
BØGER // ANMELDELSE – Deborah Levys roman Hot Milk er en solflimrende og dybt sanselig fortælling om afhængighed, frigørelse og kærlighedens gift. I den spanske hede spejles myter i et nutidigt mor-datter-drama, og Levy skriver – som altid – med stor præcision om det, der gør ondt.
Mine fordums yndlingsmåneder maj og juni har af personlige årsager været et forfærdeligt mareridt, og så meget desto mere grund har jeg haft til at synke ned i bøger, der kunne give mig en solvarm flugt fra virkeligheden.
Sådan en bog er Deborah Levys Hot Milk. Den kom på engelsk allerede i 2016, men er først udkommet på dansk nu, efter at forfatterens fremragende erindringstrilogi har fået et stort dansk publikum.
Overtænkning under solen
Vi følger 25-årige Sofia, der ikke har nok familie til at rive sig løs fra sin syge mor, hvis støtteben, hun derfor er blevet. De er sammen rejst til Almería i Andalusien for endnu en gang at forsøge at få en forklaring på, hvad moren fejler. Sofia har ikke meget at efterlade; et job på en kaffebar i London, kaffebarens lagerrum, hvor hun sover og en skibbrudt ph.d.-afhandling i antropologi.

Dagene går med at kede sig, servicere moren (herunder at følge hende til møder med den tvivlsomme Doktor Gómez) og med at trodse livredderens gule flag og bade i det brandmandsfyldte hav. Sofia har masser af tid til at overtænke: Hvorfor er hun aldrig blevet til noget? Hvorfor kender hun ikke sin græske far bedre? (han er flyttet til Athen og har fået en ung kone og et barn) og hvad skal hun med sit liv?
Ind træder Ingrid Bauer, en spansk syerske i romerske sølvsandaler. Sofia bliver forelsket og her begynder hendes forvandling.
Deborah Levy skriver om store følelser
Ingen kan som Levy skrive køligt som et morgenbad. Overalt i hendes forfatterskab er der store følelser, tab og smerte – og det hele behandles med en smuk afstandstagen, der afbanaliserer alt og gør hendes personer dybt interessante. Samtidig udfolder hendes bøger sig altid subtilt og samtidig insisterende gennem temaer, der giver læseren indtryk af, at ”the owls are not what they seem”.
Man læser romanen sultent og gang på gang forbløffet over, at Levy også i denne roman formår at skrive som et rumvæsen, der lige er nødlandet på stranden og møder menneskerne med et helt blankt blik
Tilfældigt er jeg samtidig i gang med at genlæse min ungdoms første store bog Troldmanden af John Fowles, som jo også foregår i salt luft under en svidende sol, hvis hovedperson er en mand på 25, der lider af overtænkning, og som gennem mødet med en sær og uberegnelig type og en række forunderlige hændelser bliver forandret for altid (skynd dig at læse den).
I Troldmanden er det, med hjælp fra græsk og romersk mytologi, det meningsløse liv og dets valg, der hele tiden løber som en sølvåre under teksten.
Det brændende hav
I Hot Milk er det blandt andet de føromtalte brandmænd – ”medusaer” på latin – der bliver et af billederne på kærlighedens smerte og frihedens nødvendighed. Den græske sagnfigur Medusa blev født som uhyre med hår af slanger. Hun dør ved at helten Perseus hugger hovedet af hende – og hendes blod bliver til den bevingede hest Pegasus (som jo også er et symbol på digterisk inspiration).
Ingrid Bauer (i romanen altid med fuldt navn) er et slags uhyre. Hun er giftig mod dem hun elsker, og hun omgiver sig med inventar fra Medusa-myten; en slange, sværdsymboler og heste. Og Sofia brænder sig på hende, som hun brænder sig på goplerne i havet.
At se Medusa i øjnene uden at forstene
Sofia opsøger sin far i Athen, hvor han er i gang med at forvandle sin unge kone til en førtidspensionist med smålure foran tv og tidlige sengetider. Han har aldrig støttet Sofia, og hun bliver under opholdet klar over, at han aldrig kommer til at gøre det.
Hun rejser tilbage til stranden og sin mors endeløse sygdomme og krav, men nu kan hun se Ingrid Bauer i øjnene uden at forstene og forholde sig nøgternt til sin mor.
Man læser romanen sultent og gang på gang forbløffet over, at Levy også i denne roman formår at skrive som et rumvæsen, der lige er nødlandet på stranden og møder menneskerne med et helt blankt blik. Livet kaster sig fremad som en salt bølge, og vi kan ikke gøre andet end at svømme.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og