Da Venligboerne tog til Pride

Lørdag deltog Venligboerne København i Copenhagen Pride for anden gang. Bevægelsen er til for at bygge broer og nedbryde fordomme, og det mest lykkelige ved at være med i Venligboernes pride-vogn var – i år såvel som sidste år – at se nervøsitet forvandlet til jublende lettelse og hengivelse til glæden, skriver Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der har været med til at skabe bevægelsen.

Som man kan se på billedet var der kærlighed og fest dagen lang. Vognen var tæt pakket, der var glimmer og udklædning og ren glæde. Det var en gyngende, dansende vogn fuld af mennesker i alle farver og med vidt forskellig kulturel, etnisk og religiøs baggrund.

Nogle af os, der deltog har tilknytning til LGBTQ-miljøet. Andre af os har ikke. For mange af os er det uden omkostninger at kaste os ud i festen. For andre var det en bævende første gang. For nogen krævede det dybe vejrtrækninger og langt tilløb overhovedet at turde være med.

Og det var selvfølgelig mest af alt dem, vi var der for. Og det er selvfølgelig mest af alt derfor, vi gør det.

Det er ingen hemmelighed at LGBTQ-personer er stigmatiserede i mange kulturer. At det er en stor opgave at nedbryde fordomme og tabuer. At det ofte er op ad bakke.

Det virker absurd, at noget så fundamentalt som at retten til selv at vælge hvem man vil elske og retten til at vise, hvem man er, ikke er indlysende for enhver.

Jeg blev igen i år så tindrende rørt over at bo i en by, hvor gamle, voksne, unge og børn kommer ud på gaden for at vinke og heppe og sende lige så mange luftkys tilbage, som de modtager fra Pride-deltagerne. Jeg tror ikke de aner, hvor meget det betyder for nogle af dem, som aldrig før har turde vise verden, hvem de er

Venligboerne er til for at bygge broer og nedbryde fordomme. Det mest lykkelige ved at være med i Venligboernes pride-vogn var – i år såvel som sidste år – at se nervøsitet forvandlet til jublende lettelse og hengivelse til glæden.

Jeg blev igen i år så tindrende rørt over at bo i en by, hvor gamle, voksne, unge og børn kommer ud på gaden for at vinke og heppe og sende lige så mange luftkys tilbage, som de modtager fra Pride-deltagerne. Jeg tror ikke de aner, hvor meget det betyder for nogle af dem, som aldrig før har turde vise verden, hvem de er.

Priden er en fest. Resten af året er det bestemt ikke altid

Sidste år fik priden et ærgerligt efterspil for en af mine dejlige syriske venner, der var med for at bakke op om LGBTQ-rettigheder, selvom han er heteroseksuel. Bagefter modtog han adskillige svinske og hadefulde beskeder. Han svarede hver og en af dem ved at sende et billede af sig selv og sin langemand. Og ved at forklare dem, at det er hyklerisk at nyde godt af menneskerettighederne selv, når man ikke er villig til at lade dem gælde lige meget for alle.

Priden er en fest. Resten af året er det bestemt ikke altid. Og selv i går endte ikke lykkeligt for alle deltagere. Mateen Malik Hussain fortæller på sin væg på Facebook, at en af Sabaahs brugere blev offer for en modbydelig hadforbrydelse. Han blev slået ned og sparket på åben gade. Fordi han er homoseksuel. Der er lang vej endnu.

Topfoto: Anne Lise Marstrand Jørgensen.