Som frafalden jyde har jeg fået øjnene op for det nedarvede, lave selvværd, der stadig lever i mange danskere. Men det er ikke nogen undskyldning for at lukke verden ude.
“Vi vilde vel ikke begynde at gabe imod Ovnsmundingen,” sådan skrev den vestjyske husmand Peder Nielsen Lykke ydmygt i sine erindringer fra slutningen af 1800-tallet. Stedet var Nees Sogn ved Nissum Fjord, hvor den unge mand planlagde bryllup med sin forlovede Stine i 1877.
Parret var meget fattige og levede på det tidspunkt af en gnalling sandjord, hvor selv kartoflerne måtte slide i det.
Peder Lykke Nielsens formulering om ikke at ‘gabe over for meget’, ikke at gøre væsen af sig, kom, da han blev nedladende afvist af en velhavende bondekone. Hun sagde nej til at hjælpe med lidt pynt af Stine på bryllupsdagen. Dér stak vestjyden alligevel snotten for langt frem, og bruden måtte gå til alters uden udskejelser.
Peder Nielsen Lykke accepterede med andre ord at blive behandlet som et lavt individ, fordi han befandt sig under storbondens slagtekvæg i hierarkiet. Og det var vigtigt for ham ikke at sprænge rammerne, så Stine og han kunne blive i lokalsamfundet.
Los husmanden ud af det mentale vraggods
Peder rumsterer stadig i mange danskere, selvom armod og ulighed for længst er udryddet herhjemme. Det handler om lavt selvværd, følelsen af at ‘de andre’ (eliten) ser ned på en. Misforstået beskyttertrang overfor ‘kartoffelmarken’ og landsbyen.
Men det er på tide at losse Peder ud af vores mentale vraggods. Ingen dansker er i dag tvunget til at grave tørv eller tigge sig til et stykke elendigt jord. Der er ingen grund til at krybe rundt indendøre med nedrullede gardiner.
Peder rumsterer stadig i mange danskere, selvom armod og ulighed for længst er udryddet herhjemme. Det handler om lavt selvværd, følelsen af at ‘de andre’ (eliten) ser ned på en. Misforstået beskyttertrang overfor ‘kartoffelmarken’ og landsbyen.
Hvorfor er gadekærs-syndromet så stærkere end nogensinde før? Hvorfor lukker danskerne sig om sig selv nu, hvor alvorlige, internationale dagsordner desperat kalder på udsyn? Og – endnu mere bekymrende: Hvordan kan det lade sig gøre, at en ekstrem højredrejning breder sig, herhjemme, såvel som i resten af verden?
Jeg kan forstå amerikaneren og polakken, men …
Mine spørgsmål er retoriske, for vi kender svarene: Globalisering, krige, flytningestrømme, økonomisk krise, mediebilledet, bureaukratisering osv., osv.
Der er dog ingen undskyldninger for den danske version af racisme og manglende humanisme.
Jeg kan forstå en amerikansk fabriksarbejder fra rustbæltet, som lige har mistet sit arbejde, som sidder langt ude vestpå under et forblæst neonskilt fra Reagan-tiden, (og som i øvrigt er gift med sin kusine). Hans stemme til Trump kan jeg tilgive.
Jeg kan forstå en polak fra det land, der er blevet trampet ned af historiens største sataner, revet midt over af ismer og efterladt i den europæiske skammekrog Hans frygt for ‘de fremmede’ kan jeg tilgive.
Men hvad jeg ikke kan forstå, er et moderne, voksent menneske fra Herning, som mener, at bådeflygtninge fra Mellemøsten og Afrika selv er ude om, at de drukner. Jeg kan slet ikke fatte, at borgerne i Herning stemmer ham ind i et byråd, og jeg kan slet, slet ikke tilgive, at han efter sine udtalelser stadig har et politisk ståsted.
Tordenkalven døde aldrig helt
Men lad os igen vende tilbage til 1800-tallet, hvor danskerne – og især jyderne – fik kappet noget af selvtilliden. Den store forfatter Johannes V. Jensen skrev en samling lysende, brilliante fortællinger fra sin hjemegn, Himmerlandshistorier. Novellerne udkom i drys, fra slutningen af 1800-tallet til begyndelsen af det nye århundrede.
Forfatteren beskrev bl.a. vagabonden og krøblingen Tordenkalven således: ‘Han lignede Danmarks historie’. V. Jensen hentydede til slaget ved Dybbøl. Den preussiske hær flåede Jyllands underkrop af i 1864, og Tordenkalven med sin sammenpressede statur blev symbol på det rudimentære land. Det nedbøjede, men trodsige.
Tordenkalven, der i øvrigt eksisterede i virkeligheden, havde mistet sine lemmers kraft, men slæbte sig stadig afsted i marsken med en sang på læben.
I mine øjne er det på tide at finde en bedre balance mellem de to ‘danskere’. Tyskerne har fået alvorlige afklapsninger flere gange siden da, og de mennesker, som banker på ved grænserne, er del af et større, verdensomspændende problem, som vi ikke kan tillade os at lukke øjnene for.
Det er, som om Christen Christian Larsen, Tordenkalvens dåbsnavn, aldrig helt døde. I hvert fald er sindelaget, den sammenklappede, men stærke jyde, fortsat en form for identifikation. Man befinder sig bedst i en duknakket og lillebitte verden, hvor ingen opdager, at man skammer sig …
Jeg kan især se det nu efter at have boet i København halvdelen af mit liv. Jeg voksede op i Østjylland, og selvom det er mange år siden, jeg flyttede på grund af et job, kan jeg stadig fornemme de to mennesker i mig: Jyden, der holder lav profil, og helst vil hygge sig hjemme. Københavneren, der himler op og har konstant udlængsel.
Den 3. Opløsning
I mine øjne er det på tide at finde en bedre balance mellem de to danskere. Tordenkalven skal rette sig op, og københavneren aktiveres. Tyskerne har fået alvorlige afklapsninger flere gange siden 1864, og de mennesker, som banker på ved grænserne, er del af et større, verdensomspændende problem, som vi ikke kan tillade os at lukke øjnene for.
Jeg begriber ikke, at så stor del af befolkningen er klar til at bygge mure omkring Danmark, når vi har ressourcerne til at blive del af noget større. At vise os som innovative og rummende.
Vi har jo været historisk svineheldige. Da stormagterne delte landene mellem sig efter 2. Verdenskrig, lå vi allerede på et leje af bacon og hyggede os videre, velvidende at vi havde de bedste allierede og ikke behøvede at kæmpe hårdt for rettigheder.
Vi har været priviligerede siden da og kan ikke være bekendt at opføre os som desillusionerede polakker, russere, ungarere, texanere …
Der kommer formentlig ikke en 3. Verdenskrig, men vi kan godt gøre os parate til en 3. Opløsning, der rammer på grund af voldsomme klimaforandringer, regionale konflikter og økonomisk ustabilitet. Om 200 år er vi måske del af flygtningebølgen, og til den tid kan vi ikke have krøblinge og husmænd fra Vestjylland med på vandringen.
Topfoto: Tordenkalven – ca. 1850.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
