9-11 // ESSAY – For amerikanerne forandrede alt sig med terrorangrebet den 11. september 2001. ‘Jeg tror, man skal have været i USA enten, da det skete eller boet her i mange år for at forstå’, skriver Annegrethe Rasmussen, der flyttede til Washington D.C. i 2008 og som mindes den solskinsdag for 22 år siden, da over 3000 mennesker mistede livet.
Essayet er opdateret til minde om angrebet den 11. september 2001 (red).
Den 10. september 2001 skrev Leslie Whittington et postkort til sin søster og hendes mand: “Kære Sarah og Jay, Well så er vi rejst til Australien. Når vi kommer hjem igen, er vi flyttet til en ny adresse; 8034 Glendale Rd., Chevy Chase, MD 20815. Vi har ikke fået vores nye telefonnummer endnu. Mens vi er i ’Oz’, vil det være bedst at e-maile os: whittinl@georgetown.edu. Kærlig hilsen, Leslie, Chas, Zoe & Dana.”
Whittington, hendes mand og deres to piger på otte og tre år flyttede aldrig ind på Glendale Road, der ligger fem minutters kørsel fra, hvor jeg bor
Leslie Whittington postede sit kort i Dulles lufthavn i Virginia lige uden for Washington, D.C. tidligt om morgenen, lige før familien, der var på vej til Australien på ferie, steg ombord på American Flight 77, en Boeing 757 med kurs mod Los Angeles. Flyet lettede kl. 08.20.
Whittington, hendes mand og deres to piger på otte og tre år flyttede aldrig ind på Glendale Road, der ligger fem minutters kørsel fra, hvor jeg bor.
Hendes søster Sarah modtog kortet den 13. september 2001, to dage efter, at American Airlines 77 pløjede sig ind i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon kl. 09.37 om morgenen. Alle 58 passagerer og personale på flyet omkom.
Dagligdags øjeblikke midt i ødelæggelsen
Ofte er det lærerigt at zoome ind på de store tragedier gennem et fragment af ulykken. Et fnug i den store historie, et postkort, en logbog, en sikkerhedssele, en dukke fundet i ruinerne fra World Trade Center, et ur der gik i stå præcis på det tidspunkt, terrorangrebet fandt sted.
Postkortet fra Leslie Whittington er en stump af historien om 11. september 2001 og var en del af en lille særudstilling, som the Smithsonians National Museum of American History viste i den amerikanske hovedstad under titlen September 11: Remembrance and Reflection på tiårsdagen for terrorangrebet.
Jeg så dengang udstillingen, der rummede omkring 60 genstande fra World Trade Center, fra Pentagon og Shanksville, Pennsylvania, hvor det fjerde fly styrtede ned, og lyttede til Cedric Yeh, udstillingens kurator, der forklarede, hvorfor lige disse ting var blevet udvalgt som udstillingsgenstande.
Han sagde: “Det er dagligdags øjeblikke midt i ødelæggelsen. Det er ting, vi alle genkender, og de hjælper mennesker med at forstå, at dette fandt sted for os alle”.
Fokuseringen på små ting kan være de mest velegnede, hvis man vil fortælle om tragedier, der er overvældende eller uden for skalaen. Det er derfor, historier om enkelte familier eller mennesker, rammer hårdere og huskes bedre end tal og statistikker
Dele af særudstillingen er forblevet en del af museets store permanente udstilling The Price of Freedom: Americans at War.
På 15-årsdagen for angrebet, 11. september 2016, vistes som nævnt særudstillingen, som blot kunne ses i 24 timer, med titlen Out of Storage: Sept. 11.
Det er sandt, at fokuseringen på små ting kan være de mest velegnede, hvis man vil fortælle om tragedier, der er overvældende eller uden for skalaen. Det er derfor, historier om enkelte familier eller mennesker, rammer hårdere og huskes bedre end tal og statistikker. Det er derfor, Anne Franks dagbog griber børn og unge, som ikke selv har noget forhold til Holocaust eller måske ikke er videre interesseret i Anden Verdenskrig eller Det Tredje Riges uhyrligheder som begreber.
Mobiltelefonernes ringetoner var værst
Også for de mennesker, der kommer til efter et terrorangreb, kan de små ting ramme hårdere end de udpenslede eller blodige detaljer.
I 2016 havde jeg besøg af en mand i Washington D.C., hvor jeg bor. Han havde deltaget i det umiddelbare efterforskningsarbejde efter terrorangrebet 13. november 2015 på spillestedet Bataclan i Paris.
Det dagligdags, der pludselig bliver en del af det utænkelige. Mobilen, der ringer i lommen hos en teenager, som havde hele livet foran sig
Da han fortalte om det, sagde han, at noget af det værste for ham havde været at gå rundt blandt de døde unge og lytte til lyden af alle deres mobiltelefoner, der bare ringede og ringede. Angstfulde opkald fra rædselsslagne forældre, bedsteforælde, søskende, venner – opkald, der aldrig blev besvaret.
Det dagligdags, der pludselig bliver en del af det utænkelige. Mobilen, der ringer i lommen hos en teenager, som havde hele livet foran sig. Tilskueren, som intet kan gøre ud over blot at observere. Det fyldte min ven, den franske politimand, med rædsel og fortvivlelse.
På samme måde – bare værre fordi det handlede om et nært familiemedlem – forestiller jeg mig, som Leslie Whittingtons søster må have følt det, da hun modtog det glade postkort fra Dulles Airport, to dage efter sin søsters død. Et postkort, der emmede af forventning og forudsigelser om en ferie og en fremtid, der aldrig fik lov at udfolde sig.
I skyggen af tårnene skinner solen stadig
Og nu i dag er vi så igen nået til årsdagen for 11. september 2001.
For noget tid siden gik jeg rundt i New York en halv dag på Ground Zero og besøgte museet samt det nye World Trade Center, der har rejst sig i tvillingetårnenes skygge.
Et nyt højhus. En ny arbejdsplads – og et smukt, men også dystert mindesmærke om fravær, de to store reflecting pools, hvor kaskader af vand løber ned i dybet, der er omringet af blankpoleret sort, granit.
De to store bassiner ligger for foden af tvillingetårnene og pladsen udenom er omkranset af hundredvis af hvide egetræer. Hele vejen rundt om de to vandbassiner løber to bronzepaneler med navnene på de 2983 ofre indgraveret. Titlen på mindesmærket er da også netop “Reflecting Absence”.
Jeg deltog også i den officielle åbning af museet i New York i 2011.
Dengang talte jeg med flere familier, de efterladte såkaldte 9-11 families, som også var inviterede til åbningen, og jeg blev opmuntret, da en mor, Marina Are Valo, der var kommet for at mindes sin søn Kenneth, sagde:
”Dette er et værdigt mindested, et sted, vi kan komme og ære dem, vi har mistet. Men også et vidnesbyrd om, at New York kan komme videre. Vi lever måske nok i skyggen af tårnene, men solen skinner fortsat. Det må vi aldrig glemme”.
11. september 2001: Det store tab af uskyld og sikkerhed
Men selv om jeg blev rørt og eftertænksom både i 2011 og i år, og selv om jeg mener, jeg har forstået lidt af, hvad 9-11 har betydet for verden – den mistede uskyld og introduktionen til en anden, og dengang ny type terror, som betød at ‘terror’ ikke længere var lig med at fanatikere dræber andre i en politisk sags tjeneste, men også kan indebære, at denne sag er så stor, og hadet så dybt, at man udsletter sig selv, at man vælger sin egen død til – så er det fortsat min påstand, at vi europæere aldrig rigtigt vil begribe, hvad 11. september 2001 betød og stadig betyder for amerikanerne.
En nations selvfølelse kan ikke meningsfyldt måles med tal alene. Ej heller er tragedier størrelser, der proportionelt kan sættes på ligefremme skalaer
Talrige er de danskere, som med en lidt træt mine er fløjet ind til Washington og over en frokost har betroet mig, at de ikke helt fatter, hvorfor lige dette terrorangreb skal have så meget omtale for slet ikke at tale om så meget betydning.
De minder om, at der er blevet dræbt ”mange, mange flere afghanere og irakere” som følge af USA’s krigsførelse i de to lande.
Og om at der i det hele taget dør flere mennesker hver eneste dag af stort set alt andet end terrorangreb, det være sig mæslinger, trafikulykker, vold i hjemmet eller drab som følge af den amerikanske våbenlovgivning.
Det er jo rigtigt, statistisk set. Men en nations selvfølelse kan ikke meningsfyldt måles med tal alene. Ej heller er tragedier størrelser, der proportionelt kan sættes på ligefremme skalaer.
Hvis de kunne, ville amerikanerne i øvrigt være på spanden i mere end en forstand. For mange numeriske indikatorer peger den forkerte vej – fra antallet af svært overvægtige over den nationale gæld til en fortsat voksende ulighed.
Truslen mod The Homeland
Terrorangrebet 11. september 2001 var så chokerende for USA, at man måske skal være amerikaner for at forstå effekten. Eller i hver fald have boet her i landet, da angrebet skete.
Jeg har endnu til gode at møde en eneste voksen amerikaner, der ikke kan fortælle i detaljer, hvad han eller hun foretog sig i timerne under og efter angrebet.
Min gamle nabo, Marissa, fortæller, at ”vi troede, der ville komme flere angreb. Der var kampvogne og bevæbnede soldater på alle gadehjørnerne i Georgetown, vagter ved mit ældste barns børnehave. Stemningen var ubeskrivelig. Trykket. Angst.”
Ved middagsselskaber fortæller venner fortsat historier om folk, de kendte, venner eller familiemedlemmer, som omkom, især i disse dage, hvor angrebet rykker tæt på igen. Både i medierne og i amerikanernes bevidsthed.
Det var først, da jeg selv havde været i USA et års tid, at brikkerne faldt lidt på plads ad en omvej.
I månedsvis efter min ankomst i 2008 – direkte fra Paris – havde jeg været irriteret, nærmest fornærmet på mit kontinents vegne over, hvor lille interessen for Europa var i de amerikanske medier. Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor alle aviser, tv, radio og online-medier var proppet med krig, terror, sikkerhed, udenrigs- og forsvarspolitik men især emner inden for det amerikanerne kalder homeland security.
Jeg har en nagende mistanke om, at det også er fordi, mange amerikanere ser Europa som et irrelevant frilandsmuseum af døende velfærdsstater uden skarpe albuer, et kontinent, der har tabt evnen til innovation
Geografisk tager Asien og Mellemøsten det meste af pladsen, mens Europa behandles med en lidt distræt, nærmeste overbærende distance. Dag efter dag, uge efter uge. Og sådan er det i øvrigt stadig – her 11 år efter. Det meste handler på forskellig vis om amerikanerne selv.
Men så spiste jeg frokost med en højtstående amerikansk diplomat, der netop havde ansvaret for håndteringen af Europa i State Department – det amerikanske udenrigsministerium.
Han sagde med et lille smil: ”Vi taler ikke så meget om europæerne, fordi I er vores venner. I truer os ikke, og det er jo sådan set bare en kompliment. Medierne skriver, som du ved, mest negative historier”.
Og ja, amerikanske medier er mest optagede af trusler mod supermagten. Som kommer enten fra lande, hvor USA er i krig eller er til stede militært eller fra de lande, der kan true Amerika på længere sigt enten militært eller økonomisk. Europa er i den sammenhæng lettere uinteressant, også selvom Ruslands krig mod Ukraine har tvunget USA til at interessere sig mere for Rusland (igen) end for Kina, som de fleste er enige om, repræsenterer en mere seriøs trussel mod amerikanernes globale hegemoni på længere sigt.
Hvilket vi selvfølgelig godt, som min diplomat-ven foreslog, kan vælge at se som en kompliment.
Men jeg har en nagende mistanke om, at det også er fordi, mange amerikanere ser Europa som et irrelevant frilandsmuseum af døende velfærdsstater uden skarpe albuer, et kontinent, der har tabt evnen til innovation.
Vi er ikke alle amerikanere
At vi er langt mere interesserede i amerikanerne, end de er i os, er der imidlertid ikke noget nyt i.
Påvirkningen er altid gået i én retning over Atlanten, hvis man undtager en lille i egen forstand avanceret østkyst-overklasse af intellektuelle amerikanere, der er nogenlunde lige så repræsentative for USA som de københavnske Kartoffelrækker er for Danmark.
Og det er en del af forklaringen på, hvorfor vi ikke helt kommer til at fatte, hvor dybt traumet sidder eller i hvor høj grad 11. september 2001 fortsat influerer betydelige dele af USA’s sikkerheds- udenrigs- og forsvarspolitik.
For nok var mange europæere – også mange danskere – instinktivt enige med den tidligere franske præsident Jacques Chirac, der i et ekko af en leder fra Le Monde, lige efter angrebet udtalte at ”vi alle er amerikanere”.
Men som danskere i en europæisk småstat fatter vi ikke, hvad det vil sige at leve i en krigsførende supermagt; vi føler ikke, hvilket traume 9-11 er forblevet for den amerikanske nation. Livet går jo videre.
For amerikanerne ændrede noget sig for evigt i september 2001; følelsen af usårlighed smuldrede den smukke efterårsdag for 18 år siden
Og jovist – det gør det heldigvis også for amerikanerne, som den førnævnte surviver mom også udtrykte det.
Men for dem ændrede noget sig for evigt i september 2001; følelsen af usårlighed smuldrede den smukke efterårsdag for 15 år siden. Men også noget andet og uhåndgribeligt.
Som Lawrence Wright, forfatter til bogen The Looming Tower: al-Qaeda and the Road to 9/11, har sagt det:
”Ingen vil igen blive inviteret op i et kontroltårn for at se flyene lande, som jeg gjorde, da jeg var gymnasieelev og havde inviteret en kæreste med ud i lufthavnen, fordi det var alt, jeg havde råd til. Vi har mistet den troskyldighed og tillid til hinanden, som vi engang havde. Jeg tror aldrig den kommer igen”.
Solen skinnede, som den også gør i dag, og selv om det er angstens billeder, medierne husker – de brændende tårne, desperate mennesker, som hopper i døden, den allestedsnærværende, massive støvsky, der ruller gennem det nedre Manhattan, brandmænd dækket af blod og nedfaldent byggemateriale – så starter næsten alle, der selv skal fortælle om angrebet, og hvor lige netop de befandt sig, med at sige, hvor skinnende blå og skyfri himlen var.
Alle fotos: Annegrethe Rasmussen.
Dele af denne artikel har stået i en klumme, jeg skrev til dagbladet Information i september 2011. Den kan læses her. For en anden tekst til minde om terrorangrebet 11. september 2001, læs professor Peter Kurrild-Klitgaards artikel, Dén dag i New York.
Dele af denne artikel har stået i en klumme, jeg skrev til dagbladet Information i september 2011. Den kan læses her. For en anden tekst til minde om terrorangrebet 11. september 2001, læs professor Peter Kurrild-Klitgaards artikel, Dén dag i New York.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
