FODBOLD // MINDEORD “Man anede den evindelige smertes ansigtstræk hele vejen i det ellers lette og luftige glid ind over et straffesparksfelts kridtstreger eller stregerne på en spejlbund i kokaintrangens langstrakte efterspil. Tragediens promille og spillets udenomsaktører af et vanvittigt entourage fulgte ham hele vejen til dødslejet.” Diego Maradona døde torsdag af et hjertetilfælde i sit hjem i Argentina. Verdens måske bedste fodboldspiller nogensinde blev 60 år.
Denne gang trak Gud hånden til sig. Ingen hjælp derfra.
Eller greb han alligevel nænsomt fast om den lille, runde fyr og trak ham med op? Helt derop i fodboldhimlen, hvor Diego Maradona en dag kommer til at hygge sig i lidt småspil med Pelé.
Han forlader os, men alligevel ikke, for Diego er udødelig
Det gav verdens bedste fodboldspiller fra årtierne inden Maradona tog over i hvert fald udtryk for og håb om, da den 80-årige brasilianer torsdag kommenterede Diego Maradonas alt for tidlige exit hernedefra.
Når Lionel Messi om mange, mange år fuldender treenigheden, kan de måske i al tilforladelighed nå til enighed om, hvem der var den bedste på jord. Eller bede dommeren deroppe afgøre det endegyldigt.
Selvom Messi som nutidens bedste spiller på kloden ikke helt nærede samme lønlige håb eller fulgte det samme manuskript som Pelé.
Barcelona-stjernen og Maradonas landsmand skrev på Instagram:
”En meget trist dag for alle argentinere og for fodbolden. Han forlader os, men alligevel ikke, for Diego er udødelig.”
Det var nu næppe den øverste dommer over det hele, der tilbage i VM-kvartfinalen i 1986 assisterede den lille snydepels i 1-0 føringen over England.
Det var slet og ret med en udstrakt arm og knyttet næve, Maradona boksede bolden i kassen. Guds Hånd, titulerede han den selv, og som sådan går scoringen over i historien som den mytiske overlevering, fodbolden også er gjort af.
Maradona var spillets patos. I både storheden og faldet. Skønhedens grumhed. En virtuos og bisse. An artist in motion.
Han blev sparket ned bagfra, gav selv igen, rejste sig og driblede videre i en ufortrøden kamp mellem bønder og springere, dronninger og dæmoner. Den napolitanske forgudelse havde ingen ende
Som da han fire minutter senere i selvsamme kvartfinale tog bolden i den anden hånd, eller for begge fødder, og fra egen banehalvdel afdriblede og hensatte det ganske England i resignerende apati til den 2-0-scoring, der afgjorde kvartfinalen. Velsagtens historiens smukkeste mål.
Og det vigtigste for Argentina, da Gary Linekers reducering til 2-1 ikke kunne forhindre Diego Maradona i at bære sit hold hele vejen til det verdensmesterskab, så mange mener, han vandt ene mand.
Akkurat som han egenhændigt gjorde Napoli til italiensk mester to gange, i 1987 og 1990. Han blev sparket ned bagfra, gav selv igen, rejste sig og driblede videre i en ufortrøden kamp mellem bønder og springere, dronninger og dæmoner. Den napolitanske forgudelse havde ingen ende.
Eller det havde den, for han forlod byen i misbrugets miskredit. Med skattesager og mafiaforbindelser i slipstrømmen. Og tilgivelsen lige om hjørnet. Altid tilgivelsen. Helt sikkert også fra højeste sted.
Memories of a genius I was lucky enough to spend some time with. https://t.co/fpcatBuqmo
— Gary Lineker (@GaryLineker) November 25, 2020
Hvor trist man end kunne blive dybt ind i sjælen ved at se og gense den fænomenale engelske dokumentar ”Diego Maradona”, som stadig spiller inde på dr.dk, bar Den Evige 10’er også uskyldighedens smil.
Man anede den evindelige smertes ansigtstræk hele vejen i det ellers lette og luftige glid ind over et straffesparksfelts kridtstreger eller stregerne på en spejlbund i kokaintrangens langstrakte efterspil. Tragediens promille og spillets udenomsaktører af et vanvittigt entourage fulgte ham hele vejen til dødslejet.
Tsunamiens breaking news og mindeord skyller ind over medieland, og man fattes faktisk ord
Maradona var aldrig til ”close, but no cigar”. Han sugede havaneseren helt i bund, for fulde drag til sidste glød, indtil kroppen ikke kunne klare mere.
I fodboldenglens udgave rækker superlativerne ikke. Tsunamiens breaking news og mindeord skyller ind over medieland, og man fattes faktisk ord.
Der er erklæret tre dages landesorg i Argentina, Maradona ligger på lit de parade frem til på søndag ved præsidentpaladset i Buenos Aires.
Jeg nøjes med min stille anekdotiske erindring af et møde fra distancen på en pressetribune under VM i Tyskland i 2006. Der var skrig og balfaldera fra Diego og følge et par VIP-rækker oppe. Det var ikke kønt, men jeg har set ham, og det er alt nok.
De løse snørebånd, letheden, bolden – og Maradona. Og tillad mig klicheens passende afrunding: ”Hvil i fred.” Det havde Diego Maradona i levende live aldrig
Og så ellers YouTube-båndsløjfens trøst og uendelige opvarmning fra det gamle olympiske stadion i München. 50 gange alene i dag? Der er både Bayern mod Napoli i UEFA Cup’en, Maradona og Careca i indforstået antrit til tonerne over stadion fra ”Live is life.”
De løse snørebånd, letheden, bolden – og Maradona.
Og tillad mig klicheens passende afrunding: ”Hvil i fred.” Det havde Diego Maradona i levende live aldrig.
LÆS MERE OM SPORT FRA KURT LASSEN HER
Topillustration: Diego Maradona Graffiti at La Boca, Buenos Aires, Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
