ZEITGEIST // ESSAY – De brølende 20’ere. Jazz, Charleston, pagehår. Spiritusforbud, Den Store Gatsby, gangstere. Kabaret, seksuel frigørelse, livslyst. Nå ja, og så ved vi jo alle sammen godt, hvordan det endte, men det skal ikke forhindre os i at se frem til en god fest i vores brølende 20’ere. For hvem siger, at historien gentager sig?
Pandemien gjorde, at vores version af de brølende 20’ere startede lidt mat. Der har bestemt ikke været meget at fejre, og der er bestemt ingen garanti for, at det er slut. På den anden side: efter restriktionerne blev ophævet, er der blevet festet igennem.
Og der var jo for den sags skyld også især unge, der trodsede spiritusforbuddet … nej, forsamlingsforbuddet … selv under den værste Covid-19 smittespredning.
Århundredets fest
En af festerne i det genåbnede København var Frank Martini’s Party of the Century i Odd Fellow Palæet tidligere på ugen. Det var en mondæn ramme, der sagtens kunne lede tankerne hen på en Gatsbys palæ.
Hvor kvinderne kom væk fra omsorgsrollen på fuld tid og ud i verden, er det nu mændene, der sendes hjem på øremærket barsel
Her blev der da også gået til sagen med entusiastisk efterligning af de brølende 20’ere; en nydelig fakkeljonglerende kvinde tog imod, masser af smilende værtinder med strudsefjer stillede op til foto, en akrobat iført gennemsigtig trikot demonstrerede sin smidighed i en halvmåne ophængt i festsalen.
Og når selve det swingende show også bød på en autentisk fan dancer, så må man konkludere, at Party of the Century overholdt sidste århundredes kønsroller med rigeligt blikfang ”for husarerne”, som man sagde dengang. Til trods for, at der var overvægt af kvinder blandt det festklædte publikum.
For sammenligner vi de brølende 1920’ere med de – indtil videre – lidt afdæmpede 2020’ere, så er kønsrollerne og kvindens plads i samfundet nok det, der har ændret sig allermest.
Kvindens vej mod empowerment
Hvor starten af sidste århundrede bød på stemmeret til kvinder i land efter land og en vis empowerment for kvinderne efter 1. verdenskrig, hvor kvinder indtrådte i nye roller på arbejdsmarkedet, så har vi bygget oven på ligestillingen lige siden. Men kæmper selvfølgelig stadig med lønnen. Og hvor kvinder kom væk fra omsorgsrollen på fuld tid og ud i verden – er det nu mændene, der sendes hjem på øremærket barsel.
Men hvis der er noget, vi måske især husker de brølende 20’ere for, så er det de sexede kvinder. Eller rettere sagt, at kvinderne fik mere frihed til at udtrykke deres seksualitet. Kortere kjoler, bare skuldre (dengang med færre tatoveringer end i dag) og cigaretrør, der kunne antyde det ene og det andet. Muligvis en og anden også havde fået adgang til et pessar.
Her hundrede år senere er det ikke mindst #metoo, der er på dagsordenen. Kvinden vil (stadig) gerne have frihed til at udtrykke sin seksualitet. Men på egne præmisser, så hold venligst fingrene for dig selv, indtil vi har afstemt forventningerne.
Hvis vi skeler til festen i det frigjorte Berlin med sin kabaretscene, så bød de brølende 20’ere på et vist frirum for brud på den heteroseksuelle norm
Og her er der måske en pointe i, at det var manden i de brølende 20’ere, der bestilte en flaske champagne til den frigjorte unge kvinde. Hun havde fået friheden til at være sexobjekt. Vi kan ikke tage magtforholdet ud af ligningen.
Forargelsen og kønnet flyder
Til gengæld er der åbenbart altid én konstant. Der vil altid være nogen, der bliver forargede. Om det er over charlestonkjoler eller over en twerkende Louise Kjølsen eller over Tessa, der rapper om at være liderlig. Hver tid sin kamp. Det gælder også feminismens 4. bølge.
Hvis vi skeler til festen i det frigjorte Berlin med sin kabaretscene (og naturligvis Cabaret, hvis vi skal have en kunstnerisk referenceramme), så bød de brølende 20’ere på et vist frirum for brud på den heteroseksuelle norm. Det var – med Sally Bowles udtryk – guddommeligt dekadent.
Til Party of the Century var der passende et par eksempler på cross dressing, så også queer-elementet var repræsenteret. Den flydende seksualitet har netop i disse år erobret dagsordenen og sat spørgsmålstegn ved kønnet som en konstruktion, så det står mere frit, om vi til festen vil klæde os i kjole og hvidt eller blot kjole eller noget tredje.
Det er måske et billede, der vil blive stående i erindringen om 100 år.
Mellem krig og krise
Om kvindernes korthårsfrisure og bredere erkendelse af homoseksualiteten nu havde noget at gøre med erfaringerne fra skyttegravene og underskuddet af unge mænd eller ej, så har begrebet de brølende 20’ere selvfølgelig været forbundet med en hedonistisk fest et sted mellem 1. verdenskrigs meningsløse slagterier og den verdensomspændende krise efter børskrakket på Wall Street.
Det vil nok være for langt at strække sammenligningen til, at vi (USA/den vestlige verden) også i denne omgang har reddet os ud af krigens morads i den mellemøstlige evighedskonflikt. Uden at forklejne ofrene, så tåler de ikke sammenligning. Så skal vi hellere se til tabstallene andre steder i verden.
Til gengæld kom jazzfesten i de brølende 20’ere også oven på en pandemi, nemlig Den Spanske Syge, som nok tåler sammenligning med Covid-19.
Hvad børskrak angår, så kan man hævde, at vi har haft ”vores” finanskrise og medfølgende ”depression” for 10 år siden. Men ser vi på boligprisernes stigning lokalt, så kan man da godt spekulere på, om der er en ny boble på vej, der kan briste med verdensomspændende konsekvenser.
Nogle epoker har sat sig bedre fast i vores kollektive bevidsthed end andre. De bliver større i erindringen, end de var i deres egen tid
Som en dansk pendant til Frank Martini peger swingbandet/showgruppen Zirkus i deres S.O.S.ciety (som i øvrigt også genopstod for en fyldt Glassalen efter pandemien) mellem cancan og charleston på, at krisen i horisonten for vores brølende 20’ere ikke bare er økonomisk, men simpelthen menneskehedens udslettelse i en klimakrise. Der dryppes lidt malurt i bægeret til den fest.
Her giver det måske mening, at vi griber tilbage til de brølende 20’ere. Det var en fest. Nej, ikke alle var – og er – inviteret med, men så længe vi kan fylde champagne i glasset, behøver vi ikke at bekymre os om i morgen. Vi kører måske mod afgrunden, men vi gør det på første klasse.
De brølende 20’ere – med erindringsforskydelse
Nostalgi er altid et godt udgangspunkt. Vi kan tillade os at vende det blinde øje til skyggesiderne. Vi kan tillade os nogle kreative erindringsforskydelser, hvor f.eks. rammen ”de brølende 20’ere” ikke behøver blive taget helt bogstaveligt.
Til Party of the Century var det ikke bare numre som ”It Don’t Mean a Thing” og ”Minnie the Moocher” (begge i øvrigt dateret 1931, altså efter de brølende 20’ere), der var på programmet, men også en håndfuld melodier fra Disneys altid swingende tegnefilm, nemlig Junglebogen (1967) og Aristocats (1970). Altså godt halvvejs mellem 1920 og 2020.
Nogle epoker har sat sig bedre fast i vores kollektive bevidsthed end andre. De bliver større i erindringen, end de var i deres egen tid. Jazzen med dens vilde, erotisk ophidsende rytmer var bestemt ikke velset af alle i 20’erne og 30’erne. Hvad den blev kaldt i brede kredse, skal jeg undlade at skrive, men det begynder med n. Den bed sig imidlertid fast som dominerende i populærkulturen – og var altså helt legitim til børneunderholdning 50 år senere.
Og ja, publikum kunne synge med.
Vor tids brølende 20’ere
Det betyder ikke, at deltagerne i denne rolleleg med de brølende 20’ere alle var 50+. Nogle var måske, og andre var tydeligvis dansebegejstrede par, der kunne både lidt swing og lidt charleston. Men der var altså også en del gæster under 30, der havde stadset sig ud med frynsekjoler, fjerboaer og cigaretrør (bare for et syns skyld) og med smokings, veste og hatte (som ret beset ikke hører til indenfor ifølge 1920’ernes dannelse).
Hvem tænker på dagen derpå, når champagnen flyder?
Straks efter sceneshowet gik diskoteket da også i gang med vor tids toner og dunkende basrytmer. Så kan man jo spekulere på, hvilke sange, melodier og stilarter, der vil blive husket om 100 år. Hvis nogen vil tænke tilbage på vor tid som de brølende 20’ere. Hvis den vil blive husket som en fest.
Ligesom for 100 år siden er der mange, der ikke har råd til at deltage i festen. Ikke mindst hvis vi tager de globale briller på. Meget af det, der optager os, kan godt opfattes som First World problems. Mens vi i øvrigt bliver ved med at brænde fossile brændstoffer af, så vi også kan holde festen på eksotiske rejsedestinationer.
Men hvem tænker på dagen derpå, når champagnen flyder?
Frank Martini’s Party of the Century er et svensk show, som har været i Danmark et par gange (i Vega) inden corona, og som spillede op til 20’er fest i Odd Fellow Palæet 16. oktober.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
