LIGESTILLING & BARSEL // DEBAT – At gøre mor og far lige ved at give mor og far ens vilkår for barsel, er ikke en god ide. Vi fejler i at tage vare om det lille barns tarv, for det lille barn har brug for at være forbundet med sin mor den første tid. Siden kan far tage over, indtil barnet er 1½-2 år gammelt, så det lille barn oplever at være forbundet med sine primære voksne og får de grundlæggende tilknytningsbehov opfyldt. Vi må gøre op med den tankegang, at karriere, mammon og ydre succes er vigtigere end omsorgsarbejdet, skriver Birgitte Baadegaard og opfordrer til, at man ser barsel som en essentiel samfundsopgave.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Debatten raser i disse dage om barsel til far. Skal far overhovedet have barsel? Er det vigtigt og hvis ja, hvorfor er det vigtigt? Hvornår skal den i så fald ligge, og hvor længe skal den vare? Skal den ’tages’ fra mors barsel eller skal den nuværende barsel forlænges? Hvad er familiens tarv og hvad er samfundets?
Nogle mener, at denne beslutning er tilfredsstillende: Vi gør mor og far ’lige’ ved at give mor og far ens vilkår for barsel.
Men derved overser vi adskillige nuancer og ikke mindst de menneskelige facetter, herunder barnets tarv. Det er på tide at se på, om der findes andre måder at anskue det med barsel til mor og far på.
Er brystet og dermed mor tilgængeligt, når behovet for amning opstår? Er mors stemme der til at berolige? Er mors hjertelyd der til at give tryghed?
Før jeg fortsætter mine tanker, så lad mig pointere: Mit indlæg tager udgangspunkt i den optimale ramme, hvilket ikke alle forældre har. Ikke alle familier har to forældre/både en far og en mor (såvel far og mor kan stå alene med et lille barn). Ikke alle familier har råd til at lade den ene part gå hjemme i længere tid – heller ikke selvom, der spares gevaldigt. Og ikke alle kvinder er i stand til og/eller ønsker at tage tiden til det.
Og tankegangen om at lade familierne vælge selv, holder heller ikke i den nuværende ramme, da det ofte har store omkostninger for mor at gå hjemme både med hensyn til karriere og i forhold til pension, løn mm.
Lad os se nærmere på grundlæggende spædbarnsteori.
Et spædbarns første tid
I spædbørnspsykologi[1] er teorien, at der i babys bevidsthed ikke er nogen adskillelse mellem babyen og dennes omgivelser. Det betyder, at mor er verden, og verden er ’mig’ (dvs. babyen). Mor ER den, kort sagt.
Mors hjertelyd har været lyttet til i 9 måneder. Hendes stemme er blevet hørt indefra. Hendes blod er blevet blandet med babys. Moderkagen har udvekslet information mellem mor og barn og har udviklet sig fra begges celler. Mors følelser er blevet registreret. Hendes krops funktioner er blevet lagt mærke til. Tarmenes rumlen, stress, glæde, mavepine, sorg. Alt sammen som ’et’. Det er oplevelsen fra fosterets side om mig/mor. Der ’er’ bare dette. Kort sagt: enhed.
Når barnet (plus/minus 1 år gammel) begynder at opleve, at det ikke er ’et med’ men adskilt fra mor, sker der en udvidelse af dets verdensopfattelse
Den oplevelse af verden fortsætter et godt stykke tid efter fødslen – helt op til et år efter, hvis det får lov at udvikle sig ’efter bogen’. Mor ER den fortsat. Hun og brystet opleves som en forlængelse af barnet selv. Brystet opleves alene som værende til for barnets skyld.
Der tales ligefrem i spædbørnspsykologi om ’det gode og det onde bryst’ – en teori udviklet af psykoanalytikeren og børnespecialisten Melanie Klein, hvis teorier fortsat anvendes og diskuteres. Bryst-teoriens afsæt er, at barnet i sin symbiosetilstand vil opleve brystet som en forlængelse af sig selv og vil modtage det, der kommer fra det og dermed mor, som en del af den måde, det oplever verden på.
Er brystet og dermed mor tilgængeligt, når behovet for amning opstår? Er mors stemme der til at berolige? Er mors hjertelyd der til at give tryghed? Den huskes helt tilbage fra før fødslen. Det er i sin essens ’det gode bryst’. Mor/bryst dækker barnets spontane behov, når hun altså formår at tolke dets signaler nogenlunde rigtigt.
Den essentielle adskillelsesproces og modningen af bevidsthed
For at der kan finde en sund selvudvikling sted i ethvert lille menneske, er der nødt til før eller siden at ske en adskillelse. Barnet skal på et eller andet tidspunkt begynde at opleve, at det selv er adskilt fra moderen – det vil sige: Hun og brystet er ikke barnet, og hun er heller ikke verden. Denne bevidsthed om adskillelse som en fundamental livsbetingelse skal ikke ske for tidligt – men det skal ske. Og det skal ske på en måde, så barnet får tillid til at stå på egne ben. Og til at være ’sin egen’, i sin egen ’jeg-er-god-nok-hed’.
Denne udvikling sker ved, at momenter af adskillelse læges og heles gennem genetableret nærvær og forbindelse. Et barn kan kort sagt sagtens klare at føle sig adskilt fra, og være umiddelbart utryg i en kortere periode, så længe det oplever, at kontakten fortsætter bagefter. Vi er helende væsener, vi kommer os over uendeligt meget. Også brud af forskellig varighed.
Den tilgang til menneskeligt værd har omkostninger bl.a. i form af forskellige bogstavs-diagnoser, stress, depression osv. – et faktum, som flere og flere fremsynede læger og psykologer insisterer på at tale om
Når barnet (plus/minus 1 år gammel) begynder at opleve, at det ikke er ’et med’ men adskilt fra mor, sker der en udvidelse af dets verdensopfattelse: Så hvis jeg ikke er hende, og hvis hun ikke er verden – hvem er jeg så? Og hvad er verden så?
Blikket rettes udad, og så er det, at far kommer ind i billedet. Og hvis han ikke er der, en onkel eller en morfar eller en farfar eller en husven. Bevidstheden om, at der også findes ’sådan en’, udvider barnets blik og bliver også en uundværlig del af bevidsthedsudviklingen.
Afhængig af om det er en dreng eller pige, foregår der nu to forskellige bevidstgørende og grundlæggende adskillelsesprocesser fra moderen:
- Pigebarnet: Jeg er ens med men ikke den samme som
- Drengebarnet: Jeg er ikke ens med men forskellig fra
Det er her, de forskellige spejlingsmekanismer sætter ind, herunder det såkaldte Ødipus– og Elektrakompleks – dvs. hvor sundt, frigørelsesprocessen er foregået, og om den er blevet ført til ende. De to komplekser kan vi vel at mærke lægge oven i det morkompleks, som vi ifølge teorierne alle bærer rundt på, og farkomplekset, som vi også alle har med os.
Den usunde adskillelsesproces
Desværre er det er ikke altid, adskillelsesprocessen forløber ideelt. Slet ikke i samfund, der vægter det lineære, korte sigte højt herunder at få alle borgere til aktivt at bidrage synligt og målbart til samfundets vækst, økonomisk, altså, ikke menneskeligt. Den tilgang til menneskelig værd har omkostninger bl.a. i form af forskellige bogstavs-diagnoser, stress, depression osv. – et faktum, som flere og flere fremsynede læger og psykologer insisterer på at tale om. To af de fremmeste stemmer inden for dette felt er lægen Gabor Mate og psykologen Carol Gilligan.
Et af Gabor Mates vigtigste budskaber er, at de første tre år af et barns liv er de mest afgørende (generelt taler man ligefrem om ’de første 1000 dage’). Det er i de år, at barnet lærer at forbinde sig til andre, herunder at forbinde sig til dem, der er til stede, og på de vilkår, der nu engang findes.
Når børnene selv bliver voksne, gentager de det samme mønster over for deres egne børn – for deres eget savn og egen smerte er nu så dybt begravet
Gabor Mates holdning er bl.a., at kvinder, pga. deres generelt større evne til at være der her og nu for og med spædbørnene, er essentielle i den første tid, og at fædre ikke har lært dette intense nærvær (endnu) – et nærvær, der har fokus på alt andet end ’at gøre’.
Dette er bl.a. temaet i Mates bog, Hold On To Your Kids – Why Parents Need To Matter More Than Peers (skrevet sammen med dr. Gordon Neufield, 2019), og filmen, The Wisdom of Trauma (2019).
Et af Mates vigtigste budskaber er, at så længe man opretholder vores globale, lineære system, fører det den brudte relation mellem mennesker med sig – inklusiv mellem børn og voksne.
I Gilligans bog In A Different Voice (2016) konkluderer hun ud fra sine psykologiske studier: Mennesker ‘skæres allerede som børn og unge over’, så hoved og krop ikke er forbundet. For at bestå har vores nuværende ramme nemlig brug for mennesker, der ikke er ‘for’ stærkt forbundet til deres følelser. Ifølge Gilligan opretholdes vores nuværende paradigme på grund af disse tre faktorer:
1) separation og adskillelse
2) fikseringen på bedrifter og
3) det konstante fokus på uafhængighed
Men det behøver ikke at være sådan. Det er ikke naturgivent, tværtimod. På en DISPUK workshop, jeg deltog i, om kvinders handlekraft sagde Gilligan i 2017:
“We are not only products of our culture. We also have an ancient voice – and with that the capacity to resist”.
De ord ringer stadig i mig.
Adskillelse mellem barn og voksen i institutioner
Gabor Mates budskab er også, at hvis der ikke er en primær voksen (mor/forælder) tæt på barnet, forbinder barnet sig til andre børn i stedet for voksne. Dette sker typisk i lande med høj institutionaliseringsprocent – som Danmark.
Dvs. vi skaber et samfund af børn, som ikke har oplevet sig forbundet til deres forældre i de første leveår. Alle de børn, der knytter sig til hinanden, har manglet det grundlæggende bånd til en voksen – herunder guidning, opdragelse og voksen kærlighed. Når børnene ikke får opfyldt dette basale tilknytningsbehov, opstår der afstand (adskillelse) mellem barn og voksen – en adskillelse, som den voksne siden forsøger at styre gennem autoritet, kontrol, frygt. Det er langt fra den hensigtsmæssige strategi, når det er det følelsesmæssige bånd, der grundlæggende mangler.
Alt det usynlige arbejde – barsel, sygeorlov, frivilligt arbejde, husarbejde – er ikke med i statistikkerne, men skaber i virkeligheden hele fundamentet for at hjulene i mammon-samfundet kan dreje rundt
Derefter følger teenageårene, og forældrene strammer måske yderligere skruen, og så øges afstanden et nøk mere. Og når børnene selv bliver voksne, gentager de det samme mønster over for deres egne børn – for deres eget savn og egen smerte er nu så dybt begravet, at de betragter denne måde og tilstand som ’normal’.
Sådan får adskillelsesparadigmet lov til at fortsætte – generation efter generation. Indtil nogen – og min tro er, at det bliver kvinder i alle positioner og med alle uddannelser – begynder at mærke den stemme, der kalder indeni, og som for langt de flestes vedkommende ønsker noget helt andet end denne ramme. For både os selv og vores (små som store) børn.
Det lineære paradigme har omkostninger for alle
I et lineært system forventes kvinders karriere at have samme ubrudte, lineære bevægelse som mænds. Det forstyrres, fordi kvinder føder og ammer børn, hvilket trods alt kræver en vis restitution og pleje af både mor og barn. Desuden vælger kvinder jævnligt at droppe ud af den lineære kurve hen ad vejen, hvilket den internationale trend “opting out” vidner om. Den er bl.a. beskrevet af Ingrid Biese, der forsker i bæredygtige arbejdskulturer og karrieremodeller, og i min artikel her.
Netop den lineære livsanskuelse har gennem mange århundreder haft som naturlig konsekvens, at vi nedvurderer alt det usynlige arbejde. Det arbejde, som mere har med krop, følelse, intuition og empati at gøre og mindre med tanken, intellektet, logikken; det, som ofte ikke kan måles i mammon og ydre succes, og som kvinder hovedsagelig har stået for århundreder, hvilket i sig selv skaber mindsket interesse, fordi der ikke er status i ’kvindearbejde’.
Dermed kommer vores verden kollektivt til at mangle en basal menneskelig værdi, som er: Omsorg
De vigtige økonomiske teorier (Smith, Keynes, Cutler, Friedman etc.), som vi har baseret vores samfundsopbygning på i flere århundreder, går alle ud fra præmissen om, at man(d) er sig selv nærmest og altid vil gøre det, der skaber mest til en selv.
Teorierne glemmer bare, at de fleste mennesker trods alt har et hjerte. At de til stadighed ofrer sig for andre – deres børn, deres forældre, deres elskede, deres ’sag’. Alt det usynlige arbejde – barsel, sygeorlov, frivilligt arbejde, husarbejde – er ikke med i statistikkerne, men skaber i virkeligheden hele fundamentet for at hjulene i mammon-samfundet kan dreje rundt.
Med mennesket for øje
Problemet er, at jo mere vi nedvurderer dette uvurderlige, usynlige arbejde, jo færre vil udføre det, og jo flere springer på den lineære livslinje, både mænd og kvinder. Dermed kommer vores verden kollektivt til at mangle en basal menneskelig værdi, som er: Omsorg. Omsorg for børn. Omsorg for hinanden. Omsorg for naturen og miljøet. Bare omsorg. Fordi vi ubevidst forsætter adskillelsesparadigmet uden at være klar over de enorme omkostninger, det har for os alle.
Barselsdebatten, herunder lovgivningen, tager med andre ord udgangspunkt i et kortsigtet blik på arbejdsmarkedet og samfundet.
Det er nemlig ikke barnet, der har behov for at komme ud 8-10 timer om dagen – den skrøne er (også) en socialiseret sandhed
Tænk, hvis vi i stedet begyndte at se på barsel som en essentiel samfundsopgave. Så ville vi f.eks. kunne:
- indtænke barsel (til først mor og siden far) som en essentiel samfundsopgave på linje med andet offentligt arbejde
- skabe en helt ny ramme, hvor vi f.eks. understøttede barslen med løn, pension og anciennitet
- begynde at se på barsel som kompetencegivende – og måske ligefrem adgangsgivende til karriere- og lederstillinger
Vi ville kort sagt hele tiden have mennesket – det lille menneske, der skal vokse op i en forbundet verden – for øje.
Derfor er kvinders barsel den første tid en afgørende kilde for fremtiden: Fordi det – sagt direkte – er kvinder, der statistisk set bedst kan indpode de næste generationer den forbundethed, som verden har brug for – hvis vi vel at mærke tager os tiden til det og ikke lader os drukne i en ramme, som vi ikke selv har været med til at definere.
Barsel til fædre?
Skal fædrene på banen? JA! Og gerne helt op til et år, så barnet ikke behøver at komme i institution før, det er omkring 1½ – 2 år gammel.
Det er nemlig ikke barnet, der har behov for at komme ud 8-10 timer om dagen; den skrøne er (også) en socialiseret sandhed, som er skabt til at passe ind i den nuværende adskillelsesorienterede ramme.
Note
[1] Workshop med Allesandra Cavallo, 2020. Psykologerne Susan Hart og Rikke Schwartz: “Fra Interaktion til Relation”, 1-årigt babyobservationsforløb ifm. Jung-uddannelsen (master i dybdepsykologi).
LÆS FLERE ARTIKLER AF BIRGITTE BAADEGAARD HER
Topillustration: Tankegangen bag barsel bør følge det lille barns tarv. Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
