Cuba: Håb, kærlighed og bekymring

af i Internationalt

REPORTAGE – Cubas socialistiske samfund er gang på gang siden revolutionen i 1959 blevet dømt til snarlig undergang. USA, verdens mægtigste kapitalistiske land, forsøger dagligt at undergrave landet – det er i hvert fald sådan man ser det på Cuba. Men det lille øland med det kommunistiske styre lever endnu, nu med Miguel Diaz Canel som ny præsident efter næsten 60 års Castro-styre. Hvordan kan det lade sig gøre? Journalist Jan Vesterlund møder manden og kvinden på gaden.

I 14 dage rejste jeg fra hovedstaden Havana til Fidel Castros fødeby, Santiago de Cuba. Jeg mødte kommunister og kapitalister. Fidelister og frustrerede kritikere. Nostalgi og nytænkning. Min rejse gik gennem et land, der tydeligvis står midt i en omfattende omstilling og samtidig er markant præget af fortiden.

En af de første, jeg møder, er professor Gabriel. Han er en klog mand.

”Du er meget velkommen til at komme og besøge mig”, lød det i telefonen. På dansk.

Gabriel Calaforra var chargé d’affaires i Danmark i 1960-65 i den cubanske revolutions allerførste år.

Jeg fandt hans lille lejlighed på tredje sal i den nedslidte bydel, Havana Central. Vennerne kalder ham ”el proffe”. Professoren taler et utal af sprog, herunder dansk. Han er ikke kommunist.

Gabriel Calaforra, ”el proffe”, var chargé d’affaires i Danmark i 1960-65 i den cubanske revolutions allerførste år.

Gabriel Calaforra har arbejdet sammen med både revolutionshelten Che Guevara og med Wilma Espín, Raúl Castros kone, der spillede en stor rolle under revolutionen og frem til sin død i 2007.

Vi drikker the og rom. Da talen bliver mere politisk og dyb, slår vi over i engelsk.

Cubas socialistiske samfund er det bedste, vi har kunnet få. Alternativet er meget værre

”Hvordan synes du, det går i Cuba i dag”?

”Der er meget at kritisere, for Cubas demokrati fungerer ikke. Det er partiet og militæret, der bestemmer”, forklarer Gabriel Calaforra. Han uddyber med en række eksempler: TV og aviser i Cuba er envejskommunikation fra toppen, og der er ingen kritik af styret. Parlamentet er et gummistempel for partiet. De fattigste pensionister får kun 75 kroner i måneden, hvilket er umuligt at leve for. Den 84-årige professor fremfører sin kritik uden omsvøb. Men han gør det i en mild tone, for trods kritikken ender han med at konkludere, at ”Cubas socialistiske samfund er det bedste, vi har kunnet få. Alternativet er meget værre”.

Gabriel Calaforra håber på mere demokrati, men han vil ikke opgive ligheden i samfundet til fordel for den uhæmmede kapitalisme, der præger det meste af den verdensdel, Cuba befinder sig i.

Cubansk velfærd

Det cubanske samfund er økonomisk tilbagestående, men det er et meget lige samfund. Uddannelse er gratis. I gennemsnit går befolkningen omkring 12 år i skole.

Det er gratis at gå til læge og tandlæge eller at blive indlagt på hospitalet. Og selvom Cuba mangler medicin og udstyr, ligger landet meget højt på Verdenssundhedsorganisationen, WHO´s liste over sundhedstilstanden i verden.

Fakta: I Cuba dør i gennemsnit 5,5 børn ud af 1000 inden de bliver fem år gamle. I USA er tallet 6.5 børn ud af 1000, altså en højere børnedødelighed end i Cuba. I Danmark er tallet 3.5 børn ud af 1000.

I Cuba er den forventede gennemsnitlige levealder på 79.1 år. I Danmark er tallet 80.6 år.

Hvad er forklaringen? Cuba har i mange år været det land i verden med flest læger per indbygger. Cubas lægevidenskab er på et højt fagligt niveau, og der arbejdes helhedsorienteret og forebyggende i udstrakt grad.

Den lige ret til uddannelse og sundhed er en del af Cubas selvforståelse. Desuden har økonomisk nød lige frem øget udviklingen af sunde fødevarer og naturmedicin.

Økologi af nød

I forstaden Alamar lidt uden for Havana nulrer Miguel Angel Salciness López den mørkebrune jord mellem fingrene. Han peger stolt på det store anlæg, hvor millioner og atter millioner af kompostorm omdanner organisk materiale til frugtbar landbrugsjord.

Han er tidligere bureaukrat i landbrugsministeriet, men ministeriet sendte ham ud af kontoret for at lave økologisk by-landbrug i Alamar.

”Monokulturen i Sovjettiden havde store økologiske omkostninger. Vi producerede udelukkende sukkerrør og brugte store mængder kunstgødning, kemikalier og pesticider”, fortæller Miguel Angel Salciness López

Da Sovjetunionen i 1991 blev opløst, var det en katastrofe for Cubas landbrug. Trods det frugtbare tropiske klima var landet ikke i stand til at brødføde sin egen befolkning med frugt og grøntsager. Store landbrugsarealer lå brak, mens befolkningen sultede.

De unge har glemt revolutionen og vil hellere tjene penge på turisterne end at have hårdt fysisk arbejde.

”Vi havde ikke råd til kemikalier, kunstgødning og brændstof til maskinerne. Derfor valgte vi i de by-økologiske haver af nød at omlægge til bæredygtig produktion”, fortæller Miguel Angel Salciness López.

På projektet i Alamar arbejder 130 ansatte. I hele landet er 350.000 cubanere beskæftiget på mere end 2000 lignende by-landbrug.

” Vi tænker i sundhed, økologi og helbredende urter. Noget kunder i hele verden efterspørger. Vi arbejder i en proces, hvor vi til slut helt afvikler kemisk landbrug. Det sker af nød, men det er en vindersag”, mener Miguel Angel Salciness López.

Effektivitet og produktivitet ligger milevidt fra moderne landbrug i for eksempel Danmark. Og selvom Cuba fortsat mangler både frugt og grøntsager, ligger store frugtbare landområder fortsat brak. Udover mange års fejlslagen landbrugspolitik er forklaringen i følge Angel Salciness López, at de unge ikke gider arbejde i landbruget. De unge har glemt revolutionen og vil hellere tjene penge på turisterne end at have hårdt fysisk arbejde. Det bekymrer ham, hvordan det skal gå, hvis der ikke bliver strammet op.

Cuba er ikke fattigt

Det er Boris Sanchez helt enig i. Jeg møder ham i Nuevo Vedado, et pænere mellemklassekvarter i Havana med både parcelhuse og lejligheder. Som mange andre cubanere har han gjort tjeneste i Afrika. Han var som ung udsendt i 29 måneder til Afrika. Han hjalp befrielsesbevægelsen MPLA i Angola, og han underviste unge fra ANC i guerillakrig mod apartheidstyret i Sydafrika. Boris Sanchez arbejdede senere i 34 år som journalist i landbrugsministeriet. Han er kommunist, men han er ikke medlem af partiet. Han er 74 år og har tjent sit land med glæde.

Det er vigtigt for Boris Sanchez at forklare, hvorfor han trods den sparsomme pension langt fra er fattig

Hans månedlige pension er på 610 cubanske pesos, lidt mere end 150 danske kroner. Derfor må Boris Sanchez supplere pensionen med et job som sikkerhedsvagt hver tredje nat.

”Det er slet ikke på dagsordenen at gå ud at spise, bo på hotel eller gå til show i byen. Men jeg sulter ikke. Jeg kan købe kød, dog ikke så meget, som jeg ønsker. Jeg har billig strøm og gas. Jeg kan leve”.

Det er vigtigt for Boris Sanchez at forklare, hvorfor han trods den sparsomme pension langt fra er fattig.

”Det er slet ikke på dagsordenen at gå ud at spise, bo på hotel eller gå til show i byen. Men jeg sulter ikke.”

”Vi cubanere er meget følsomme over for ordet fattigdom. Det er, fordi vi har oplevet rigtig fattigdom i tiden før revolutionen. Vi kan huske fortidens elendighed, udnyttelse og racisme. Vi var retsløse, vi fik ingen uddannelse, ingen social sikkerhed og ingen gratis lægehjælp. Det har vi i dag, og det er det, man skal forstå, når vi siger, at cubanerne ikke er fattige”.

Han anerkender, at systemet er ineffektivt, og mener, at det skyldes for meget lighed. Der er behov for justeringer, siger han. ”Vi valgte lighed i lønnen, og det var en fejl, fordi vi dermed ikke stimulerede folk til at yde en indsats. Det skal ændres”.

Boris Sanchez taler engageret, og det bliver sent. Da han følger mig hen til taxaholdepladsen, er der tomt. Men så – ud af mørket – kommer en grå amerikansk Plymouth fra 1948 glidende forbi og holder ind til siden. Den oplevelse tager jeg gerne med. Den mægtige gamle bil viser sig at være familiens livsgrundlag. Sønnen kører taxa om natten og faderen om dagen. Motoren er stabil som en traktor.

Alt for meget ligemageri

Økonomiprofessor Joaquin Infante Ugarte har i mange år arbejdet på højt plan for systemet. Han indleder sin udredning af Cubas økonomiske model med ordene: ”Vi har altid vores kommandant nærværende”.

Selvom Fidel Castro døde for over et år siden, er han stadig åndeligt til stede. Hans bror, Raul Castro, der nu har forladt præsidentposten, har drejet lidt på ideologien og sagt, at i dag er kampen om økonomien den vigtigste ideologiske kamp.

”Det handler ikke kun om at skabe størst mulig vækst, men også om at sikre et samfund med de rigtige værdier.”

Joaquin Infante Ugarte forklarer, hvis Cuba ikke skal ende med at falde sammen, skal den hidtidige ligeløn erstattes af løn efter indsats.

”Produktiviteten i vores land er alt for lav. Årsagen er et alt for overdrevent ligemageri i samfundet”, siger han.

I dag får cubanerne nærmest en slags borgerløn svarende til omkring 150 kroner eller mere i måneden uanset, hvor meget de yder.

Derfor er der ifølge professoren for mange, der laver for lidt på deres officielle job. I stedet bruger de deres energi på uofficielle jobs, hvor pengene ofte er sorte.

Det skal ændres, hvis Cubas socialisme skal overleve og blive bæredygtig.

Og der skal også gøres op med det, professoren kalder overdreven centralisering i planøkonomien.

”Fremover skal der være mere selvbestemmelse til virksomhederne. De ved selv bedst, hvilke behov de har”.

Vi kan ikke konkurrere med for eksempel USA på økonomien, men vi kan konkurrere på velfærd. Derfor skal vi fortsat have gratis sundhedssystem og uddannelse.

Og professoren har også et bud på, hvordan et fremtidigt socialistisk Cuba skal se ud.

”Det handler ikke kun om at skabe størst mulig vækst, men også om at sikre et samfund med de rigtige værdier. Vi har planøkonomi, men markedet spiller en rolle. Markedet må bare ikke få lov til at bestemme. Vi kan ikke konkurrere med for eksempel USA på økonomien, men vi kan konkurrere på velfærd. Derfor skal vi fortsat have gratis sundhedssystem og uddannelse. Banker, jernbaner og lignende skal være statsejet. Cuba skal med love sikre sig mod for stor kapitalkoncentration. Socialisme giver lighed i muligheder – ikke i forbrug. Vi skal tillade at øge uligheden for at anspore de unge”.

Vejen til Santiago

Mere ulighed og mere kapitalisme skal altså redde socialismen. Det er officiel politik i Cuba i dag. Omkring en halv million cubanere er allerede selvstændige. Målet er flere kooperativer, og at op til en tredjedel af virksomhederne, herunder landbruget, skal være privatkapitalistiske.

På busturen til provinsbyen Ciego de Ávila dukker hestene op. Først overhaler vi hestevognene på den hullede motorvej, og efterhånden som bussen kommer tættere på byen, stiger antallet af heste. Inde i byen er der ligefrem en rigtig ”hesteterminal”. Her holder hestevogne i lange lige rækker klar til at rykke ud i gaderne, hvor de tydeligvis er et populært transportmiddel. Et nostalgisk syn og en økologisk løsning, der ikke koster dyrt brændstof.

Busturen videre fra Ciego de Ávila til Fidel Castros fødeby, Santiago de Cuba, varer ti timer. Vejen er hullet, og det bumler for meget til at læse, men heldigvis er udsigten spændende med store sovjetagtige landbrugsstationer med mægtige maskiner fra en svunden tid.

Der begynder at dukke køer op på markerne. På rastepladsen i Las Tunas får jeg for første gang på turen oksekød. Det er langt fra hverdagskost, for Cuba er et mangelsamfund. Der er stadig rationering på basale varer, og det frustrerer cubanerne, der bruger meget tid på at stå i kø, når der er rygter om for eksempel friske æg.

Der er stadig rationering på basale varer, og det frustrerer cubanerne, der bruger meget tid på at stå i kø, når der er rygter om for eksempel friske æg.

Efter frokosten dukker de flotte Sierra Maestra-bjerge op i horisonten. Det var her de cigarrygende oprørere Che Guevara, Camilo Cienfuegos og de to Castro-brødre indledte den guerillakrig, der i sidste ende førte til revolutionen og diktatoren Fulgencio Batistas fald.

Nu er det snart 60 år siden. Hvordan er det gået? På det sidste stykke vej til Santiago de Cuba, Fidel Castros fødeby, og byen, hvor hans revolutionære 26 juli-bevægelse opstod, forsøger jeg at samle de mange indtryk.

Cuba er skrøbeligt

Cubas styrke er befolkningens nationale stolthed og dens vilje til at bygge et lige samfund. Samtidig er der mange tegn på, at det hele er så skrøbeligt og gammeldags, at det ender med at kollapse. Der er for eksempel ikke internet i hjemmet hos ret mange cubanere, og der findes kun spredte hotspots ved hotellerne. Adgang til internettet er ikke forbudt, men det er så dyrt, at de fleste ikke har råd. Og regeringen er bange for, om de kan fastholde de unges tro på socialismen, hvis der bliver fri adgang. Den nyvalgte præsident, Miguel Diaz Canel har lovet at forbedre adgangen til internettet, men den cubanske økonomi er så svag, at det er et åbent spørgsmål, hvornår der bliver råd til det.

Cubas socialisme hviler på en social kontrakt mellem styret og befolkningen. Regeringen sørger for fri ret til sundhed og uddannelse til alle. Til gengæld gør befolkningen ikke oprør over lav materiel levestandard

Hvor længe vil de unge, der er født mange år efter revolutionen, finde sig i varemangel, lav løn og rasende dyr adgang til internettet?

Cubas socialisme hviler på en social kontrakt mellem styret og befolkningen. Regeringen sørger for fri ret til sundhed og uddannelse til alle. Til gengæld gør befolkningen ikke oprør over lav materiel levestandard.

Indtil nu har kontakten overlevet. Livsglæden og dansen har også. På Casa de Trova i Santiago de Cuba spiller et lokalt orkester ægte cubansk musik og lokale folk viser, hvad cubanere kan på et dansegulv. God stemning og blink til publikum.

På Casa de Trova i Santiago de Cuba spiller et lokalt orkester ægte cubansk musik og lokale folk viser, hvad cubanere kan på et dansegulv.

Trods livsglæden har Cuba tydeligvis ryggen mod muren. Det ved også Boris Sanchez i Havana, men han nægter at give op.

”Husk én ting, som Fidel blev ved med at understrege. Hvorfor er USA ikke sluppet af med os? Det er på grund af den enhed, vi cubanere er”.

Boris Sanchez tror på, at Cuba kan forny sig. Han vipper ivrigt i gyngestolen, læner sig frem og serverer sin pointe:

”Tidligere var private firmaer og udenlandske investeringer ikke tilladt. Nu tillader vi det, for ellers taber vi kampen. Det er på grund af de ændringer, vi er her endnu. Ellers ville yankierne have overtaget det hele”.

Fotos: Jan Vesterlund.

 

Jan Vesterlund, journalist
1991- 1999 TV Syd
1999-2016 TV 2 Nyhederne – de seneste år som udlandsredaktør.
Navn på Facebook: Jan Vesterlund
Mobile Pay: 51563259

Seneste artikler om Internationalt

Trump Baby

INTERVIEW // DEMOKRATISK DIALOG – Morten Skovgaard er manden, der har fået