EU50 // BAGGRUND – Isabella Miehe-Renard var studievært på TV2 ved et par af de folkeafstemninger, der efter den store beslutning i 1972 udstak Danmarks videre kurs mod EU. Det var bestemt ikke en almindelig dag på jobbet for den unge studievært, for resultatet af afstemningen i 1992 udløste en chokbølge, og ved afstemningen i 1993 blev lettelsen over resultatet få timer senere efterfulgt af voldelige demonstrationer på Nørrebro.
I 1972 den 2. oktober var jeg lige fyldt 6 år. De voksne omkring mig havde længe snakket om et eller andet, der hed EF. Jeg husker højlydte diskussioner, fordi min far, der ellers var socialdemokrat, var meget uenig med ham statsministeren, fik jeg som forklaring. Hjemme på vores matrikel stemte man altså NEJ, hvilket der også stod på de sandwichskilte, mine ældste brødre vandrede gaderne tynde med på skuldrene. Der var noget på spil, jeg ikke forstod.
Jeg husker en plakat, der skræmte mig lidt. En lille pige på min egen alder sad trist og sammenbøjet. Min bror læste teksten op: “Jeg vil også være dansker, når jeg bliver stor. Stem nej.” Det ville jeg jo også gerne, jeg ville i hvert fald ikke flytte til det dersens EF-land og risikere at flytte skole.
Om et par timer er danskernes stemmer optalt. Sammenfattet handler det om en reformeret – mere fortættet – udgave af EF. Vil vi indgå i en Europæisk Union? Fra EF til EU?
Det endte som bekendt med et stort ja, og min far kunne åbenbart godt lide den lille runde mand med fipskægget, Anker. Den tidligere lagerarbejder og modstandsmand, der overtog formandsposten, da Jens Otto Krag overraskede alle ved at gå af dagen efter afstemningen. Det vides ikke helt, om det skyldtes, at Krag havde opnået sit politiske mål eller var slidt op af sine gentagne depressioner. Men Danmark blev (selv) et EF-land. Og vigtigst for den 6-årige: Ingen flyttede mig nogen steder hen.
EU-skepsis vandt
Nu er det 50 år siden, og der har siden været afholdt folkeafstemninger om EU-spørgsmål otte gange i dansk regi. Det er nærmest en tradition, ikke altid fordi de er bindende, resultatet kan også være vejledende og kan give Folketinget en (til tider) massiv melding om, hvorvidt der er folkelig opbakning. Når det netop drejer sig om paragraf 20 i Grundloven – afgivelse af suverænitet – skal fem sjettedele på Christiansborg stemme for.
Det gjorde de ikke, efter et udkast til en ny fremtidig traktat blev lagt på bordet i byen Maastricht. Derfor blev en dansk folkeafstemning påkrævet.
Jeg spoler 20 år frem i tiden, fra 1972 til akkurat til den 2. juni 1992:
Der er 3 dage til, at jeg fylder 25 år. Jeg føler mig velforberedt, har garderet mig med masser af “lommeuld” (som vi kalder ekstra-stoffet i form af historiske facts, anekdoter eller gamle relevante citater. Stof, der kan hives frem, hvis der sker link-afbrydelser, og vi akut skal træde vande). Jeg er tilpas nervøs. For i aften kl. 18 går vi i luften, selvfølgelig med live-sending, de næste mange timer.
Jeg er vært på TV2 den aften, hvor alt i sendefladen er ryddet for at dække folkeafstemningen om Maastricht-traktaten. Om et par timer er danskernes stemmer optalt. Sammenfattet handler det om en reformeret – mere fortættet – udgave af EF. Vil vi indgå i en Europæisk Union? Fra EF til EU?
De sidste tre måneder har vi på redaktionen knoklet for at oplyse, analysere og interviewe for-og-imod-sigere, eksperter, fagbevægelserne og historikere med bred viden om europæisk politik. I ekstraudsendelser og tema-aftener. Denne aften er vi mange på vagt – alle udstyret med øresnegle, microports i lommen og signaler til direkte kommunikation alene fra links i OB-vogne placeret strategiske steder. Vi er i fastnettelefonernes tid.
Samtlige reportere står klar rundt om i landet, ikke kun indenlands, nogle står selvfølgelig standby i Bruxelles, London, Paris og en enkelt i Holland i Maastricht. Af princip deler vi ikke med hinanden i studiet midt i forberedelserne, hvem der personligt har stemt ja eller nej. Vores helt nyudnævnte nyhedschef, Svenning Dalgaard (som journalisten Lasse Ellegaard i årevis betegnede som “det mundtlige fragtbrev fra Bruxelles”), vælger, ret usædvanligt, at sidde med som analytiker i studiet. Han er tydeligvis traktat-entusiastisk og glæder sig til aftenens resultat, og han regner ligesom flertallet af politikerne og dansk erhvervsliv med et JA fra befolkningen.
Kl. er 18, jeg er igen vært på folkeafstemningen, tilpas nervøs. Sidder med voldsom spænding i nyhedsstudiet på TV2 i Odense. Det er på ingen måde “another day at the office”
Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har de sidste par år talt inderligt og varmt for såkaldt “aktiv internationalisme”. Det blev et udbredt buzzword i kampen for et JA. De eneste partier, der nu er imod traktaten, er SF, Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet. Og uden for Christiansborg: den tværpolitiske bevægelse Folkebevægelsen mod EU.
Normalt ved de mange andre valgaftener er alt uforudsigeligt, og vi arbejder som journalister og valgteam med nysgerrig energi og høj puls. Den 2. juni turde ingen forudsige stemmefordelingen, men stort set alle forventede et JA.
Sent, ja meget sent på aftenen, efter et tæt løb, afstedkommer stemmeoptællingen en chokbølge. I Danmark og hele Europa. De (dengang) 12 lande i “Det Europæiske Fællesskab” skal være enige og alle ratificere. Der kræves simpelthen 12 gange enighed. Men det lille danske land viser sig at være uenigt. 50,7 % har stemt nej. Befolkningens EU-skepsis vandt. Tvivl, uvished og bekymringer om vores selvbestemmelse, suverænitet og selve den danske identitet resulterede i dette uventede “NEJ-tak”.
Danmark skabte disruption
Ved midnatstid ventede vi alle på, hvornår statsminister Poul Schlüter ville komme ud til vores snurrende kameraer og udtale sig om nederlaget. Jeg husker faktisk ikke hans ord på selve aftenen. Noget i retning af skuffelse og nødvendigheden af at lytte til danskerne. Men hans fremlægning på de Konservatives gruppemøde dagen efter blev nærmest legendarisk: “Det er ad helvede til!”
Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var tavs og rystet, da han igen blev filmet ved et bord i Venstres valglokale sent på natten med sine – i medierne så berømte – EU-sokker på. Hvad han selv gennem hele kampagnen troede var “Vindersokkerne”. Mange danskere, politikere og eksperter frygtede i dagene efter, at vi måtte træde helt ud af Fællesskabet. Danmark havde uventet skabt en voldsom disruption.
Men så blev der travlt. Det lå i forvejen fast, at traktaten ikke kunne åbnes eller genforhandles. Det blev til nat-og-dag-arbejde på Christiansborg, og intet måtte komme ud i pressen.
Dagevis med hemmelige, ophedede og svære forhandlinger. Meget usædvanligt foregik de vigtigste og senere afgørende møder, rygtet siger endda i et lille bitte lokale ved kopimaskinerne, på Borgen. I dag ville vi nok kalde det en kosteskabs-aftale – især mellem Socialdemokratiet og SF. Danskernes NEJ var ikke godt for nogen. Men KV-regeringen sad ikke med på papkasserne i det lille rum.
SF’s Holger K. Nielsen (som måske havde vundet NEJ-siden med sit slogan: “Holger og konen er imod Unionen”) skiftede overraskende kurs. Han kunne se sine fæller i øjnene, hvis Danmark som det eneste land kunne trumfe et “Nationalt Kompromis” igennem.
Det lykkedes i december i Edinburgh efter et halvt års intense forhandlinger. Imens var både Irlands og Frankrigs folkeafstemninger endt med JA. Stort JA i Irland, lille smalt JA i Frankrig.
Da vi efter flere måneders forhandlinger med de elleve andre lande gerne skulle trumfe den (indviklede og upopulære) danske særordning igennem, blev samtlige udenrigsministre kaldt til møde hos Helmut Kohl. Det var et vigtigt og afgørende internationalt møde.
Men præcis samme aften, den 26. juni 1992, spillede Danmark mod Tyskland i EM-finalen i fodbold på Ullevi Stadion i Gøteborg. Hvis nogen her er i tvivl om, hvem der vandt, tjah, så giver jeg op. Men tilbage til traktat-forhandlingerne; dagen efter møder Uffe Ellemann-Jensen pressen og charmerer med sit legendariske glimt i øjet og udtaler: ”If you can’t join them, beat them.” Vi ankom til EM på en uventet badebillet, og igen overraskede lille Danmark Europa. Denne gang med en uventet sportslig disruption!
Kulturelle sparringspartnere
Nu spoler jeg knap et år frem til næste folkeafstemning den 18. maj 1993. Vi er i Danmark igen. Europamestre. Men stadig de besværlige elever i klassen. Denne gang drejer det sig om danskernes JA eller NEJ til Edinburgh-aftalen med de (nu) fire nye forbehold: Euro-, forsvars-, retsforbeholdet samt unionsborgerskab. Forbehold, der skal ratificeres – unikt faktisk – af den danske befolkning. Efter NEJ’et året før.
Kl. er 18, jeg er igen vært på folkeafstemningen, tilpas nervøs. Sidder med voldsom spænding i nyhedsstudiet på TV2 i Odense. Det er på ingen måde “another day at the office”, næste dag vil vi være inde eller uden for den kommende union. Poul Schlüters garanti tilbage i 1986, forud for den såkaldte “EU-pakke”, om, at “Unionen er stendød”, blev der kun grinet ad som banalt afstemnings-flæsk”.
Igen gik al information gennem øresneglen. Google fandtes ikke. SoMe slet ikke. Overskrifter på pc eller iPad om breaking news? Opslag på Twitter? Nej
Som jeg skrev tidligere, deler især studieværter og chefer, men også journalistiske medarbejdere og tv-teknikere på afgørende vagter ikke meninger eller håb om valgresultater. Jeg holder af det selvvalgte og usagte princip. I årene på Nyhederne var det ren logik ikke at udtale sig om tilhørsforhold til partier eller organisationer. Men:
Jeg havde i mellemtiden, i slut-92, sagt op på Nyhederne for at kaste mig over kulturprogrammer på tv, hvor mit arbejdshjerte især lå. Vidste ikke, at jeg ville blive indkaldt som vært igen af TV2 på denne aften. Så i mellemtiden, på kort tid, havde jeg deltaget i en tænketank for Poul Nyrup Rasmussen. Han kaldte os 32 deltagere for “sine kulturelle sparringspartnere”. Vi mødtes 2-3 gange på Marienborg og siden i mødelokaler på Christiansborg.
Hver gang var der en foredragsholder, det være sig Bjørn Nørgaard, Peter Aalbæk, Kirsten Olesen m.fl. og derefter et personligt oplæg fra os hver om, “hvor vi så kulturen lide nød”. Kreativt, spændende, måske ret nytteløst. Men når en ny statsminister spørger åbensindet, om noget så sjældent som kulturlivets vilkår, er det svært at glimre ved sit fravær. Møderne var i hvert fald lærerige.
En af vores TV2-fotografer løber rundt på gaderne på Nørrebro og råber via link “send for helvede, send mine optagelser live. Nu! Der er krig her!”
EU og afstemningen lige om hjørnet var decideret ikke emnet. Men da vi en aften sad til bords, indrømmede jeg (i privat samtale), at jeg foreløbig var decideret tilhænger af et NEJ. Han havde bemærket, at Ekstra Bladets “vindue”, som dengang var en kort debat-kronik, havde inviteret mig og mange andre til at skrive om vores for-og-imod-synspunkter. Han sagde, egentlig ret en passant, at han ville svare snarest.
Ugen efter læste jeg hans skriv i samme kronik kaldet “vinduet”. Bladets overskrift skræmte nærmest livet af mig: “Isabella, forstå nu JA’et”. Han argumenterede grundigt, historisk og med en yderst personlig fortælling om, hvorfor et nej var passé. Gentog sine argumenter fra middagsbordet. Hvad en union kunne, som et NEJ aldrig ville give mulighed for. I indflydelse, i medbestemmelse – kort sagt i “tæmning” af det nye verdenskort.
Hans ord rykkede mig faktisk. Fra NEJ til JA. Vi skrev “breve” sammen, for og imod, i pressen. Tænker, det nok gav overskrifter, fordi vi var offentligt kendte, men næppe så interessante for læserne. Men al min respekt (nu) til en politiker, der gad – og tillige skrev uden spindoktor-filter.
Vi var den officielle røst
Tilbage til TV2’s valgstudie den 18. maj 1993, der mildest talt blev en dramatisk aften. En uforudset historisk aften faktisk. Igen skulle ja- og nej-sigere til stemmeurnerne. Det gad 80,1 % godt. Ergo høj valgdeltagelse. Igen gik al information gennem øresneglen. Google fandtes ikke. SoMe slet ikke. Overskrifter på pc eller iPad om breaking news? Opslag på Twitter? Nej. Kun reporterne langt fra Odense-studiet kunne melde om begivenhederne. Vi i studiet var den officielle røst (ved siden af DR) og en total anakronisme i dag.
Et flertal af danskerne stemte denne gang JA. Det gjorde 56,8 %. Et ja til “det nationale kompromis” med de fire forbehold. Der er stegende hedt i vores lille tv-studie, det er der altid på grund af lamper og hermetisk lydsikre lukkede døre. Sminkøren sniger sig ind under hver lille pause og pudrer vores pander og næser, vi må for guds skyld ikke se trætte ud. Tiden går ikke i et live-studie. Studieværter bliver officielt aldrig trætte. Vi tror, at vi er et fundament. I håb om troværdighed, som om sved på pande eller overlæbe kan få tv-seerne til at tvivle.
Demonstrationer
Da stemmerne er talt op, lidt før midnat, er vi i gang med at runde af: Danskerne stemte JA, så tak for i aften. Jeg, aftenens studievært, lover selvfølgelig seerne diverse friske indslag med politiske reaktioner, vi indhenter fra hele Europa næste morgen.
Inden min mikrofon slukkes, får jeg lige besked på at nævne, nærmest i en bisætning, at nogle “venstrefløjsaktivister”, bl.a. de autonome og tidligere bz’ere, demonstrerer i København i protest over, at politikerne fik det JA, de gik efter. En af vores TV2-fotografer løber rundt på gaderne på Nørrebro og råber via link “send for helvede, send mine optagelser live. Nu! Der er krig her!”
Til gengæld kunne de øvrige elleve lande i det nye EU puste lettet ud efter at have holdt vejret i det samme døgn. Europamestrene i fodbold og det danske folk overraskede igen
I det øjeblik mister vi forbindelsen til ham, men ingen i Odense er nu i tvivl om, at der er voldsomme optøjer i området. Igen må jeg understrege årstallet, 1993, som var før, tanken om TV2 News overhovedet var født. Eller teknisk mulig i øvrigt. Vi havde få muligheder for at dokumentere de vigtige begivenheder live. Heldigvis var flere radio-journalister med egne små recordere derude samt ukendte lokal-tv-fotografer (hvis lyd og billeder senere blev afgørende).
Ingen havde tænkt tanken, at et afgørende JA kunne skabe problemer. Slet ikke den københavnske politiledelse. En enkelt demonstration var varslet, og 20 betjente blev sendt ud. I studiet blev vi ved med at sende, med alt for få oplysninger.
Det, vi hørte i disse minutter, var svært at forstå. Det virkede som en katastrofefilm, uvirkeligt. Vi kunne faktisk fortælle meget lidt faktuelt, men hvis vi lukkede og slukkede, ville betegnelsen Nyhederne være absurd. Meget voldsomme, ja voldelige, gadekampe var i gang, og politiets tåregas-kanoner gjorde det næsten umuligt at se eller rapportere. Råbene lød: “De har stjålet vores NEJ”.
De voldsomme kampe, da også Nørrebros beboere sluttede sig til snart 1500 mennesker på gaden, blev til et rystende sammenstød mellem politi og borgere. De få betjente, der tidligere skulle overvåge demonstrationen, blev kaldt hjem allerede ved 21-tiden. To timer senere blev der sat ild til barrikader på Nørrebro. Brosten blev kastet fra demonstranterne og, viste det sig, fra urobetjente, der skulle have infiltreret visse demonstranter.
De blev opdaget i mængden (de kastede brosten mod demonstranter i stedet for betjente) og sendte straks en akut “knibemelding”. Når nogle i korpset sender det signal, skal aktionslederen reagere, hvis betjente føler sig i knibe. Det gjorde han så kl. 0.35. Først med varselsskud op i luften. Ved 01-tiden råber lederen til egne folk samt alle urobetjente: “Skyd efter benene”. Fra det øjeblik – for første gang i dansk fredstid – skyder dansk politi med pistoler ind i menneskemængden. 113 skud. 11 demonstranter blev såret, ikke kun i benene. Ingen blev dræbt.
Efterfølgende skulle alt jo undersøges, men det endte i en stor skandale. De første mange rapporter blev smidt af bordet, ikke mindst fordi politiet var sat til at undersøge … politiet.
Folketingspolitikere havde også blandet sig i sagen, og det endte med en undersøgelseskommission, der efter fire år fandt politiets famlen og frygt forståelig og acceptabel. Flere lokal-tv-medier havde billed- og lyd-dokumentation fra gaden samme nat, der modsagde konklusionerne. Især om hovedpunktet, blev der råbt skyd eller ej? eller blev der kun råbt om varselsskud? Men efter oplevelserne den nat, den 18. maj 1993, turde mange ikke demonstrere igen.
Fire forbehold
Næste morgen, tirsdag den 19. maj, sendte vi nyheder fra tidlig morgen. Jeg opdagede, at jeg havde sovet med den lille øresnegl i øret om natten. Ikke med vilje, ikke af en god grund. Men efter lange direkte udsendelser er det svært at falde ned. Man er tit “pseudo-klar”, hvis noget melder sig.
Til gengæld kunne de øvrige elleve lande i det nye EU puste lettet ud efter at have holdt vejret i det samme døgn. Europamestrene i fodbold og det danske folk overraskede igen. Denne gang med et ønsket resultat. Et JA. Dog med en lille kvittering, der lød på fire forbehold.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
