DEMOKRATI // KOMMENTAR – Jeg har måske fundet frem til det største tabu i Danmark. Både i den offentlige og i den private samtale. Det er fantastisk interessant. Man kan kalde det demokratisk grundforskning. I kunsten er det vigtigt ikke at kende sine begrænsninger.
Ved folketingsvalget i 2011 lavede jeg en plakat, hvor der stod “Dannelse frem for uddannelse – Højere moral i DK – Stem ikke”. Den hængte jeg op rundt omkring i København. Mest på Vesterbro. Jeg skrev også en tale som jeg lagde ud.
Lige inden valget kontaktede Danmarks Radios TV-Avisen mig. De ville lave et indslag om folk, der ikke stemmer, og de ville gerne lave et interview med mig. Det lød fint. Indslaget, som blev bragt senere samme aften, var dog ikke så fint: Der var kun en vinkel, og TV-Avisen havde fået en lærd til at understrege, at sofavælgere er dovne, de læser kulørte blade, og de spiser junk food.
Jeg blev selvfølgelig arrig over at være blevet snydt til at stille op, arrig over at journalisten ikke havde overholdt sine presseetiske regler og arrig over den generelle nedladende og hånlige tone i indslaget.
I efterspillet, som viste sig at blive endnu mere absurd, blev brugernes redaktør Jakob Mollerup også overrasket over, at TV-Avisen ikke lyttede til hans anbefalinger, så han skrev en klumme om at rette sig selv.
Tabu i medierne
På dette tidspunkt i 2011 kunne jeg kun finde en enkelt fransk filosof, som argumenterede for det fornuftige i at lade være med at stemme. Men siden da er der trods alt sket lidt indenfor emnet.
Ved valget i 2015 opstod der en Stem Ikke-bevægelse, som blev startet af Søren Mau og filosofistuderende fra Århus Universitet. De argumenterede for, at det mest demokratiske, du kunne gøre ved valget, var at lade være med at stemme.
Hvorfor og hvornår glemte medierne, at det er i kunsten, de skal lede, hvis de vil vide noget om fremtiden?
I England sagde Russel Brand, at når borgerne stemmer, så stemmer de imod egne interesser, og at de derfor burde lade være. I Tyskland lød det fra Jonathan Meese, at kunsten skal bestemme, og at kunsten aldrig ville tale for at gå op og stemme. Ved det amerikanske præsidentvalg i 2016 legede Jeb Bush med tanken om, hvad der ville ske, hvis befolkningen undlod at stemme. Professor Mikkel Bolt hævdede op til valget i sommers, at “folketingsvalget er en falsk udgave af demokrati, og at vi gør bedst i ikke at stemme”. I Suspekt og Folkeklubbens sang Danmark, rappede Bai-D, at han ikke stemmer mere, og rapperen Nikoline brændte sit valgkort på scenen til en koncert på Nemoland.
Trods disse kendsgerninger, så virker det stadig til, at medierne ikke ønsker at forholde sig til emnet. Jeg har forsøgt i flere år gennem både min musik, min kunst og mine bøger. Ikke at min kunst udelukkende handler om dette. Tværtimod. En del af problemet kan selvfølgelig også være mediernes generelle lyst, eller mangel på samme, til at dække, hvad der sker i kunsten. Hvorfor og hvornår glemte medierne, at det er i kunsten, de skal lede, hvis de vil vide noget om fremtiden?
Hertil og ikke længere
Det er positivt, at Radio24Syv, i særdeleshed nu efter lukningen, interesserer sig for, hvor grænserne går, men den frie tanke har haft trange kår i mange, lange år. Jeg skal være den første til at begræde, at Radio24Syv lukkede. Jeg har malet mange malerier til kanalens talende toner.
Men jeg må også erkende at selv ikke “den frække dreng i klassen” for alvor formåede eller turde at berøre emnet ved det sidste folketingsvalg. Min elskerinde Kirsten Birgit hævdede ellers gennem valgkampen, at hun ville bevare sin integritet, og at hun derfor ikke stemte. Men på valgaftenen faldt hun alligevel til systempatten, og erklærede at hun havde gjort det.
I en udsendelse fra Folkemødet talte en lytter for ikke at stemme, men kanalens rebel, René Fredensborg, som var vært, virkede næsten til at tage det personligt. Fornærmet afviste han lytteren prompte. Hertil og ikke længere.
Der skal være plads til alle
Mere end en halv million danskere stemmer ikke eller stemmer blankt. Årsagerne til at vi ikke stemmer er sikkert mange. Men at lade som om at denne store del af befolkningen slet ikke eksisterer, det er vel, uanset hvordan man vender og drejer det, ikke særlig demokratisk?
I denne diskussion møder jeg ofte spørgsmålet, “jamen, vil du så have diktatur i stedet for?” Det fortæller meget godt, hvor handicappede vi er i vores tænkning. Vi er blevet bollet i ånden. Vi er åndsbollede. Kan vi kun forestille os verden, som den ser ud netop nu? Eller diktatur? I så fald er vi blevet meget, meget fattige. Jeg skriver sange og bøger om frihed, og nej jeg vil selvfølgelig ikke have et diktatur. Kuk. Kuk. Men jeg er da også et fjollet menneske. Det kan jeg da godt se. At jeg troede, at vi i et åbent og frit demokrati kunne tale om demokrati. Kuk. Kuk. Jeg er lidt kuk. You may say I’m a screamer. But I’m not the only one.
Vi kan sammenligne demokratiet med et rigtig godt forhold. Alt er fjong og ding-dong. Men når vi tager det for givet, ikke gider at tale om det og ikke gider at udfordre det, ja, så dør det jo på et tidspunkt. Vi skal erkende alt det gode, vi har, og vi skal turde at satse det, for noget som kan blive endnu bedre. Sats dit liv.
Da Greta Thunberg holdt tale i København, sagde hun: ”We need a whole new way of thinking”. Samtidig opfordrede hun folk til at stemme. Hun opfordrede folk til at stemme på gamle tankemåder. På døde tanker. Det er modsigende. Du kan ikke sige, at vi har brug for at tænke på en hel ny måde, og så samtidig give den løsning, at du skal stemme på et system, som er gået i stå. Greta er også lidt kuk. Og det er jo fint. Der skal være plads til alle. Alle som er kuk. Også Anders Fogh Rasmussen.
Kejserens mange klæder
I virkeligheden interesserer hele denne stem-ikke diskussion mig ikke synderligt. Jeg sagde stem ikke i 2011. Hvorfor sige det igen? Eftersom jeg ikke må sige det, så er der noget på spil. Det er principielt. Eksistentielt?
I et land hvor vi taler så meget om ytringsfriheden, så er det vigtigt at teste grænserne. Det er først, når vi møder grænserne, at vi ved, at de er der. Kunsten viser os grænserne, og derfor er den vigtig.
DR har stadig ikke besvaret mine spørgsmål og har ikke afsluttet sagen, så derfor bliver jeg nødt til at blive ved. Det er min pligt. Også selvom det kan forekomme selvudslettende.
Det er sjovt, at I lader som om, at kunst slet ikke eksisterer. Hallo, jeg er jo lige her. Det er det modsatte af kejserens nye klæder. I kan slet ikke få øje på alt det tøj, jeg har på
Jeg kan kun gisne om, hvad denne insisteren har kostet mig. Jeg spørger nogle gange mig selv; hvor mange gallerier skal man drive, og hvor mange bøger skal man skrive for at blive hørt i Danmark? Hvor mange gange skal man ligge foran Jay-Z og Elton John på amerikanske hitlister? Hvor mange albums skal man udgive? Hvor mange gange skal man gøre ting som aldrig er gjort før? Hvor mange gange skal man kaldes et geni i anmeldelser fra udlandet? Hvor mange hundrede tusinder danske kroner skal man bruge på PR-bureauer? Hvor mange udviklingshæmmede skal man bade og lave mad til, samtidig med at man gør alt det andet?
Jeg synes det er på sin plads at belyse, hvordan det er at være kunstner i Danmark. Eller hvordan det kan være. Det kan ikke passe, at vi ikke kan tale om det. For år tilbage kunne jeg godt græde over dette. Græde indvendig om ikke andet. Men efterhånden morer det mig mere end noget andet.
Det er sjovt, at I lader som om, at kunst slet ikke eksisterer. Hallo, jeg er jo lige her. Det er det modsatte af kejserens nye klæder. I kan slet ikke få øje på alt det tøj, jeg har på.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: Sofia Busk.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
