Den amerikanske drøm er død og erstattet af identitetspolitik

Claus Agø Hansen 13.04.2019

POLITIK // ANALYSE – Den amerikanske drøm er erstattet af identitetspolitikken, som mange grupper vender sig mod, skriver Claus Agø Hansen. Den tilbyder en sammenhængende, men ”stammeorienteret” fortælling, midt i et splittet og opdelt USA, hvor fremtiden ser dyster ud for flere befolkningsgrupper.

I 1979 var jeg efter folkeskolen på et ophold i USA. Min værtsfamilie boede i et toetagers hus med swimmingpool og stor have. Det var muligt med min værtsfar Tonys indtægt som maskinreparatør og værtsmor Emmilous halvdagsjob på kontor.

Ingen af dem havde uddannelse ud over 12 års high school. For mig var de virkeliggørelsen af Den Amerikanske Drøm, og jeg var imponeret. Min værtsfars italienske aner og min værtsmors indianske baggrund gjorde fascinationen fuldstændig.

Da min amerikanske værtsmor sagde farvel til mig, forærede hun mig bogen Begrav mit hjerte ved Wounded Knee af Dee Brown. Forfatteren vendte med sin bestseller fra 1970 myten om Det Vilde Vesten og de hvide kolonister på hovedet.

Han beskrev et folkemord på de amerikanske indianere, startende med koloniseringen af østkysten og derefter rullet ud over kontinentet, indtil samtlige indianske stammer var nedkæmpet og fordrevet til territorier, hvor de stadig i dag lever en ofte fattig eller endog ussel tilværelse.

Det var en fortælling, der gav indianerne stemme og en mere stolt bevidsthed om sig selv. Emmilou var halvt seminole-indianer, og hun fortalte mig, at hun ved at læse bogen for første gang havde forstået, hvad der var overgået hendes folk. Hun havde tårer i øjnene.

Min værtsfar Tony forstod ikke Emmilou. Han mente ikke, at hun var én af dem, altså en af seminole-indianerne i reservater, som hun nu følte sig beslægtet med. Han omtalte dem i negative vendinger

Min værtsmors nyligt vakte bevidsthed om sine indianske aner var en naturlig følge af udviklingen fra borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne over kvinders frigørelse og bøssernes identitetskamp. Identitetsbevægelserne var ved at vokse sig stærke.

Min værtsfar Tony forstod ikke Emmilou. Han mente ikke, at hun var én af dem, altså en af seminole-indianerne i reservater, som hun nu følte sig beslægtet med. Han omtalte dem i negative vendinger; som initiativforladte og uvillige til at tage de chancer, USA tilbød dem.

Tony var selv barnebarn af fattige italienske indvandrere. Han var republikaner og havde intet tilovers for statslige støtteprogrammer og fordelingspolitik.

I dag ved jeg, at Tony var et arketypisk eksempel på, hvorfor underklassen ofte stemmer republikansk. Hvis de ikke selv har oplevet den sociale opstigning, vil amerikanerne gerne tro på, at drømmen bliver til virkelighed for deres børn. På hver sin måde var mine værtsforældre med til at give mig kærlighed til det enorme land og dets sammensatte befolkning.

Kampen for økonomisk og politisk retfærdighed

I 1970’erne udgav retsfilosoffen John Rawls bogen En teori om retfærdighed, som stadig i dag er en bibel for socialliberale ideologer. Tidsånden og USA’s demokratiske parti havde fokus på at skabe større lighed og fjerne de strukturelle hindringer for, at minoriteter kunne få del i velfærdens privilegier.

Barriererne, synlige og usynlige skulle fjernes, så den almindelige amerikaner med hårdt arbejde, talent og viljestyrke kunne virkeliggøre den amerikanske drøm i materiel henseende.

Af samme grund lød en central del af demokraternes partiprogram 1972-76 således: ” Vi er fast besluttede på at fjerne hindringer, som begrænser borgere, fordi de er sorte, brune, unge eller kvinder; fordi de aldrig fik chancen for at få en uddannelse; fordi der ikke var mulighed for at blive andet, end hvad de var. Vi tror på hårdt arbejde som en retfærdig målestok for vores vilje til at præstere” (min oversættelse).

Siden slutningen af halvfjerdserne har den politiske og sociale bevidsthed ændret sig. Den oprindelige kamp for at sikre sig adgang til privilegier i form af løn, uddannelse, politisk indflydelse mm. var suppleret af en anerkendelseskamp. En kamp for at blive set som den, man identitetsmæssigt føler sig som: sort, bøsse, kvinde eller andet.

Udviklingen var i begyndelsen god og nødvendig for at afsløre, hvordan strukturelle mekanismer fører til forskelsbehandling. Problemet for demokraterne er imidlertid, at identitetsbevægelserne nu synes at splitte den amerikanske venstrefløj i stedet for at samle den. De gør det svært at skabe en revideret og fængende amerikansk fortælling, der kan lokke arbejdervælgerne til.

Et splittet USA

Den stigende politiske bevidsthed i 1960’erne og 70’erne blev til en brusende, politisk gennemslagskraft, der fokuserede på strukturelle uligheder. De seneste årtier har i stedet været præget af kraftløse identitetspolitiske strømme, som Hillary Clinton gjorde centrale i sin valgkamp mod Trump.

Derfor blev demokraternes kampagnemål fragmenterede, elitære og uden en samlende fortælling. Mange mener, at det var af den grund, at Donald Trump og ikke Hilary Clinton blev præsident.

Trump har tiltrukket mange frustrerede republikanske vælgere med sit ”Make USA Great Again”. De håber, at tiden fra det store økonomiske opsving efter 2. verdenskrig kommer igen. At middelklassens storhedstid i USA kan genvækkes.

Identitetsbevægelserne synes nu at splitte den amerikanske venstrefløj i stedet for at samle den. De gør det svært at skabe en revideret og fængende amerikansk fortælling, der kan lokke arbejdervælgerne til

I den periode var heltene i Hollywoodfilm ofte blue collar workers, dvs. håndens arbejdere, som med slid og vilje fik placeret sig selv og deres familier i middelklassen. Vi så dem som stålarbejderne i filmen The Deer Hunter i 1970’erne, hvor de var rygraden i den amerikanske militære indsats i Vietnamkrigen.

Afslutningen på den krig faldt sammen med de to store oliekriser i 1970’erne og enden på det økonomiske opsving i USA, også kaldet ”Kapitalismens gyldne tidsalder”. De tre faktorer er sammen med globaliseringen hovedårsagen til den nuværende splittelse af befolkningen i identitetspolitiske grupper.

USA er aldrig blevet det samme efter 1970’erne, og det vil ændre sig markant i de kommende årtier. Mange af de stolte og højtlønnede arbejderjobs fra bilfabrikkerne og stålværkerne er konverteret til lavtlønnede servicejobs.

Spørgsmålet er, hvad der skal binde amerikanerne sammen og give dem tro på fremtiden?

Den amerikanske drøm

Den amerikanske drøm blev formuleret i 1930’erne af historikeren James Truslow Adams som ”..en vision om et bedre, rigere liv for enhver borger, uafhængigt af tilhørsforholdet til en samfundsgruppe, som han eller hun tilfældigvis måtte være født ind i. Det har været drømmen om økonomisk opstigning, men mindst lige så meget eller endog endnu mere en chance for at udvikle sine evner fuldt ud, uhindret af klassetilhørsforhold eller fordomme.” (Min oversættelse).

Den drøm er bristet for millioner af amerikanere. For dem er håbet om et bedre liv forsvundet, økonomisk og i forhold til at mindske anstrengelserne og ængsteligheden i det daglige liv.

Den amerikanske vækst er i de sidste årtier blevet ulige fordelt, og den sociale mobilitet er faldet. Uligheden stiger, og magien og tiltrækningen ved billedet af det forenede USA på tværs af sociale klasser og farver er forsvundet.

Tilbage er identitetspolitikken, som mange grupper vender sig mod. Den tilbyder en sammenhængende, men ”stammeorienteret” fortælling, midt i et splittet og opdelt USA, hvor fremtiden ser dyster ud for flere befolkningsgrupper.

Foto: Wikimedia Commons.

Claus Agø Hansen

Claus Agø Hansen er cand. scient. i kulturgeografi og har især bibeholdt sin interesse for historiske og geopolitiske sider af geografien. Han arbejder som uddannelsespolitisk rådgiver i HK Privat. Dertil er han stifter af den litterære Salon Kapitola, som afholder litterære arrangementer og producerer podcasts med fokus på kulturhistoriske og litterære emner. Han er er desuden skribent og forfatter til kronikker, artikler og fagbøger. Claus arbejder ud fra tesen om, at litteraturen giver supplerende og til tider mere sammenhængende beskrivelser af samfundsudviklingen end samfundsvidenskabernes kaloriefattige analyser. Privat har han en forkærlighed for litteratur, rejser, idræt, skak og vandringer i de høje bjerge.