BØRN MED KØNSDYSFORI // DEBAT – Dansk Regnbueråd er i et debatindlæg i POV d. 24. juni blevet kritiseret af Steffen Groth bl.a. for at overdrive stigningen i antallet af børn med kønsdysfori. I denne replik redegør Dansk Regnbueråd for, hvorfra tallene stammer, og fastholder, at “ligegyldig hvordan man læser tallene, er de alarmerende”. Sundhedsmyndighederne må på banen med andre behandlingstilbud til børnene, skriver Regnbuerådet og peger på spørgsmål, der ifølge foreningen fortsat er helt centrale – men ubesvarede.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Steffens Groths artikel i POV om Dansk Regnbueråds holdninger og sagspolitiske mål er som udgangspunkt fair, stråmandsstrøet og tendentiøs, som den måtte være. Alle må mene deres – og sige det.
Derfor retter denne kommentar sig primært mod Steffen Groths kritik af de tal, som Dansk Regnbueråd har anvendt i argumentationen om udviklingen i antallet at børn, der henvises til udredning for kønsdysfori.
Der er flere måder at læse tallene på. Vores læsning er den samme som i TV2-dokumentaren “Min pige er en dreng” (2020), der anførte denne statistik. Programmet blev til i tæt samarbejde med Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, der åbenbart ikke har fundet anledning hverken før eller efter til at korrigere denne læsning af tallene.
Den procentuelle stigning ligger derudover på linje med, hvad man har oplevet i fx Storbritannien.
Havde det været en pludselig opstået narkokrise blandt børn eller cutting eller spisevægring på samme niveau, havde politikere og sundhedssystemet lagt sig i selen for at komme til bunds i årsagerne
Ydermere kan man se en signifikant ændring i, hvilket køn der dominerer i behandlingsstatistikken. Hvor det tidligere langt overvejende var drenge, der blev diagnosticeret, er det nu piger, som, uden at have udvist tegn på kønsdysfori tidligere, pludselig gør det, når puberteten rammer. Fænomenet betegnes Rapid Onset Gender Dysphoria (pludselig opstået kønsdysfori).
Lad os undersøge årsagerne
Der synes internationalt at være en samstemmende udvikling på dette område og en korrelation til ankomsten og udbredelsen af sociale billedmedier som Instagram og TikTok. Socialpsykologer som Jonathan Haidt har peget på effekten på unge piger af den konstante sammenligning med andre piger som en følgeskade.
Intet i tallene – lige meget hvordan de læses – tyder på en “naturlig udvikling”, men der lader til at være meget få forskere herhjemme, der ønsker at dykke ned i fænomenet og undersøge, om der kunne være sociale årsager til den høje vækst i antallet af pubertære piger med såkaldt Rapid Onset Gender Dysphoria.
Det er vi i Dansk Regnbueråd uforstående overfor – havde det været en pludselig opstået narkokrise blandt børn eller cutting eller spisevægring på samme niveau, havde politikere og sundhedssystemet lagt sig i selen for at komme til bunds i årsagerne, så symptomerne kunne reduceres. Men ikke her.
Det eneste, vi ved, er, at antallet af børn, der henvises til udredning, er stærkt stigende, og at behandlingstilbuddet er stærkt kontroversielt
Stigningen i kønsdysforitilfælde hos børn ses åbenbart som noget positivt, selv om et liv som transperson er noget af det hårdeste, man kan leve. Det burde handle om, at færrest muligt børn – ikke flest muligt – skal ende sådan. Og kun de rigtige, ægte tilfælde, som fx Dansk Regnbueråds formand Marcus Dib Jensen.
Vi hæfter os som nævnt ved, at Sexologisk Klinik, så vidt vi har kunnet erfare, ikke af egen drift siden TV2-dokumentaren i 2020 har været ude med en korrektiv forklaring af tallene, og vores brug af tallene har derfor været fair og redelig.
Flere tal skal frem i lyset
Sundhedsstyrelsen bør imidlertid, hvad vi i øvrigt også beder dem om, komme med en grundig eksplicitering af alle tal, inklusive tal fra før 2014, upåagtet at behandlingstilbuddet har ændret karakter. Før 2014 var der jo stadig børn, der blev henvist med disse problemer – men hvor mange?
Det skal vi vide, så vi forstår, hvordan henvisninger til udredning for kønsdysfori har udviklet sig i Danmark over tid. Det er vigtige tal, der kan vise sig yderligere at validere vores og TV2’s fremstilling af problematikken.
Da stigningen i antal børn, der fra 2015 blev henvist til udredning efterfølgende steg massivt (flere tusinde procent), hvorfor har der så ingen faglig undren været over årsagen?
Desuden skal vi vide præcist, hvor mange af disse børn, der sættes på medicinsk behandling. Og hvilken? Og hvor længe? Hvor mange vælger efter diagnosticering og behandling alligevel at forblive i eget køn? Og hvornår i behandlingsforløbet træffer de dette valg?
Alt det, vi endnu ikke ved om medicineringen af børn
Der er meget, vi endnu ikke ved om substansen i de danske tal. Det eneste, vi ved, er, at antallet af børn, der henvises til udredning, er stærkt stigende, og at behandlingstilbuddet er stærkt kontroversielt.
Vi skal derfor på banen med andre tilbud end medicinsk behandling til børn under 18 år, fx som i Storbritannien, hvor kognitiv terapi og gruppeterapi viser gode resultater i forhold til at hjælpe børn og unge til at træffe de rigtige beslutninger.
Medicinering af børn under 18 med pubertetsblokkere og krydshormoner skal stoppes nu – børn kan ikke samtykke til så voldsomt et indgreb. Sverige stoppede sidste år efter undersøgelser viste alvorlige bivirkninger for børnene. Et forbud i Storbritannien er på vej igennem sidste retsinstans.
For ligegyldig hvordan man læser tallene, er de alarmerende. Vi har brug for, at sundhedsmyndighederne kommer på banen med mere information og andre tilbud til børnene end såkaldt kønsbekræftende behandling med pubertetsblokkere og krydshormoner.
De tal, som Steffen Groth i sit indlæg anfører som de retvisende, omfatter siden 2016 knap 1.000 børn. Det er børn, der er udredt eller under udredning. En ukendt del af disse behandles medicinsk i et system, der tilbyder dem medicinering, som stopper deres naturlige, pubertære udvikling – og som, når de er 15 år gamle, tilbyder dem krydshormoner, der igangsætter den fysiske omskabelse af barnekroppen med henblik på endeligt at ændre kønsudtrykket.
Den tvivl, der helt evident er om diagnosticering og følgerne af behandlingen, må og skal komme børnene til gode
Krydshormonerne kan barnet, når det er fyldt 15, beslutte sig for at tage uden sine forældres accept, hvorved forældrenes rettigheder tilsidesættes for barnets ønske. Der er ingen forældreret, der krænkes på lignende vis i dansk sundhedslovgivning. Er det et valg og en ret, som det er forsvarligt at overdrage til et barn, der står midt i sit livs mest voldsomme kropslige og mentale ombygning?
Pas på børnene
Steffen Groth har til Dansk Regnbueråd oplyst, at Sexologisk Klinik har meddelt ham, at henvisningstallene før 2014 var (helt som vi forventede) meget lave.
Derfor melder der sig et par logiske spørgsmål:
- Hvorfor blev det nye behandlingstilbud så overhovedet etableret, hvis der ikke var et via henvisninger påvist behov? Og da stigningen i antal børn, der fra 2015 blev henvist til udredning efterfølgende steg massivt (flere tusinde procent), hvorfor har der så ingen faglig undren været over årsagen?
- I og med at behandlingstilbuddet ikke blev etableret for at servicere et eksisterende behov (meget få henviste før 2014), kan man så rimeligvis mistænke behandlingstilbuddet for at have været medskabende ift. et behov? Et behov drevet fx af ydre, sociale faktorer frem for en indre børne/unge-hjernekemi i uorden (altså ægte kønsdysfori)? Det er vel aldeles rettidige overvejelser, man i sundhedssystemet bør have.
En kritisk tilgang til denne sundhedsproblematik er i det hele taget tvingende nødvendig, fordi det vil redde børn og unge fra at tage en forfærdende forkert og irreversibel beslutning. I snit kommer 80 % af alle børn ud af deres kønsdysfori, hvis vi lader dem gennemleve en naturlig pubertet. Det må være en menneskeret, vi skal sikre børnene – og Sexologisk Kliniks egne tal og behandlingsmetoder viser, at det gør vi ikke. Det vil få dramatiske følger for hundredvis af børn i de kommende år.
Den tvivl, der helt evident er om diagnosticering og følgerne af behandlingen, må og skal komme børnene til gode. Den hippokratiske ed lyder “primum non nocere” – “først og fremmest, gør ikke skade.”
Det løfte arbejder Dansk Regnbueråd for, at sundhedsvæsenet holder over for børnene.
Tak for modspillet, Steffen Groth – boksekampe på holdninger og fakta er demokratiets vigtigste sportsgren. Vi ser frem til runde to, tre, fire og videre frem.
Indlægget er skrevet af Jesper W. Rasmussen fra Dansk Regnbueråd.
Du kan læse Steffen Groths debatindlæg i POV d. 24. juni med titlen “Dansk Regnbueråds alarmistiske fejlinformation”, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
