Muslimske kvinder i Danmark kommer under dobbelt pres, hvis de står frem og fortæller, at de ikke længere tror på Allah og Muhammed, men er ateister. Ikke bare mister de sandsynligvis det meste af deres muslimske omgangskreds – deres mænd bliver også udsat for et pres for at lade sig skille. En dansk kvinde fortæller om sin rejse væk fra islam og frygten for at miste sin familie.
Hvorfor er det så svært for mange muslimer at acceptere, at en muslim kan blive ateist, at de fleste eksmuslimer må leve med trusler og social eksklusion som en del af hverdagen, hvis de overhovedet tør fortælle andre om det?
Det var en vigtig del af temaet på et debatarrangement, jeg stod for i sidste uge med titlen ”Islam og ateisme”. Jeg ville finde tre danske eksmuslimer, der var parat til at stå frem og fortælle deres historie. Fortælle om, hvordan de var kommet til at tvivle på deres tro, fortælle om deres religiøse udvikling fra troende til ateist og fortælle om, hvordan omgivelserne havde reageret.
Men det viste sig at være svært, for det er forbundet med store menneskelige omkostninger at sige farvel til islam og springe ud som ateist. Eksmuslimen vil blive udsat for fordømmelse fra en stor del af sin muslimske omgangskreds og risikerer at miste de fleste af sine muslimske venner, måske dem alle. I bedste fald vil der fremover være et stort tabuemne, som mange af vennerne ikke ønsker at tale med vedkommende om.
Også familien vil blive udsat for pres og fordømmelse: Forældrene må have svigtet deres opdragelse, siden deres barn kan udvikle sig så vanartet. Derfor vælger mange at gå stille med dørene.
Det eneste, jeg ønsker og drømmer om, er min frihed.
Jeg brugte mange timer på at snakke med de eksmuslimer, jeg fik kontakt til. Næsten alle ville gerne fortælle deres historie – men det skulle foregå anonymt. De ville gerne snakke med en journalist, der kunne garantere deres anonymitet, men de ønskede ikke at stille op på et offentligt møde, hvor de risikerede at blive genkendt, eller hvor der måske blev taget billeder af dem, som bagefter dukkede op på de sociale medier.
Det lykkedes dog at finde tre. To mænd og en kvinde. Den ene mand ville gerne lægge navn og billede til, og hans historie er blevet gengivet i Information. Den anden mand ville være anonym, dels for at beskytte sin familie, især børnene, dels fordi han bor i et ghettoområde, hvor han arbejder med integration – og det arbejde ville blive umuligt, hvis han for alvor blev kendt som ateist.
Endelig var der kvinden, som vi kan kalde ”Aisha”. Hun var efter en lang udviklingsproces nået frem til, at hun var ateist, men hun havde ikke fortalt sin familie om det. Hun var i tvivl om, hvorvidt hendes forældre ville kunne klare det pres og de fordømmelser, de ville blive udsat for, men hun endte med at beslutte sig for at stå frem. Hun ønskede ikke at leve på en løgn de næste mange år.
Nogle få dage før konferencen sprang hun dog alligevel fra. Dels af hensyn til forældrene, men også for at skåne sin mand, der ville blive udsat for et stort pres for at lade sig skille fra den nu vantro kvinde. Og dermed også for at skåne sig selv for risikoen for at miste sin mand og måske endda de to børn, de har sammen.
I stedet skrev hun sin historie ned og bad mig læse den op på mødet. Det gjorde jeg selvfølgelig. Du kan læse den længere nede i artiklen.
Betjente med maskinpistoler
At der ikke er tale om overdrevet frygt for omgivelsernes reaktioner var tydeligt, da mødet blev holdt. Jeg havde undervejs været i løbende kontakt med Politiets Efterretningstjeneste: dels på grund af emnet i sig selv, dels fordi den palæstinensiske blogger og forfatter Waleed al-Housseini også skulle tale. Han sad 10 måneder i fængsel i Palæstina, og blev udsat for både fysisk og psykisk tortur, fordi han på sin blog og på Facebook skrev om at være ateist. Han er i dag politisk flygtning i Paris, hvor han bor på en hemmelig adresse, og han modtager jævnligt trusler, ligesom der er dele af Paris, han ikke tør færdes i.
Hver gang, jeg stillede kritiske spørgsmål, blev jeg henvist til at bede til Gud og glemme det helt, fordi det sikkert var Satan, som forsøgte at sende mig på afveje.
Derfor havde politiet placeret betjente med maskinpistoler ved indgangen til mødet, og alle deltagere skulle gennem sikkerhedstjek. Ene og alene fordi vi på mødet skulle diskutere et emne, der burde være den mest naturlige ting i verden: At alle mennesker naturligvis bør have ret til at bestemme, hvilken religion de vil tilhøre – herunder at de ikke vil tilhøre nogen.
Mødet blev refereret udførligt i Information, og Berlingske har bragt et langt interview med Waleed al-Housseini.
Men læs selv Aishas historie: ”Jeg har allerede mistet meget,” skriver hun og slutter brevet på denne måde: ” Jeg vil ikke leve et liv i frygt for trusler, hvor jeg skal se mig over skulderen. Det eneste, jeg ønsker og drømmer om, er min frihed.”
Aishas historie: Min rejse fra islam til ateisme
Det hele startede for syv år siden, da min underviser stillede mange filosofiske spørgsmål, som fik mig til at reflektere over tilværelsen. En dag stillede han os et moralsk spørgsmål, som til at starte med virkede meget ligetil, men jo flere svar vi gav, jo flere spørgsmål stillede han.
Jeg begyndte at reflektere over dem og forsøgte at finde svarene i islam, som jeg altid plejede. Men til trods for min brede viden om islam var det stadig nødvendigt for mig at søge svar andre steder også. Jeg begyndte at skrive mine refleksioner ned, men de gav mig ikke et overbevisende svar. Derfor begyndte jeg at læse på nettet og i de bøger, jeg kunne få fat i.
Jeg fandt flere facebookgrupper, der diskuterede islam, og jeg meldte mig ind i grupperne for at finde de svar, jeg søgte. Men de muslimske facebookgrupper var ikke tolerante overfor kritiske spørgsmål eller tvivl. Folk blev derfor slettet og blokeret, hvis de var kritiske.
Jeg fandt andre grupper, som viste sig at være meget islamkritiske. Det gjorde ondt at læse deres kritik, og jeg forsøgte derfor at debattere med dem med den hensigt at vise dem de gode sider af islam, fordi jeg var overbevist om, at de tog fejl. Hver gang der kom et nyt opslag hvor islam, koranen eller profeten blev kritiseret, forsøgte jeg at læse op på deres påstande med den hensigt at svare dem igen, men jeg opdagede meget hurtigt, at det, de skrev, var sandt. Jeg var i chok.
Hvorfor har imamerne altid tegnet islam så rosenrødt? Hvorfor har jeg været blind for, at der også er ting i islam, jeg faktisk ikke kan acceptere som menneske? Har jeg bare lukket mine øjne for dem? Eller har jeg forsøgt at bortforklare det? Har jeg overhovedet tænkt over det før?
”I piger er født svage. I tænker med følelserne”
Jeg konstaterede, at jeg aldrig før har haft en kritisk tanke om islam, der varede så længe, at jeg måtte søge viden for at få den bekræftet eller forklaret. Hver gang, jeg stillede kritiske spørgsmål, blev jeg henvist til at bede til Gud og glemme det helt, fordi det sikkert var Satan, som forsøgte at sende mig på afveje. Jeg var dybt chokeret over mine fund, men jeg ville ikke give slip på den perfekte og eneste sande religion, eller på den perfekte profet, der ifølge min overbevisning aldrig kunne finde på at skade andre. Koranen med sine mirakler (bl.a. videnskabelige beviser) og de mange vers om barmhjertighed og godhed, kunne ikke være andet end guddommeligt. Jeg måtte finde en mellemvej, for jeg kunne heller ikke leve med de ting, jeg havde opdaget.
Hvordan kan Gud bede mennesker om at straffe hinanden på en måde, hvor de er nødt til at lukke af for deres menneskelighed og deres barmhjertighed for at kunne udføre det?
Kvindens status og manglende ligestilling med manden, var noget, jeg havde mærket til før, og altid været lidt vred over. Jeg blev dog altid beroliget med, at kvinden ville blive belønnet for sine ofre. Hold ud, og du vil opnå det bedste, for Gud ved bedst. Når jeg kritiserede flerkoneri, blev jeg mødt med latter og en forklaring som: ”I piger er født svage. I tænker med følelserne, og derfor kan I ikke se meningen med flerkoneri, fordi jeres følelser og jalousi gør jeg blinde. Jeres følelser er Guds gave til jer, I skal nemlig passe og opdrage jeres børn og det kræver store følelser.” Når jeg spurgte til påklædning, fik jeg et lignende svar: ”I kvinder er smukke som diamanter, og endnu mere værd, derfor gemmer vi jer væk fra folks øjne. Hvis I holder ud, vil I blive belønnet af Gud”.
”Hvorfor er Gud sur, når han selv har skabt os svage og syndige?”
De islamiske straffelove udgjorde et endnu større problem for mig, for jeg kunne ikke rumme dem nu, hvor jeg er blevet bevidst om, hvor brutale de er. Da jeg var yngre, blev jeg beroliget med, at det var så svært at udføre disse straffe, fordi de krævede mange vidner – og desuden var det meget sjældent, at de blev ført ud i livet, det skulle blot ses som en måde at skræmme folk væk fra kriminalitet på. Dengang faldt jeg nemt for den slags argumenter, men denne gang gik mine tanker i retning af den perfekte Gud og den perfekte bog og den perfekte profet. For hvordan kan love så brutale og umenneskelige eksistere, hvis gud er barmhjertig?
Jeg tænkte på, om jeg kunne tåle tanken, om en person, der blev stenet eller pisket? Nej, det kunne jeg ikke, også selvom det var min fjende. Jeg ville få ondt af vedkommende. Er jeg mere barmhjertig end Gud? Og hvordan kan Gud bede mennesker om at straffe hinanden på en måde, hvor de er nødt til at lukke af for deres menneskelighed og deres barmhjertighed for at kunne udføre det? Er det ikke skadeligt for disse mennesker? Det lyder urimeligt for både den, der udøver, og den, der bliver straffet. Hvad får Gud ud af det? Han siger selv i Koranen, at vores synder ikke skader ham. Hvorfor er han sur, når han selv har skabt os svage og syndige?
Vi bliver afhængige af imamernes fortolkninger
Desuden opdagede jeg gennem mine søgninger, hvor modsigende og mangelfulde de religiøse tekster er, når de ellers skulle komme fra en alvidende og perfekt Gud. Regler der ændres, vers der erstattes, modsætninger i teksterne, og de mange, der findes, som gør det svært for simple mennesker at finde hoved og hale i det, og de bliver af den grund afhængige af imamernes tolkninger. I Koranen står der, at der ikke må være tvang i trosanliggender, mens imamerne påstår, at det er strafbart at forlade islam.
Frygten for henrettelse giver samfundet flere og flere hyklere og gør ikke samfundet gennemsigtigt, ærligt og tolerant, og det er ikke et perfekt samfund, som de påstår islamisk lov skaber. Desuden kan jeg ikke se, hvorfor man vil dræbe andre, fordi de finder en anden vej, medmindre man føler sig truet. Og hvis man føler sig truet af mennesker, der tænker anderledes må det være, fordi religionens fundament er meget svagt.
Mine venner blev bange, når de kom i tvivl
For at gøre en lang historie kort, (for det var en meget lang og pinefuld proces) besluttede jeg mig for at genlæse Koranen og profetens ”sira” (beretninger om hans liv). Samtidig med at jeg begyndte at give udtryk for mine tvivl overfor nogle af mine nærmeste veninder og min mand. Vi havde lange og intense diskussioner, og de forsøgte at hjælpe mig med at finde ”de rigtige” svar på nettet og i bøger, for jeg ville ikke nøjes med deres rutineprægede argumenter, som de selv var blevet fodret med. Deres søgen fik dem til at komme i tvivl, og de blev bange. De blev derfor mere aggressive i deres diskussioner, og til sidst begyndte de at undgå emnet. Jeg søgte dog videre på egen hånd.
”I piger er født svage. I tænker med følelserne, og derfor kan I ikke se meningen med flerkoneri, fordi jeres følelser og jalousi gør jeg blinde.”
Jeg var i perioder bange for mine egen tvivl. Jeg havde altid fået at vide, at det var Satans værk, og at man ikke må tvivle på troen. En dag var jeg til et foredrag om Søren Kierkegaard. Da jeg gik hjem den aften, var jeg overbevist om, at fortvivlelse er en god ting, den er ikke en ting, man skal komme over eller undgå, men have med på sin rejse. Det var en stor lettelse for mig at vide.
Jeg satte af den grund nyt lys på spørgsmålet om sandheden. Måske er der ikke én sandhed. Hvert menneske må finde sin egen sandhed. Det gav mig mod til at gå i gang med en efterforskning af religiøse tekster med den hensigt at finde nye fortolkninger af islamiske regler, der ikke stemte overens med mine følelser og fornuft. Jeg fandt ikke det, jeg søgte hos imamer, på trods af at en del af dem, jeg fandt, var meget moderate. Jeg ville derfor selv reformere islam og finde nye fortolkninger, som ikke var i strid med min opfattelse af, hvad der er guddommeligt og helligt, i modsætning til den nuværende forståelse af den muslimske Gud, som i mine øjne virkede meget menneskelig.
Gud burde ikke være vred, jaloux eller hadefuld overfor nogen. Gud burde være mere rummelig og forstående overfor de små svage mennesker, han har skabt, og jeg kunne ikke se, hvorfor han truede med brutale straffe på jorden i form af sharialove, naturkatastrofer og ikke mindst de værste straffe efter døden. Hvorfor har Gud ikke vist alle den rette vej og gjort det tydeligt og nemt at bevise videnskabeligt? Er det en leg, han leger med os? Hvorfor skal vi kæmpe for at finde ham, når han ikke gider finde os?
”Illusionen om Gud” gav mig svar
Jeg fik snart svar på alle mine tvivl, da min veninde, der tidligere hjalp med at finde svar fra Koranen, opfordrede mig til at læse bogen af Richard Dawkins: Illusionen om Gud. Det overraskede mig: Den selv samme veninde, der blot et år tidligere forsøgte at hjælpe mig med at komme tvivlen til livs, erklærede sig nu selv (i al hemmelighed) for ateist.
I råber op om racisme og islamofobi, hvis I blot møder en sur socialrådgiver.
Efter at have læst adskillelige islamiske bøger, blev denne bog en øjenåbner. Jeg begyndte derfor at følge ateistiske sider, agnostiske muslimer, eksmuslimer og ”the masked Arab” på YouTube. Jeg havde stadig svært ved at slippe helt ideen om, at Gud eksisterer. Men efter at have stiftet bekendtskab med Richard Dawkins blev jeg overbevist om, at sandheden er foranderlig. Videnskaben kan ændre sine holdninger, hvis et nyt bevis modsiger det gamle, og den udvikler sig derfor konstant. Jeg fandt en større refleksionsevne, smidighed og logik i Dawkins argumenter, og jeg valgte derfor at opgive troen på noget, jeg ikke kunne få et bevis på.
I starten var jeg bange for, at jeg tog fejl, og at Gud derfor var vred på mig. Selvom min fornuft sagde mig noget andet, blev min underbevidsthed ved med at pine mig. Troen var så dybt indgroet i mig, at jeg havde svært ved at slippe den helt, både med fornuften, men mest med følelserne. Men senere, takket være Richard Dawkins, blev jeg overbevist om, at hvis Gud eksisterer, kan jeg ikke vide det med sikkerhed, og så længe jeg ikke ved det, vil jeg ikke tro og følge en religion.
”Jeg har allerede mistet meget”
Jeg havde besluttet at skjule mine tanker for min familie og venner. Men jeg har aldrig været god til at lyve og kom ofte til at sige min ærlige mening i en samtale. Jeg kunne mærke hvor chokerede, de blev, blot fordi jeg kritiserede hadith’ens oprigtighed eller sharialoven. Jeg øvede mig derfor i at udelade information, uden at lyve direkte. Alligevel føler jeg mig som en løgner og en hykler. Men jeg er stadig bange for, hvad der vil ske, hvis jeg siger hele sandheden: ” Jeg tror ikke på gud.”
Jeg har mistet meget. Nogle af mine søskende, alle mine muslimske venner og bekendte på nær nogle få. Jeg har allerede fået rigeligt med forkyndelse, både i breve, i telefonen og ansigt til ansigt. Jeg har fået at vide, at jeg skal holde mine tanker for mig selv og ikke kritisere islam eller imamerne. Jeg er endda blevet dømt til helvede.
Jeg håber, jeg en dag kan sige det højt, uden at blive fordømt, truet, hånt eller udstødt. Jeg føler en ubeskrivelig vrede over deres hykleri og dobbeltmoral. Jeg vil ønske jeg kunne sige det her til dem:
Hykleri og dobbeltmoral
”Jeg forventer ikke, at I kan forstå mig, eller at I kan se det fra mit perspektiv, for jeg ved, det er svært, og det er for mig helt i orden. Jeg forventer derimod, at I udviser samme tolerance for mig, som I selv ønsker fra andre. I råber op om racisme og islamofobi, hver gang nogen af jer oplever en eller anden form for diskrimination eller blot møder en sur socialrådgiver i kommunen. I kræver jeres ret til trosfrihed, religionsfrihed og friheden til at praktisere jeres tro i Danmark. Og I får, hvad I ønsker. I har lov til at gå med tørklæde og bede i en moske. I bliver tolereret, når I ikke vil deltage i kirkebesøg under julen og spise middag med kollegaer, hvis maden ikke lever op til jeres skrifter og regler eller hvis der serveres alkohol.
Hvis en af jer eller jeres børn blev udstødt, fordi I går med tørklæde, ikke vil give hånd eller blot fordi I udtrykker jeres tro offentligt, ville der lyde et ramaskrig, både fra jeres side og fra almindelige frihedsforkæmpere, som ikke tilhører jeres tro, men vil forsvare jeres ret til at have den. Men når jeg ikke vil bede, faste eller gå med tørklæde, bliver jeg udstødt af mine nærmeste venner. Hvad ville der ikke ske, hvis jeg fortalte jer åbent, at jeg ikke længere tror på Muhammad, Koranen som Guds åbenbaring eller på selveste Gud? I omtaler jeres religion som fredens religion, og jeres profet som det perfekte menneske og jeres gud som barmhjertig, men I udviser med jeres holdninger den største intolerance over for alle andre end jer selv”.
Grunden til, at jeg ikke er mødt personligt op i dag, er min frygt for de konsekvenser, der måtte følge med, hvis folk finder ud af, at jeg ikke længere er muslim. Et af de største problemer ville være, at min ægtefælle vil blive presset til at blive skilt fra mig. Jeg kan også forestille mig en masse pres på min familie, hvis de accepterer mig, hvilket jeg føler mig overbevist om, at de vil med tiden. Jeg vil ikke leve et liv i frygt for trusler, hvor jeg skal se mig over skulderen. Det eneste, jeg ønsker og drømmer om, er min frihed.
Illustration: Wikipedia Commons
Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44. Skribenter hos POV International modtager ikke andre honorarer for deres skriverier.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
