt er det altså ikke. De fleste hjernerystelsesramte fordeler sig i to, lige uhensigtsmæssige, grupper. De er enten der, hvor de passer rigtigt godt på sig selv og er nervøse for at gøre noget, der kan forværre deres symptomer. Og så er det svært at få det bedre.”
“Men dem, som jeg ser absolut flest af, er dem, der tager den med ro i et mørkt rum et par dage for så at kæmpe så hårdt for at komme tilbage til livet og de mange krav, at de ignorerer symptomer og brager igennem. Hvis de bliver stillet over for anbefalinger om, at de skal lave hård, fysisk træning – ja, så crasher de, og jeg vil være ked af, hvis vi fortsætter fortællingen i medierne om, at man skal ignorere symptomerne og følge en stringent plan om hård træning.”
– Hvad er jeres anbefalinger så, hvis man får en hjernerystelse?
“Det er en udbredt myte, at man skal ligge i et mørkt rum, til man får det bedre – for det får man det ikke bedre af. Men den anden yderlighed er ikke bedre og kan også give langvarige forløb.”
“Kodeordet er gradueret træning, dvs. gradvis øgning af intensiteten og varigheden af aktiviteter. Mikrotræning er et rigtig godt bud – træning delt op i små bidder. Hvis du har brækket benet, skal der gips på, mens det heler, men du vil ikke kunne løbe 10 kilometer, så snart du får gipsen af. Her er alle enige om, at det skal trænes gradvist op igen. Det er ikke anderledes med vores hjerne – den skal hele efter et traume og derefter trænes gradvist op igen.”
“Vi anbefaler, at man ikke kun træner fx yoga, men også styrke- og kredsløbstræning, hvor pulsen kommer op, fordi noget tyder på, at det øger blodgennemstrømningen til hjernen, som er en vigtig del af helingen. Som tommelfingerregel er det ok med en kortvarig forværring af symptomer, men de skal normaliseres inden for 3-4 timer og senest dagen efter – ellers er det et tegn på, at man har lavet for meget for hurtigt.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
