Siden især Netflix forandrede TV-seernes vaner for altid, er der gået sport i at binge-watche de mest populære serier, altså at sluge adskillige episoder på en gang. Nogen er oven i købet i stand til at se en hel sæson indenfor et enkelt eller to døgn. Det gælder især, når vi taler om de mest populære serier i House of Cards-ligaen, hvor hele sæsonen frigives samme dag.
Næsten en tredjedel af danskerne streamer Netflix-programmer hver uge jf. DRs årlige Medieudviklingsrapport, hvilket formentlig bringer denne internettjeneste ind på listen over de fem mest sete kanaler i Danmark.
Nu har vi godt nok endelig fået solskin og nyder varmen under den blå himmel, men da vejret som bekendt er en omskiftelig størrelse, kan det være belejligt at have et par gode serier at glæde sig til på en grå regnvejrsdag. Eller måske er bare rare at have i baghånden en aften, hvor stemningen er til at lade sig opsluge og underholde af en helt anden verden end den, vi kender fra hverdagens trædemølle.
I så fald er her mine bedste bud på to serier, hvis første sæson for begges vedkommende netop nu er tilgængelige på Netflix – og som begge har de spændingsmæssige kvaliteter, der skal til for at vi som seere tørster efter det næste fix og “lige bliver nødt til at se et afsnit mere”.
Halløj i højlandet
Den første serie hedder Outlander, der er en af de bedst modtagede TV-serier i nyere tid (95% på Rotten Tomatoes). Den er baseret på Diana Gabaldons populære romanserie og handler kort fortalt om en krigssygeplejerske, Claire Randall, der er nygift og lige efter anden verdenskrigs afslutning, i 1945, drager på en bryllupsrejse til Inverness i Skotland. Da hun på egen hånd besøger en stenkreds, hvor druiderne i sin tid afholdt deres ritualer, “falder hun igennem tiden” og vågner op mere end 200 år tidligere, i 1743. Dengang da Skotland var besat af englænderne og Jakobitterne kæmpede for at få deres “Bonnie Prince Charles” (af den skotske Stuart-slægt) tilbage på den engelske trone.
I Outlander udfoldes et historisk drama, der nok er noget af det mest velskrevede, overraskende og sexede nogen sinde. Det vil være synd af afsløre handlingen yderligere her, men den flyder livligt uden at forcere hændelserne, hvilket gør, at man som seer har tiden til at leve sig ind i den detaljerede skildring af perioden, karaktererne, intrigerne og de smukke billeder fra det betagende, skotske højland.
I begyndelsen tænkte jeg, at der var tale om et romantisk fantasy-drama, men serien overrasker konstant ved at flyde mellem genrer – her er både blodig krig, politisk rænkespil, et strejf af magi, romantik, gys og gru. Outlander insisterer på ikke at kunne lade sig kategorisere så nemt og selvom der er kraftige elementer af såvel Game of Thrones, Barry Lyndon og Braveheart, er den helt sin egen: hårdtslående feministisk og yderst brutal i sin gengivelse af, hvordan tingene foregik i Skotland under den engelske besættelse. Det er en serie, der bestemt ikke lægger fingrene imellem, hvad angår svedige sexscener, ucensureret vold, de grimmeste bandeord og kropslige væsker – og som flere gange sætter nye rekorder i, hvad man troede, der var tilladt at vise i en TV-serie.
Outlander overrasker konstant ved at flyde mellem genrer – her er både blodig krig, politisk rænkespil, et strejf af magi, romantik, gys og gru. … og kraftige elementer af såvel Game of Thrones, Barry Lyndon og Braveheart. Serien er helt sin egen: hårdtslående feministisk og yderst brutal.
Herudover byder serien på ikke mindre end pragtpræstationer mellem de tre hovedrolleindehavere. De tre skuespillere (Caitriona Balfe, Sam Heughan og Tobias Menzies), der spiller henholdsvis sygeplejersken Claire, hendes redningsmand i fortidens Skotland, Jamie Fraser samt hendes mand i nutiden, Frank Randall (og dennes forfader, den engelske kaptajn, “Black Jack” Randall i 1743), gør det bragende godt og kemien imellem dem er nærmest sprængfarlig. Serien er i øvrigt produceret af Ronald D. Moore, der også stod fadder til en af verdens bedste science-fiction-serier, den seneste version af Battlestar Galactica.
Fra højlandet til havnebyen
https://www.youtube.com/watch?v=8WvqgV7-kSc
Fra det skotske højland i 1700-tallet skal vi tilbage til nutiden og sydpå til Marseille, den solsvedne, forholdsvis rige, franske havneby med de stærke associationer til tidligere tiders mafia-film som French Connection. Her hersker borgmesteren Robert Taro spillet af en Gérard Depardieu tilbage i absolut storform – både skuespilmæssigt og hvad angår hans efterhånden mere end velvoksne korpus.
Marseille er en kølig hævnintrige, der fungerer som en fransk version af to af de mest fremragende bydrama-serier nogen sinde, nemlig Boss og The Wire. Vi taler om et sjældent betændt familiedrama iscenesat i et korrupt miljø, hvor det politiske og ofte kriminelle spil mellem såvel officielle og uofficielle magthavere hele tiden truer med at få fatale konsekvenser for både aktørerne og byens befolkning.
Handlingen tager fart, da borgmester Taro efter at have udnævnt hans unge viceborgmester, Lucas Barrès, som sin foretrukne kandidat til at overtage posten, får kolde fødder og selv beslutter sig for at søge genvalg. En beslutning, han træffer, da Barrès går imod ham i en afgørende afstemning om en komplet renovering af havnefronten og etableringen af et ny kasino.
Taro er – med rette – bange for, at mafiaen står bag modstanden, da et stort byggeprojekt inkl. et legitimt kasino vil kunne tage omsætning fra de illegale aktiviteter og måske endda skabe så mange nye arbejdspladser, at mafiaens kontrol med de sociale boligbyggerier og de utilpassede unge vil mindskes. Herefter følger en kamp på fire fronter: den politiske, den sociale, den kriminelle og den familierelaterede – og ofte skal den samtidig udkæmpes på tværs af flere, hvilket fører til mange nervepirrende konflikter, sidehandlinger og skiftende interesser undervejs.
Serien er fortalt i et interessant billedsprog, hvor Marseilles pittoreske arkitektur og beliggenhed spiller en betydelig rolle. Man fornemmer hele tiden byen som mere end bare en kulisse i måden, den er filmet på – ofte panoreres der eller zoomes ind på en figur, så det ser ud om, at vedkommende er ved at blive knust under vægten af byens tyngde.
Marseille må siges at være stort comeback for Gerard Depardieu i rollen som den plagede borgmester, der nok elsker sin by, men også er plaget af et tiltagende misbrug . Ligeledes er den anden hovedperson, den konspiratoriske, skruppelløse og glatte viceborgmester, Lucas Barrès spillet af Benoît Magimel, et sandt fund i rollen som hans arvtager til borgmesterposten i Marseilles. En arvtager, der gemmer på en dyster hemmelighed, som viser sig at være seriens sande omdrejningspunkt. Depardieu og Magimels samspil giver serien en nervøs energi, der gør, at man bare lige skal se et afsnit mere. Fremhæves skal også borgmesterens datter, Julia Taro, spillet af Stéphane Caillard – hun er et stjernefrø, vi nok skal komme til at se mere til i fremtiden.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook ved at like vore side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
