BØGER // ANMELDELSE – Bogen Det ukendte Sydfrankrig er ikke en bog skrevet efter et sponseret ophold på tre uger. Der ligger årevis af erfaring med franskmænd til grund, politisk, kulturelt, mentalt, historisk og geografisk, skriver Monica Krog-Meyer.
Mens du er i gang med de meget vigtige overvejelser om årets sommerferie, sparker jeg lige endnu en mulighed i puljen: Det ukendte Sydfrankrig.
Det er samtidig titlen på en ny bog, der fokuserer på området nord for Nîmes, ikke alt for langt fra Avignon, Arles og Middelhavet. Årets Tour de France kører i 16. og 17. etape på datoerne 16. og 17. juli netop gennem dette område. Så der er mulighed for at se de smukke landskaber, hvis du tager afsted.
Journalistparret Eva-Marie Møller og Mads Christoffersen har skrevet bogen. De øser af mange års erfaringer med området, hvor de har et hus i landsbyen Russan nær Uzès. Bare historien om, hvordan de fik det hus, hvad der skulle gøres ved det og livet i sådan en lille landsby er interessant og underholdende.
Vildsvin, tyrelege med Camargue-cowboyer til hest og olivendyrkning er en del af lokalkoloritten
Dette er ikke en bog skrevet efter et sponseret ophold på tre uger. Der ligger årevis af erfaring med franskmænd til grund, politisk, kulturelt, mentalt, historisk og geografisk. Og den indeholder også den nyere historie: Mads Christoffersen, en af bogens forfattere, udgav i 2020 bogen De Gule Veste har ordet.
Det franske marked
Rejser man til et andet land, er det oftest for at få nye indtryk. Det er kun de færreste, der på rejse forventer samme vaner, samme mad og samme hverdag som derhjemme. Her kommer vi om bag facaden i det Sydfrankrig, som så mange danskere kender. Den lokale flod Le Gardon ligger charmerende i landskabet, men de lokale ved godt, at den i den grad kan gå over sine bredder, som den gjorde i 2002.
Frankrig er osteland. Gedeflokkene og deres hyrde går ude i naturen tæt på landsbyen, og hvordan gedernes mælk bliver til de lækre runde gedeoste, kaldet ‘pelardons’, får vi indblik i, men også den forstemmende oplysning, at den lille lokale osteproducent blev offer for covid, så osten nu bliver købt i supermarkedet. Og ikke nok med det: Det lokale ugentlige marked i hver en by eller flække, som er en af Frankrigs største turistattraktioner, er nu ved at ændre sig: Økologerne og biodynamikerne laver deres eget marked, så der ikke er tvivl om, hvordan produkterne er blevet dyrket.
Kunst og falske frimærker
Vildsvin, tyrelege med Camargue-cowboyer til hest og olivendyrkning er en del af lokalkoloritten. Det er måske ikke så overraskende, når man er i Sydeuropa, men at vi får beretningen om en kunstnergruppe, der i årevis har sat gang i en kunsthappening, det havde jeg ikke forestillet mig: Det drejer sig om at drive gæk med frimærker!
Kunstnerne sender kreative falske frimærker til hinanden og det er ikke bare kunst, det er en kappedyst.
To betingelser: ”Alle kort skal være udstyret med falske frimærker, som skal være så naturtro, at postvæsnet hopper på den og stempler kortet. Stemples det ikke, kan kortet ikke godkendes som kunstværk!” Og ikke nok med det:
”Den, der modtager kortene med falske frimærker, er forpligtet til at udstille dem offentligt.”
Fuld knald på historien
Befinder man sig i Sydfrankrig, lærer man begrebet ‘pieds noirs’ at kende. Sortfødderne er de mange mange franskmænd, der levede i Algeriet, men som blev ‘sendt hjem’ i 1962, da Algierkrigen sluttede, og landet blev selvstændigt. Franske familier, der i generationer siden 1830 havde levet som kolonister blandt algiererne, måtte sælge deres besiddelser og ejendele, hvis de kunne, og så forsøge at komme ud af landet og i sikkerhed, med hjælp fra den franske stat.
Det var voldsomme tider med terrorhandlinger, guerillakrig og overfald. De der slap ud, slog sig ned i Sydfrankrig, hvor der er nogenlunde samme klima som i Algeriet. Her skulle de forsøge at få gang i en ny tilværelse. Det blev kaldt ‘repatriering’, fordi franskmændene blev tvunget til at tage tilbage til deres fædreland. Som der står i bogen: ”Frankrig havde regnet med, at 200.000 ville forlade Algeriet – det blev godt fem gange så mange.”
Jeg har lært om les pieds noirs, sortfødderne, men jeg havde aldrig hørt om harkierne. Det er en forfærdelig historie, der her omtales som ‘en dårlig samvittighed’.
For én ting er alle de franskmænd, der måtte forlade hus og hjem og god økonomi for at slå sig ned i Frankrig. Noget andet var alle de algierere, der havde arbejdet for franskmændene i årevis, som hjælpesoldater eller anden beskæftigelse i den franske hær. De blev med ét set på som landsforrædere af deres egne, da krigen sluttede i 1962. Mange af dem var franske statsborgere, fordi Algeriet udgjorde fire departementer under den franske stat.
Sådan et drama kan man altså også få indblik i på en ferietur til det ukendte Sydfrankrig
Men den franske præsident de Gaulle mente ikke, at Frankrig var klar til, at en million muslimer og berbere slog sig ned i landet, så deres franske statsborgerskab blev ophævet. De og deres børn kunne ikke tage med deres arbejdsgivere til Frankrig. Det var en del af fredsaftalen og betød, at de blev overladt til deres skæbne i Algeriet, en grum skæbne. Massakrer og fornedrelser var helt almindelige. De ca. 90.000, der flygtede, blev enten sendt tilbage eller interneret i lejre i Sydfrankrig i årevis.
Man sidder med tilbageholdt åndedræt under læsningen og tror ikke sine egne øjne. Jeg sender en tanke til de afghanske tolke, som den danske hær havde haft glæde af, og som efter lang tids protest fra det offentlige Danmark rent undtagelsesvis fik lov til at rejse hertil, da danskerne trak sig ud af krigen.
Så heldige var harkierne ikke. Man forstår godt ‘den dårlige samvittighed’. Mange år senere har Frankrig forsøgt at undskylde sin opførsel med beklagelser, erstatninger og en officiel mindedag for harkierne 25. september.
Sådan et drama kan man altså også få indblik i på en ferietur til det ukendte Sydfrankrig.
Naturen byder sig til
Mere fredeligt giver den smukke sydfranske natur mulighed for vandreture, kano- og cykeludflugter og riverrafting. Det er fint beskrevet – lige til at kaste sig ud i.
For slet ikke at tale om Cosquer-museet i Marseille. Her oplever man den oprindelige og virkelig ukendte historie om urmenneskene, der levede i området. At de har været der, ved vi kun fra deres efterladte hulemalerier af menneskehænder, heste, hjorte, urokser, en bison, sæler og pingviner!
Grotten blev opdaget af en dykker, Henri Cosquer, i 1991; en forrygende historie, hvor hans opdagelse er genskabt i museet, der bærer hans navn.
Den fascinerende grotte ligger nemlig 37 meter under jorden, og man kan kun komme dertil gennem en 100 meter lang, men trang tunnel, iført dykkerudstyr.
Klik dig videre på mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
