EU SET UDEFRA #2 // ARTIKELSERIE – Spanien har brug for indvandrere, men hvad gør man som nation, når man rent faktisk har brug for arbejdskraften, men politisk set ikke ønsker den? Det spørgsmål prøver landet at forholde sig til, men det er en svær balancekunst at skulle tilgodese nuværende politiske strømninger i forhold til fremtidig mangel på arbejdskraft.
Spørgsmålet er ligeledes, hvordan Spaniens nabolande forholder sig hertil? Skaber de europæiske grænsestramninger problemer i blandt andet Marokko, og præger det landets forhold til EU?
Spaniens migrationshistorie er noget anderledes end andre europæiske landes med en kolonifortid. Til forskel fra eksempelvis Frankrig har Spanien historisk set ikke haft tradition for indvandring i større omfang. Først fra 1998 oplevede landet en markant stigning i antallet af indvandrere fra at have 1,2 mio. til i 2010 at have 6,6 mio. ud af en befolkning på 47 mio.
Den største gruppe af indvandrere er fra Latinamerika, mennesker med både samme sprog, kultur og religion som Spaniens egen befolkning. Det er en del af forklaringen på, hvorfor indvandringsdebatten hidtil ikke har haft en helt så skinger en tone som i andre europæiske lande, hvor indvandringssegmentet først og fremmest har været både flygtninge og økonomiske migranter fra Mellemøsten.
Immigrationsamnesti
Frem til den økonomiske krise i 2008 var der arbejde til de fleste immigranter, hvoraf mange af dem arbejdede illegalt i landbrugssektoren. Under landets økonomiske krise i 2008-2012 rejste mange imidlertid hjem.
Netop spørgsmålet om illegal indvandring har landet i flere omgange forsøgt at dæmme op for via generel amnesti for illegale indvandrere. I 2005 lovliggjorde landets regering 700.000 illegale indvandrere. En beslutning, der ganske vist blev mødt med politisk modstand; kritikere anførte, at amnestien blev et trækplaster for yderligere illegale indvandrere fra Frankrig, Italien og Tyskland.
Tilhængere af loven afviste påstanden og påpegede, at lovliggørelsen af disse mennesker og deres familie tværtimod betød en øget indtægt for staten i omegnen af 1,5 mia. euro via skatteopkrævninger fra de nu legaliserede borgere.
Efter krisen i 2008-2012 begyndte tallene at stige igen. I dag udgør indvandrere 7,4 millioner af landets samlede befolkning på 47 millioner. Omend migrationsmønstret har ændret sig lidt over årene, er størstedelen af indvandrerne fortsat fra Latinamerika, hvorfra de ankommer med fly. Derudover kommer en del indvandrere fra Rumænien som EU-borgere og udgør dermed ikke en del af den illegale indvandringsgruppe.
Det gør derimod en stor del fra Marokko, Mauretanien og Senegal. Sidste år var netop de tre på listen over de fem største indvandrergrupper folk fra afrikanske lande.
Haltende samarbejdsaftaler
I 2006 indgik Spanien en samarbejdsaftale med netop disse tre lande om at tilbagetage egne statsborgere fra Spanien mod økonomisk støtte og hjælp, herunder hjælp til at patruljere søvejene for at undgå de større migrantstrømme til søs.
Det er imidlertid et samarbejde, der har vist sig at være mere kompliceret end som så. Ikke mindst på grund af de noget penible politiske problemer med Ceuta – spansk kontrolleret område i Marokko – og Vestsahara, ligeledes et omdrejningspunkt for politiske spændinger mellem de to lande.
Problemet med Ceuta og Vestsahara
Ceuta er en historisk reminiscens fra Spaniens fortid som kolonimagt, et såkaldt spansk selvstyreområde beliggende i Marokko. Det er selvsagt årsag til flere diplomatiske kriser de to lande imellem. Samtidig er Vestsahara en tidligere spansk koloni, nu kontrolleret af Marokko. Men oprørsbevægelsen Polisario Fronten ønsker uafhængighed.
Da Spanien i april sidste år modtog netop lederen af Polisario Fronten, Brahim Ghalil, i Madrid til indlæggelse på et hospital, blev det af Marokko opfattet som en provokation over for landet. Denne diplomatiske krise blev først i år løst ved, at Spanien officielt støttede de marokkanske planer for selvstyre for Vestsahara.
Det kom derfor heller ikke som en større overraskelse, da Marokko i maj sidste år lod over 10.000 illegale indvandrere slippe ind via Ceuta til Spanien.
EU i Marokko – Marokko i EU
Til trods for tilbagetagningsaftalen fra 2006, hvor blandt andet Marokko forpligter sig til at tilbagetage egne statsborgere, synes landet ikke at have ændret syn på EU, som er overvejende positivt.
En meningsmåling fra 2020 viste, at 76 % af de adspurgte følte, at landet havde et godt forhold til EU. Derudover viste målingen, at 65 % af landets befolkning oplevede, at den økonomiske støtte, landet modtog fra EU, var til stor gavn for landet. Ligeledes anså 76 % af de adspurgte, at EU var en vigtig samarbejdspartner for landet.
Allerede i 1987 søgte Marokko om optagelse i EU, men blev afvist under henvisning til landets geografiske placering på det afrikanske kontinent. Det har imidlertid ikke hindret en massiv EU-støtte til landet under den økonomiske budgetlinje kaldet Naboskabsprogrammet. Marokko har gennem årene modtaget milliarder af euro fra EU-fonde, der har været med til at bygge landet op inden for de fleste infrastruktuelle sektorer, herunder sundheds- og skolevæsen, transport, opbygning af retssystemet, fremme af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder.
I det hele taget nyder Marokko en særligt favorabel position i forhold til EU, en såkaldt advanced status i forhold til landets bilaterale samarbejde med EU, og udgør den største handelspartner for EU af de såkaldte sydlige naboskabslande.
I 2020 importerede EU varer fra Marokko for 15,1 milliarder euro. Set i det lys synes de spanske grænsestramninger ikke at fylde så meget i det marokkanske forhold til EU. Tilsvarende synes samarbejdsaftalen med Spanien om tilbagetagelse af egne statsborgere heller ikke at fylde så meget i det samlede marokkanske billede, måske fordi samarbejdet med EU på Naboskabsprogrammet på mange måder måske i sidste ende anses for en slags kompensation for de manglende migrationsmuligheder i Spanien?
Højredrejning i spansk politik
Det tiltagende antal af afrikanske indvandrere, der kommer til Marokko sydfra, er ved at blive et mere synligt problem i det spanske gadebillede. Mange af dem er økonomiske migranter, som kan få opholds- og arbejdstilladelse i landet efter tre år. I ventetiden lever mange som gadesælgere.
Mange af dem bliver udsat for både racisme og politiets bevågenhed og oftest brugt som prügelknabe for det stærkt højreorienterede parti Vox, der ved valget i 2017 stormede frem og sidste år havde 52 pladser ud af 350 i parlamentet. Det paradoksale ved Vox’ vælgersegment er, at partiet klarer sig særligt godt i landbrugsområder, der netop er afhængige af arbejdskraft fra Marokko og andre afrikanske lande.
Højredrejningen til trods indikerer den nuværende spanske befolkningstendens, at landet på sigt ikke vil kunne klare sig uden indvandring. Seneste beregninger tyder på, at landet inden for de næste 18 år vil få brug for yderligere 6-7 millioner mennesker som arbejdskraft for at kunne løfte landets pensionsbyrde. Om det bliver med eller uden marokkansk indvandring, vil tiden vise.
Læs mere om Spanien i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her