De boede under plastik presenninger i deres lille interimistiske lejr på den trange parkeringsplads på grænsen mellem Frankrig og Italien. Andre sov på de hårde og glohede sten under åben himmel ned til Middelhavet. Men de er væk nu. Kun et rødternet tæppe, en klam sovepose og en masse hvide aftryk af deres hænder er efterladt på de store klippestykker, som et vidnesbyrd om, at de var her.
De havde været her i uger. Flygtningene. Omkring 200 unge mænd fra Sudan og Eritrea.
På de høje træer, i den støvede jord, der halvvejs omringer den lille plads bag ved souvenirboden, hang banner med nødråb om solidaritet og forståelse. Det var da jeg var her sidst, sommeren 2015.
Det franske politi ville ikke lade dem komme videre og det italienske ville ikke have dem tilbage. Deres skæbne var lagt i hænderne på venligsindede borgere på begge sider, der kom med mad og vand. Tæpper og tøj.
Jeg overvejede dengang at interviewe dem. Disse mørke mænd med hvide tomme øjne. Jeg overvejede også at tage en snak med de franske og italienske politibetjente, for hvem ventetiden også måtte føltes lang. Jeg ved ikke, hvad der dengang holdt mig tilbage, men noget gjorde. Måske skulle det, jeg betragtede, ikke ødelægges af svar, der klang af at være indstuderede, fordi de var givet så mange gange. Når folk taler i paroler er vejen til deres hjerte lukket.
Jeg var ikke i tvivl om deres elendighed og frustration, den stod malet i deres ansigter. Deres kropssprog skreg uden lyd.
Jeg var heller ikke i tvivl om, at lettelsen over at være kommet væk fra deres nød og elendighed, måtte være erstattet af frustrationen over ikke at kunne komme videre.
Taknemmeligheden over den fundne frihed var tydeligt krakeleret med udsigten til en håbløs kamp mod de franske og italienske myndigheder, som helst så ryggen af dem. Dog i hver sin retning.
Jeg var ikke i tvivl om deres elendighed og frustration, den stod malet i deres ansigter. Deres kropssprog skreg uden lyd.Jeg var heller ikke i tvivl om, at lettelsen over at være kommet væk fra deres nød og elendighed, måtte være erstattet af frustrationen over ikke at kunne komme videre.
Jeg satte mig og så på dem – og de på mig. Når deres øjne fangede mit blik, blev jeg forlegen. Jeg kunne ikke fastholde mine øjne mod deres. Jeg kunne ikke se så dybt. Mit blik rakte kun til empati, men ikke den solidaritet, der kunne havde forandret deres situation.
Min tanke var, hvad det mon gør ved folk at skulle risikere at vente i månedsvis, ja måske i flere år, før de kan komme i gang med en normal tilværelse. Hvad deres tanker kredsede om, havde jeg ingen anelse om.
Næste sommer
Jeg er kommet tilbage for at se, om de stadigvæk er her.
Det havde været en god historie, hvis de var.
Et år er uanstændig lang tid at lade unge mennesker bo i ingenmandsland.
Min harme og indignation blev dog gjort til skamme, da jeg efter nogle kilometers vandring fra togstationen i Menton ud til grænseposten, måtte konstatere, at de var væk. Mine fordomme overfor for to landes manglendes vilje til at gøre noget for dem, var forgæves.
De er væk og jeg kender ikke deres videre skæbne.
Jeg vidste, de ville til England eller Holland, om de kom der hen er uvist. Jeg ved det ikke. Måske er det dem, som lige er blevet forflyttet ved den store lejr ved Galais. Måske slipper de gennem den engelske kanal, til lyset på den anden side? Hvis det lykkes, vil lyset sikkert hurtig gå ud. Også over Storbritannien har mørket lagt sig.
Jeg kunne den gang, gennem den danske og franske presse, forstå, at disse unge mænd havde været igennem en del hårde og voldsomme strabadser, før de endte her, med udsigt til de badende gæster. Deres blikke blev mødt med dyb empati eller direkte afsky.
De må have vendt hver en sten. Talt om alt det, der kan tales om. Hvordan ville man kunne give udtryk for sine frustrationer dag efter dag, og samtidig erkende, at man er overladt til en skæbne, man ikke kender indholdet af? Ligesom tortur, der vare længe nok, får smerten til at forsvinde, må frustrationer vendes til opgivenhed. Måske endda had?
Det må gøre noget ved folk at leve sådan her. Der er ingen, der er onde eller mishandler dem, men de lever ondt. Det må gøre ondt at vente og vente og vente. Time for time, dag efter dag. Måned efter måned.
Når tiden går med at vente
Hvad det at vente gør ved os, må være meget individuelt, men mon ikke det afhænger af ventetiden, og det man venter på? Vores oplevelse af ventetid handler ikke kun om den objektive ventetid. Der må være en lang række andre faktorer, som er afgørende for, hvordan den opleves. Vi har alle oplevet frustrationer i supermarkedskøen, bilkøen eller i Borgerservice. Det her er i en hel anden kategori.
Efter et års venten må alle vel havde nået deres grænse for tålmodighed? Bliver man så ikke desperat? Kan man blive ved med at lade taknemmeligheden forme ens adfærd, eller vil den erstattes af følelsen af uretfærdighed, vrede, had og med den skammen over ikke at kunne føle anderledes?
Kunne vi ikke bare i vores hjerter prøve at finde det sted, hvor der kun findes en race, menneskehedens race. Hvor der kun findes et sprog, kærlighedens sprog? Kunne vi ikke lade forbarmelsen rense vores hjerter for angst og sammen løfte disse mennesker ud af deres armod? Kunne vi ikke begynde at forstå, at netop det vi frygter mest ved de fremmede vil ske, når vi ikke byder dem velkomne af hele vores hjerte?
Kunne vi ikke tage imod dem, som vi ville tage imod den hjemvendte søn, der havde været i krig alt for længe. En søn, der havde brug for omsorg og hvile og ikke mistænkeliggørelse og begrænsninger.
Er det trods alt ikke værre at være menneskeforræder end landsforræder.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler.
Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget. Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste. Eller lad være, det er ganske frivilligt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
