BOGUDDRAG // POV SPORT – Journalist, forfatter, kommentator, tidligere fodboldspiller og træner, Morten Bruun, har udvalgt 43 danske fodboldklubber, som han har fundet det mere end værd at skrive en hel bog om. POV Sport bringer et længere uddrag.
Alene indholdsfortegnelsen er ret sjov læsning, hvis man i forvejen kender lidt til danske fodboldklubber. Overskriften til hver klubs kapitel i journalisten og fodboldkommentatoren Morten Bruuns pendant til sin engelske udgave Matchday for et par år par siden, Kampdag, rummer et gran af ironisk distance eller kærlighed.
Og i sit forord gør Morten Bruun med nærmest akademisk empiri rede for, hvorfor han har mandat til at skrive bogen om de i hans øjne 43 væsentligste klubber at have med i en almanak over dansk klubfodbold:
”Som fodboldmand har jeg prøvet det hele. Spillet i den bedste række i 13 år. Vundet mesterskabet og pokalturneringen. Kæmpet mod nedrykning. Jeg har været træner i to superligaklubber og siddet i bestyrelsen i Silkeborg IF’s professionelle selskab. Silkeborg IF er min hjerteklub. Siden 2015 har jeg været fast superligakommentator.
”Kampdag” er mit bidrag til dansk fodbold. Jeg drømte om at blive journalist, længe inden jeg drømte om at blive fodboldspiller. Jeg endte med at blive begge dele, hvilket gav mig den perfekte platform til at skrive denne bog. Det føles godt og rigtigt, at jeg gjorde det.”
Så sent som i fredags modtog han ved Danske Sportsjournalisters Gallaaften prisen ”Årets Digitale Hit”
Udover sin aktive fodboldfortid og velartikulerede kommentatorrolle for Discovery og DR, har Morten Bruun også et entreprenant, journalistisk drive, som blandt andet de to seneste bøger er et udtryk for.
Men så sent som i fredags modtog han ved Danske Sportsjournalisters Gallaaften prisen ”Årets Digitale Hit”, da han satte begejstringens brand i hele underskoven af fodboldforenings-Danmark med hashtagget #herermitstadion, som i bund og grund gik ud på at sætte sig op på sin cykel og drage ud i landskabet for at tage et billede af sit lokale stadion.
Årets digitale hit i 2020 er #herermitstadion af @Bruun6eren – kåret her til aften af @dksportsjour #dkmedier pic.twitter.com/rOfgjhDSP1
— Jimmy Boejgaard (@jimmyboejgaard) September 10, 2021
I løbet af nogle få måneder var stort set hvert eneste stadion foreviget og spottet med digitale knappenåle på et Danmarkskort, og vi var mange, der i følelsesmæssig forstand fandt tilbage til barndommens baner og spil til ét mål efter træning om en Jolly Cola inde fra omklædningsrummets sodavandsautomat.
POV Sport har bragt anmeldelsen af Kampdag, der udkom 6. september, men har af Politikens Forlag fået lov til at bringe et uddrag fra bogen. Og da den 56-årige forfatter ikke nåede at vende tilbage i tide med et forslag til uddraget, og jeg endnu ikke selv har læst hele bogen, valgte jeg i stedet med disclaimerens ublu inhabilitet et uddrag fra kapitlet om Vejle Boldklub, som er den klub, jeg selv er vokset op med.
Det samme er Morten Bruun faktisk, selvom han endte som såkaldt one club-player i Silkeborg.
Uddrag:
”Vejle er blandt landets mest bakkede byer, formet efter Vejle Ådal, der munder ud i den smukke fjord. På vej op mod Munkebjerg Casino kan du køre ad en af Danmarks få serpentinerveje, og uanset hvilket verdenshjørne du sætter kurs mod efter at have været i Vejle, er det op ad bakke. Ligesom det har været for byens stolte fodboldklub i efterhånden mange år. Det har pint Vejles små 60.000 indbyggere, at det er gået Vejle Boldklub så ilde, for de var bedre vant. Fra 1956 til 1992 tilbragte klubben 36 sæsoner i træk i landets bedste række. Undervejs blev det til 5 mesterskaber og 6 pokaltitler. Ja, i 1958 og 1972 vandt de østjyske teknikere begge dele i den samme sæson. Siden 1984 har Vejle intet vundet.
Der er kun den ene dag om året, hvor fodboldklubben ikke er i centrum for Vejles idrætsliv. Den dag, Post Danmark har Vejle som målby. Den dag, rytterne kører et antal gange op ad Kiddesvej som en del af den rundstrækning i bymidten, der giver tilskuerne lejlighed til at opleve cykelløbet på nærmeste hold. Ellers handler det hele om fodbold.
I modsætning til de øvrige store byer i Trekantområdet, Kolding og Fredericia, er der ikke noget håndboldhold til at tage opmærksomheden i Vejle. Der er kun VB, som vejlenserne altid kalder deres klub. Udtalt distinkt og med mere end et gran af ærefrygt.
Selv Thomas Gravesen har det sådan. Jeg var på Estadio Santiago Bernabéu som kommentator, da Gravesen scorede sit første og eneste mål for Real Madrid i en kamp mod Espanyol. 15 år senere er vi kolleger på TV-stationen Discovery Networks Denmark, og da vi sidder og snakker om hans klub, kan jeg ikke frigøre mig fra den tanke, at det betyder mere for ham at have spillet i VB’s røde trøje end i Real Madrids hvide. At det var vigtigere for ham at spille på hold med Kaspar Dalgas end med Zinedine Zidane og David Beckham.
”Det var kun VB, det handlede om, da jeg var dreng. Jeg voksede op tæt på stadion, jeg spillede i klubben og var bolddreng på stadion lige så tit, jeg kunne komme til det. Alle holdt med VB. Vi drømte alle sammen om at spille for Allan Simonsen og Ulrik le Fevres klub”.
Rødt kort til Preben Elkjær
Jeg drømte selv om at spille i VB.
Jeg er vokset op i den lille by Uldum, hvorfra der er 17 kilometer ind til både Vejle og Horsens. Til trods for at afstanden til de to store provinsbyer var præcis den samme, orienterede vi os altid mod Vejle. Når vi skulle have nyt tøj, når vi skulle på biblioteket eller i biografen, og når vi skulle til fodbold, foregik det altid i Vejle.
Mine forældre interesserede sig ikke for fodbold, men min far kørte os gerne ind til Vejle Stadion en gang imellem. Og hvis ikke han eller en af de andre fædre gad, var der altid en chance for, at vi kunne køre med Gert Egs forældre. Gudrun og Gunnar skulle nemlig altid ind og se deres søn spille. Jeg havde Gerts lillebror, Svend, som træner i Uldum IK, og selv om jeg ikke kendte familien godt, kunne vi ofte få plads på bagsædet.
Ligesom jeg selv spillede Gert Eg i Uldum som ungdomsspiller, og han blev på den måde en ledestjerne i mit liv. Når Gert kunne lykkes, kunne jeg måske også. Jeg talte aldrig med ham, men jeg fik hans autograf flere gange, når han og de andre spillere gik den korte tur fra omklædningsrum- mene på Vejle Stadion ned til opvarmningsbanen, hvor det nye stadion er placeret i dag.
Når vi ankom til stadion, parkerede vi på en af villavejene i den nordlige bydel og kom aldrig ned i byen. Det var en skam. Jeg vil anbefale fodboldfans at gøre det modsatte: at tage turen op til Vejle Stadion nede fra byen. Måske endda med et svinkeærinde ned omkring vandet for at se de arkitektoniske mesterværker ved havnefronten. Det ene er det karakteristiske boligbyggeri med de fem bølger, som man tydeligt ser oppe fra Vejlefjordbroen. Det andet er det nyopførte Fjordenhus, der består af fire sammenhængende cylindre med en højde på 28 meter og er designet og udsmykket af den verdensberømte dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson.
Herfra er der en lille halv times spadseretur op ad skråningerne og gennem skoven med det besynderlige navn Roms Hule. Vejle Stadion ligger på adressen Roms Hule 6. Du kan gå langs den asfalterede vej, men det er bedre at gøre som jeg: at tage stien oppe på bakkekammen. Så kan du kigge ud over fjorden og få en fornemmelse af skoven. Som Ebbe Skovdahl sagde, da han tiltrådte som træner i Vejle i 1990: Der dufter så dejligt af fodbold i Nørreskoven. Det fortrød han vist hurtigt, for han kunne slet ikke få Preben Elkjær & Co. til at fungere. Engang kom Skovdahl for skade at kritisere Elkjær i pausen, hvorefter chefen kiggede op med følgende bemærkning: Så klapper vi lige hesten først.
Preben Elkjær blev hentet til Vejle fra italienske Hellas Verona i pomp og pragt, men samarbejdet endte i vanære, da superstjernen blev udvist i sin sidste kamp og forlod Vejle Stadion uden at bekymre sig det mindste om resultatet af opgøret mod B1913. Selv om kampen gjaldt overlevelse i Superligaen. Gad vide hvornår han fandt ud af, at Vejle faktisk havde reddet sig?
Jeg går bag om det nye stadion og op på det gamle. Det bruges fortsat til atletik og ligner på mange måder sig selv fra dengang, jeg spillede der. Siddetribunen over mod skoven blev dog revet ned i 2020, og dermed forsvandt sporene fra det, der kunne have udviklet sig til en dansk stadionkatastrofe.
I en kamp mellem Vejle og Brøndby i 1995 styrtede en hel sektion Brøndby-fans nemlig flere meter ned i en betonskakt, da gelænderet, som de forreste tilskuere lænede sig op ad, kollapsede. Alle på den sydlige ende af tribunen var i fuld gang med at fejre Bo Hansens mål til 2-1 for Brøndby, og det var mere, end rækværket kunne holde til. Mirakuløst kom ingen alvorligt til skade. 24 fans måtte behandles for knubs og skrammer, mens kampen kunne færdigspilles i god ro og orden.
Brøndby vandt 3-1.
”Godt spillet, du der”
Jeg har sat Gert Eg stævne i Vejle Boldklubs museum på førstesalen i klubhuset på det gamle stadion. Den 66-årige advokat er ulasteligt klædt i lysegråt jakkesæt. Stilsikker i både tøjvalg og fremtoning. Distingveret.
Det er de helt rigtige omgivelser at mødes i. Omgivet af minder fra VB’s storhedstid. Plakater fra pokalfinalerne, vimpler fra hele verden og kuriosa som for eksempel Flemming Serritslevs tobaksbord, som han fik af klubben i anledning af sin kamp nr. 150. De største klenodier er der dog ingen tvivl om: Det er de to pokaler, som VB har vundet til evig ejendom. VB sikrede sig sit femte mesterskab i 1984 og sin sjette pokaltitel i 1981, hvilket var, hvad der skulle til for at gøre de to vandrepokaler stationære. Gert Eg var med begge gange.
I pokalfinalen i 1975 scorede Gert Eg ovenikøbet det eneste mål med en behersket helflugter, men i øvrigt befandt han sig mest i baggrunden som erobrer og distributør på den defensive midtbane. Gert Eg lavede ingen frådende tacklinger. Han pillede boldene fra de andre og blev på benene, så der ikke kom jord på de hvide shorts. Han er klubrekordholder med 509 kampe og bærer med stolthed sin 500-kamps nål i reverset. Der findes kun én af den slags.
Både Ulrik le Fevre og Allan Simonsen var rejst til Borussia Mönchen- gladbach, da Gert Eg kom på førsteholdet, og jeg begyndte at komme på Vejle Stadion. Ingen af os var en del af mesterskaberne i 1971 og 1972, men i 1978 så jeg samtlige VB’s hjemmekampe. Ulrik le Fevre var vendt hjem fra udlandet og førte i sin sidste sæson VB frem til klubbens fjerde mesterskab. Den elegante wing blev en myte i dansk fodbold, efter at han i 1971 scorede Tor des Jahres i den tyske Bundesliga. I en kamp mod Schalke 04 jonglerede le Fevre bolden op over to fortvivlede modstandere, inden han flugtede bolden i mål. Teknik i verdensklasse.
Når vi nu er ved VB’ere i tyske storklubber, må Johnny Hansen nævnes. Med behørig respekt. Den stilfærdige back spillede 257 kampe for Bayern München, blev tysk mester tre gange og var med til at vinde to finaler i Europa Cuppen for mesterhold. Det var i 1974 mod Atlético de Madrid og i 1976 mod Saint-Étienne. Han er den eneste dansker, der har vundet to af den slags finaler.
I 1978 var både Johnny Hansen og Ulrik le Fevre vendt hjem til Vejle for at sige tak for det hele med et dansk mesterskab. Det havde ingen af dem prøvet, før de rejste ud. Jeg var naturligvis på stadion til sæsonens sidste kamp mod Køge. Vejle vandt 5-1, blandt andet på et mål af le Fevre, men jeg erindrer ikke nogen egentlig eufori. Nu var titlen også̊ sikret allerede inden kampen, så storsejren over nedrykkerne fungerede mere som en bekræftelse af, at VB var de bedste. Jeg husker i det hele taget publikum på langsiden som frygtelig kritisk. De var kendere og havde tilsyneladende altid oplevet noget, der var bedre.
Et par måneder senere skiftede jeg selv til VB. Jeg vidste, at det var udsigtsløst, for i marts 1979 flyttede min familie til Sønderjylland, hvor min far havde fået arbejde som præst. Det var en stor sorg for en fodboldtosset teenager at blive deporteret fra fodboldens magtcentrum i Vejle, men der var intet at stille op. Jeg var kun 13. Alligevel gennemførte jeg nogle ugers sur vintertræning med grusbanebold og intervalløb på de mørke villaveje omkring Vejle Stadion, blot for at få fornemmelsen af, hvordan det var at spille i VB.
Små 10 år senere forsøgte jeg mig igen, og denne gang var projektet sandt at sige lige så dødfødt. Det var i sommeren 1988. Jeg var netop vendt hjem fra en dannelsesrejse i Tyrkiet, Pakistan, Indien, Nepal og Australien og havde bogstavelig talt ikke rørt en fodbold i et år. Reelt var det en håbløs ballast for en prøvetræning, men min træner fra Kolding-tiden, Ole Fritsen, forbarmede sig og lod mig træne med. Jeg faldt nærmest igennem, men kunne dog glæde mig over en enkelt vellykket pasning til Allan Simonsen, som kvitterede med et velment, men alligevel lettere ydmygende tilråb, som jeg aldrig glemmer:
”Godt spillet, du der”.
LÆS MERE SPORT FRA KURT LASSEN HER
Topillustration: Alene indholdsfortegnelsen rummer en historie i sig selv i Kampdag. Foto: Politikens Forlag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
