Hvordan en personlig anekdote illustrerer et ambassadørskab, der satte glat æstetik over politisk substans og herved ufrivilligt udstillede en liberal og progressiv elite, der har mistet forbindelsen til den befolkning, de udvalgte og de udpegede på papiret skulle repræsentere.
Det har været interessant at følge den nu afgåede amerikanske ambassadør Rufus Giffords erobring af Danmark – der har velsagtens aldrig før været en så populær diplomatisk repræsentant for en fremmed nation.
Ambassadør Gifford gennemførte et 100 procents succesfuldt og medieforstærket salg af sin statslige position og egen karakter, hvorved han formåede at udviske forskellen mellem de to i de flestes øjne.
Alle elsker Rufus
Og det er på sin vis ikke overraskende, at danskerne syntes at have købt Giffords diplomatiske mission filtreret gennem hans positive væsen, ægte nysgerrighed og imødekommenhed. Særligt efter han modtog et veritabelt PR-boost til sin ambassadørmission fra Danmarks Radio, der bragte to programserier om ham og hans familie.
Og her var der virkelig ikke andet at komme efter end beundring: Ambassadøren havde en sød husbond og en sød hund, han var ikke tynget af formalitet og politisk stivhed og havde et kæbeparti som Jack Kerouac. Ja, det har han vel stadigvæk, det var oplagt og åbenlyst, at der var såvel pensionister som folkeskoleelever i tusindtal faldt for hans charme.
At være amerikansk ambassadør i Danmark er samtidig en temmelig enkel opgave, da forholdet mellem de to lande er af en temmelig konstant karakter. København er ikke en kedel af piranhaer, der kræver diplomatisk snarrådighed som Islamabad eller Moskva. Så uden de store konflikter var Gifford fri til at bruge sin tid på tale om demokrati og nødvendigheden af debat og civil bevågenhed som forudsætning for medborgerskab. Alt sammen rigtigt godt – så hvorfor har jeg alligevel et problem med Gifford?
Amerikanerne har gennemskuet Danmark
Man kunne pege på, at han var en del af Barack Obamas stabs PR-orienterede, telegeniske strategi med at fylde ambassadørposter i de skandinaviske lande med seksuelle og/eller etniske minoriteter for at promovere det kosmopolitiske og mangfoldige USA, der får progressive skandinaver til at smile huldsaligt og belejligt glemme alt om droneangreb i Yemen.
På den anden side kan man næppe bebrejde amerikanerne, at de har gennemskuet folkesjælen hos supermagtens små nordiske allierede.
Hvad så med den indvending, at Gifford i hvert fald ikke er folkelig? Tværtimod er han produktet af noget af det ældste uformelle aristokrati i Amerika, hvilket blev ret tydeligt da han besøgte sine velbjergede forældre i DR’s programserie. Utrænede øjne ville se forældrene som blot et nydeligt hvidt par i et stort hus. For mig at se var dette programafsnit imidlertid et studie i amerikansk aristokrati. Gifford, familiens fransk-normannisk klingende navn, tyder ikke blot på, at de var adelige i den gamle verden, de er klart også et eksempel på de såkaldte Boston ’Brahminere’ – den ypperste kaste af gammelrige protestanter i en ellers udpræget katolsk by. Altså et medlem af den liberale og relativt forskansede elite, der nu gøres op med i valg efter valg.
Men igen: Det er selvfølgelig ikke nogen forbrydelse at blive født ind i rigdom og magt – man skal dømmes på ens egne handlinger.
Den progressive elite på scenen
Nej, jeg vil fortælle om min selvoplevede oplevelse, min egen anekdote om Gifford der efter min mening situerer hans virke i den vage centrisme, der i disse år falder ned om ørerne på os.
Mit ret korte møde med ambassadøren fra Amerika placerer ham med bagklogskabens klarsyn som indbegrebet af den tonedøve transatlantiske elite, der overfladisk taler om liberale og progressive idealer, uden at bekymre sig om at gøre det økonomiske og sociale arbejde der understøtter disse.
Jeg og Gifford delte en scene ved en ungdommens demokratifestival i Søndermarken sidste sommer. Jeg modererede et panel bestående af ambassadøren og tre amerikanske udvekslingsstudenter.
Sammen skulle vi udrede det hektiske amerikanske præsidentvalg, der som bekendt på daværende tidspunkt stod mellem Hillary Clinton og Donald Trump.
Som svar på disse frugtbare og nysgerrige spørgsmål til diskussion diskede Gifford og jeg selv op med overbærende forsikringer om, at de herskende demokratiske institutioner nok skulle afvise Trump ved stemmeboksen, og at alle verdens data og modeller i øvrigt pegede på, at den moderate Clinton nok skulle vinde.
De tre amerikanske studerende kommunikerede deres dybe angst for Trumps truende momentum, mens gymnasieleverne i publikum stillede spørgsmål, der demonstrerede en forståelse af de underliggende dynamikker i præsidentvalget og de temaer, som pt. destabiliserer vestlige demokratier og vælter eliter på stribe.
Mange af de fremmødte var især interesserede i en dialog om den socialdemokratiske kandidat Bernie Sanders, selvom han på dette tidspunkt var ude af ræset.
Som svar på disse frugtbare og nysgerrige spørgsmål til diskussion diskede Gifford og jeg selv op med overbærende forsikringer om, at de herskende demokratiske institutioner nok skulle afvise Trump ved stemmeboksen, og at alle verdens data og modeller i øvrigt pegede på, at den moderate Clinton nok skulle vinde.
Gifford priste også danske tiltag om at indføre folk og særligt unge i den demokratiske proces i høje toner – som den demokratiske festival, der afholdt panelet.
Sanders og Trump anbragt på samme populistiske hylde
Senere bevægede diskussionen sig i retning af økonomisk ulighed og social fremmedgørelse som drivkraft for politisk oprør. Gifford og jeg slog det hen med storladne men tomme forsvar for den politiske status quo. Som ’eksperter’ var vi velforvissede om, at vores meninger og analytiske forståelse var rigelig som bevis for overlegenheden af vores synspunkt.
Lad mig straks tilstå, at jeg placerer mig selv i den hovne elitære gruppe, hvis ubrugelige synspunkter igen og igen er blevet modbevist i det forgangne års politiske kamppladser.
Gifford gik dog skridtet videre i sit forsvar af de herskende teknokratiske eliter den dag. Over for publikum manede han til bekymring omkring de populistiske bevægelser i hele vesten og anbragte Trump og Sanders i samme bås som farlige anti-demokratiske demogager.
Allerede da studsede jeg over, at han så nonchalant placerede Sanders, en nuttet og uskadelig socialdemokratisk zaydeh, i samme kategori som den krypto-fascistiske bondefanger, Trump. Men særligt set i lyset af valgresultatet nogle måneder senere forekommer hans helstøbte afvisning af almindelige borgeres angst – ved at placere vidt forskellige politiske bevægelser sammen blot fordi de udfordrede hans magelige position – uholdbar og letkøbt.
Gifford demonstrerede den dag en utilgivelig skødeløshed ved at sætte Sanders og Trump sammen. En moderat socialist, der formastede sig til at foreslå en forsigtig tilnærmelse af det skandinaviske velfærdssamfund i USA, var altså lig med den største trussel mod vestligt demokrati i nyere tid i ambassadørens optik.
Netop dér, på scenen for ungdommens folkemøde – et sted man kunne anskue som den ideelle organiske ramme for virkelig diskussion, ansigt til ansigt med unge borgere – afviste ambassadøren med medietække den berettigede bekymring, publikum udtrykte. Faktisk virkede det som, om han ikke hørte efter.
Gifford forsvarede et frit og meritokratisk samfund, men var samtidig fuldkommen blind for, at hans politiske, liberale frænder har fulgt et politisk program, der har decimeret det økonomiske grundlag for den borgerlige offentlighed og den demokratiske proces, som han ellers satte op på en piedestal som forbilledet.
Og netop dér, på scenen for ungdommens folkemøde – et sted man kunne anskue som den ideelle organiske ramme for virkelig diskussion, ansigt til ansigt med unge borgere – afviste ambassadøren med medietække den berettigede bekymring, publikum udtrykte. Faktisk virkede det som om, han ikke hørte efter, om end det måske blot var fordi han virkelig ikke forstod, hvad de sagde, eller hvor de unges bekymring kom fra.
Jeg kan kun forestille mig, at dette var en gennemøvet Spiel, som han har fremført for skolelever mange gange før; højbårne og fine idealer som imidlertid intet er værd, når der ikke sættes kraft bag ordene. Det forstod de unge mennesker i publikum den dag, og de viste det ved at være nysgerrige omkring Sanders og bange for Trump – det var os på scenen, der var gal på den.
Æstetik rækker ikke – der skal politik til
Med min anekdote søger jeg naturligvis ikke at lægge den aktuelle politiske omvæltning vi i Vesten står med pt. over på Giffords skuldre. Han er garanteret en fin fyr og var under alle omstændigheder blot en lillebitte del af et system, der har ladet demokratiets strukturelle problemer vokse til et ubærligt punkt.
Jeg vil ikke desto mindre pege på, at hans ambassadørskab må betragtes som et mindre men dog illustrativt eksempel på den større dysfunktion. En diplomatisk position, der ikke gør så meget fra eller til, men som sælges gennem glat og karismatisk æstetik. Smukke ord og lyriske oder til demokratiet er et skrøbeligt fundament, hvis der ikke er virkelig politik bag. Og man kan se, hvordan det liberale politiske projekt er i fare for at blive skyllet væk, fordi eliterne ikke har forstået at lytte til befolkningernes globale bekymringer.
Så mit svar på spørgsmålet om, hvordan Gifford vil blive husket som ambassadør, er følgende:
Ambassadøren fra Amerika vil blive husket som en dygtig diplomat, der mesterligt formåede at sælge sin person til en hel befolkning, og dermed også sit land; men som samtidig gennem sin standsmæssige position og sine glatte og sympatiske taler også repræsenterede elitens manglende svar på borgernes relevante spørgsmål om, hvorfor vi ikke kan leve op til de idealer, vi hylder – i hvert fald forudsat, at disse idealer også rummer en drøm om, at den jævne befolkning får opfyldt deres behov for at leve i økonomisk tryghed og mulighed for at leve deres drømme og forhåbninger om et bedre liv ud i den virkelige verden.
Topillustration: Cartoon art – originalfoto fra YouTube.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
