På kommoden står et halvt apotekerudsalg af medicin. I Libanon venter hans søn på en operation, han ikke har råd til. De kan ikke søge familiesammenføring før om tre år. Læs Anne Lise Marstrand-Jørgensens gribende, men såre hverdagsagtige samtale med en flygtning, som tilhører gruppen af ventende og glemte. Mennesker som går omkring i blandt os
Villaen ligger i et af Frederiksbergs dyre kvarterer. Før var det behandlingshjem for unge, nu er det lavet om til midlertidige boliger til flygtninge. Beboerne deler bad, toiletter, køkken og fællesarealer.
Fadil tilbringer det meste af tiden på sengen i sit lille værelse. Der er ikke meget plads, men han har heller ikke ret mange ting. Det er, hvad et liv kan blive reduceret til: Lidt tøj, de få ejendele, der kan være i en kommode. Halvdelen af et knust spejl står lænet op ad væggen. Måske er det gået i stykker, måske var det sådan, da han fandt det. Det er midt på dagen og alle er i skole eller praktik. Fadil er sygemeldt på grund af smerter og stress, huset virker mørkt og forladt. Fra hans lillebitte værelse, er der udsigt til legepladsen i den frodige have. Når han sidder på den smalle seng, kan han se børnene klatre og rutsje. Bag hækken ligger stoppestedet. Bussen sukker, når den standser, ellers stilhed.
Min tolk og jeg sidder i sofaen for enden af sengen. Fadil laver te til mig, det er ramadan, og de andre faster. Et cd-cover er en udmærket tebakke.
”Du må ikke misforstå mig,” siger Fadil stilfærdigt, ”jeg kan godt lide Danmark. Jeg har mødt mange gode og hjælpsomme mennesker her. Det er et smukt land. Jeg er ikke vred på Danmark. Jeg er bare ulykkelig over min families situation.”
Familiesammenføring efter tre år
Fadil har ikke set sin hustru, sine voksne døtre og sin yngste søn på 14 i to år. Det vakte protester og fordømmelse fra flere sider, da det i begyndelsen af 2016 blev vedtaget, at flygtninge, der får midlertidig beskyttelsesstatus først kan søge om familiesammenføring, når de har haft opholdstilladelse i Danmark i tre år. Midlertidig beskyttelsesstatus gives til dem, der ikke vurderes at være personligt forfulgte, men som alligevel har ret til asyl. Det gælder mange kvinder og de fleste mænd over 45, der ikke vurderes at blive indkaldt til militæret. Flere jurister mener, at den nye lov er i strid med menneskerettighedskonventionen. En syrisk mand med beskyttelsesstatus lagde sag an mod Danmark. Den 19. maj faldt afgørelsen i Østre Landsret. I dét der er blevet kaldt en “uklar dom”, vurderede retten, at det hverken er diskriminerende eller i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til familieliv at fratage flygtninge mulighed for at søge familiesammenføring i tre år. Dommen ankes til Højesteret. Det kan tage lang tid, før der falder endelig afgørelse. For dem der er ramt er ventetiden ulidelig og nogle gange livsfarlig.
Daraya er en forstad til Damaskus. Kommer man derfra, må det forekomme ubegribeligt, at hele verden ikke har hørt om ens hjemby og mærket en flig af den rædsel og sorg, man selv har gennemlevet
Fadil flygtede til Danmark i efteråret 2015. Hans to voksne sønner var allerede kommet og var faldet godt til. Dengang var de nye stramninger ikke vedtaget, og hans sønner havde fortalt ham, at han kunne søge familiesammenføring, så snart han havde fået opholdstilladelse.
”Jeg stammer fra Daraya,” siger han og ser ud i haven, ”alle kender Daraya. Har du ikke også set billederne?”
Daraya er en forstad til Damaskus. Kommer man derfra, må det forekomme ubegribeligt, at hele verden ikke har hørt om ens hjemby og mærket en flig af den rædsel og sorg, man selv har gennemlevet. Hvis man googler, finder man billeder af sønderbombede huse, gader dækket af et støv og ruiner, maltrakterede lig på rad og række.
Blind af angst
Fadil blev så længe, han kunne. Han så det hele med sine egne øjne. Han fortæller, at hans yngste søn, Baraa, blev næsten blind af angst. Det er svært at finde ud af, hvad der præcis skete. Fadil ved det heller ikke, men sønnen var i badeværelset en dag, da flyene kom og smed deres tøndebomber. Han var forfærdelig bange for at dø. Bagefter kunne han ikke se ordentligt, og som månederne gik, blev hans syn ringere og ringere. Kort tid efter flygtede familien til Libanon.
Fadil viser mig et billede af Baraa taget kort efter ankomsten: En køn dreng med et uroligt udtryk i ansigtet.
”Min søn er 14 år nu, og han ved godt, jeg ikke kan gøre for, at det tager så lang tid at få ham og hans mor til Danmark,” siger Fadil og kradser i en usynlig plet på bukserne, ”Baraa tænker ikke på andet, end hvornår vi ses igen. Han bare håber og ønsker, og min kone fortæller mig, at han græder hele tiden.”
Baraa går i skole i Libanon, men har svært ved at koncentrere sig. Han er blevet opereret i den ene øje og lægerne siger, han skal opereres i en fart i det andet, hvis han skal beholde synet. Problemet er, at det koster næsten 2000 dollars. Penge som Fadil ikke har den fjerneste anelse om, hvordan han skal skaffe. Han får mindre end 6000 kroner om måneden før skat i integrationsydelse. Når huslejen er betalt, er der ikke meget tilbage. Han bliver ved med at sige, at han ikke forstår, hvordan Danmark kan hjælpe ham og samtidig lade hans søn i stikken. Han slår spørgende ud med hænderne.
”Hvordan kan det være i overensstemmelse med menneskerettighederne, når enhver ved, at min familie ikke er i sikkerhed?”
På kommoden står medicin på rad og række. Det ligner et apoteker-udsalg. Fadil har store smerter i ryggen og hjerteproblemer. At finde et job virker urealistisk lige nu. Det var lettere for hans sønner, der hurtigt kom i gang.
Før i tiden var Fadil aldrig syg. Han havde sit eget malerfirma og havde altid noget at lave. Han sørgede godt for sin familie, de elskede deres hus og det område, de boede i. De havde aldrig forestillet sig, at der ville blive krig, eller at de ville blive nødt til at flygte. De havde aldrig drømt om at bo i et andet land og aldrig troet, at de skulle skilles ad.
Flugtvejen
Fra Daraya flygtede familien til Libanon, men der kunne de ikke leve. Libanon har et befolkningstal, der svarer til Danmarks. De har taget imod mere end en million flygtninge fra Syrien. Alt er dyrt dér: Mad, bolig, medicin og lægehjælp. Mange libanesere bryder sig ikke om syrerne og lægger ikke skjul på det. Fadils familie blev chikaneret, og Fadil kunne ikke forsørge dem. Det var svært at tage afsked med hustruen. Og med Baraa især. Han var tolv år og havde brug for sin far. De trøstede sig med, at de snart ville være sammen igen. I sikkerhed for første gang i lang tid.
Landsrettens begrundelsen for dommen den 19. maj, som foreløbig frikendte Danmark for krænkelse af menneskerettighederne i forbindelse med treårs-reglen, var, at flygtningene ikke fratages retten til familieliv, men at familielivet blot udskydes.
Der er næppe mange, der tror på, at der er fred i Syrien i tre år. Eller som kan forestille sig, at børn der adskilles fra deres forældre i op mod fem år vil betragte det som en ’udskydelse’ af familielivet. Den forargelse stramningen blev mødt med findes endnu, men ingen taler om det. Det er tungt at bære den største sorg og samtidig blive glemt af alle andre.
Hvis de synes, jeg skal have lov til at leve i sikkerhed her, hvorfor synes de så ikke min søn og kone skal? Hvis de giver mig asyl af humanitære årsager, hvad så med dem?
”Efter to en halv måned i asylcenter fik jeg beskyttelsesstatus og ét års ophold fordi jeg er 53 år. Jeg kom til at bo i nærheden af mine voksne sønner. Jeg var ikke tilfreds med tolken til asylsamtalen, han talte en helt anden arabisk dialekt, end jeg gør og meget af det, jeg sagde, kom slet ikke med til asylsamtalen. Det kom til at lyde, som om jeg bare var flygtet fra krigen, men jeg kommer ikke alene fra et af de farligste områder i Syrien, jeg er også helt sikker på, at jeg ville være blevet fængslet og dræbt, hvis jeg var blevet. Jeg appellerede, men fik afslag. Jeg søgte også om familiesammenføring, men efter to måneder fik jeg besked om de nye regler. Når man lægger flugten og tiden i asylcenteret og den tid det vil tage dem at behandle sagen oven i, så skal jeg vel forvente, at der snarere vil gå fem end tre år fra vi skiltes, til jeg ser dem igen. Jeg forstod det overhovedet ikke og jeg det gør jeg stadigvæk ikke. Hvis de synes, jeg skal have lov til at leve i sikkerhed her, hvorfor synes de så ikke min søn og kone skal? Hvis de giver mig asyl af humanitære årsager, hvad så med dem?”
Fadil afspiller en lydfil på sin telefon. Det er hans kone, der har lagt en besked. Jeg forstår ikke, hvad hun siger, men det er let at høre, hun er ulykkelig. Fadil tørrer hele tiden øjnene. Min ven, tolken, bliver tydeligvis også berørt. Han oversætter: Hun har ikke penge til mad eller medicin, hun ved snart ikke, hvordan hun skal give sønnen noget ordentligt at spise.
Hans kone er også syg, og Fadil er bekymret.
”Hun er meget træt nu,” siger han og lukker øjnene et øjeblik, ”det er min søn også.”
At være skilt fra sit barn
Fadil tænker ofte på livet før. Han savner den gode, almindelige tilværelse, hvor de tog hinanden for givet, som mennesker gør. Nu er alt svært, han kan ikke samle sig om noget som helst.
”Ingenting,” svarer han, da jeg spørger, hvad han får tiden til at gå med, ”jeg laver ingenting. Det hele bliver værre og værre. Er det ikke nok, vi har mistet vores hjemland? Jeg kom for at finde fred til min familie, men det har ikke ændret noget. Hvordan kan nogen tro, det er nok for mig, at jeg er i sikkerhed, når min familie lider?”
Teen er drukket, der er stille i værelset. Jeg spørger forsigtigt, hvad han drømmer om.
”Jeg er så godt som død,” svarer han, ”hver aften når jeg lægger mig til at sove er jeg sikker på, jeg ikke vågner i morgen. Jeg drømmer kun om at blive genforenet med min familie.”
Jeg siger, jeg håber der kommer en løsning, selvom vi begge ved, at det er usandsynligt.
”At være skilt fra dit barn,” siger han og følger mig ud, ”ville du måske kunne klare det?”
Hvis du gerne vil hjælpe Fadils søn med at bevare synet og hjælpe familien i en svær tid, kan du donere et beløb på Anne Lises Mobile Pay 30 61 35 62
Topillustration: Privatfoto. Baraa i Libanon.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under ‘Hold POV.International i live’ eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
