REGERING // POLITISK ANALYSE – Den nye historiske SVM-regering er skabt ud fra nødvendighedens politik. Der er tale om et rent arbejdsfællesskab uden samlende værdier. Som når forældrene mødes til en arbejdsweekend i børnehaven, hvor der kun skal løses rent praktiske opgaver som oprydning, men ikke diskuteres trivsel og pædagogiske principper.
Det er lykkedes for især Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke at skabe en fortælling om, at de forestående udfordringer for det danske samfund er af en sådan karakter, at det simpelthen har været tvingende nødvendigt for især Venstre, men også Moderaterne, at løbe fra deres ultimative løfter fra valgkampen for nu i stedet at gå ind og redde landet.
Bevares, der er krig i Europa, men hvis det var den udløsende faktor, kunne Mette Frederiksen have valgt at udvide sin regering tilbage i foråret
Det er dog en sandhed med væsentlige modifikationer. Den brændende platform, der er skabt for at kunne legitimere de nødvendige løftebrud, er ikke hvidglødende, men blot en smule lunken.
Bevares, der er krig i Europa, men hvis det var den udløsende faktor, kunne Mette Frederiksen have valgt at udvide sin regering tilbage i foråret.
Det blev den som bekendt ikke, hvorimod der hurtigt blev indgået et nationalt kompromis om at løfte forsvarsbudgettet til 2 procent og afskaffe det danske forsvarsforbehold. Med andre ord: Når lokummet brænder, finder de gamle ansvarlige partier alligevel sammen og indgår de nødvendige aftaler.
Kun en lunken platform
Når de tre partiledere har skullet forsvare regeringskonstellationen, har de også peget på sundhedssystemet, inflationen, arbejdsudbuddet, klimakrisen og den demografiske udvikling med markant flere ældre.
Man kan ikke løbe fra, at der er udfordringer. Det vil der altid være. Vi får aldrig det perfekte samfund i balance. Men det er også væsentligt at understrege, at dansk økonomi er bomstærk. Vi står ikke midt i en økonomisk krise, hvor vi skal vende hver en mønt, som det har været tilfældet i fordums krisetider.
Vi har bragende overskud på både statsbudgettet og betalingsbalancen, og den økonomiske recession, der tales om, er stadig meget svær at få øje på. Og i det omfang, den kommer og fordrer statslig indblanding, er det nok de færreste, der tror, at den bliver lettere at håndtere, fordi vi har fået en SVM-regering med vidt forskellige syn på økonomisk krisepolitik. Inflationen og manglen på kvalificeret arbejdskraft er udslag af ren markedsøkonomi.
Den demografiske udvikling med flere ældre kræver nytænkning af velfærdsydelserne
Manglen på begrænsede ressourcer og de akutte udfordringer skal bekæmpes med de markedsøkonomiske midler. Det betyder naturligvis ikke, at man på kort sigt skal efterlade udsatte familier og virksomheder med tårnhøje energiregninger, men viljen til at gå sammen om løsningerne på tværs af partifarverne har jo allerede vist sig i løbet af efteråret. Så de markedsøkonomiske problemer kan ikke i sig selv legitimere den nye centrum-højre regering.
I det omfang, at Danmark skal bidrage yderligere til løsningen af den globale klimakrise og vride armene rundt på landbruget, er der heller ingen tvivl om, at det ville kunne ske hurtigere uden regeringsdeltagelse af landbrugspartiet, Venstre.
Hvad angår udfordringerne i sundhedssystemet er det rigtigt, at de er komplekse, og selv om der er sat 3 mia. kr. af til et politisk bestemt lønløft, kommer det med garanti ikke til at foregå uden store interne sværdslag i regeringen, hvor V og M må forventes at slå sig alvorligt i tøjret under udmøntningen. Det er bestemt ikke en blomst, der er vokset i deres baghave.
Den demografiske udvikling med flere ældre kræver nytænkning af velfærdsydelserne. På den ene side er der behov for mere nærhed og hjerterum til de ældre og syge, og på den anden side tikker uret, så sosuhjælperne kan nå alle planlagte besøg i løbet af dagen.
Et arbejdsfællesskab, men ingen fælles værdier
Konkurrence i velfærdssektoren, frit valg og mere kommunal frihed vil være en del af løsningen, men at fremstille ændringerne som et farvel til velfærdsstaten og et goddag til velfærdssamfundet er klart et oversalg af de nye midler. Staten vil også de næste 100 år tegne sig for broderparten af løsningerne.
Hver gang Løkke er i medierne, ligner han en kat, der har drukket en skål piskefløde
Mette Frederiksen, Ellemann og Løkke har flere gange blevet betonet, at den nye regering er et arbejdsfællesskab. Der er mest af alt af hensyn til kommunikationen til partiernes medlemmer og vælgere, så de ikke forledes til at tro, at de gamle “fjender” nu pludselig også har fået et værdifællesskab. Det har de ikke.
Derfor er det 63 sider lange regeringsgrundlag groft sagt også blottet for værdier i større skala. Det er, som når forældrene i børnehaven er blevet enige om en arbejdsweekend for at løse en række praktiske opgaver som fx fejning af gården, oprydning og udsmidning af gammelt legetøj og sammentømringen af et nyt legehus. Her er der ikke levnet nogen plads til rundbordsdiskussioner om børneopdragelse og pædagogiske principper. De værdier, der gør, at børnene også udvikler sig kulturelt og socialt.
En stegt due i munden på Søren Pape
Onde tunger peger derfor på, at regeringsgrundlaget er skrevet af teknokrater, og at vi lige så godt kunne have ladet embedsmændene tage styringen fra politikerne, når det alligevel bare handler om at implementere nødvendighedens politik. For i konkurrencestaten er der ikke plads til værdier og politiske prioriteringer. Som det klareste eksempel fremhæves regeringens planer om at afskaffe store bededag.
Danskerne skal arbejde mere for at finansiere forsvarsudgifterne. Det er meget svært at forstå logikken. Sig det dog, som det er. Skatten skal op. En formulering, der imidlertid ligger dårligt i Ellemanns mund. Han har i stedet fået indskrevet et skattestop i regeringsgrundlaget, selv om det er mere hullet end en schweizerost.
Med afskaffelsen af store bededag er der virkelig skabt ammunition til de kulturkonservative, og hvis ikke Søren Pape og hans slagne hær er i stand til at indfange Venstres kollaboratører, er der ikke meget, der kan genrejse partiet. Pape har fået en stegt due lige i munden.
Løftebrud rammer Venstre
Mens Lars Løkke Rasmussen er sluppet nogenlunde helskindet igennem sit løftebrud, en advokatvurdering af Minksagen, så står det værre til for Jakob Ellemann-Jensen. For medierne kræver det ikke mange klik med en mus at finde de værste gloser frem, som Ellemann og Sophie Løhde har sagt om statsministerens personlige habitus, magtarrogance og -fuldkommenhed.
Det Radikale Venstre er om nogen blevet sorteper. Selv om man nogle gange tror, at bunden er nået, viser der sig alligevel en ny bund
Løftebruddene gør ondt dybt ind i Venstres bagland, og internt i partiet kan diverse strategigrupper godt begynde at lægge hovederne i blød efter et nyt slogan. “Venstre ved du, hvor du har” kan næppe genbruges uden at skabe uønskede associationer hos modtagerne. Foreløbig viser meningsmålinger, at Venstre har tabt to procent og er nede i 11,3 procent. Bider det sig fast, og kommer Venstre varigt under 10 procent, bliver det et farvel til Mette F. efter næste valg.
Samme problem har Løkke ikke. Midterregeringen har været hans projekt, og hver gang Løkke er i medierne, ligner han en kat, der har drukket en skål piskefløde. Det er velfortjent, og Moderaterne er sikret overlevelse, selv om Løkke måske, som der gættes på, kan blive fristet af at snuppe den ledige EU-kommissærpost om nogle år.
S rykker til højre og gør det sværere for de blå
Der bliver også omkostninger for Mette Frederiksen ved den nye konstellation, som har adskillige blå elementer – ikke mindst en stor lettelse af topskatten. Socialdemokratiet risikerer at skalle af mod venstrefløjen, men partiet har til gengæld også en chance for at vinde nye vælgere på midten.
Det Radikale Venstre er om nogen blevet sorteper. Selv om man nogle gange tror, at bunden er nået, viser der sig alligevel en ny bund. Folk, der investerer i aktier, kender det, og det kan også hurtigt vise sig at blive virkelighed for De Radikale.
Mette Frederiksen har trukket sit parti mod højre. Det var ikke nødvendigt pga. de økonomiske udfordringer og en brændende platform. Det var nødvendigt, fordi Socialdemokratiet havde brug for at flytte sig mod højre og på sigt også gøre livet endnu mere besværligt for de borgerlige partier. Det kan vise sig at blive hendes livsforsikring mange år frem.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
